Bobby Zamora!

Shhhhhhh!

Okay, indrømmet! I sin tid, da jeg kickstartede denne artikel (tilbage i sommeren 2009(!)), lød overskriften “Problemet Bobby Zamora”, men det er fortid, for Bobby Zamora er i den grad en forvandlet spiller fra fodboldspilleren, der i den seneste sæson ikke kunne ramme månen, om så den fløj lige over ham.

Jeg har tidligere ikke lagt skjul på, at jeg ikke var Bobby Zamoras største beundrer i fan-regi, da jeg var en kynisk kritiker af den store angribers attitude og manglende målnæse.

“NoGoals”, som han tidligere blev døbt her på bloggen, garnede sølle tre gange i 40 Premier League kampe(!) i den seneste sæson siden sit £4.8 millioners skifte fra West Ham tilbage i sommeren 2008.

Den store angriber frustrerede gang på gang undertegnede med skæverter, en negativ attitude på banen og en doven tilgang til spillet, mens jeg sad og brugte profane termer hjemme i lille Dobbelt A om den langlemmede Bobby!

Man kunne argumentere for, at AJ skulle score målene, mens Zamora fungerede som spilstation, der rykkede ned i banen og skabte plads for sine medspillere.

Den rolle syntes jeg dog ikke, han levede op til, og derfor var jeg en af de mange frustrerede Fulham-fans, der hellere så ryggen af ham end hans nummer i startopstillingen.

Statistisk set har Zamora været målfarlig…… for Brighton… I League One og til dels Championship, mens det har knebet med kasserne i Premier League for Spurs, West Ham og Fulham, hvilket følgende statistik også viser (Kampantal kun i Premier League):

Sæson 2001/02
Brighton – 24 kampe (1 indskiftning), 28 mål, 0 assists – League One

Sæson 2002/03
Brighton – 35 kampe, 14 mål, 0 assists – Championship

Sæson 2003/04
Tottenham – 16 kampe (10 indskiftninger) – 10 skud (10 på mål), 0 mål, 1 assist – Premier League
West Ham – 20 kampe (2 indskiftninger) – 54 skud (39 på mål), 5 mål, 3 assists – Championship

Sæson 2004/05
West Ham – 37 kampe (19 indskiftninger) – 37 skud (32 på mål), 11 mål, 4 assists – Championship

Sæson 2005/06
West Ham – 39 kampe (17 indskiftninger) – 30 skud (18 på mål), 6 mål, 5 assists – Premier League

Sæson 2006/07
West Ham – 32 kampe (5 indskiftninger) –  49 skud (23 på mål), 11 mål, 4 assists – Premier League

Sæson 2007/08
West Ham – 13 kampe (2 indskiftninger) – 20 skud (9 på mål), 1 mål, 2 assists – Premier League

Sæson 2008/09
Fulham – 35 kampe (3 indskiftninger) – 84 skud (23 på mål), 2 mål, 2 assists – Premier League

Det er værd at bemærke i ovenstående statistik, at Zamora er kommet til klart flest skud i Fulham trøjen i den seneste sæson, hvor han dog også fik 35 kampe til at opnå det i.

Men sammenligner man med sæsonen 2006/07, som var Bobbys klart bedste sæson i PL, havde angriberen hele 35 flere forsøg i Fulham trøjen (2008/09) end i West Ham trøjen på trods af, han næsten spillede samme antal kampe.

Derudover scorede Zamora 11 gange i 2006/07 sæsonen, men kun to for Fulham i den seneste sæson på trods af det langt højere antal forsøg, hvilket simpelthen ikke var godt nok.

Assist-mæssigt gør statistikken heller ikke Zamora mange tjenester, da han kun opnåede sølle 2 assists i den seneste sæson, mens rekorden var i 2005/06 sæsonen, hvor han lagde op til hele 5 kasser til sine medspillere.

Jeg vil dog forsvare Zamora med, at det hele ikke er sort/hvidt, og det ikke har været muligt for mig at finde en statistik på, hvor mange succesfulde angreb, den store angriber har taget del i.

I denne sæson har angriberen dog været fremragende, og han udviser både gigantisk selvtillid i opspilsfasen som i afslutningsøjeblikket, hvilket indtil videre har ført til syv PL-mål, hvilket også følgende statistik viser:

Sæson 2009/10
Fulham – 21 kampe – 52 skud (22 på mål), 7 mål, 4 assists – Premier League

Men mit store problem med Zamora er stadig hans evindelige arrogance på banen, og hans evige kritik af Fulhams fans, der var kritiske over for den store angriber i sidste sæson.

Kan man så bebrejde dem? Nææh, fodboldspillere får penge for at præstere, og uanset Roy Hodgsons lange snor til Zamora var det en elendig sæson for angriberen.

Siden har han tudet medierne fulde i, at Fulhams fans er forkælede, og at de ikke støtter spillerne på banen nok(!)

En mindre fraktion har måske ført det ned på et lavt niveau, men at dømme alle Fulham-fans over en kam, er som at sige, at alle englændere har dårlige tænder!

Hver eneste scoring fejrer Zamora med at tysse på publikum på trods af, de har skreget hans navn gennem hele kampen, og for mit vedkommende er jeg ved at brække mig over det!

Jeg accepterede det i starten, men nu da ingen Fulham-fans sætter spørgsmålstegn ved hans plads i startopstillingen og støtter ham i tykt og tyndt, burde han måske lægge bitterheden på hylden og lære lidt af en anden tidligere publikumsskraldemand, hårdtarbejdende Chris Baird.

Fulhams fans er trods alt med til at betale hans fyrstelige løn, og derfor har de ret til deres meninger, uden at de ligefrem skal ty til et lavere niveau end Zamora selv udviser i øjeblikket.

Flere og flere fans på de forskellige Fulham-fora har udvist foragt for mandens måde at fejre mål på, og angriberen skal passe på med at havne i bunken af upopulære spillere i deres egen klub.

Zamoras attitude skal forandres; Craven Cottages græstæppe er trods alt ikke sandkassen i en børnehave, hvor man opfører sig som et lille barn, hvis ikke man får sin vilje!

COYW!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s