Everton – Fulham: Optakt
17 kampe – 17 nederlag…
Sådan lyder statistikken for Fulham i deres foregående 17 opgør på Evertons hjemmebane Goodison Park, hvilket i sig selv er imponerende ringe og faktisk rekord for en klub i Premier League…
The Cottagers har generelt en historisk dårlig rekord hos Everton, hvor det er blevet til sølle fire uafgjorte og 18 nederlag – det sidste point hentet i september 1959(!)
Fulham har derfor ryggen mod muren, når de tager turen til Liverpool i aften, men et eller andet siger mig, at et remis virker realistisk.
Everton bliver kun overgået i uafgjorte af Fulham (13 mod 14) i dette års udgave af Premier League, så statistikken peger i retning af et enkelt point denne solrige lørdag.
Personligt sælger jeg den med glæde for en 1-1′er!
Fulham
Mark Hughes har ikke de store hovedpiner forud for kampen, hvor midtbane-fighteren Steve Sidwell er den mest markante svækkelse.
Derudover må reserve-angriberen Diomansy Kamara se til fra sidelinjen, mens schweiziske Philippe Senderos (igen) har pådraget sig en ny skade i træning.
Den netop tilbagevendte talisman Bobby Zamora er sandsynligvis ikke 100 % klar til at starte inde, og derfor ventes det, at Moussa Dembélé og den tidligere Everton-frontløber Andy Johnson igen udgør Fulhams offensiv.
Derudover vender Matthew Briggs tilbage efter en måned på sidelinjen, men det forventes ikke, at han er en del af truppen.
Formodet startopstilling: Schwarzer; Salcido, Hangeland, Hughes, Baird; Dempsey, Murphy, Etuhu, Duff; Dembélé, A Johnson
Everton
David Moyes og Everton skal på papiret tage tre point for permanent at sige farvel til bunden, men forud for opgøret har Liverpool-holdet flere profiler hos lægestaben.
Det omvandrende belgiske frispark Marouane Fellaini er ikke til rådighed pga. en ankelskade, mens playmakeren Mikel Arteta netop har pådraget sig en forstrækning, der holder spanieren ude i nogle uger.
Derudover er rutinerede Tim Cahill og kaptajn Phil Neville tvivlsomme til opgøret med småskavanker.
Formodet startopstilling: Howard; Hibbert, Jagielka, Distin, Baines; Heitinga, Coleman, Osman, Rodwell, Saha, Beckford
Kick-off: 18.30 på Goodison Park