Liverpool – Fulham: 0-1

Ukuelige Fulham tog historiens første Anfield-sejr i 30 forsøg, da de tirsdag aften slog et modløst Liverpool-mandskab med 1-0.

The Cottagers havde igen Billy McKinlay på sidelinjen, da Martin Jol stadig døjer med en brystbetændelse. Men i forhold til lørdagens blamage kunne McKinlay ringe til hollænderen med positivt nyt fra en kamp, hvor Liverpool ganske vist dominerede, men hvor gæsterne havde de største chancer.

Grundet FA Cup finalen på lørdag stillede hjemmeholdet til start i en amputeret udgave, hvor det dog skal bemærkes, at Andy Carroll og Jordan Hendersons samlede pris på £55 millioner kostede mere end hele Fulhams mandskab til sammen(!)

Tilskuerne havde knap fået sat sig til rette, før hjemmeholdet prompte kom bagud, da svenske Alex Kacaniklics fine hælafslutning ramte Martin Skrtel, der uheldigt dirigerede den forbi sin egen keeper.

Både John Arne Riise, som sendte indlægget ind i boksen, og Kacaniklic har begge en fortid i netop Liverpool, så det var skæbnens ironi, at netop disse skulle spille afgørende roller i matchvindermålet.

Fulham var dominerende i startfasen og fortsatte deres stormløb mod Liverpool-målet, men Damien Duff formåede ikke at udnytte Clint Dempseys frække chip til fulde få minutter senere.

Liverpool begyndte så småt at æde sig ind i kampen, men de skulle helt frem til midt i halvlegen for at notere deres første nævneværdige forsøg, da både en anonym Maxi og hårdt kæmpende Dirk Kuyt overplacerede deres pauvre forsøg.

Det fik dog publikum lidt op af sæderne i en kamp, hvor Liverpools tilhængere mest gjorde sig bemærket ved at lege stilleleg, hvilket virkede ret surrealistisk i forhold til Anfields normale stemning.

I det 28. minut burde Liverpool have udlignet, da Brede Hangeland reddede svage Jonjo Shelveys forsøg på mållinjen, efter Mark Schwarzer havde været på en mindre skovtur ude i feltet.

Shelvey fortsatte sin rædselsfulde eftermiddag med at sende næste Liverpool-afslutning forbi mål, efter Carroll havde lagt bolden til rette for den uheldige midtbanespiller.

Lige før pausen var Carroll selv i afslutterens rolle, men hans hovedstød var lige på Schwarzer, som dog var tæt på at fumle den i mål.

Den engelske landsholdsspiller Stewart Downing afløste den pist forsvundne Henderson i pausen, og han gjorde sig straks bemærket med et tørt langskud, der gik snert forbi Schwarzers mål.

I det 60. minut kunne Fulham have bragt sig yderligere foran, da ligeledes indskiftede Kerim Frei ramte stolpen efter et fint træk forbi tunge Martin Kelly i Liverpools højre side.

Nede i den anden ende viste Hangeland et sjældent svaghedstegn, da han lod Carroll mosle sig igennem, men heldigvis for nordmanden fik hans centrale makker Aaron Hughes tacklet bolden til hjørne.

Fulham virkede dog til at have fuldstændig kontrol over halvlegen og med lidt skarphed kunne Dempsey have lukket kampen med ti minutter igen, men hans svage forsøg blev pareret af Doni i Liverpool-målet.

I sidste ende lignede det en sommerkamp, og bortset fra et par situationer i første halvleg, fornemmede man ikke, at værterne formåede at true Fulhams mål.

Seks point ud af seks mulige mod Liverpool – hvem havde troet det inden sæsonens startede?

Kamp Fakta

Fulham

Mark Schwarzer 6 – Havde ikke den travleste dag på kontoret, men kunne have kostet os sejren med et klodset indgreb ude i feltet.

John Arne Riise 7.5 – En ok kamp uden at være prangende fra den tidligere Liverpool-spiller, der heller ikke i denne omgang fik scoret et mål på trods af en ukuelig vilje.

Stephen Kelly 9.5 – Helt suveræn på højre back over for en Liverpool-spiller, ingen husker, da Kelly markerede ham ud af kampen.

Brede Hangeland 10 – (Fulhams MOM) Forudseende og hårdt tacklende reddede Hangeland os fra mindst to Liverpool-scoringer.

Aaron Hughes 7.5 – Havde sine problemer over for store Carooll, men havde også udmærkede perioder i det centrale forsvar.

Damien Duff 7 – Anonym i store dele af kampen, men hjalp dog til bagude, når det brændte på.

Alex Kacaniklic 7 – Afgørende ved matchvinder-målet, men ikke alt lykkedes for den unge svensker.

Danny Murphy 6.5 – Smed alt væk i de første 60 minutter, hvorefter kaptajnen oppede sig gevaldigt mod sit tidligere hold.

Moussa Dembélé 7 – Magien er gået helt af Dembélé, der trænger til ferie.

Clint Dempsey 6.5 – Ikke en af amerikanerens mest heldige kampe, hvor han burde være blevet matchvinder i to omgange.

Pavel Pogrebnyak 6.5 – Havde en hård dag over for Skrtel og fik ikke mange gaver fra Lee Probert, på trods af samme type frispark konstant blev dømt i den anden ende.

Kerim Frei 7.5 – Fik skabt mere end sin forgænger Kacaniklic, og gav lidt tiltrængt energi til venstrekanten.

Dickson Etuhu UB – Dickson Bomstærk blev sat ind med ti minutter tilbage af kampen og udførte sit job.

Chris Baird UB – Sympatiske Baird kom ind i slutfasen og var med til at køre den hjem.

Bænk: Stockdale, Orlando Sa, Kasami, Briggs. 

Mål: Skrtel 5 selvmål

Liverpool Doni, Kelly, Coates, Skrtel, Aurelio (Jose Enrique 65), Henderson (Downing 46), Shelvey, Spearing, Maxi, Carroll, Kuyt (Sterling 76).
Bænk: Jones, Carragher, Flanagan, Robinson. 

Tilskuertal: 40, 106

Dommer: Lee Probert

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s