I’m Back, Baby!

Specialet er en saga blot – hvis man ser bort fra, at jeg skal op og forsvare det – og jeg er nu tilbage på min nyslåede plet her på Motspur Parks Græsplæne.

Jeg valgte et særdeles dårligt tidspunkt at gå på tvungen “ferie”, da der i mellemtiden har været hektisk aktivitet hos Martin Jol og Fulham.

Jeg vil i dette indlæg fokusere på selve de kampe, som jeg har misset i løbet af den seneste måned (som i min verden føltes som et år…).

Den indledende udfordring var på Færøerne mod Runavik, hvor Fulham kunne slappe af, da første opgør blev vundet 3-0 på Craven Cottage.

Idylliske omgivelser i Runavik

Af en eller anden besynderlig årsag blev førsteholdet ikke sparet, og bortset fra Jonathan Greening (som det viste sig senere, spillede sin sidste kamp for FFC) og Stephen Kelly stillede Fulham op i stærkeste opstilling.

Det blev lidt af en pauver indsats mod de tapre færinger, som kæmpede en brav kamp for at holde gæsterne fra scoringer.

I en kamp domineret af Fulham kunne færingerne dog være løbet med en sensationel sejr, da Klæmint Olsen på en friløber sendte bolden håbløst forbi mål i sin iver for at blive matchvinder.

Det hele endte som det startede med 0-0 på måltavlen, og færingerne kunne fejre det uafgjorte resultat, som havde de lige vundet mesterskabet.

Næste levende billede blev nordirske Crusaders; en mere overkommelig opgave for de tilrejsende Fulham-fans og ikke en modstander, som burde volde problemer.

I den første kamp i Belfast bed nordirerne dog godt fra sig og kunne med lidt held have scoret flere gange, men desværre for hjemmeholdet manglede de i høj grad skarpheden.

Fulham viste til gengæld den fornødne kynisme i den anden ende, og med mål af unge Matthew Briggs, kaptajn Danny Murphy (str) og kraftfulde Bobby Zamora tog Fulham en 3-1 sejr med sig hjem til London.

Specielt interessant i dén kamp var dog tyrkiske Kerim Frei, som henrykkede Fulhams tilrejsende fans med flere fremragende detaljer – den 17-årige purk ligner en usleben diamant for The Cottagers i den nære og fjerne fremtid (medmindre en storklub napper ham med deres abnormt fedtede fingre – yeah, I’m looking in your direction United).

Returkampen på Craven Cottage var en formsag, og de stakkels nordirske semi-amatører blev sendt hjem med en sæk på hele 4-0 signeret Duff, Sidwell, Zamora og AJ.

Turen gik i tredje kvalifikationsrunde til Split, hvor lokale RNK tog imod på det intime og lidt bizarre Park Mladeži Stadium – RNK, som debuterede i europæisk fodbold, virkede som en familieklub ikke ulig Fulham, og de gav Fulham kamp til stregen i det første opgør på hjemmebane.

Fra et neutralt synspunkt havde Split fortjent sejren, men endnu engang var ‘skarphed’ en by i det sydlige Chile, og Fulham kunne rejse hjem med et clean sheet på trods af en elendig indsats i en mildest talt absurd dårlig kamp.

I returopgøret var Fulham dominerende på Craven Cottage (dog igen uden at være prangende), og især AJ var superb foran hjemmepublikummet.

Kroaterne var dog også farlige i den anden ende, hvor deres dødbolde voldte Fulham-forsvaret store problemer, hvilket bl.a. resulterede i et knaldhårdt hovedstød på opstanderen fra tårnhøje Goran Milovic.

Velbesøgt CC mod Split

Fulham kunne dog med AJ i spidsen tage billetten ind i play-off runden med en 2-0 sejr på mål af netop AJ og Danny Murphy (str).

Så here we are!

I dag blev der udtrukket modstandere til den kommende play-off runde, og jeg havde personligt håbet på FC Nordsjælland, da de var en af de potentielle modstandere.

I stedet blev det dog ukrainske FC Dnipro Dnipropetrovsk (sig det tre gange hurtigt… Eller bare én gang!), som klart var den værst mulige lodtrækning med hold som CSKA Sofia, Nordsjælland, NK Maribor og FC Spartak Trnava at finde i puljen.

I første omgang fik Fulham tildelt hjemmebane i andet opgør, hvilket jeg ser som en markant fordel – men den fordel holdt i cirka en time, før UEFA pludselig vendte på en tallerken og byttede om på kampene, så første kamp spilles på Craven Cottage(!)

En interessant teori omkring dette blev fremlagt på SportingBlogs omhandlende en pengestærk bagmand i Dnipro, som bidrager med betydelige summer til UEFA’s pengepung (i kan læse mere om sagen på linket). Uanset hvad en farce blandt de høje herrer, og jeg håber, Fulham klager over “bytte-bytte-købmand” aftalen!

Første kamp vil finde sted den 18. august, mens anden kamp løber af stablen den 25. august.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s