Mahamadou Diarra

Transfervinduet var lukket for længst, men Martin Jol valgte alligevel at hive en højst overraskende kanin op af hatten, da han i slutningen af februar præsenterede Mahamadou Diarra som nyt ansigt i klubben.

Diarra har tidligere været en del af det mest succesfulde Lyon-mandskab til dato og har bl.a. også tørnet ud for de spanske giganter fra Real Madrid. Det seneste år har midtbanemanden dog stået uden klub efter at have forladt AS Monaco, da den tidligere franske storklub rykkede ned i Ligue 2.

Ude fra virker Diarra til at være skræddersyet til den engelske Premier League.

Ny Cottager

Han er hårdfør, kraftfuld og hårdttacklende, hvilket på papiret er egenskaber, som gør den malinesiske(?) landsholdskæmpe til en defensiv midtbanespiller af den rette støbning.

De samme attributter gav ofte Diarra problemer i den spanske La Liga, hvor han især i sin første sæson fik tilraget sig et utal af gule kort fra de excentriske spanske dommere.

De engelske mænd i sort er dog også begyndt at slå hårdere ned på tacklinger, hvor de i den nuværende sæson er blevet udsat for massiv kritik pga. flere besynderlige kendelser. Det har ledt til en omfattende kritik fra trænere og fans, der ser de hårde tacklinger som en del af den kropskontakt, der hører til fodboldens kuriøse abc.

Jeg kan forestille mig Diarra i sin nuværende form som værende mere rusten end naboens Fiat Uno fra 1993, og derfor kan jeg frygte, at landsholdsspilleren fra Mali kan blive nødt til at sætte nogle forhastede tacklinger ind på sine modspillere, i tilfælde af han bliver overløbet. Diarra kan ikke just kendetegnes som Usain Bolt, men efter lidt over et halvt år som klubløs er han sandsynligvis ikke blevet hurtigere på grønsværen.

Det vil derfor tage tid, før Diarra rammer noget, der nærmer sig topformen, så derfor ser jeg ikke malineseren som en forstærkning på nuværende tidspunkt. Hvis Fulham dog vælger at forlænge med Diarra til 2013, og midtbanespilleren deltager i sommerens forberedelser til den nye sæson, vil jeg dog ikke afvise, at han kan blive en gevinst for klubben.

Dog mener jeg, det er bekymrende, at Diarra i høj grad havde enorme problemer med overhovedet at blive inkluderet i Monacos trup til kampdage, og GOAL.com’s franske korrespondent Robin Bairners citat kan måske gøre Fulham-fansenes optimisme yderligere til skamme:

“Diarra departed for Spain seemingly destined to become a star. By the time he returned five years later, he looked a completely different player.”
– Robin Bairners, GOAL.com

Jeg vil ikke dømme Diarra uden at have set ham spille, men jeg mener personligt, Fulham-fansene skal skrue ned for forventningerne til den afrikanske kæmpe – ellers kan de meget vel blive skuffede.

_________________________________

Rundt om Mahamadou Diarra

Født den 18. maj 1981 i Bamako, Mali

Position: Defensiv midtbanespiller

Højde: 182 cm

Tidligere klubber: OFI Kreta, Vitesse, Lyon, Real Madrid, Monaco

Landskampe: 64 (6 mål)

Motspur Parks Græsplænes vurdering af Diarra

Fordele:

Rutine

Diarra er en rutineret herre på snart 31 somre med flere år bag sig i storklubber som Lyon og Real Madrid, hvilket man ikke skal forklejne. Om vi mangler rutine, er en anden sag(!)

Vindermentalitet

Diarra kan liste følgende i sit trofæskab: Fire franske mesterskaber, fire franske Super Cups, to spanske mesterskaber, en spansk Super Cup og en spansk Copa del Rey. En imponerende stime, som givetvis har gjort Diarra til en vinder på banen (forhåbentlig har Monaco-nedturen ikke ændret på det!).

Spillestil

Som nævnt tidligere er Diarras spillestil på papiret perfekt til den engelske Premier League, og det ville nok have været til spillerens fordel, hvis han havde taget springet til England tidligere i sin karriere.

Kortvarig kontrakt

Der er umiddelbart ikke den store risiko ved at skrive kontrakt med Diarra grundet hans ledighed på markedet, og nu har den hærdebrede afrikaner et halvt år til at imponere Fulhams trænerstab.

Pris

Han koster gratis!

Ulemper:

Form

Efter over et halvt år uden en eneste kamp skal der mirakler til, hvis Diarra skal ramme topformen i denne sæson.

Skadesproblemer

Diarra har haft store problemer med sit knæ de seneste sæsoner, hvilket lyder til at have sat den defensive midtbanespiller tilbage i sin udvikling.

Marginalspiller

Diarra har indtaget rollen som marginalspiller de seneste tre sæsoner, hvilket kan få mig til at tvivle på, om han har kvaliteten til en fast plads hos Fulham.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s