Wigan – Fulham: 0-2

Hvis Wigan-fansene føler sig slukørede efter weekendens nederlag til Fulham, kan jeg ikke bebrejde dem.

Gæsterne blev løbet over ende i store dele af kampen, hvor især norske John Arne Riise (igen, igen) spillede som en blind ginger-muldvarp i venstre side af bagkæden.

DW Stadium lige inden endnu et nederlag for Wigan

Fulham startede ellers kampen bedst, hvor især Andy Johnson og Clint Dempsey viste tænder i front, mens en hård, men fair, tackling fra gæsternes Steve Sidwell tvang uheldige Mohamed Diame til at lade sig udskifte.

Wigan møvede sig dog hurtigt ind i kampen, og især David Jones brillierede med flere farlige forsøg, som dog blev afværget af en storslået Mark Schwarzer.

Efter den halve time burde hjemmeholdet også have været foran med flere mål, men Schwarzer virkede fortsat opsat i Fulham-målet med flere sublime redninger.

Australieren var dog ved at smide det hele væk, da han fumlede et Victor Moses-forsøg lige ud til Hugo Rodallega, men den colombianske angriber sendte bolden snert forbi Fulhams ene opstander.

Og mens man kunne ane en Wigan-scoring, kom Fulham pludselig på 1-0, da Dempsey udnyttede eminent forarbejde i venstre side af Bobby Zamora til at bringe gæsterne i front.

Lige inden pausen kom hjemmeholdet dog tæt på en scoring, men Moses (ikke den sindsforvirrede, som taler med imaginære guder på Sinaibjerget.red) måtte se sit forsøg ryge forbi opstanderen som så ofte før.

Fulhams spil blev ikke synderligt forbedret i anden halvleg, hvor hjemmeholdet fortsatte deres power-play mod Schwarzers mål.

Moses havde igen overtaget over for den svage Riise, og den kraftfulde angriber sendte efter ti minutter bolden på træværket af to omgange med en kanon afslutning fra tyve meter, mens Rodallega blev fløjtet korrekt offside, da han prikkede riposten i mål.

Fulham kunne dog nemt være kommet på 2-0, da de slog kontra kort efter, men Zamoras forsøg ramte overlæggeren i en position, hvor det var nemmere at ramme inden for rammen.

Med seks minutter igen af kampen var det Wigans tur til at teste træværket, da Maynor Figueroa sendte bolden på stolpen til stor lettelse for Schwarzer, som havde set forsøget gå ved siden af mål.

Wigans dag blev værre to minutter senere, da en ellers svag Moussa Dembele fik alt for meget plads foran The Latics‘ mål og nemt kunne placere bolden uden for Al-Habsis rækkevidde.

En højst ufortjent, men også forløsende, udesejr.

Kamp Stats

Wigan Al Habsi, Boyce (Stam 71), Caldwell, Alcaraz, Figueroa, Diame (McArthur 13), Watson, Jones, Moses, Rodallega, Crusat (Di Santo 63).
Bænk: Pollitt, Maloney, Gomez, Sammon

Kort: Caldwell, Alcaraz.

Fulham:

Schwarzer 10 – Fulhams klart bedste mand, som med flere verdensklasseredninger viste sin klasse på trods af en fremskeden alder.

Grygera 6 – Overmatchet flere gange i løbet af kampen, men havde dog et par gode aktioner over for nogle opsatte Wigan-spillere.

Baird 8 – Nordireren er lige så solid i midten som i højre side af forsvaret.

Hangeland 8.5 – Reddede Fulham flere gange med nogle veltimede tacklinger.

Riise 00 – Den mest overvurderede spiller i EPL har tydeligvis glemt at forsvare under sin tid i Italien, og Wigans højreside løb forbi nordmanden efter behov.

Dembele 6 – Målet hiver lige akkurat Dembele over dumpekarakter efter endnu en frustrerende indsats.

Murphy 5 – Virkede markant langsommere end sine modstandere kampen igennem.

Sidwell 7 – Fulhams bedste midtbanemand, men på ingen måder prangende.

Dempsey 6 – Bortset fra målet så tilskuerne ikke meget til Dempsey.

Zamora 5 – Oplægget tæller op fra en elendig præstation, men den store angriber dumper endnu engang.

Johnson  7 – Arbejdssom gennem hele kampen, hvor han dog var bedre defensivt end offensivt.
Bænk: Etheridge, Kelly, Kasami, Briggs

Kort: Grygera, Dembele, Hangeland, Etuhu, Duff

Goals: Dempsey 41, Dembele 86

Tilskuertal: 15, 796

Dommer: Mike Jones

Reklamer

Wisla Krakow – Fulham: 1-0 & Fulham – Everton: 1-3

Det har været småt med gode nyheder på det seneste, hvor Fulham hverken fik fuld gevinst mod Wisla Krakow eller Everton – begge kampe, hvor The Cottagers kunne føle sig en smule uheldige.

Mod Wisla sad Fulham solidt på begivenhederne, indtil den svenske dommer Martin Hansson uforståeligt valgte at udvise Moussa Dembele for et minimalt skub på Gervasio Nunez.

Nunez røg i græsset, som var han blevet hugget ned med en manchete, mens han holdt sig til ansigtet (skubbet var på skulderen…), og det tangerede Hansson til rødt, på trods af han ikke så forseelsen…

Tidligere i kampen var den overgearede Ivica Iviliev sluppet med et gult kort for en hovedløs tackling i brystet(!) på Brede Hangeland, så Fulham var forståeligt nok vrede over Hanssons besynderlige afgørelse.

Wisla sad derefter på resten af kampen, mens Fulham virkede rastløse og frustrerede med en mand undertal.

Kampen blev afgjort i det 60. minut, da Dudu Biton sendte en hammer afsted fra tyve meter, som Mark Schwarzer i Fulham-målet ikke havde en chance for at redde.

Med tre minutter igen af kampen blev Wisla også reduceret til ti spillere, da Osman Chavez modtog sit andet gule kort, men trods Fulham-pres forblev det 1-0 til værterne.

Fulham kunne i høj grad takke kampens dommer for et nederlag til et markant dårligere hold, men The Cottagers står dog stadig med ganske favorable odds til at gå videre med hjemmekampe mod Wisla og danske OB.

Kamp Stats

Wisla Krakow Pareiko, Jaliens, Chavez, Lamey, Diaz, Gargula (Brud 79), Nunez, Kirm (Czekaj 90), Wilk, Biton, Illiev (Boguski 86).
Bænk: Jovanic, Paljic, Jirsak, Genkov.

Rødt: Chavez (87).

Kort: Illiev, Chavez.

Mål: Biton 60.

Fulham Schwarzer, Kelly, Hangeland, Hughes, Briggs (Frei 87), Duff, Gecov (Sidwell 75), Etuhu, Orlando Sa (Kasami 58), Dembele, Johnson.
Bænk: Etheridge, Riise, Baird, Trotta.

Rødt: Dembele (29).

Tilskuertal: 28, 000

Dommer: Martin Hansson

_____________________________

Kampen mod Everton blev en endnu større nedtur weekenden efter, da Fulham dominerede, men endte med at tabe 1-3 på to mål i overtiden af Louis Saha og Jack Rodwell.

Inden da havde Royston Drenthe bragt gæsterne foran med et brag af et skud allerede i kampens 2. minut, efter et dumt boldtab af aldrende Danny Murphy på midten af banen.

Fulham begyndte så småt at få overtaget derefter, men Tim Howard havde en fremragende dag i Everton-målet, mens Fulhams angribere endnu engang svigtede.

Med introduktionen af Bryan Ruiz i anden halvleg, begyndte hjemmeholdet dog at se farligere ud, og det var da også costa ricaneren, som udlignede med en sand perle, da han fra venstre side smukt lobbede bolden ind over en målløs Howard.

Det lignede en uafgjort med få minutter igen, men Fulham-fansene anede tre point, da Bobby Zamora tog et træk forbi Howard og stod blank foran mål. I stedet for at placere den midt i målet, valgte Zamora dog at hamre til bolden, og hele stadion tog sig til hovedet, da afslutningen røg over målrammen…

Zamoras form er ikke god nok til League Two i øjeblikket, og den store angriber burde måske sættes af til fordel for den elegante Ruiz – der er trods alt en grund til, vi har betalt £10 mio. for den costa ricanske tekniker.

I overtiden scorede Everton to gange ved Saha og Rodwell, mens Fulham-fansene igen måtte gå frustrerede hjem uden point.

Kamp Stats

Fulham Schwarzer, Grygera (Hughes 90), Hangeland, Baird, Riise, Dempsey, Sidwell, Murphy (Ruiz 64), Dempsey, Zamora, Johnson.
Bænk: Etheridge, Duff, Etuhu, Frei

Kort: Sidwell, Baird, Johnson

Mål: Ruiz 67

Everton Howard, Hibbert, Jagielka, Distin, Baines, Neville (Coleman 74), Drenthe, Osman (Cahill 74), Fellaini, Rodwell, Vellios (Saha 50)
Bænk: Mucha, Heitinga, Biyaletdinov, Stracqualursi

Kort: Distin.

Mål: Drenthe 2, Saha 90, Rodwell 90

Tilskuertal: 25,646

Dommer: Lee Probert

Stoke – Fulham: 2-0

Fulhams koncentration svigtede i de sidste ti minutter, da Stoke snuppede en fortjent 2-0 sejr hjemme mod de modløse gæster.

Målene blev scoret af henholdsvis Jon Walters og Rory Delap, som, udover sine pain-in-the-ass indkast, er en af de mest rædselsfulde spillere i Premier League...

Ud fra kampen kan følgende noteres:

– Træner Marty Jol sendte et kompetent mandskab ud i Stoke, men spillerne valgte at forblive i omklædningsrummet især på midtbanen.

– Teknisk stærke Moussa Dembele spillede dog glimrende, men måtte udgå med en skade allerede i det 36. minut, hvilket gik ud over Fulhams spil.

– Keeper Mark Schwarzer havde store problemer ude i feltet, hvor han fejlede flere gange på trods af hans åbenlyse fordel i at måtte bokse til bolden.

– Størstedelen af forsvaret var solidt indtil de sidste ti minutter, hvor flere koncentrationssvigt førte til vitale fejl.

– Norske John Arne Riise var dog igen et svagt punkt i venstre side, hvor han gang på gang blev overløbet af hurtige Jermaine Pennant.

– Samme Pennant havde, udover sine glimrende fremløb, flere teatralske indslag, og man kunne undre sig over, om Stoke havde hentet Luis Suarez ind til kampen.

– Kaptajn Danny Murphy havde en rædselsfuld kamp, og igen må jeg sætte spørgsmålstegn ved kaptajnens faste plads. Det er simpelthen ikke nok at præstere i en enkelt kamp om måneden, mens han melder sig ud i de tre resterende.

– Den kritisable dommer Martin Atkinson burde heller ikke have været på banen, da hans gule kort tog overhånd i kampen, og manden i sort virkede rådvild gennem alle 90 minutter.

– Hverdagen vendte for alvor tilbage hos Fulham-fansene…

Kamp Stats

Stoke Begovic, Wilkinson, Shawcross, Upson, Wilson, Pennant (Whitehead 82), Delap, Whelan, Etherington (Diao 90), Walters, Crouch.
Bænk: Sørensen, Huth, Jones, Shotton, Jerome.

Kort: Delap, Pennant, Whelan, Upson.

Mål: Walters 80, Delap 87.

Fulham Schwarzer, Baird, Hughes, Hangeland, Riise, Dembele (Duff 36), Murphy (Etuhu 80), Sidwell, Dempsey, Johnson (Orlando Sa 84), Zamora.
Bænk: Etheridge, Kelly, Kasami, Briggs.

Kort: Duff (68,d), Murphy (77,d), Zamora (79,f), Baird (87,f).

Tilskuertal: 26, 890

Dommer: Martin Atkinson

Fulham – QPR: 6-0(!)

Bloggen kører lidt trægt i disse krisetider, mens jeg desperat leder efter et arbejde, som passer til mine kompetencer efter at være blevet cand.it. for knap to måneder siden.

Før landskampspausen blev Fulhams fans dog budt på en lækkerbisken af dimensioner, da The Cottagers løb lokalrivalerne Queens Park Rangers over ende med tenniscifrene 6-0.

BOOM!

Kampen blev også en personlig triumf for Andy Johnson, som blev den første Fulham-spiller i Premier League, der kunne notere et hattrick.

Referatet af kampen bliver kortfattet, da det efterhånden er et par uger siden, Fulham sejrede på Craven Cottage, og vi efterhånden har bevæget os tilbage til hverdagen…

AJ’s tidlige mål i det 2. minut gav fansene en smagsprøve på, hvad der var i vente på en pragtfuld søndag eftermiddag i det vestlige London.

Danny Murphy udbyggede føringen i det 20. minut på straffespark, efter AJ klodset var blevet fældet i feltet af QPR-keeper Paddy Kenny.

Syv minutter inden pausen blev det 3-0, da AJ igen viste målnæsen med en snedig afslutning på oplæg af Bobby Zamora.

Anden halvleg fortsatte, som første var forløbet, og i det 59. minut kunne AJ så fejre sit hattrick på fantastisk manér, da den lille angriber udnyttede pauvert forsvarsspil af gæsterne.

AJ spillede også en betydelig rolle i 5-0 målet, da hans indlæg, efter et mellemspil hos Zamora, fandt Clint Dempsey, og den amerikanske fighter kunne nemt sende bolden i netmaskerne bag en chanceløs Kenny.

Zamora afsluttede målorgiet med en kraftfuld afslutning i det 74. minut, og på trods af flere hæderlige chancer forblev det 6-0 på The Cottage, hvilket fansene virkede ganske godt tilfredse med.

Så et gensyn med et ægte Vest-London lokalopgør endte surt for gæsterne, mens Fulham noterede en sjælden storsejr i deres nu ti-årige ophold i Premier League.

Kamp Stats

Fulham

Schwarzer 7 – Blev kun testet et par gange i løbet af de 90 minutter pga. et monsterstærkt forsvar, og QPR’s forsøg tog australieren sig kærligt af uden problemer.

Grygera 9 – Hårdfør og solid; ligner sommerens kup!

Baird 10 – Er det muligt, at Baird er bedre centralt end i højre side? Fantastisk kamp!

Hangeland 9.5 – Det norske fyrtårn lignede sig selv igen.

Riise 9 – Riises bedste kamp indtil videre i den hvide trøje, både defensivt og offensivt.

Dembele 10 – Så ufattelig selvsikker ud i sine driblinger og satte ikke mange fødder forkert; stod også for flere kvalificerede forsøg, som bl.a. ledte til AJ’s lynhurtige føringsmål.

Murphy 8.5 – Så ligefrem ung ud igen, hvor han fulgte for en gangs skyld fulgte tempoet.

Sidwell 8 – Solid kamp af Sidwell, som var lidt hæmmet af sit tidlige gule kort.

Dempsey 9 – Meget bevægelig gennem hele kampen og en kynisk kasse som supplement.

AJ 13 – Verdensklasse ganske enkelt!!! Aldrig har jeg set den lille angriber være så skarp, og det var tydeligt at se, målene i Odense gavnede Johnsons selvtillid.

Zamora 9 – En blandet landhandel i første halvleg førte til en fremragende anden, hvor Bobby Z også kunne notere et mål.

Ruiz 7 – Fik ikke sat sig på kampen i sin korte tid på banen.

Bænk: Etheridge, Kelly, Senderos, Duff, Etuhu, Sa

Mål: Johnson (2), Murphy (20, str), Johnson (38), Johnson (59), Dempsey (65), Zamora (74)

Kort: Hangeland, Sidwell

QPR: Kenny; Young, Ferdinand, Hall, Orr; Taarabt (Campbell 46), Derry (Smith 46), Barton, Faurlin, Wright-Phillips; Bothroyd (Mackie 72)
Bænk: Buzsaky, Murphy, Perone, Helguson

Kort: Faurlin, Wright-Phillips, Hall

Tilskuertal: 23,766

Dommer: Andre Marriner

Udbygning Af Craven Cottage I Kortene

Fulham har annonceret, at de vil udbygge Craven Cottagefra 25,700 til 30,000 pladser.

Craven Cottage i dens nuværende form

Klubbens administrerende direktør Alistair Mackintosh har forsikret fansene om, at udvidelsen ikke vil gå ud over det historiske præg, som dominerer The Cottage.

Det klassiske stadion har bevaret ånden fra de gamle dage, hvor fodbold ikke var en finansiel guldgrube men mere et romantiseret spil for den sportshungrende pøbel.

Til gengæld vil de 5000 ekstra pladser, ifølge Mackintosh, forbedre kampdagsoplevelsen samt give yderligere muligheder for sponsorer og andre jakkesæt i logerne.

Der foreligger pt. ikke oplysninger omkring en slutdato for udbyggelsen.

OB – Fulham: 0-2

Da Fulham, for første gang i min tid som supporter, besøgte Danmark sidst i september, var undertegnede naturligvis nødsaget til at tage turen fra Nordjylland til Odense i selskab med min faste fodboldmakker Mads F.

I H.C. Andersens nydelige hjemby fik jeg også chancen for at møde de andre medlemmer af FFC Denmark, og det blev et udelukkende positivt møde, som jeg håber, vi kan gentage oftere i fremtiden på trods af geografisk distance.

Efter at være tjekket ind på Cabinn-hotellet ved Odense Banegårds Center, vadede Mads og jeg den korte tur ned til Ryans of Odense, hvor de andre Fulham-fans var samlet.

Efter lidt socialisering og høflige introduktioner tog vi den lange gåtur til TRE-FOR Park, hvor Fulham-fansene var i højstemt humør på en skuffende halv-fyldt arena.

OB-fansene gjorde dog deres til at forstærke lydkulissen, og stemningen var derfor stadig i top på trods af de få tilskuere.

Action fra TRE-FOR Park

På grønsværen var det hjemmeholdet, som dominerede startfasen på trods af hæderlige forsøg fra Pajtim Kasami og Clint Dempsey indenfor de første ti minutter.

De danske værter havde dog også deres chancer i åbningsfasen – den tidligere United-spiller Eric Djemba-Djemba måtte bl.a. se sit langskudsforsøg gå forbi Mark Schwarzers mål, mens vores australske ankermand hev en fremragende redning ud af ærmet for at forhindre Djiby Fall i at bringe hjemmeholdet foran.

Fall fik også kampens næste chance, da han i det 20. minut akrobatisk sendte bolden snert forbi Fulhams opstander til stor lettelse for gæsternes fans.

Chancerne faldt dog i begge ender, og var det ikke for en blokering på Dempsey midt i feltet af hjemmeholdets Tore Reginussen, kunne Fulham snildt have indledt målscoringen i det 27. minut.

Det blev starten på en periode, hvor gæsterne pludselig fik fornyet tro på tingene, og OB’s keeper Stefan Wessels måtte bl.a. parere et forsøg af norske Brede Hangeland efter en hjørnesparkssituation.

Fulham kom endnu tættere på kort efter, da Djemba-Djembas positionering på stregen reddede hjemmeholdet fra at komme bagud på Dempseys kraftfulde hovedstød.

OB’s held løb dog ud i det 36. minut, da en på dagen lynende skarp Andy Johnson sendte bolden ind bag en ikke helt sagesløs Wessels til stor jubel blandt de medrejsende Cottagers-fans.

Hjemmeholdet forsøgte desperat at udligne inden pausen, men OB havde forlagt sin kynisme et sted i Odense midtby.

Henrik Clausen havde tydeligvis givet OB-spillerne en opsang i pausen, hvor både Djemba-Djemba, Andreas Johansson og Bashkim Kadrii kunne notere respektable chancer i den indledende fase.

Fulham var dog stadig farlig på kontraerne, hvor bl.a. Damien Duff tvang Wessels ud i en redning, før OB igen sad på begivenhederne.

Omkring det 70. minut burde OB have været reduceret til 10 spillere, da svinske Kalilou Traore satte Matthew Briggs’ helbred på spil med en gyselig to-fodet tackling midt på banen.

Den store midtbanespiller blev dog kun præsenteret for et gult kort af den russiske dommer Maksim Layushkin, mens en forslået Briggs måtte til behandling på sidelinjen.

Oppe på lægterne var der for alvor gang i den, da portugisiske Orlando Sa blev indskiftet i det 86. minut.

Gennem det meste af anden halvleg havde Fulham-fansene nemlig sunget den helt nye Orlando Sa-slagsang, hvilket egentlig ikke var særlig logisk, i forhold til han ikke havde været på banen.

Men underholdende var det på trods af, både Mads og jeg havde misforstået teksten i slagsangen, hvor Mads troede, den havde følgende konstruktion:

“Orlando Saaaaaa, Orlando Saaaaaa, from Portugal and he scores a goal, Orlando Saaaaaa”, mens jeg tolkede, at anden linje lød: “…he goes for goal, Orlando Saaaaaa”.

Det viste sig så, at vi begge var komplet håbløse, da anden del af chant’et var: “…and he cost fuck all, Orlando Saaaaaa” (Sa blev hentet på en fri transfer). Men dette faktum var vi lykkeligt uvidende om, hvilket nedenstående video også bevidner (beklager den dårlige kvalitet).

Fulham lukkede kampen med få minutter igen, da AJ kom på tavlen endnu engang efter to fremragende aktioner af den lille frontangriber.

Først kontrollerede Johnson bolden sublimt efter en lang bold fra Fulhams defensiv, og efter et par vævre træk bevarede angriberen overblikket og sendte et eminent krøllet skud ind bag en chanceløs Wessels.

Lige inden slutfløjt kunne Briggs se sin overfaldsmand Traore blive udvist efter at have modtaget endnu et gult kort.

Alt i alt en disciplineret indsats af gæsterne, som for en gangs skyld i sæsonen viste tænder i front, hvor AJ var den helt store profil.

Og det var naturligvis herligt at se en udesejr til The Cottagers live, da dette efterhånden er blevet en sjælden fornøjelse.

Efter kampen sivede vi ud af TRE-FOR Park i højt humør og indfandt os igen på Ryans, hvor natten først lige var begyndt.

Tak for kampen drenge!

Kamp Stats

Odense BK: Wessels, Ruud, Christensen, Reginiussen, Mendy, Andreasen, Johansson, Traore, Djemba-Djemba, Kadrii, Djiby Fall
Bænk: Toppel, Utaka, Skoubo, Chris Sorensen, Gislason, Larsen, Hoegh

Fulham Faithful

Kort: Traore (71,f).

Udvisning: Traore (90,f).

Fulham: Schwarzer, Kelly, Hangeland, Senderos, Briggs, Kasami (84 Orlando Sa), Murphy (77 Sidwell), Duff, Etuhu, Dempsey, Johnson
Bænk: Etheridge, Riise, Baird, Frei, Grygera

Kort: Senderos (64,f), Etuhu (84,f).

Mål: Johnson 36, Johnson 88.

Tilskuertal: 6,500

Dommer: Referee: Maksim Layushkin