Paul Scholes

En af Englands bedste spillere gennem tiderne, Paul Scholes, meddelte i dag, at han stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.

Selvom den rødhårede playmaker ikke har et tilhørsforhold til Fulham (bortset fra et par røde kort mod The Cottagers), ønsker jeg ham alt mulig held og lykke i fremtiden.

Reklamer

Spåmandens Log!

Inden den netop overståede sæson opsatte jeg selvsikkert et telt foran min lejlighed, påsatte en turban, børstede krystalkuglen af og spåede om placeringerne i Premier League for 2010/2011!

Om jeg skal søge ind på spåmandsuddannelsen, i den sindsforvirrede norske prinsesse Märtha Louises engleskole, er dog lettere tvivlsomt efter sæsonen er færdigspillet.

Jeg ramte dog flere rigtige end sidste sæson og kan notere fem træffere i form af Man City, Arsenal, Spurs, Liverpool og Everton.

Rent faktisk fem på stribe fra tredje- til syvendepladsen, hvilket giver bonuspoint i følge reglerne for spådomme i Premier League (Jf. “Tell the Future for Dummies”)…

Af de resterende havde jeg otte indenfor en opsat afvigelse i form af Chelsea (afv. 1-2), Man Utd (afv. 1-3), Villa (afv. 7-10), Sunderland (afv. 8-13), Stoke (afv. 11-15), Wolves (afv. 12-18), Bolton (afv. 14-18) og Blackburn (afv. 15-19).

Det lykkedes mig dog især at ramme helt skævt med Birmingham (syv pladser), WBA (syv pladser) og West Ham (seks pladser).

Impressive Cottagers

Lidt pinligt er det, at Fulham ikke var indenfor den afvigelse, jeg havde givet Mark Hughes og co.. Jeg havde spået The Cottagers til en 10. plads, men mente afvigelsen var fra 9. til 14. pladsen.

Nu overgik Fulham mine forventninger og indtog en 8. plads efter sidste spillerunde, og derfor har jeg da også været imponeret af Hughes’ debutsæson (efter nytår that is…).

Her er forudsigelserne i deres fulde længde (afvigelse og 2010/11 placering i parenteser) (fed skrift: pletskud – kursiv: indenfor afvigelse):

1. Chelsea (afv. 1-2) (2010/11: 2)

2. Man Utd (afv. 1-3) (2010/11: 1)

3. Man City (afv. 2-5) (2010/11: 3)

4. Arsenal (afv. 3-5) (2010/11: 4)

5. Spurs (afv. 4-6) (2010/11: 5)

6. Liverpool (afv. 5-7) (2010/11: 6)

7. Everton (afv. 6-8) (2010/11: 7)

8. Villa (afv. 7-10) (2010/11: 9)

9. Sunderland (afv. 8-13) (2010/11: 10)

10. Fulham (afv. 9-14) (2010/11: 8 )

11. Birmingham (afv. 9-14) (2010/11: 18)

12. Stoke (afv. 11-15) (2010/11: 13)

13. Wolves (afv. 12-18) (2010/11: 17)

14. West Ham (afv. 12-18) (2010/11: 20)

15. Newcastle (afv. 13-18) (2010/11: 12)

16. Bolton (afv. 14-18) (2010/11: 14)

17. Blackburn (afv. 15-19) (2010/11: 15)

18. West Brom (afv. 16-19) (2010/11: 11)

19. Wigan (afv. 17-19) (2010/11: 16)

20. Blackpool (afv. 20) (2010/11: 19)

Top Of The Class!

2010/11 sæsonen er en saga blot (for at bruge en lidet flatterende kliché), og jeg har i løbet af de seneste ti måneder overværet cirka tyve af Fulhams kampe.

Det kunne være blevet til et utal flere, men desværre er Fulham ikke højt profileret i hverken England eller Danmark, hvor selv moster Gerda vel kender samtlige navne på Manchester Uniteds spillere gennem deres 10.242 tv-optrædener – og det selvom hun kun kan tage DR og TV2.

I størstedelen af Fulhams kampe har jeg bedømt spillerne på deres præstationer ud fra den klassiske 13-skala, da jeg er casual-fanatisk tilhænger (samt bruger anseelig tid på overspringshandlinger), og i dette indlæg vil jeg præsentere resultaterne.

Karaktererne reflekterer hovedsageligt anden del af sæsonen, da det var her, jeg var tilskuer til hovedparten af Fulhams kampe. Det var også efter nytår, at Fulhams form for alvor toppede, og det skal tages i betragtning, inden der tolkes på resultaterne.

Gennemsnitskarakterer

Spillere med over seks kampe

Damien Duff – 8,5 over otte kampe – På papiret er det måske overraskende, at wing-wizard Damien Duff topper denne liste, da han underpræsterede i dele af sæsonen. Men i dette forår har Duff været en bærende spiller for Fulham, hvor ireren har fået sin anden ungdom i den hvide trøje. Alt i alt en godkendt sæson af kantspilleren, som desværre måtte se til fra sidelinjen i slutningen af sæsonen pga. en skade.

Simon Davies – 8,3 over seks kampe – Rutinerede Simon Davies blev lidt hårdt sat af holdet midt i sæsonen som en slags syndebuk for vores ringe efterårsform. Davies fik dog comeback hen i mod afslutningen på sæsonen, og her viste han for alvor, at vi ikke skal afskrive den sympatiske waliser endnu.

Chris Baird – 7,7 over 11 kampe – Mit valg til Årets Spiller, Chris Baird, har haft en eminent sæson i Fulhams bagkæde, hvor nordireren gang på gang har været pålideligheden selv. Den lille back er blevet roteret rundt mellem venstre og højre side i størstedelen af sæsonen, men sluttede af på sidstnævnte position, som han efterhånden har gjort til sin egen foran marginaliserede Stephen Kelly og publikumsfavoritten John Pantsil.

Duffer!!

Bobby Zamora – 7,7 over ni kampe – Desværre for Fulham blev lynfarlige Bobby Zamora alvorligt skadet allerede i september, men med angriberens tilbagevenden i foråret vendte Fulham skuden efter det vaklende efterår. Den nuværende engelske landsholdsspiller har været indflydelsesrig som ingen anden, og man kan kun forestille sig, hvilken sæson The Cottagers havde haft, hvis Mark Hughes havde haft Zamora til rådighed hele sæsonen.

Steve Sidwell – 7,6 over otte kampe – The Ginger Warrior blev hentet til klubben i januar som solid central arbejdsmand, og man må bare bukke sig i støvet for de præstationer den tidligere Aston Villa-spiller har stået for i den hvide Fulham-trøje. Han har desuden formået at slå Dickson Etuhu af holdet i maskinrummet, men forhåbentlig er det de to, som overtager centralt i den kommende sæson på baggrund af Danny Murphys skranten.

Moussa Dembele – 7,5 over 11 kampe – Det har været en svingende sæson for den vævre Dembele, som både har henrykket og frustreret tilhængerne. Jeg synes dog personligt, at belgieren er blevet hårdt dømt især i slutningen af sæsonen, hvor han har bidraget til Fulhams glimrende form. Forventer dog en endnu bedre 2011/12 sæson fra belgieren, som med lidt kontinuitet i spillet kan blive en af Premier Leagues helt store oplevelser. Klassekøb af Mark Hughes!

Brede Hangeland – 7,4 over 13 kampe – Hangeland har endnu engang spillet en bundsolid sæson, og der vil givetvis igen opstå rygter om et klubskifte i det kommende transfervindue. Forhåbentlig kan vi dog holde på den bredskuldrede nordmand til det forestående Europa League-eventyr.

Mark Schwarzer – 7.1 over 11 kampe – Vores tidligere så almægtige førstemålmand har haft fantastiske kampe, og så har der været flere nedture i løbet af de sidste ti måneder. Den australske keeper er dog stadig blandt Premier Leagues bedste målvogtere, men spørgsmålet er, om unge David Stockdale er ved at overhale Schwarzer indenom?

Aaron Hughes – 7,0 over 14 kampe – Aaron Hughes er ikke manden, som ligefrem er i fokus, når Fulham spiller. Den nordirske kaptajn er gang på gang mand for en stabil præstation, og det er der ikke blevet lavet om på i denne sæson, hvor Fulhams defensiv var Premier Leagues fjerde bedste (delt med Arsenal).

Clint Dempsey – 7,0 over 13 kampe – Lidt overraskende ligger favoritten til Årets Spiller kun på 7,0 over 13 kampe. Amerikaneren har været essentiel i denne sæson med hele 12 Premier League-mål, men jeg har i høj grad manglet koncentration fra amerikaneren i flere kampe, hvor han har underpræsteret. Derfor synes jeg heller ikke, Dempsey er vital for vores videre udvikling, og selvom jeg nødig vil undvære ham, er det ikke verdens ende, hvis Fulham modtager et væsentlig bud på ham denne sommer.

Andy Johnson – 6,9 over ni kampe – Målformen har manglet hos lille AJ, som dog altid arbejder 100 procent for holdet. Desværre bliver en angriber dog bedømt på mål, og AJ er derfor blevet degraderet til tredjevalg i Fulhams angrebskæde efter Zamora og Dembele.

Dickson Etuhu – 6,9 over syv kampe – Menneskebjerget Dickson Etuhu har haft en sæson på det jævne og måtte lide den tort at blive sat af holdet i slutningen af sæsonen til fordel for nyindkøbet Sidwell.

Danny Murphy – 6,1 over 14 kampe – Han står måske for flest pasninger i Premier League og er uden tvivl Fulhams suverænt mest brugte spilstation… men der er langt mellem snapsene af de målgivende afleveringer (4), og den aldrende kaptajn er ikke just sprudlende hverken offensivt eller defensivt, hvor han gang på gang står for nogle besynderlige hjerneblødninger. Jeg vil umiddelbart blive ved med at være kritisk af Murphys præstationer, hvis han fortsætter den nuværende stime, og jeg ser ham som et klart svagt led på Fulhams midtbane, hvor vi har brug for en yngre udgave af englænderen med lidt fart i benene.

Carlos Salcido – 6,1 over ti kampe – Mexicaneren er Fulhams akilleshæl i den normale fireback-kæde, hvor han fra sin position i venstre side ikke effektivt formår at dække op for sin direkte modstander. Fremad banen har han nogle helt sublime indlæg, men når man er venstreback, skal man også besidde værktøjerne til at forsvare. Forhåbentlig bliver den offensive forsvarsspiller afskibbet til sommer, så vi kan få hentet en mere defensivt fungerende spiller ind.

Spillere med under seks kampe

David Stockdale – 8,5 over tre kampe – Et mindre gennembrud i denne sæson for unge Stockdale, som vogtede målet i Schwarzers fravær både i den indledende fase og under Asian Cup i januar. Bl.a. ledte Stockdales præstationer til to udtagelser til det engelske landshold, så han er helt sikkert spået en lysende fremtid.

Paul Konchesky – 8,5 over en kamp – Konch nåede en enkelt optræden, inden han skiftede til Liverpool, hvor succesen mildest talt har været til at overse.

John Pantsil – 7,4 over fire kampe – Jeg overværede fire udmærkede kampe af Pantsil; desværre for ghaneseren spillede han som en brækket arm i resten.

Jonathan Greening – 7,2 over tre kampe – Min opfattelse af Greening har ændret sig fra useless til brugbar på tre kampe. Flere assists på få optrædener og overraskende teknisk stærk som kantspiller. Bravo!

Kamara - A season to forget

Gaël Kakuta – 7,0 over tre kampe – Den unge Chelsea-lejesvend har helt sikkert potentiale, og det ser ikke ud til, franskmanden har en fremtid hos vores naboer, så måske kunne den lille tekniker være en permanent løsning i Fulham.

Zoltan Gera – 6,7 over tre kampe – Det skulle have været så godt for sidste års Årets Spiller, men det blev lidt af en fiasko-sæson for ungareren, som aldrig var Mark Hughes’ kop te. Sluttede sin tid af i Fulham med et lettere retarderet rødt kort efter få minutter på banen i sæsonens sidste kamp mod Arsenal; en uværdig afsked for en storslået og sympatisk spiller.

Philippe Senderos – 6,5 over to kampe – Virker en smule gumpetung til Premier League, og jeg stoler ikke på, schweizeren kan løfte arven fra Hangeland/Hughes makkerskabet.

Matthew Briggs – 6.5 over en kamp – Talentfulde Briggs har igen snuset til førsteholdet i denne sæson, men spørgsmålet er, om han er fremtidens løsning?

Eidur Gudjohnsen – 6,1 over fire kampe – Virker ikke som en langtidsholdbar løsning med sine 32 år.

Diomansy Kamara – 5,5 over en kamp – Færdig i Fulham til sommer efter at være blevet lejet ud i foråret til Leicester.

Coming Home!

We are back baby!!!

Fra sidste års eventyr

Det blev i dag offentliggjort, at Fulham igen skal ud og krydse klinger med europæiske hold fra fastlandet, når The Cottagers endnu engang indtager Europa League gennem FairPlay-konkurrencen.

En del Fulham-fans (undertegnede inklusive) tvivlede på, at vi fik overrakt æren, da Zoltan Gera fik et rødt kort i sæsonens sidste kamp mod Arsenal.

Fulham endte kun som nummer fire i Fair Play-tabellen, men både Chelsea, Tottenham og United havde allerede kvalificeret sig til europæisk deltagelse i næste sæson via liga-placering.

Det lykkedes at slå Blackpool på femtepladsen, som var nærmeste forfølger, og dermed er det et glædeligt gensyn med den konkurrence, vi var et mulehår fra at vinde i sæsonen 2009/10.

Dengang endte det med tårer og en knust drøm, men hvem ved – it could happen på trods af, det umiddelbart virker usandsynligt…

We’re coming home!

Fulham – Arsenal: 2-2

En yderst dramatisk og absurd Survival Sunday blev lidt af et antiklimaks for Fulham, som ikke fik mange gaver foræret på dagen.

Der var action for alle pengene på næsten alle arenaer, da kæledæggen Blackpool og tonserne fra Birmingham trak sorteper og må en tur ned i næste række.

Derudover valgte Chelsea uforståeligt at sparke Carlo Ancelotti ud af klubben, så den double fra sidste sæson kunne den sympatiske italiener ikke leve længe på – en andenplads er jo også et horribelt resultat…

United løftede sikkert trofæet i toppen, mens City sneg sig ind foran Arsenal i kampen om tredjepladsen.

Spurs løb med den Europa League-givende femteplads, mens Fair Play-pladsen først bliver endegyldigt afstemt på fredag med Blackpool og Fulham som bejlere (mere om det senere i artiklen).

Kampen på Craven Cottage blev, ligesom størstedelen af de andre opgør, en underholdende affære mellem formstærke Cottagers og et Arsenal-hold i krise.

Hjemmeholdet lagde bedst ud mod de, på papiret, stærkere gæster, og dominerede i de første ti minutter, uden det dog blev til de helt store tilbud.

Kampens første forsøg stod udeholdets Samir Nasri dog for, da franskmanden sendte et tamt hovedstød i favnen af Mark Schwarzer efter et indlæg fra Årets Unge Spiller Jack Wilshere.

En energisk Andy Johnson var tæt på at slippe fri af Arsenals bagkæde momenter senere, men linjevogteren vinkede den lille angriber offside.

Kampens første store forsøg kom efter cirka tyve minutter, da Arsenals Kieran Gibbs helt fri i venstre side fik hovedet på et Bacary Sagna-indlæg, som Schwarzer dog fik reddet i fantastisk stil helt nede ved jorden.

Seks minutter senere var det dog hjemmeholdet, som bragte sig i front, da Steven Sidwell udnyttede glimrende forarbejde af Clint Dempsey og Bobby Zamora til at sende bolden i kassen fra midten af feltet.

Føringen var dog kortvarig, da Robin van Persie, tre minutter senere, udnyttede sløvt forsvarsspil af Philippe Senderos og bankede bolden i kassen fra kanten af feltet efter oplæg fra Abou Diaby.

Zamora slutter sæsonen af med et mål

Fulham gav dog ikke så let op, og der skulle en mållinje-tackling til fra Arsenals Thomas Vermaelen for at forhindre Danny Murphy i at trille bolden i nettet, efter kaptajnen var gået forbi Gunners‘ målmand Wojciech Szczesny.

Anden halvlegs start bød på endnu en verdensklasseredning af Schwarzer, da han helt ude ved stolpen fik bokset Nasris frispark til hjørnespark. I en alder af 38 har Schwarzer for nyligt været ude at proklamere sin deltagelse ved VM 2014, og hvis han fortsætter som i denne sæson, burde det ikke være det store problem.

12 minutter inde i anden halvleg kom hjemmeholdet igen i front, da formstærke Jonathan Greening, med en kattepote, sendte et millimeter-præcist indlæg ind i skallen af Zamora, som næsten ikke kunne undgå at score.

Fulham fortsatte dominansen, og vågent målmandsspil af Szczesny forhindrede Zamora i at bringe Fulham yderligere i front få øjeblikke senere.

Schwarzer, som havde haft en brilliant eftermiddag, så en smule vakkelvoren ud i det 60. minut, da australieren tabte van Persies indlæg fra venstre side, men gæsternes ultrasvage Marouane Chamakh prikkede bolden ud over baglinjen.

Med tyve minutter igen blev Zamora klappet af banen til fordel for Zoltan Gera, som blev sendt ind til sin afskedskamp efter at være blevet marginaliseret af Mark Hughes i denne sæson.

Den ungarske publikumsfavorit nåede dog ikke at få synderlig meget sved på panden, før han var blevet præsenteret for det røde kort af dommer Martin Atkinson efter en håbløs to-fodet tackling på Vermaelen.

En uværdig afsked for sidste års Årets Spiller, men den stakkels ungarers tackling virkede mere som over-entusiasme end rendyrket ondskab. Det var samtidig en mavepuster til Fulhams europæiske chance i Fair Play-konkurrencen, da Blackpool lå side om side med Cottagers inden dagens runde.

Det røde kort, som var Fulhams første i denne sæson, kostede således også sejren, da indskiftede Theo Walcott i sidste minut udnyttede passivt forsvarsspil af Brede Hangeland og unge Matthew Briggs til at sende bolden ind bag en chanceløs Schwarzer.

2-2 og Fulham slutter derfor hæderligt som nummer otte, hvilket er godkendt i Mark Hughes’ debutsæson som Fulham-manager.

Hughes kiggede efter kampen tilbage på sæsonen, Geras udvisning og Fulhams potentielt tabte Europa League-plads:

“I don’t think it will have any bearing on our standing. We are still hopeful of being in Europe.

Geras challenge was a genuine attempt to get the ball but when two feet are off the floor there is the potential to be sent off, as he was.

We were desperately disappointed for Zoltan. But we are judged over 38 games for our fair play, so I don’t think it will affect our average too much.

The first part of the season was difficult. We lost Bobby Zamora to injury very early on and that was a huge loss to the way we wanted to play.

I always knew we needed to be patient – we weren’t playing badly in the first part of the season, we just lacked a cutting edge.”

Efter kampen blev det også endeligt bekræftet, at Gera og en anden publikumsfavorit, John Pantsil, endegyldigt forlader os, når deres kontrakt udløber denne sommer.

Kamp Stats

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 9 – Hev to absolutte verdensklasse redninger ud af ærmet og ville have fået et 10-tal, hvis han ikke havde tabt van Persies indlæg.

Hughes 5 (Fulhams Flop of the Match) – Underlig disposition af Mark Hughes at placere navnebror Aaron Hughes på højre-back pladsen, hvor han aldrig fandt sig til rette med et utal af markeringsfejl.

Briggs 6.5 – Blev ikke rigtigt testet i sin side af en usynlig Aaron Ramsey, men virkede en smule usikker både fremme og bagude, hvor han bl.a. halsede efter indskiftede Theo Walcott ved udligningen i slutfasen.

Hangeland 7 – En vanlig sikker kamp af Brede Hangeland, der dog var underligt passiv ved udligningen i anden halvleg, hvilket tæller betydeligt ned.

Senderos 7 – Satte flere fremragende tacklinger ind, men så mere en langsom ud ved Arsenals første mål.

Om vi endnu engang skal ud i Europa, må vi vente med at se til fredag, hvor det bliver bestemt af FA.

Dempsey 6.5 – Vital ved begge mål, men man skal lede længe efter en så ukoncentreret indsats fra amerikaneren.

Greening 7.5 – Kom ikke rigtig ind i kampen i første halvleg, men var væsentlig bedre efter pausen, hvor han også lagde op til Zamoras mål med et sublimt indlæg.

Murphy 6.5 – Startede vanligt ud med flere boldtab, men fik kæmpet sig en smule op indtil sin udskiftning.

Sidwell 7.5 – En anonym første halvleg, hvis man ser bort fra målet, fulgt op med en udmærket fight efter pauseteen.

A. Johnson 8 – Energisk og opsat fra start til slut og en evig kilde til uro i Gunners-forsvaret, men igen uden at komme på tavlen.

Zamora 9 (Fulhams Man of the Match) – Haltede lidt i det meste af første halvleg, hvor det dog blev til en assist, mens han i de sidste 45 minutter var blandt Fulhams bedste og kunne notere et knaldhårdt hovedstødsmål.

Etuhu 7 – Gav lidt gnist på midtbanen med et par knastørre tacklinger.

Davies 7 – En standard-dag på kontoret for Davies, som havde et par gennembrud i venstre side og med lidt held kunne have scoret.

Gera UB – Ouch Gera… Ouch!

Subs Not Used: Stockdale, Salcido, Gudjohnsen, Kakuta.

Udvisning: Gera (75).

Kort: Greening (55), Sidwell (77).

Mål: Sidwell 26, Zamora 57

Arsenal Szczesny, Sagna, Djourou, Vermaelen, Gibbs (Eboue 65),Ramsey (Walcott 64), Wilshere, Diaby (Arshavin 66), Nasri,Chamakh, van Persie.
Bænk: Lehmann, Denilson, Squillaci, Miquel.

Kort: van Persie.

Mål: van Persie 29, Walcott 89.

Tilskuertal: 25,674

Dommer: Martin Atkinson

The Motspur Parks Græsplæne Awards 2011

Sæsonen 2010/11 er omme, og alle priserne er uddelt til de spillere og trænere, som har excelleret i den netop overståede sæson. Jeg vil her give mit (og udelukkende mit) bud på Årets Hold samt tage et kig på Fulhams spillerpræstationer. Ladies and gentlemen, welcome to “The Motspur Parks Græsplæne Awards”!

Årets Hold i Premier League:

Edwin van der Sar (Man Utd) – Den tidligere Fulham-spiller stopper nu karrieren og slutter på toppen.

Leighton Baines (Everton) – 11 assists af en back er fremragende, og så har Baines også været særdeles solid i det defensive.

Bacary Sagna (Arsenal) – Lynhurtig franskmand, som personligt har haft en glimrende sæson midt i Arsenals trofæløse elendighed.

Vincent Kompany (Man City) – Bomstærk belgier, som har stabiliseret en tidligere så svingende City-defensiv.

Nemanja Vidic (Man Utd)– Årets spiller og en pragtsæson for den store serber, som har været en klippe i Uniteds centrale forsvar

Scott Parker - Personlig succes med nedrykkede West Ham

Nani (Man Utd) – Topper assistlisten, og man kan vel påstå, Nani endelig er brudt ud af Christina Ronaldos skygge.

Yaya Toure (Man City) – Skulle eftersigende være den bedst betalte Premier League spiller i historien, men den ivorianske midtbanespiller har også været sublim i Citys maskinrum.

Cheik Tiote (Newcastle) – En lille kamphund på Toons midtbane, som kæmper til sidste blodsdråbe, hvilket hans 14 gule kort også vidner om.

Samir Nasri (Arsenal) – Væver tekniker, som havde et væsentligt bedre efterår end forår.

Peter Odemwingie (WBA) – 15 mål og ni assists for en oprykkerklub er eminent; og det endda i nigerianerens debutsæson!

Carlos Tevez (Man City) – Argentineren er potentielt færdig i Premier League, men han bukker af med et brag af en sæson og 21 mål til følge.

Bænk:

Petr Cech (Chelsea) – Chelseas ankermand har lukket godt af bagude i denne sæson med kun 32 mål imod sig.

John Terry (Chelsea) – En del af Premier Leagues stærkeste forsvar.

Chris Baird (Fulham) – Stabiliteten selv efter at have erobret højreback-pladsen (forklaring følger senere).

Charlie Adam (Blackpool) – Blackpools altoverskyggende spiller indtil slutningen af sæsonen, hvor den skotske midtbanemand skrantede en smule.

Jack Wilshere (Arsenal)Årets Unge Spiller og lidt af en gennembrudssæson for den lille terrier.

Scott Parker (West Ham)Football Writers’ Association Footballer of the Year og dermed masser af personlig succes i en skuffende sæson for West Ham.

Javier Hernandez (Man Utd) – Imponerende debutsæson, hvor mexicaneren er den skarpeste angriber i Premier League bedømt på forsøg på mål kontra mål ratioen.

Dimitar Berbatov (Man Utd) – Hvis ikke Berbatov var blevet topscorer, havde jeg ikke medtaget ham på holdet. Bulgareren har ikke just vist kontinuerlig god form og har været fornærmende ringe til tider. Jeg vil dog også bebrejde Alex Ferguson, der ikke skal miste meget tiltro til en spiller, før han ryger af holdet!

Boblere:

Arsenal: Robin van Persie, Johan Djourou, Theo Walcott, Cesc Fabregas
Aston Villa: Ashley Young, Stewart Downing, Marc Albrighton, Darren Bent, Kyle Walker
Birmingham: Craig Gardner, Scott Dann, Ben Foster
Blackburn: David Hoilett
Blackpool: DJ Campbell, Elliot Grandin
Bolton: Gary Cahill, Stuart Holden, Kevin Davies, Daniel Sturridge, Johan Elmander
Chelsea: Didier Drogba, Ashley Cole, David Luiz, Michael Essien, Florent Malouda
Everton: Seamus Coleman, Phil Neville, Leon Osman
Fulham: Brede Hangeland, Clint Dempsey, Mark Schwarzer, Aaron Hughes
Liverpool: Raul Meireles, Andy Carroll, Jose Reina, Dirk Kuyt, Lucas
Man City: David Silva, Nigel de Jong, Joe Hart, Pablo Zabaleta
Man Utd: Ryan Giggs
Newcastle: Joey Barton, Kevin Nolan, Jonas Gutierrez, José Enrique
Stoke: Matthew Etherington, Robert Huth, Jermaine Pennant
Sunderland: Phil Bardsley, Asamoah Gyan
Tottenham: Rafael van der Vaart, Gareth Bale, Luka Modric, Tom Huddlestone
West Bromwich: Chris Brunt, Jerome Thomas
West Ham: Demba Ba
Wigan: Hugo Rodallega, Charles N’Zogbia
Wolverhampton: Matt Jarvis

Træner: Alex Ferguson (Man Utd) – Det har været en besynderlig sæson, hvor alle holdene har haft både store nedture og triumfer, så det har været svært for mig at vælge en træner ud af mængden. United har dog kunnet notere markant færre nederlag end deres konkurrenter, og et mesterskab er naturligvis også en bonus!

Boblere: Owen Coyle (Bolton), David Moyes (Everton), Mark Hughes (Fulham), Carlo Ancelotti (Chelsea), Kenny Dalglish (Liverpool), Roy Hodgson (WBA – ikke Liverpool…)

The Fulham Awards

Årets Spiller

Chris Baird – Bairdinho har kæmpet sig ind i startopstillingen som fast og ikke mindst pålidelig højreback – noget som vi har manglet de senere år hos John Pantsil og Stephen Kelly! Efter en håbløs start på sin Fulham-karriere er Baird gået hen og blevet en publikumsfavorit med sin ukuelighed og never-say-die attitude. Baird – en fighter med hjertet uden på trøjen og mit valg som Årets Spiller.

Boblere: Clint Dempsey, Brede Hangeland

Årets Positive Kovending

Clint Dempsey – Ikke at amerikaneren havde en dårlig 2009/10 sæson, men med Bobby Zamoras lange skadespause tog Dempsey for alvor ansvar og er pt. Fulhams topscorer med 12 Premier League-mål.

Bobler: Ingen

Årets Unsung Hero

There is only one Bairdinho

Simon Davies – Davies startede sæsonen ud som fast mand og blev efter min mening lidt hårdt sat af holdet efter Fulhams midtvejskrise. Den sympatiske waliser kom dog ind på holdet igen, og brillierede i fraværet af Damien Duff i slutningen af sæsonen.

Bobler: Andy Johnson – Arbejder altid en vis legemsdel ud af bukserne, men får ikke nok kredit for det pga. sine manglende mål.

Årets Over the Hill

Danny Murphy – Han er spilleren med flest afleveringer i Premier League, men for det meste er det bagud eller til siden. De forsvarssplittende pasninger er der efterhånden langt i mellem, og kaptajnen er næsten notorisk for uprovokerede fejl, som sætter kontraangreb i gang til modstanderen. Desuden er han blevet langsom på sin gamle dage, og Murphy kan ikke følge med, når modstanderne skruer tempoet i vejret.

Bobler: Andy Johnson – På trods af sin arbejdsiver bliver en angriber bedømt på mål, og dem ser vi ikke mange af fra den lille angribers side.

Årets Mr. Underrated

Chris Baird – Det er nemt at overse Bairdinho på en placering som højreback, men nordireren er efterhånden en af Fulhams mest stabile spillere på trods af enkelte spillemæssige begrænsninger.

Bobler: Aaron Hughes – Mr. Consistency is still going strong i forsvaret ved siden af Hangeland. Hughes er måske ikke manden, som rydder forsider, men han niveau er konstant i top.

Årets Køb

Moussa Dembélé – Mark Hughes har ikke begået mange brølere på transfermarkedet, men Dembélé får det anerkendende nik i denne kategori. Belgieren har henrykket Fulhams fans med verdensklassedriblinger gennem hele sæsonen – vi mangler dog endnu at se lidt mere skarphed foran mål fra den belgiske landsholdsspiller, så jeg forventer en kommende sæson, hvor han rammer den absolutte top.

Boblere: Steve Sidwell – Jernhård midtbanefighter, som har leveret kontinuerligt gode præstationer.

Årets Huh?

Jonathan Greening – Efter at have haft den aldrende Greening på lån i sidste sæson, blev midtbanespilleren permanent hentet til Fulham pga. en klausul i lejekontrakten. Prisen var eftersigende skyhøje £3 millioner(!) WTF! Greening er en okay breddespiller – men heller ikke mere…

Bobler: Rafik Halliche – Indkøbt algerisk statist, som ikke er i nærheden af at slå Brede Hangeland og Aaron Hughes af holdet.

Årets Højdepunkt

Foråret, hvor vi har haft en af Premier Leagues ypperligste formkurver! Hvem havde troet det efter et miserabelt efterår?

Bobler: 3-0 sejren mod Sunderland på Stadium of Light som brød vores udebane-forbandelse.

Årets Nedtur

Zoltan Gera – Fra Årets Spiller til marginalspiller… Nedturen har været total for Gera i denne sæson, hvor konkurrencen har været hård og Mark Hughes ikke har haft den tiltro til ungareren, som Roy Hodgson havde i forrige sæson. En af mine personlige favoritter forlader sandsynligvis klubben i den kommende sommer.

Bobler: John Pantsil – Endnu en publikumsyndling, som har været inde og ude af holdet i denne sæson. Ghaneseren har flere gange vist sig at være det svage led i bagkæden (as always!), og er sidenhen blevet overhalet af den evigt solide Chris Baird og på det seneste også Stephen Kelly.

Årets Spillemæssige Nedtur

Perioden 6/11 til 26/12, hvor vi ikke vandt en eneste kamp – jeg nåede bunden, da vi den 26. december tabte 1-3 til West Ham på hjemmebane. Det var også her, jeg i en kort periode for alvor mistede tiltroen til Mark Hughes. Heldigvis vendte Fulham kort efter stimen, og optimismen er sidenhen steget uafbrudt.

Bobler: 0-1 nederlaget på hjemmebane i FA Cuppen mod Bolton – vi kunne på det tidspunkt for alvor ane en triumf i FA Cuppen, og så bliver vi slået ud af et middelmådigt Bolton-mandskab på trods af en opadgående formkurve.