Karriere Som Spåkone…. Nej!

PL

Inden denne sæson satte jeg mig foran min 100 kilos Dell bærbare og kreerede en omfattende sæsonoptakt, hvor jeg prøvede at forudsige, hvilke slutplaceringer de tyve hold ville indtage sidst i maj 2009.

Og i retroperspektiv var det lidt af en fadæse, nu hvor jeg tager et kig på sluttabellen.

Undertegnedes bud var følgende med min afvigelse noteret efter mandskabet (De endelige placeringer i parantes):

1. Manchester United – Afvigelse 1-2 (Man U)
En af to som jeg rent faktisk ramte rigtigt på! Men det var vel i bund og grund også en no-brainer!

2. Chelsea - Afv. 1-2 (Liverpool)
Regnede egentlig med at Luiz Felipe Scolari ville få succes som Blues træner, men her tog jeg fejl og han røg på porten i februar. Guus Hiddink overtog og førte Chelski til en udmærket tredjeplads, hvilket dog ikke hjalp min forudsigelse….

3. Liverpool - Afv. 3-4 (Chelsea)
Rafa har rent faktisk overrasket mig i denne sæson på trods af spiller materiale som Fabio Aurelio, Ryan Babel og Alvaro Arbeloa, og de røde fra Anfield tog lige akkurat andenpladsen fra Chelski!

4. Arsenal – Afv. 3-4 (Arsenal)
Arsenal trak sorteper blandt de store, men dette forventede jeg sådan set også i det tætte ræs i toppen! To ud af fire er udmærket, men bedre bliver det ikke, når vi bevæger os nedad i tabellen…

5. Aston Villa – Afv. 5-9 (Everton)
Aston Villa forbedrede ikke sidste års sjetteplads, hvilket jeg ellers havde spået dem til. At Martin Laursen blev langtidsskadet, og siden stoppede sin karriere, var medvirkende til en horribel formkurve i andet halvår af sæsonen, hvilket betød, at Villa både mistede kontakt med Arsenal og i sidste ende også Everton.

6. Portsmouth – Afv. 5-9 (Aston Villa)
Uha, her ramte min pil ikke engang skiven! At Harry Redknapp forlod Pompey midt i sæsonen, kunne jeg dog ikke have forudset og afløser Tony Adams røg hurtigt på porten efter elendige resultater. Konklusionen for de blå fra sydkysten blev i stedet en uimponerende 14. plads!

7. Tottenham – Afv. 5-9 (Fulham)
Redknapp tog, i stedet for Pompey, over i Tottenham, hvor han stille og roligt forbedrede Spurs’ form efter Juande Ramos blev smidt på gaden. Min forudsigelse var ganske tæt på at holde stik i dette tilfælde, bare for at smide lidt high-fives i min retning…

8. Manchester City – Afv. 5-9 (Tottenham)
Citys milliarder var ikke nok til at slutte i top 8 og derudover var de heller ikke indenfor min forudsagte afvigelse. Regner dog med, at de opruster seriøst i sommerpausen og der venter formodentlig en top 8 placering lige om hjørnet.

9. Everton – Afv. 6-11 (West Ham)
Endnu engang beviste David Moyes, at han med få midler kan få det maksimale ud af en tynd spillertrup. Til mit forsvar var ingen spillere tjekket ind hos The Toffees, da jeg dømte dem til en lidet flatterende 9. plads.

10. Blackburn – Afv. 8-14 (Man City)
En højst overvurderet bedømmelse af Paul Inces evner som træner dømte denne forudsigelse til fiasko lige fra start. Fat Sam fik en smule styr på tropperne, men ikke nok til Rovers røg indenfor min afvigelsesratio!

11. Newcastle – Afv. 8-14 (Wigan)
Hvem havde forudset, at Newcastle ville tage turen ned i Championship? Ikke forfatteren til dette indlæg! Men med Kevin Keegans tidlige afgang lignede det for alvor en svær opgave for afløser Joe Kinnear, der senere gik ned med hjerteproblemer, hvorefter Shearer fik “æren” af at føre Toon ned blandt de næstbedste.

12. West Ham – Afv. 8-14 (Stoke)
Zola havde en absolut godkendt første sæson som manager efter at have afløst Alan Curbishley, der ikke fik mange chancer først på sæsonen med et middelmådigt mandskab. The Hammers var dog indenfor afvigelsen, da de lige sneg sig ind i top 10 med en niendeplads.

13. Wigan – Afv. 12-17 (Bolton)
Wigan endte i midten af tabellen, men overstrålede mine forventninger med en 11. plads. Steve Bruce does it again!

14. Fulham – Afv. 12-17 (Portsmouth)
Yikes! Syv pladser ramte jeg forbi med mine egne helte fra Craven Cottage! Hvem havde turdet håbe på det efter vi råsnavede med nedrykningsstregen det meste af 2007/08 sæsonen!? Roy Hodgson ER en legende! Europa League, here we come!

15. Sunderland - Afv. 13-17 (Blackburn)
Sunderland endte i omegnen af mine forventninger og går en svær sæson i møde!

16. Middlesbrough – Afv. 13-18 (Sunderland)
Down The Boro….. Boros talentfulde ynglinge (samt en overvægtig overbetalt uskarp brasilianer ved navn Afonso) må tage turen ned i Championship og forhåbentlig kan Fulham udnytte dette til at shanghaie et par spillere (dog ikke en overvægtig overbetalt uskarp brasilianer ved navn Afonso)!

17. West Bromwich – Afv. 16-20 (Hull)
Som den eneste oprykker havde jeg WBA til at overleve….. Og resten er historie… En fadæse af en historie…

18. Bolton – Afv. 16-20 (Newcastle)
Gary Megson fik styr på tropperne og Kevin Davies bombede som Bush i en B52′er! Impressive med den flok knoldesparkere!

19. Stoke – Afv. 18-20 (Middlesbrough)
Måske der skulle rejses en statue af Tony Pullis i Stoke-on-Trent! Det så umuligt ud det meste af sæsonen, men pludselig skød The Potters afsted som en raket og endte på en fantastisk 12. plads. 

20. Hull – Afv. 18-20 (West Bromwich)
Det startede så godt og sluttede så skidt… Men Phil Brown og hans pædagogiske rundkreds i Hull klarede lige akkurat skærerne og må vente til næste sæson med at rykke ned…

~ af daszimmer på maj 28, 2009.

Læg en kommentar