Championship Duo
Midt i en uge, hvor Champions League tager mest fokus på fodbold-fronten, har to marginaliserede Fulham-spillere forladt Motspur Parks træningsbaner på lejeaftaler.
Norske Bjørn Helge Riise har aldrig haft niveauet til Premier League og tager nu konsekvensen med sit skifte til Championship-klubben Sheffield United indtil den kommende sommer.
Det ventes herefter, at han forlader klubben permanent, hvor et skifte tilbage til hjemlandet virker plausibelt.
Midtbane-kollegaen Kagisho Dikgacoi er også fortid hos The Cottagers, og har taget den korte tur til det sydlige London, hvor han skal tørne ud for Crystal Palace resten af sæsonen.
Besynderligt nok udnyttede Fulham en klausul i Dikgacois kontrakt til at forlænge med sydafrikaneren i vinters, uden at Mark Hughes dog har benyttet landsholdsspilleren.
Også Dikgacoi forventes dog at skifte klub til sommer, når han vender tilbage til Fulham.
Held og lykke til begge spillere i deres nye eventyr.
