Fulham – Hull: 2-0

Tre point mod et ultrasvagt Hull-mandskab, var konklusionen for Fulham Football Club på en råkold mandag aften i det sydvestlige London, der også var en fejring af klubbens 130-årige fødselsdag.

Absolut intet tydede på, at Hull skulle have noget med hjem fra Craven Cottage, da de tandløse tigre medbragte fodboldevner, som kun et amatør badmintonhold fra Tølløse kunne matche.

Fulham sad derfor solidt på 100 % af kampen, og jeg har måske aldrig set Fulham dominere en kamp så meget siden, de lå i Championship tilbage i 2000/01 sæsonen.

Chancerne var der dog langt imellem i de første tyve minutter, da Hull lå 10 mænd bag bolden, mens store Jan Vennegoor of Hesselink skøjtede rundt oppe i front uden at få en eneste bold at “trylle” med (Hvilket gjaldt for hele kampen!)!

I det 23. minut viste Fulhams Diomansy Kamara dog lidt initiativ og kørte rundt med Hulls højre side, før han lagde et fremragende indlæg ind i feltet, hvor Bobby Zamora håbløst overplacerede sit forsøg.

Dette skulle dog ikke blive en helt almindelig eftermiddag for den store angriber, og han skulle tage grusom revanche senere i kampen.

Omkring den halve time tørrede en veloplagt Damien Duff Hulls svage venstreback, Andy Dawson, før han sendte et hårdt skud afsted mod Boaz Myhill, men den walisiske keeper fik blokeret det flade skud.

Duff tog dog chancen igen to minutter før pausefløjt, da han fra nogenlunde samme position sendte endnu et missil afsted, og denne gang kunne Myhill kun blokere den ud i feltet, hvor Zamora fik hovedet på returen og scorede sit andet sæsonmål.

Hulls første forsøg kom i det 53. minut, da Stephen Hunt sendte en, ellers hæderlig, skudmulighed ud af stadion efter halvhjertet markering i Fulhams højreside.

I det 60. minut måtte kaptajn Danny Murphy udgå med en lægskade, mens Jonathan Greening blev introduceret i hans sted, hvilket dog ikke gjorde Fulham-dominansen mindre.

Og bare fire minutter senere brød Zamora igennem over for venstreback Dawson og sendte et fremragende fladt indlæg ind til en perfekt placeret Diomansy Kamara, der bare skulle prikke bolden i mål bag en chanceløs Myhill.

Det meste af den resterende halve time stod der stadig Fulham på menuen, og hjemmebaneheltene spildte hæderlige chancer ved Duff, Kamara og Zamora.

De sidste par minutter fik Hull endelig overtaget, men kunne dog ikke passere Schwarzer, der ikke måtte begive sig ud i en decideret redning gennem hele kampen.

En fin sejr på en billig baggrund, og min forudsigelse om Hulls undergang i denne sæson ligner en særdeles sandsynlig konklusion på udgangen af sæsonen.

Kamp Fakta

Fulham

Mark Schwarzer 7 – Kunne være nået ned på jobcenteret for at lede efter arbejde, da han var arbejdsløs gennem hele kampen

Paul Konchesky 7 – En del umotiverede fejl prægede Konch’s spil, men de første gode tyve minutter hiver ham op på et lille syv-tal

John Paintsil 7 – De første tyve minutter skøjtede ghaneseren rundt, men fik derefter styr på spillet med en solid indsats

Aaron Hughes 8 – No-nonsense defender, der tog sig af de få Hull-angreb

Brede Hangeland 8 – En del opspilsproblemer i en mindre god første halvleg, men spillede sig gevaldigt op efter pausen både i det offensive og defensive

Damien Duff 11 – Her, der og alle vegne! Satte hele tiden sin direkte modstander med nogle vævre træk, og havde flere udmærkede forsøg, hvoraf det ene førte til Zamoras føringsmål. Fuldstændig ustyrlig indsats og håber, der kommer flere af de præstationer fra den lille irer.

Clint Dempsey 8 – Middelmådig indsats, men en glimrende slutning presser amerikaneren op på et 8-tal, hvor han var med i de fleste Fulham-chancer

Danny Murphy 7 – Fik styr på sit pasningsspil i store dele af kampen, men havde svært ved at åbne Hulls forsvarskæde op

Chris Baird 8 – Skraldemanden på dagen og gjorde sit arbejde til UG

Diomansy Kamara 9 – Halv-sløj første halvleg fulgt op af en fremragende anden halvleg, hvor senegaleseren jagtede alt, der var værd at jagte. Krydrede det hele med en scoring på oplæg af Zamora.

Bobby Zamora 10 – Måske Bobby-boys bedste kamp i Fulham-trøjen nogensinde! Var perfekt i at sætte sine medspillere op til chancer (bl.a. assist til Kamara) og viste for en gangs skyld en smule koldblodighed i sine afslutninger. 

Jonathan Greening 8 – Lav fejlmargin med eminent pasningsspil og et par brudte Hull-kontraer

Erik Nevland og Zoltan Gera UB – Kom ind i slutfasen og var med i et par udmærkede Fulham-angreb

Hull: Myhill, Dawson, McShane, Sonko, Zayette, Kilbane, Geovanni, Hunt (69 Altidore), Marney, Ghilas (58 Bullard), Vennegoor of Hesselink (80 Mendy)

Tilskuertal: 22,943

Dommer: Andre Marriner

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s