Wigan – Fulham: 1-1

Et remis blev tilføjet Mark Hughes’ rummelige statistik over uafgjorte, da Fulham lørdag spillede 1-1 mod nedrykningskonkurrenterne fra Wigan.

Kampen var en tæt affære mellem de to mandskaber, der begge kæmper en desperat kamp for at få luft til nedrykningsstregen, hvilket kunne ses på spillet i de uskønne 90 minutter.

Fulham startede bedst ud, da Chris Baird testede Ali Al Habsi med et af sine varemærke-langskud, uden at det dog satte landsholdsspilleren fra Oman under et synderligt pres.

Efter en halv-chance til Wigan ved Hugo Rodallega, var det igen Baird, der prøvede udefra, men denne gang måtte den nordirske forsvarer se sit skud gå en snes meter ved siden af Al Habsi’s mål.

Fulham fortsatte presset med chancer til Damien Duff og Clint Dempsey, men det var Wigan, der kunne notere kampens klart største chance omkring den halve time.

Her brød Ronnie Stam igennem i Fulhams venstre side og lagde et glimrende indlæg ind i hovedet på Rodallega, der var uheldig med at ramme træværket, mens målmand David Stockdale kunne se passivt til.

Faren var dog ikke forbi for Fulham, da den løse bold røg lige ud til Charles N’Zogbia, og desperate Cottagers-spillere måtte kaste sig ned for at forhindre den farlige kantspiller i at bringe Wigan foran.

I slutningen af halvlegen burde Fulham dog være kommet på tavlen, da Damien Duff brød alene igennem med Al Habsi, men irerens svage afslutning blev pareret med en fin benparade fra Wigans målmand.

Duff har haft store problemer med at leve op til sidste sæsons præstationer, og det kunne meget vel være irerens sidste seks måneder i Fulham-trøjen.

Wigan startede anden halvleg bedst ud, men det var Dempsey, der, med en helflugter, kunne notere første nævneværdige chance, men desværre for amerikaneren gik forsøget snert forbi Al Habsis opstander.

Hjemmeholdet kom foran knap ti minutter senere, da ellers bundsolide Aaron Hughes gik håbløst fejl af en lang bold fra Al Habsi, hvilket Rodallega takkede for med et elegant lob over målløse Stockdale i Fulham-målet.

Katastrofalt, at vi endnu engang kommer bagud på en forsvarsfejl, som det har været for vane under Mark Hughes og sikke en fadæse af nordirske Aaron Hughes.

Fulham kom bedre med i kampen efter Wigans føringsmål og troede kort de havde udlignet med omkring tyve minutter igen, da Dempsey i midten af feltet sendte bolden ind bag Al Habsi.

Linjedommeren vinkede dog for, at Dempsey skulle have tæmmet bolden med armen, hvilket gentagelser viste var korrekt dømt, så fair play til dommertrioen.

Efter en lidt rodet slutfase, kunne Fulham så endelig fejre udligningen, da Andy Johnsons halv-tamme afslutning reflekterede på en Wigan-spiller og snød en chanceløs Al Habsi.

Johnson havde ikke scoret siden den 20. august, 2009 (!), og sikke en forløsning for den lille sympatiske angriber, der har haft et par hårde skadesplagede år hos The Cottagers.

På trods af min lidt pessimistiske holdning til Mark Hughes’ mange uafgjorte, var et point fair nok på en dag, hvor begge hold kunne have nuppet sejren.

Lidt uforståeligt gik samme Hughes ud efter kampen og proklamerede, at vi satsede på en top 10 placering(!) Måske vi lige skulle spille os ud af nedrykningsfare inden sådanne tankeløse udmeldinger Hr. Hughes…

Kamp Stats

Wigan Al Habsi, Stam (McArthur 72), Gary Caldwell, Alcaraz, Gohouri, Watson (Di Santo 87), N’Zogbia, Thomas, Diame, Figueroa, Rodallega.
Bænk: Pollitt, Steven Caldwell, Gomez, Boyce, McManaman.

Kort: Alcaraz, Figueroa, Rodallega, Di Santo.

Mål: Rodallega 57.

Fulham Stockdale, Pantsil, Hangeland, Baird, Hughes, Davies (Andrew Johnson 76), Etuhu, Murphy, Duff, Dempsey, Kamara (Dembele 59).
Bænk: Etheridge, Salcido, Sidwell, Gera, Greening.

Kort: Pantsil (26,f), Hangeland (73,f).

Mål: Andrew Johnson 86

Dommer: Anthony Taylor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s