Heartbroken In Hamburg

Siden Europa League finalen i sidste uge, har det været en hård tid for undertegnede med en projekt-deadline, der pressede mig til det yderste på universitetet.

Nu er det dog overstået, og jeg kan igen (semi-)hellige mig bloggen!

Finalen skal selvfølgelig dækkes, og da jeg var på plads i Hamburg, vil jeg her give min beretning fra det nordtyske.

———————————

Da vækkeuret ringer onsdag morgen, er jeg overraskende frisk og frejdig.

Natten igennem har jeg haft store vanskeligheder med at svæve ind i drømmenes verden, men på trods af de få timers søvn hopper jeg hurtigt og lettere elegant ud af sengen, da vækkeuret bryder morgenstilheden.

Efter et hurtigt (is)bad, iklæder jeg mig Fulhams blodrøde udebanetrøje, pakker mit Cottagers-flag og rydder køleskabet for proviant.

Bilnøglen ryger i lommen, og jeg kan så småt starte fem-timers turen mod Hamburg.

Først skal jeg dog samle min ven, Mads, og hans telt, op på Boulevarden.

Mads er normalt Spurs-fan, men har dog, i solidaritet, valgt at tage turen til Hamburg, og forventningerne er skyhøje fra min godmodige rejsekammerat.

“Det bliver så vildt, det her!”, udbryder han, da jeg byder ham velkommen i den pivgrimme Hyundai Matrix, og jeg kan kun give ham ret.

Jeg sætter bilen i gear og kører mod den alenlange E45, som går direkte til Nordtysklands fodbold- og festmekka.

I bagruden har vi klistret et Fulham-tørklæde op med gaffa, men vi skulle måske have tænkt lidt mere over den strategiske placering, da det fuldstændigt spærrer mit udsyn til de bagvedkørende.

“Nå, fuck it”, tænker jeg, “…vi skal alligevel kun kigge fremad”.

Efter nogle timers kørsel og en enkelt famøs “almost out of gas-hændelse”, kører vi ind i Bundesrepublikken Tyskland, og jublen bryder løs i den rummelige og nogenlunde driftsikre Hyundai.

“Take me home – Al Fayed – To the place, where I belong – Craven Cottage – By the river – Take me home – Al Fayed”, skråler vi ud i bilens interiør, mens vi fedter rundt med snacks og Coca-Cola i et risikabelt sammenspil med kunsten at styre.

En lille Renault Clio overhaler os og en mindre begavet tysker bidrager med en fuck-finger til Hyundaien. Efter lidt censureret gestik, siger vi til os selv, at vi enten var tilfældigt udvalgt til den knapt så flatterende handling eller (det mere sandsynlige) at det var en HSV-fan, der er bitter over semifinale-nederlaget til Fulham.

Da vi kører ind i Hamburg-området, er det dog thumbs up, vi gladeligt modtager af andre billister – og vi er lidt usikre på, om det er HSV-fans, der vil have os til at vinde, nu hvor de ikke er i stand til det, eller om det er St. Pauli-fans, der er jublende glade over, at vi sendte deres rivaler ud af Euro League.

Vi kæmper os i mellemtiden igennem de heftige trafikpropper, som præger udkants-Hamburg denne råkolde onsdag, og finder hurtigt vores planlagte destination takket være den medbragte GPS.

Destinationen er en familie-drevet campingplads, der sandsynligvis er i Guinness Rekordbog som verdens mindste med omkring 25 pladser, og som samtidig ligner et levn fra 70’erne.

En flok englændere ankommer på samme tid, og en midaldrende brite henvender sig til mig, mens Mads går ud for at lede efter receptionisten, der er som sunket i jorden på trods af campingpladsens kompakte størrelse.

“Long drive ay?”, anfører den robuste arbejdsmand, “Well, we are from Denmark, so it only took us about five hours”, svarer jeg smilende.

“Denmark ay? Danish Fulham fans!”, udbryder han i en høj tone, “Good boys, good boys”, hvorefter han henvender sig til sin kammerat: “These are Danish Fulham-fans”, hvilket den anden englænder finder bemærkelsesværdigt.

I mellemtiden er det endelig lykkes Mads at få receptionistens opmærksomhed, og vi får booket en mindre forårsgrøn græsplet midt på den trods alt intime og hyggelige campingplads.

Efter at have slået teltet op, begiver vi os mod busstoppestedet, hvor vi efter tvivlsom navigation stiger på bus nummer 4 med retning mod centrum.

En kaotisk bustur og en mindre togrejse senere står vi nu på den berømte og berygtede Reeperbahn i Hamburgs St. Pauli-kvarter, hjemsted for kult-klubben af samme navn.

“Hvor pokker er Fulham-fansene?”, spørger jeg Mads retorisk, da en overflod af spaniere fylder kvarteret, mens man skal lede længe for at finde grupperinger af sort-hvide fra London.

Efter at have fraterniseret med fjenden i omkring en time går vi mod en mindre irsk pub, som Mads besøgte under sit sidste Hamburg-besøg.

Pubben viser sig at ligge lige ved siden af St. Pauli’s  lidet flatterende Millerntor Stadion, hvor vi observerer flere busser medbringende de forsvundne Fulham-fans.

Den ellers charmerende irske pub er dog gabende tom på trods af den på papiret fordelagtige placering, da Fulham-fansene straks søger mod Reeperbahn i den modsatte retning.

Vi bestiller et par Guinness hos bartenderen (der virker overrasket over at se kunder(!)) og sætter os udenfor ved de opsatte bænke, hvor vi samtidig hænger et Fulham-flag op til signalværdi for omverdenen (som er mennesketom på dagen).

De få fans der bevæger sig i vores retning virker dog ikke engang til at lægge mærke til pubben, og de eneste personer, vi ender med at få kontakt til, er et par midaldrende Atletico Madrid-fans, der hurtigt forsvinder videre.

“Nu må der sgu være en masse Fulham-fans i fanzonen”, fastslår jeg efter en times øl-drikkeri, hvorefter vi igen går mod Reeperbahn – men igen igen fylder det rød-hvide hav fortovet til stor frustration.

Vi bestemmer os for at bevæge os længere ind i distriktet, hvilket viser sig at være en yderst fornuftig idé, da vi kort efter støder ind i omkring 1500-2000 Fulham-fans (eller flere!), som har overtaget Hans Albers Platz i hjertet af Hamburg.

Som indledning på kaosset dukker et par prostituerede op, og prøver at lokke Mads og jeg med “good time”, men de bliver pure afvist, hvorefter en af de “pæne” unge damer giver os et “Fuck you” med på vejen, hvilket bliver mødt med hånlig latter fra de to gæve danskere.

Efter at have bevæget os ind i menneskemylderet og bestilt et par iskolde fadøl, begynder løjerne for alvor, og både Mads og jeg får efterhånden skreget os hæse i det meste af Fulhams famøse sang-katalog.

En blegfiset fyr dukker pludselig op i et vindue på tredje sal i en bygning på vores højre hånd, hvorefter han holder et tørklæde op! Fulham-fansene tror indledende, det er en HSV-fan, hvilket han ikke modbeviser… Til at begynde med…

Efter en del buh-råb og lettere vulgære gloser, hiver fyren dog op i trøjen og viser sin knitrende hvide Fulham-jersey, hvorefter der lyder et øredøvende jubelbrøl fra alle og enhver på pladsen!

“Hold kæft, hvor var det fucking fedt”, råber jeg til min lettere alkoholiserede sidekick, hvorefter jeg igen kaster mig over Fulham-chants, “And its SUPER FULHAM, Super Fulham FC, We are by far the greatest team, the world has ever seen”.

Efter 50 slagsange, socialt samværd med britiske fans og et dusin germanske Becks var det dog på tide at drage mod stadion, eller det blev vi i hvert fald fortalt, da alkohollen langsomt havde suget al form for tidsfornemmelse ud af undertegnede.

Efter et par korte stop på diverse fodbold-barer (hvor hukommelsen svigter mig), står vi på toget mod Nordbank Arena, mens skrækslagne tyske pendlere desperat prøver at mase sig igennem de højstemte fans med et panisk udtryk i øjnene.

Togturen er en nonstop fest af en anden verden med både spanske og engelske fans i en pragtfuld symfoni, som enhver fodboldfan ville foretrække frem for en tur i operaen.

Mads kysser (som det mest naturlige i verden) en skaldet midaldrende fan på toppen af hovedet, mens jeg ivrigt filmer løs med mit medbragte kamera, der efterhånden har en god times fest-film i hukommelsen.

Efter vores livs togtur skal vi tilbagelægge en mindre distance med bus, hvor det er Mads og jeg, der styrer koret af Fulham-chants med skiftende succes.

I enorme grupper ankommer feststemte fans til det imponerende Nordbank Arena, og efter lidt forvirring ved indgangen kan Mads og jeg sætte os til rette til vores første europæiske finale.

Kampen bliver fløjtet i gang kun omkring 20 minutter senere, så det var på et hængende hår, at vi fik kæmpet os igennem Hamburgs offentlige transportsystem.

Atletico Madrid starter kampen ud med et uhørt antal uprovokerede fejl, men Fulham formår ikke at udnytte modstandernes svage start.

Mark Schwarzer redder et forsøg fra Diego Forlan, mens jeg holder vejret i et par åndeløse sekunder.

Chancer fulgte til begge mandskaber, men de to keepere lod sig ikke passere.

Sergio Aguero kører om hjørner med en svag Chris Baird på højreback pladsen, men Brede Hangeland kommer i vejen, og jeg kigger lettet på Mads.

Efter 31 minutter rammer fortvivlelsen mig dog med en lige højre, da en skarp Forlan passerer Schwarzer til spansk 1-0 føring.

“Stand up if you still believe”, gjalder det dog hurtigt fra de trofaste Fulham-fans i den spektakulære sort/hvide kulisse.

Og bare få minutter senere sender Simon Davies bolden ind i Atleticos netmasker til et jubelbrøl af en anden verden.

Jeg tager mig selv i at bryde min egen intimsfære og omfavne Fulham-supporteren ved siden af mig på trods af vores begrænsede venskab, mens Mads gør det samme ved fyren til den modsatte side.

“Var det Gera, jeg tror det var Gera”, råber jeg til Mads, men vi får aldrig svar på det, da jeg i ren euforisk lykke ikke hører stadionspeakeren råbe Simon Davies’ navn.

Resten af halvlegen er et langt neglebidende Atletico-pres, og mens jeg sidder og er ved at gå i hundene, køber Mads et par underlige salt-kringler, der smager af højkvalitetspap.

“De er satme dårlige, de her”, er Mads’ brutale realisation, hvorefter han med et verdensklasse svaj á la Tom Brady kyler halvdelen af kringlen ned mod afsnittet under os.

Pausefløjtet lyder, og Fulham kan slappe af, mens vi starter vores søgen efter toiletfacitliteterne.

Vi må konstatere, at Nordbank Arena har elendige toilet-forhold, der slet ikke kan akkommodere et større antal trængende fans.

I min beruselse beslutter jeg så at følge et par andre fans’ eksempel og lade mit vand mellem tribune-afsnittene, mens jeg nervøst kigger efter stadion-vagterne. I retroperspektiv kunne det have kostet mig deltagelsen i resten af kampen samt en heftig bøde, så det var ikke mit smarteste øjeblik.

Mads har i mellemtiden taget stilling i madkøen, men da det viser sig at være et længere projekt, misser vi starten på anden halvleg og dukker først op ti minutter efter startfløjt med en tør Chicken Junior-agtig burger i poten.

Fulham starter anden halvleg bedst ud og pasningsspillet virker til, i forhold til modstandernes, at flyde perfekt hen over det ypperlige græstæppe som pryder Nordbank Arena.

“Hvor pokker er Bobby Zamora?”, spørger jeg min fælle, og jeg må desværre indse, at han er udgået med den forbandede akillesseneskade, der har præget angriberens spil i hele første halvleg.

Davies er tæt på at passere de Gea minutter senere, men den spanske keeper redder sublimt waliserens forsøg, mens jeg er ved at kløjes i min dehydrerende, men mættende, kyllinge-burger.

Slutfløjtet nærmer sig, og jeg kigger febrilsk på stadion-uret!

“Det må ikke gå galt nu”, tænker jeg!

Fulham får et frispark uden for feltet, og jeg øjner et sent vinder-mål, men kaptajn Murphy sender bolden håbløst over de Gea’s mål.

Fløjtet lyder, og vi kan nu se frem til mindst en halv times ekstratid.

Jeg sidder uroligt på mit sæde, mens jeg drømmer om Europa League glory, hvorefter første periode af ekstratiden bliver fløjtet i gang.

Atletico havde haft overtaget i den ordinære tid, men i ekstratiden står Fulham dog for dominansen, uden at det lykkes dem at teste de Gea til fulde.

Med tre minutter igen af ekstratiden sker det, som ikke måtte ske…

Forlan får foden først på et indlæg fra Aguero, der nemt har passeret en passiv Aaron Hughes, og i et øjeblik står tiden fuldstændig stille.

Hele sekvensen er i slow-motion, og stadion er pivstille i, hvad der føles som flere minutters pinsel.

Atleticos imponerende rød/hvide hav af fans går derpå bersærk i en lykkelig rus, mens Fulham-spillerne skuffede går mod midten af banen.

Stilheden sænker sig over de ellers lydhøre Fulham-fans; jeg tager mig til hovedet, kigger tomt ud i luften og lader mit legeme falde tungt på mit kongeblå plasticsæde; jeg kigger op mod den klare nattehimmel med blanke øjne og vender derpå hovedet ned mod betonen under mine fødder.

Fansene vågner dog igen op til dåd; håbet lever endnu, og jeg rejser mig i solidaritet, hvorefter jeg bruger min desperation til at råbe min støtte, så min hals næsten bløder, ned mod de 11 hvidklædte spillere.

Lige lidt hjælper det dog, da den ellers ganske glimrende italienske dommer, Nicola Rizzoli, fløjter kampen af til øredøvende begejstring fra de talstærke spanske fans på den modsatte fløj.

Jeg sætter mig igen på det efterhånden kølige plastsæde og ryster stille på hovedet, hvorefter jeg rejser mig og giver drengene på banen fortjente klapsalver for en eminent europæisk odysse, der startede tilbage i august måned, 2009.

Mens Atletico Madrid spillerne fejrer deres sejr foran fansene, udvandrer de engelske tilskuere; skuffede men trods alt stolte over præstationerne fra deres helte.

I toget på hjemvejen forekommer der en underlig mat stemning, da hovedparten af Atletico Madrids tilhængere stadig fester løs på Nordbank Arena.

Derfor er togets klientel spanske børnefamilier på vej hjem og skuffede engelske fans, der skal ind og drikke sorgerne væk på Hans Albers Platz.

Inde ved Red Light “distriktet” (som ikke kommer i nærheden af Amsterdams) finder vi os til rette på en mindre bar, hvor vi møder Alex, en brite med stort flagrende hår og et herligt åbenhjertigt smil.

Alex ligner ikke en fyr over 20 år, og vi bliver derfor en smule overraskede, da han fortæller, at han rent faktisk er 28 og har to børn…

Derefter introducerer han os for sine brødre, Charlie og Rob, og vi begynder for alvor at udveksle historier om de store fodboldvidder.

På et tidspunkt bevæger vi os ud på gaden, hvor vi støder ind i verdens stiveste og arrigste tysker, der mildest talt ikke bryder sig om Fulham-fans.

Han begynder højlydt at råbe af os (scheisse eller noget!!), men begynder snart at bevæge sig ned ad gaden, hvorefter jeg vender ryggen til den langlemmede tysker.

Og før jeg ved af det, redder Mads mig med to jiu-jitsu blokeringer fra at blive brutalt slået ned bagfra af arrigtrolden, hvorefter jeg lidt lamslået er lettere forvirret, mens Mads og mine britiske venner giver den tyske ungersvend et skub med på vejen.

Efter dramatikken bevæger vi os igen indenfor i varmen, og efter et sidste besøg i Red Light District, hvor Mads beslutter sig for at charmere alle pigerne i gaden med lidt small-talk, er vi godt smadrede og på vej hjem til camping-pladsen.

Vi forlader derpå vores nye engelske venner, Charlie, Rob og Alex, og starter den lange tur ned ad Reeperbahn, hvor et par prostituerede endnu engang forsøger at lokke et par blege alkoholiserede danskere i fordærv.

Vi afviser dog, på trods af vores alkoholtåge, deres tilnærmelser og en potentiel klamydia-sygdom, hvorefter vi hopper på toget mod Stellingen i morgengryens dis.

Fulham vandt ikke Europa League, og der går sandsynligvis en rum tid, før vi får chancen igen…

Men trods alt kan både Mads og jeg se tilbage på en unik oplevelse i en fantastisk atmosfære, hvor stoltheden over Fulhams præstationer stadig lyser ud af de trætte engelske tilskuere, der præger Hamburgs morgentrafik.

Eventyret er slut…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s