Man City – Fulham: 1-1

I en kamp, hvor Fulham i den grad spillede lige op med City, endte begge hold med at tage et enkelt point, mens Mark Hughes og Roberto Mancini tog alle overskrifterne efter slutfløjtet.

Fulham havde kun tabt et af deres sidste syv opgør i Citys hule, og The Cottagers er efterhånden ved at udvikle sig til lidt af en pine for de lyseblå.

Begge hold havde dog sine problemer i starten af kampen, hvor et par forsøg af den mest utaknemmelige spiller i showbizz, Mario Balotelli, og et enkelt Danny Murphy hug var det eneste værd at skrive hjem om.

I det 26. minut var det hjemmeholdet og netop Balotelli, der bragte City i front efter tøvende forsvarsspil af Murphy i kanten af feltet.

Fulham virkede til at være rystet i et kort øjeblik, hvilket Aleksandar Kolarov var tæt på at udnytte få minutter senere, men serberens tordenskrald gik i sidenettet.

One Duff coming up!

Gæsterne lod sig dog ikke kyse og fortsatte deres imponerende fight på udebane, hvilket især kom til udtryk gennem Clint Dempsey, der ligefrem måtte tales til ro af kaptajn Murphy.

Kort inde i anden halvleg fik gæsterne fortjent udlignet, da Brede Hangeland sendte Andy Johnson afsted i højre side, og på den lille angribers sublime indlæg kunne Damien Duff nemt prikke bolden ind bag en chanceløs Joe Hart.

Mancinis tropper kunne slet ikke få det til at fungere, og Mancini droppede sit tremandsangreb med sin udskiftning af en miserabel Edin Dzeko (*cough*Waste of money*cough*) med rutinerede Patrick Vieira.

Vieiras introduktion virkede til at give City-spillerne fornyet ånd, og Fulham måtte kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne for at holde hjemmeholdet fra scoring i en kort periode midt i halvlegen.

Fulham fik dog styr på spillet igen og kunne forholdsvis nemt køre et enkelt point hjem til SW6.

Hughes brokkede sig efter kampen over, at Mancini ikke havde haft øjenkontakt med waliseren under det obligatoriske “tak for kampen”-håndtryk, hvilket totalt overskyggede det flotte point i medierne.

Lidt ærgerligt, at en petitesse, som det, skal tage fokus fra en fremragende holdpræstation af gutterne (hint til Hughes: Nu må de her små kontroverser stoppe… Be the bigger man by Zeus beard!).

COYW!

Kamp Stats (karakterer efter 13-skalaen)

Fulham

Schwarzer 8.5 – Havde et par fremragende redninger og umuligt at sætte en finger på australierens præstation.

Baird 7.5 – Bairdinho er altid mand for en solid præstation, og på dagen fortsatte han den stime.

Hangeland 9 – The Rock!

Hughes 8 – Viste meget få svaghedstegn i en stærk optræden mod en (på papiret) skræmmende City-offensiv.

Salcido 7.5 – Efter sit comeback i startopstillingen er mexicaneren blevet mere koncentreret i sit defensive arbejde.

Duff 9 – Duffy har virkeligt fundet storformen i år 2011, og eventuelle tvivlere må nu overgive sig til matchvinderen.

Etuhu 8.5 – Styrede fuldstændigt midtbanekampen mod trekløveret Zabaleta, Toure og Barry, hvor nigerianeren gang på gang stoppede City-angrebene med sublime tacklinger.

Murphy 7.5 – Fortsætter med at sætte flere angreb i gang til modstanderen, men havde dog en udmærket kamp distributionsmæssigt.

Dempsey 7.5 – Anonym første halvleg blev fulgt op af en udmærket anden periode, hvor Dempsey viste sin klasse i glimt til stor irritation for City-spillerne.

Johnson 7.5 – Endnu engang ufarlig foran mål, men voldte dog en del problemer med sine dybdeløb, som bl.a. førte til en eminent assist.

Dembélé 8 – Belgieren fortsætter med at imponere, men kan dog godt forbedre sit slutprodukt.

Gudjohnsen UB – Fik de sidste 11 minutter på banen, uden at gøre det helt store væsen af sig.

Bænk: Stockdale, Kelly, Gera, Kakuta, Greening, Davies

Mål: Duff (48)

Kort: Johnson, Murphy

City: Hart, Boateng, K Toure, Lescott, Kolarov (Milner 77), Y Toure, Barry, Zabaleta, Tevez, Balotelli, Dzeko (Vieira 60).
Bænk: Taylor, Wright-Phillips, Jo, Wabara, Guidetti.

Mål: Balotelli (26)

Kort: Balotelli

Tilskuertal: 43,077

Dommer: Peter Walton

Reklamer

Man City – Fulham: Optakt

Efter en skuffende cup-exit i sidste weekend, skal Fulham prøve at revanchere sig i et opgør, hvor de i den grad har ryggen mod muren.

The Cottagers tager turen til Manchester, hvor fodboldens Joakim von And venter i form af Roberto Mancinis Citizens.

Det bliver samtidig et gensyn med sin tidligere klub for Mark Hughes, der allerede én gang i sæsonen har krydset klinger med de lyseblå rigmænd.

Det opgør blev spillet tilbage i november på Craven Cottage, og Fulham fik en gedigen øretæve på hele 1-4; naturligvis blev kampen også sendt live i dansk tv ligesom søndagens opgør, så det var bare aces

Fulhams form er blevet væsentligt forbedret siden da, så forhåbentlig undgår vi en ydmygelse denne gang, men jeg har dog svært ved at se en udesejr som en realistisk mulighed (hint: uafgjort!).

Fulham

Fulhams chancer for en sejr er ikke blevet større med nyheden om, at Steve Sidwell har pådraget sig en knæskade og er ude i op til fire uger.

Sidwell var for alvor begyndt at imponere med sin hårdhed på midten af banen og virkede til permanent at have erobret pladsen fra Dickson Etuhu, som efter min personlige mening heller ikke er af samme kvalitet som Sidwell.

Nu får Etuhu chancen for at imponere igen, da han er blevet sin skade kvit og formodentlig indtager pladsen ved siden af Danny Murphy på søndag.

Et andet slag lige til mavesækken dukkede også frem i dag, da det blev afsløret, at netop tilbagevendte Bobby Zamora har fået en mindre ankelskade og er tvivlsom til kampen mod City.

Heldigvis har angriberen ikke forværret sin eksisterende skade, så Zamora skulle blive klar til næste weekends vigtige kamp mod Blackburn.

Udover disse må Mark Hughes også undvære Diomansy Kamara og Philippe Senderos, der begge døjer med rygskader.

Formodet startopstilling: Schwarzer; Salcido, Hangeland, Hughes, Baird; Dempsey, Murphy, Etuhu, Duff; Dembélé, A Johnson

Manchester City

Efter at have smækket Aris Salonika 3-0 i Europa League i midtugen, har City selvtilliden i orden til opgøret mod Fulham.

Suveræne Vincent Kompany pådrog sig dog en mindre hofteskade i kampen og vil blive testet op til kampen.

Hvis Kompany ikke bliver klar, vil Kolo Toure formodentlig gå ind i det centrale forsvar ved siden af Joleon Lescott, hvilket ikke just forringer City-defensiven synderligt…

Det forventes, at Nigel de Jong og Micah Richards heller ikke stiller til start, da de henholdsvis slås med en ankel- og lægskade.

Formodet startopstilling: Hart; Kolarov, Lescott, K.Toure (Kompany), Boateng; Milner, Y.Toure, Barry, Wright-Phillips; Silva; Tevez

Kick-off: 16.00 på City of Manchester Stadium

Fulham – Bolton: 0-1

Hvad der skulle have været en festaften, hvor Fulham avancerede i FA Cuppen, blev i stedet en decideret fiasko i en kamp, der vel ikke kan benævnes Premier League niveau.

Og det på en dag, hvor to Premier League hold var i aktion, men begge mandskaber spillede rædsomt ligesom manden i sort, Stuart Attwell, lignede en miniput-dommer.

Fulham var klart bedst gennem hele kampen (alt er dog relativt), men man skal lede længe efter større uskarphed end det, som værterne diskede op med denne eftermiddag.

Bolton var anderledes skarpe og havde kun tre forsøg indenfor rammen gennem hele kampen (mod Fulhams syv), hvoraf det ene i det 18. minut udmøntede i et mål.

En høj bold (en af mange i kampen) blev sendt ind i feltet, hvor Brede Hangeland headede bolden lige ud til Ivan Klasnic, som næsten ikke kunne undgå at score med sin hårde træffer.

I den anden ende sendte Zoltan Gera og Clint Dempsey bolde til højre og venstre for Boltons Adam Bogdan, uden at de dog var indenfor målmandens ramme.

Boltons hårde fysiske spil viste gæsterne i flere tilfælde, hvor især Gary Cahill og David Wheater udnyttede dommer Attwells inkompetence til ustraffet at hive i Fulham-spillernes trøjer, hver gang værterne var i offensiven.

Anden halvleg blev endnu en envejsforestilling, hvor Bolton fyldte deres banehalvdel op med 11 spillere, mens Fulham spolerede flere chancer med elendigt pasningsspil og uskarphed af en anden verden.

Fulhams spillere begyndte også at blive frustrerede over gæsternes bølle-taktik, og Chris Baird var heldig med ikke at modtage en udvisning, da han slog ud efter Boltons Martin Petrov, efter bulgareren havde smækket en albue i hovedet af nordireren.

Begge slap med et gult kort, hvor gæsternes Fabrice Muamba og Stuart Holden allerede stod noteret, eftersom Attwell var begyndt at passe sit job.

Efter en livlig Steve Sidwell havde testet Bogdan med et lavt forsøg, kom Mark Schwarzer i aktion for cirka første gang i kampen, da han hev en pragtredning ud af ærmet på Klasnics kompetente forsøg tæt på mål.

I det 67. minut blev det til et længe ventet gensyn med Bobby Zamora, der overraskende fik sit comeback efter at have været ude i fem måneder med et brækket ben.

Boltons Paul Robinson var næste mand i Attwells bog, da han klodset huggede Danny Murphy ned udenfor feltet i en favorabel position for hjemmeholdet.

Egentlig burde Robinson havde modtaget sit andet gule kort, da han kort forinden slap med en henstilling på en grim tackling mod Dempsey.

Det efterfølgende frispark sendte Murphy som sædvanligt over mål…

Fulhams powerplay mod Boltons mål var tæt på at blive straffet i slutfasen, da Petrov stod helt blank i Fulhams højre side, men igen agerede Schwarzer redningsmand med en glimrende blokering.

I overtiden var Dempsey tæt på at komme til afslutning i feltet, men gæsternes Cahill var vågen og fik afvist amerikanerens forsøg.

Et ærgerligt nederlag i en kamp, som Fulham dominerede fra start til slut, men hvor offensiven fuldstændigt havde glemt, hvordan man rammer målet!

Skudtræning venter på Motspur Parks træningsbaner i den kommende uge!

Men på den positive side, var det superb at se Zamora tilbage, selvom han virkede mere end rusten efter sin lange skadespause.

Kamp Stats (Karakterer efter 13-skalaen)

Fulham

Schwarzer 8 – Reddede os fra et større nederlag med to eminente redninger i anden halvleg, men måtte udover disse have kedet sig bravt.

Salcido 7 – Udmærket defensiv indsats, mens det for en gangs skyld haltede med det offensive(!)

Baird 8 – Havde nogenlunde styr på Petrov, og var meget aggressiv i sit forsvarsspil.

Hangeland 7 – Så klodset ud ved Klasnic’s mål, men blev udover det ikke sat på de store prøver.

Hughes 7 – En solid dag på kontoret for Hughes, der ikke gjorde sig meget bemærket.

Dempsey 6 – Virkede lidt ved siden af sig selv i en kamp, hvor han aldrig fik sat sit aftryk på.

Gera 7 – Udmærket indsats uden at være prangende fra sidste års “Årets Spiller”.

Murphy 5 – Efter en fin januar måned er Murphy tilbage på sit vante niveau…

Sidwell 9 – Fulhams klart bedste spiller; vores egen Ginger Warrior!

Johnson 5 – Frustrerende eftermiddag for AJ, der prøvede og prøvede, men hvor absolut intet lykkedes.

Dembélé 7 – Fulhams farligste mand på dagen, men det siger dog intet…

Zamora 5 – Skal have arbejdet rusten af sig, men det er vel forståeligt nok efter fem måneders pause!

Bænk: Stockdale, Kelly, Pantsil, Etuhu, Greening, Kamara

Gule kort: Baird

Bolton: Bogdan; Alonso, Cahill, Wheater, Robinson; Petrov, Muamba, Holden, Lee; Davies, Klasnic (Elmander 79)
Bænk: Jaaskelainen, Taylor, Cohen, Blake, Rodrigo

Gule kort: Holden, Muamba, Petrov, Robinson

Mål: Klasnic (18)

Dommer: Stuart Attwell

FA Cup: Fulham – Bolton

Femte runde af FA Cuppen løber af stablen denne weekend, hvor The Cottagers skal prøve at tackle EPL-rivalerne fra Bolton.

De sidste par opgør mellem de to mandskaber i FA Cuppen er endt med Bolton-sejr, men The Trotters skal dog ikke regne med en sådan konklusion på eftermiddagens opgør.

Hvis man er glad for statistikker, kan jeg også oplyse, at manager Mark Hughes har rekorden for flest FA Cup triumfer – det har dog været som spiller, men hvorfor ikke udvide statistikken med en triumf som manager!

Fulham

The Pride of West London har flere bekymringer til dagens opgør, da både Simon Davies og topscorer Clint Dempsey slås med skavanker og må anses som tvivlsomme til startopstillingen.

Begge spillere bliver dog testet op til kampstart, men som jeg ser det, er der ingen grund til at risikere især Dempsey, som har været vores altdominerende offensive profil i år.

På trods af både Philippe Senderos og Bobby Zamora er vendt tilbage til træningsbanerne, er begge spillere langt fra kampform og vil heller ikke være at finde i truppen.

Dickson Etuhu er desuden stadig ude med en lårskade, og i hans sted fortsætter Steve Sidwell sin gode form i Fulhams maskinrum.

Formodet startopstilling: Schwarzer; Baird, Hangeland, Hughes, Paintsil; Dempsey, Murphy, Etuhu, Duff; Dembélé, A Johnson

Bolton

Gæsterne fra Bolton fik en dobbelt kæberasler i løbet af ugen, da både Sam Ricketts og den tidligere Fulham-spiller Zat Knight blev sat ud af spillet i længere tid med skader.

Derudover er også Gretar Steinsson ude med en knæskade, som har holdt islændingen ude det meste af sæsonen.

Formodet startopstilling: Jaaskelainen; Alonso, Wheater, G Cahill, Robinson; Taylor, Muamba, M Davies, Petrov; K Davies, Elmander

Kick-off: 16.00 på Craven Cottage

Fixeren Fayed

Der er ingen Fulham-fans, der bør undervurdere betydningen af Mohammed Al-Fayed, siden egypteren købte klubben i sommeren 1997 fra den daværende chairman Jimmy Hill.

Godt nok er Fulham ikke blevet “Sydens Manchester United“, som Al-Fayed proklamerede i starten af sin regeringsperiode, men den lille klub ved Themsen har dog taget betydelige skridt fremad under den egyptiske rigmands ejerskab.

Turen fra den daværende anden division til Premier League kulminerede de seneste to år med en glimrende syvende plads i 2008/09 sæsonen og en Europa League finaleplads i maj måned.

Uden Al-Fayed ville vi ikke have oplevet den optur, som Fulham har været i og teknisk set stadig befinder sig i trods knap så prangende resultater under Mark Hughes.

Tabel 1.0 - Fulhams gæld

Egypteren har ikke de samme økonomiske forudsætninger som eksempelvis Roman Abramovich i Chelsea eller Sheikh Mansour i Man City, men han er trods alt ifølge Sunday Times Rich List god for £650 millioner, hvilket gør ham til den 94. rigeste person i Storbritannien.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Mark Hughes fik økonomisk støtte til at hente spillere som Moussa Dembélé, Steve Sidwell og Carlos Salcido til klubben sidste sommer og her til januar.

Set ud fra Fulhams gæld på enorme 200 millioner pund (femte højest i EPL), kan den udefrakommende fodboldtilhænger godt sætte spørgsmålstegn ved klubbens måde at agere på transfermarkedet.

Men som tabel 1.0 viser, er det kun sølle 12 millioner pund, som klubben skylder til banken, mens Al-Fayeds gavmildhed står for hele 196 millioner pund gennem forskellige firmaer.

Ikke nok med at Al-Fayed har lånt skudt 196 millioner ind i klubben; lånene er også rentefrie, hvilket må siges at være yderst sjældent i den moderne finansverden med især lån på denne størrelse.

Endvidere er 83 af de 196 millioner ikke sikret, hvilket vil sige, at Al-Fayed ikke har nogen garanti for at få pengene tilbage i sine lommer.

Al-Fayed har investeret en betydelig del af sin formue i klubben, på trods af at klubben i slutningen af regnskabsåret har minus på bundlinjen år efter år, hvilket naturligvis er bekymrende med henblik på fremtiden.

Fulham har simpelthen ikke råd til at rykke ned, men med Al-Fayeds opbakning i en årrække endnu, sker det forhåbentlig heller ikke.

Som han selv siger: “I have nurtured my club lovingly for nearly 12 years, and I don’t plan to give it up.”

Al-Fayed er og bliver Fulhams fixer!

(Kan anbefale denne artikel, som også har fungeret som kilde til dette indlæg – Artiklen indeholder et større antal tabeller over Fulhams økonomiske formåen og maler desværre et bekymrende billede af fremtiden)

Championship Duo

Midt i en uge, hvor Champions League tager mest fokus på fodbold-fronten, har to marginaliserede Fulham-spillere forladt Motspur Parks træningsbaner på lejeaftaler.

To ansigter forlader Craven Cottage

Norske Bjørn Helge Riise har aldrig haft niveauet til Premier League og tager nu konsekvensen med sit skifte til Championship-klubben Sheffield United indtil den kommende sommer.

Det ventes herefter, at han forlader klubben permanent, hvor et skifte tilbage til hjemlandet virker plausibelt.

Midtbane-kollegaen Kagisho Dikgacoi er også fortid hos The Cottagers, og har taget den korte tur til det sydlige London, hvor han skal tørne ud for Crystal Palace resten af sæsonen.

Besynderligt nok udnyttede Fulham en klausul i Dikgacois kontrakt til at forlænge med sydafrikaneren i vinters, uden at Mark Hughes dog har benyttet landsholdsspilleren.

Også Dikgacoi forventes dog at skifte klub til sommer, når han vender tilbage til Fulham.

Held og lykke til begge spillere i deres nye eventyr.

Danmark & Jeg

Inspireret af en engelsk klumme på den eminente epltalk.com, besluttede jeg mig for at gøre rede for mit kærlighedsforhold til det danske landshold.

Min affære med Danmark har, som så mange andre forhold, været lidt af en rutsjebanetur. På stående fod skænker jeg ikke landsholdet en tanke, og en weekend fyldt op med landskampe er bare et irritationsmoment, der kommer i vejen for klubfodbold og klubben, der står mit hjerte nær, Fulham FC.

(Landsholdsbarometeret viser min personlige interesse for landsholdsfodbold på det givne tidspunkt – 13-skalaen er genoplivet med kunstigt åndedræt!)

EM ’92: 03 på landholdsbarometeret (Vi mødes, men der er ingen interesse fra nogen af siderne)

Jeg var en ganske naiv ung purk på 9½ somre, da Danmark vandt EM i 1992.

Min kærlighedsaffære var ikke engang begyndt på dette tidspunkt, og jeg ville hellere lege med actionmænd end se finalen(!) Det faktum fortryder jeg naturligvis som 28-årig rutineret fodboldobservant, især med henblik på vores nuværende landsholds kvalitet og resultater.

VM ’94: 5 på landholdsbarometeret (Vi begynder at tale sammen som perifere venner)

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 1994 i USA, som var en spektakulær slutrunde, hvor jeg første gang var bidt af den vidunderlige sport, vi alle kender som fodbold. Det var naturligvis ærgerligt, at danskerne ikke var repræsenteret, når jeg nu endelig var hoppet på landsholdsvognen. Jeg havde dog ikke fulgt Danmark synderligt inden slutrunden, så derfor får slutrunden en 5’er.

Der er et yndigt land... Eller noget...

På trods af min manglende interesse i det danske landshold, var VM-slutrunden dog ikke mindre end spektakulær!

Marcelo Balboas eminente saksespark, der var millimeter fra netmaskerne – Andres Escobars selvmål, der sidenhen tragisk kostede ham livet – Makkerparret Romario og Bebetos nærmest telepatiske samarbejde – Oleg Salenkos målfest mod Cameroun – Leonardos grimme albue – Diego Maradonas famøse farvel til toppen!

Den slutrunde spillede på alle facetter, alt imens Danmarks EM-vindere stod og grillede langelændere i Lars Olsens have i Hellerup.

Confederations Cup ’95: 03 på landholdsbarometeret (Vi mister kontakten)

EM ’96: 7 på landholdsbarometeret (Vi mødes tilfældigt og flirter lidt på afstand)

Efter en overraskende sejr i Confederations Cup et år senere, hvor jeg var røget af fodbold-bølgen igen, blev triumfen fulgt op af en pauver indsats ved EM i 1996.

Slutrunden havde mig med på sidelinjen som en moderat fodbold-tilhænger, men bold i baghaven appellerede mere til mit ungdommelige sind end Schmeichel og Co.’s fiaskoer i flimmeren.

VM ’98: 13;) på landholdsbarometeret (Vi bliver smaskforelskede)

Ved VM 1998 havde Danmark dog for alvor givet mig et spark i røven, og jeg sad nu og heppede med resten af landet på Laudrup-brødrene, Schmeichel og en ung Martin Jørgensen i hopla.

Efter det ærgerlige nederlag mod Brasilien i kvartfinalen, var det danske fodboldfolk dog optimistisk for fremtiden på trods af Michael Laudrups afsked med landsholdet.

Da Brian Laudrup senere også trak sig fra landsholdet, dalede optimismen en smule, men muligheden for at bygge noget nyt op var nu til stede.

EM ’00: 10 på landholdsbarometeret (Nede i en lille bølgedal men stadigvæk håbløst forelsket)

EM 2000 blev dog en rædselsfuld omgang, hvor Danmark var placeret i en dynamitpulje med Holland, Frankrig og Tjekkiet. Konklusionen var ingen point og ingen mål…!

Motivationen for at se landsholdet dalede en kort stund efter den horrible slutrunde, men opblussede igen, da Morten Olsen tog over, og jeg missede ikke en eneste landskamp frem til VM 2002.

VM ’02: 11 på landholdsbarometeret (Den søde musik genopstår)

VM 2002 var en glimrende slutrunde fodboldmæssigt, hvor Danmark spillede udmærket fodbold i det indledende gruppespil, men hvor landsholdsspillerne lagde sig på ryggen i 1/8-finalen mod England.

Jeg bandede og svovlede af mine helte, men var dog trods alt stolt over, de kvalificerede sig til knock-out runden.

EM ’04: 8 på landholdsbarometeret (Gnisten er der stadig)

Jeg fulgte stadig landsholdsfodbold i 2004, og Danmark gik videre på bekostning af Italien i en efterhånden legendarisk 2-2’er mod Sverige.

Danmark crashede derefter ud til Tjekkiet med et yderst skuffende 0-3 nederlag, og de slukørede roligans sukkede højt over hele det danske land. Slutrunden var overordnet set lidt af et søvndyssende eventyr, hvor de græske underdogs, i det mest overraskende resultat siden EM ’92, gik hele vejen.

VM ’06: 7 på landholdsbarometeret (De første tegn på et brud)

Slutrunde misset… Men jeg havde dog ikke mistet troen på de danske drenge endnu! Slutrunden var udmærket uden at være prangende!

EM ’08: 6 på landholdsbarometeret (Vi skændes uafbrudt)

Vi misser endnu en slutrunde, og jeg mister efterhånden interessen for det danske landshold grundet rædselsfuldt og trivielt spil. Slutrunden var dog en fantastisk forestilling fra de senere europamestre fra Spanien.

VM ’10: 03 på landholdsbarometeret (Skilsmissepapirerne dukker op i posten)

Spanien tager endnu en triumf, mens Danmark, som forventet, ryger ud i det indledende gruppespil efter skuffende spillemæssige præstationer… En kærlighedsaffære er efterhånden forbi…

EM ’12: 00…?