OB – Fulham: 0-2

Da Fulham, for første gang i min tid som supporter, besøgte Danmark sidst i september, var undertegnede naturligvis nødsaget til at tage turen fra Nordjylland til Odense i selskab med min faste fodboldmakker Mads F.

I H.C. Andersens nydelige hjemby fik jeg også chancen for at møde de andre medlemmer af FFC Denmark, og det blev et udelukkende positivt møde, som jeg håber, vi kan gentage oftere i fremtiden på trods af geografisk distance.

Efter at være tjekket ind på Cabinn-hotellet ved Odense Banegårds Center, vadede Mads og jeg den korte tur ned til Ryans of Odense, hvor de andre Fulham-fans var samlet.

Efter lidt socialisering og høflige introduktioner tog vi den lange gåtur til TRE-FOR Park, hvor Fulham-fansene var i højstemt humør på en skuffende halv-fyldt arena.

OB-fansene gjorde dog deres til at forstærke lydkulissen, og stemningen var derfor stadig i top på trods af de få tilskuere.

Action fra TRE-FOR Park

På grønsværen var det hjemmeholdet, som dominerede startfasen på trods af hæderlige forsøg fra Pajtim Kasami og Clint Dempsey indenfor de første ti minutter.

De danske værter havde dog også deres chancer i åbningsfasen – den tidligere United-spiller Eric Djemba-Djemba måtte bl.a. se sit langskudsforsøg gå forbi Mark Schwarzers mål, mens vores australske ankermand hev en fremragende redning ud af ærmet for at forhindre Djiby Fall i at bringe hjemmeholdet foran.

Fall fik også kampens næste chance, da han i det 20. minut akrobatisk sendte bolden snert forbi Fulhams opstander til stor lettelse for gæsternes fans.

Chancerne faldt dog i begge ender, og var det ikke for en blokering på Dempsey midt i feltet af hjemmeholdets Tore Reginussen, kunne Fulham snildt have indledt målscoringen i det 27. minut.

Det blev starten på en periode, hvor gæsterne pludselig fik fornyet tro på tingene, og OB’s keeper Stefan Wessels måtte bl.a. parere et forsøg af norske Brede Hangeland efter en hjørnesparkssituation.

Fulham kom endnu tættere på kort efter, da Djemba-Djembas positionering på stregen reddede hjemmeholdet fra at komme bagud på Dempseys kraftfulde hovedstød.

OB’s held løb dog ud i det 36. minut, da en på dagen lynende skarp Andy Johnson sendte bolden ind bag en ikke helt sagesløs Wessels til stor jubel blandt de medrejsende Cottagers-fans.

Hjemmeholdet forsøgte desperat at udligne inden pausen, men OB havde forlagt sin kynisme et sted i Odense midtby.

Henrik Clausen havde tydeligvis givet OB-spillerne en opsang i pausen, hvor både Djemba-Djemba, Andreas Johansson og Bashkim Kadrii kunne notere respektable chancer i den indledende fase.

Fulham var dog stadig farlig på kontraerne, hvor bl.a. Damien Duff tvang Wessels ud i en redning, før OB igen sad på begivenhederne.

Omkring det 70. minut burde OB have været reduceret til 10 spillere, da svinske Kalilou Traore satte Matthew Briggs’ helbred på spil med en gyselig to-fodet tackling midt på banen.

Den store midtbanespiller blev dog kun præsenteret for et gult kort af den russiske dommer Maksim Layushkin, mens en forslået Briggs måtte til behandling på sidelinjen.

Oppe på lægterne var der for alvor gang i den, da portugisiske Orlando Sa blev indskiftet i det 86. minut.

Gennem det meste af anden halvleg havde Fulham-fansene nemlig sunget den helt nye Orlando Sa-slagsang, hvilket egentlig ikke var særlig logisk, i forhold til han ikke havde været på banen.

Men underholdende var det på trods af, både Mads og jeg havde misforstået teksten i slagsangen, hvor Mads troede, den havde følgende konstruktion:

“Orlando Saaaaaa, Orlando Saaaaaa, from Portugal and he scores a goal, Orlando Saaaaaa”, mens jeg tolkede, at anden linje lød: “…he goes for goal, Orlando Saaaaaa”.

Det viste sig så, at vi begge var komplet håbløse, da anden del af chant’et var: “…and he cost fuck all, Orlando Saaaaaa” (Sa blev hentet på en fri transfer). Men dette faktum var vi lykkeligt uvidende om, hvilket nedenstående video også bevidner (beklager den dårlige kvalitet).

Fulham lukkede kampen med få minutter igen, da AJ kom på tavlen endnu engang efter to fremragende aktioner af den lille frontangriber.

Først kontrollerede Johnson bolden sublimt efter en lang bold fra Fulhams defensiv, og efter et par vævre træk bevarede angriberen overblikket og sendte et eminent krøllet skud ind bag en chanceløs Wessels.

Lige inden slutfløjt kunne Briggs se sin overfaldsmand Traore blive udvist efter at have modtaget endnu et gult kort.

Alt i alt en disciplineret indsats af gæsterne, som for en gangs skyld i sæsonen viste tænder i front, hvor AJ var den helt store profil.

Og det var naturligvis herligt at se en udesejr til The Cottagers live, da dette efterhånden er blevet en sjælden fornøjelse.

Efter kampen sivede vi ud af TRE-FOR Park i højt humør og indfandt os igen på Ryans, hvor natten først lige var begyndt.

Tak for kampen drenge!

Kamp Stats

Odense BK: Wessels, Ruud, Christensen, Reginiussen, Mendy, Andreasen, Johansson, Traore, Djemba-Djemba, Kadrii, Djiby Fall
Bænk: Toppel, Utaka, Skoubo, Chris Sorensen, Gislason, Larsen, Hoegh

Fulham Faithful

Kort: Traore (71,f).

Udvisning: Traore (90,f).

Fulham: Schwarzer, Kelly, Hangeland, Senderos, Briggs, Kasami (84 Orlando Sa), Murphy (77 Sidwell), Duff, Etuhu, Dempsey, Johnson
Bænk: Etheridge, Riise, Baird, Frei, Grygera

Kort: Senderos (64,f), Etuhu (84,f).

Mål: Johnson 36, Johnson 88.

Tilskuertal: 6,500

Dommer: Referee: Maksim Layushkin

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s