Fulham – Chelsea: 0-0

I en af de mest besynderlige kampe på Craven Cottage i denne sæson, blev SW6-derbyet en ganske underholdende affære, hvor begge hold i sidste ende kunne være tilfredse med et point.

Fulham fulgte godt med i første halvleg, som bølgede fra side til side i store perioder, men måtte nøjes med statistrollen i anden, hvor Chelsea for alvor viste musklerne.

Gæsterne fra Chelsea kom bedst fra start, men begge mandskaber havde problemer med at teste modstanderens målmand i de første tyve minutter.

Fulham havde en god periode omkring det 25. minut, hvor Damien Duff kunne notere kampens første nævneværdige chance med et 30-meters langskud, som Petr Cech så sig nødsaget til at bokse over Chelsea-målet.

Få minutter senere sendte Frank Lampard et forsøg over Mark Schwarzers mål i den modsatte ende, mens også Florent Maloudas skud fra 25 meters afstand strøg forbi opstanderen.

Dempsey - På alle måder i centrum

I slutningen af halvlegen så Aaron Hughes tung ud i to farlige situationer, men Fernando Torres fortsatte sin horrible sæson med to fæle afbrændere.

Anden halvleg var totalt domineret af gæsterne, og Fulham havde store problemer med bare at producere to sammenhængende afleveringer.

50 millioners pund Torres stod for anden periodes første chance, da han headede Ramires’ indlæg håbløst over mål, alt imens hjemmeholdets fans hånede Chelseas “stjerne-indkøb”.

Torres fik igen chancen omkring det 60. minut, men igen brændte spanieren på det skammeligste efter at være blevet spillet fri af Lampard.

Chelsea prøvede yderligere at skrue tempoet i vejret med indskiftningen af Salomon Kalou, men lige lidt hjalp det, og Maloudas fæle afbrænder få minutter senere gav et glimrende indblik i Chelseas skarphed på dagen.

Chancer fulgte til den imponerende David Luiz, Michael Essien og ivorianske Didier Drogba, der endelig var blevet introduceret i stedet for den ynkelige Torres.

Fulhams første chance i anden halvleg kom først omkring det 80. minut, da hjemmeholdet langsomt begyndte at presse gæsterne.

Clint Dempsey brød igennem i højre side og sendte et missil af sted mod Cech, men den tjekkiske målmand havde dog nemt ved at parere amerikanerens hæderlige forsøg.

I tredje overtidsminut kom det mest dramatiske højdepunkt i kampen, da den ellers fremragende Luiz klodset nedlagde Dempsey i feltet, hvorefter dommer Mike Dean ikke havde andre muligheder end at fløjte for straffe.

En træt Dempsey tog sig selv af sparket, hvilket i retroperspektiv nok ikke var verdens bedste idé, og amerikaneren så aldrig ud til at score på Cech, der let parerede offensivspillerens svage forsøg.

På riposten kunne indskiftede Eidur Gudjohnsen have prikket bolden ind, men Dempsey var ikke færdig med sit show og fik spoleret islændingens forsøg med et klodset saksespark, der gik langt forbi mål.

Bedømt på spillet burde Chelsea sikkert have taget tre point, men Fulhams eminente fight (og Torres) forhindrede naboernes dominans i at blive til en sejr, og i sidste ende kunne The Cottagers godt være skuffede over et enkelt point grundet det brændte straffespark.

Personligt var det en lige højre til kæben, at Dempsey sendte sit forsøg direkte på Cech, men i forhold til spil og chancer er jeg nu fint tilfreds.

COYW!

Kamp Stats

Fulham (Karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 7.5 – Tog sig sikkert af det Chelsea kastede imod ham.

Baird 8 – Solid kampen igennem, hvor han havde nogenlunde styr på Chelseas venstreside.

Hughes 6.5 – Viste overraskende store svagheder især i første halvleg, hvor nordirerens positionering svigtede ham af flere omgange.

Hangeland 9 – Et tårn kampen igennem, hvor han tvang udeholdet til at ty til langskud.

Salcido 8 – Tog revanche i startopstillingen med en glimrende præstation defensivt og offensivt. Ligner igen førstevalget på venstreback pladsen.

Duff 6.5 – Opportunistisk første halvleg, men degraderet til defensiv statist i anden.

Dempsey 6.5 – En anonym første halvleg blev fulgt op af en fightende anden. Fik glimrende tilkæmpet sig et straffespark i overtiden, men brændte dog det store tilbud på det skammeligste.

Murphy 5 – Flere rædselsafleveringer i især første halvleg var ved at koste Chelsea-mål, hvis ikke det var for gæsternes uskarpe offensiv. Igen gentager jeg, at kaptajnen sløser alt for meget med sine afleveringer på trods af sin funktion som central spilstation.

Sidwell 8.5 – Hårdttacklende kampen igennem og havde flere ypperlige indgreb på midten af banen. Warrior burde være hans nye kælenavn!

Dembélé 7 – Viste igen sine sublime tekniske kvaliteter i flere tilfælde især i første halvleg, men faldt stille ud af kampen i anden, hvor Fulham blev presset i bund.

A Johnson 6.5 – Løb solen sort, men havde ikke meget held med sine dybdeløb.

Davies UB – Blev introduceret i stedet for Murphy og bidrog med lidt energi i Fulhams kamp for at holde Chelsea fra fadet.

Gera UB – Skiftende held i sine aktioner, men gav dog hjemmeholdet et boost i den hårde kamp på midtbanen.

Gudjohnsen UB – Gik til stålet i den korte tid, han fik på banen, og imponerede helt sikkert hjemmepublikummet.

Bænk: Stockdale, Kelly, Pantsil, Greening.

Kort: Sidwell, Gera

Chelsea: Cech, Ivanovic, David Luiz, Terry, Cole, Ramires,Essien, Lampard, Anelka (Kalou 65), Torres (Drogba 71), Malouda.
Bænk: Turnbull, Mikel, Ferreira, McEachran, Sala.

Kort: Ivanovic.

Tilskuertal: 25,685

Dommer: Mike Dean

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s