Fulham henter Mladen Petrić

Fulhams første sommerforstærkning gik ubemærket gennem rygtebørsen, da Mladen Petrić overraskende blev præsenteret som Fulham-spiller torsdag aften.

Den 31-årige kroat er blevet hentet til London af sin tidligere manager Martin Jol, som får ham transferfrit fra den tyske Bundesliga-klub Hamburger SV.

Fulham-fans vil huske Petrić for et vanvittigt frisparksmål i den meriterende Europa League semi-finale mod HSV, da The Cottagers næsten gik hele vejen tilbage i 2010.

Den kroatiske frontløber har vist sig ganske skarp foran mål i de seneste sæsoner, som nedenstående statistik også viser. Eksempelvis scorede han syv mål i den seneste sæson på trods af en elendig slutplacering for HSV, som endte lige over nedrykningsstregen.

Klubben har indledende skrevet en 1-årig kontrakt med Petrić, men forhåbentlig er der indlemmet en forlængelsesklausul, hvis kroaten skulle gå hen og blive en succes.

Velkommen!

Profil

Navn
Mladen Petrić

Nationalitet
Kroatisk

Født
1. januar, 1981 i Dubrave

Position
Angriber

Tidligere klubber
HSV, Dortmund, Basel, Grasshopper, Baden, Neuenhof

Landshold
44 kampe, 12 mål

Statistik
2011/12
HSV – 26 kampe, 7 mål

2010/11
HSV – 22 kampe, 11 mål

2009/10
HSV – 10 kampe, 6 mål

2008/09
HSV – 5 kampe, 2 mål

2007/08
Dortmund – 29 kampe, 13 mål

Reklamer

Kaptajnen takker af

Hvad der lignede en sikker kontraktforlængelse, viste sig at være utopi, da Danny Murphy i mandags afviste Fulham og tog imod en to-årig kontrakt hos Premier League nedrykkerne fra Blackburn.

I forhold til Fulhams tilbud på en et-årig kontrakt, var Blackburns mere lukrativt, og det binder nu Murphy til 2014, hvor han bliver 37 år.

Dermed slutter en mindre æra i Fulhams historie, da Murphy har betrådt Craven Cottages græsplæne siden 2007 og været en vital del af de seneste års succes i klubben.

Bl.a. var det ham, som med et hovedstødsmål reddede Fulham fra nedrykning på sidste spilledag i 2007/08 sæsonen, hvilket også er undertegnedes bedste minde fra min tid som Fulham-fan.

De senere år har jeg sendt en del kritik Murphys vej, men spørgsmålet er, om Fulhams opspil ramler sammen med kaptajnens farvel. For trods til tider sløset opspil, har kaptajnen været bindeleddet på midtbanen, hvor han ofte statistisk har ligget i toppen af Premier League-spillere med flest chanceskabende afleveringer.

På den anden side ser jeg dog frem til, at Jol henter en betydeligt yngre spiller ind; men om han formår at have samme positive effekt på sine medspillere, skal forblive usagt for nu.

Tak for alt Captain Murphy.

AJ’s farvel

AJ, da han spillede for en respektabel klub

Det blev i forgårs afsløret, at lille Andy Johnson skifter til de “ambitiøse” rivaler fra Queens Park Rangers, hvor han bliver genforenet med sin tidligere angrebsmakker Bobby Zamora.

Derudover bliver det for AJ også et gensyn med Mark Bellend Hughes, som skal forsøge at forbedre QPR’s 17. plads fra den seneste sæson.

Jeg har ikke et ondt ord at sige om AJ, der måske ikke scorede det forventede antal mål i Fulham-trøjen, men som altid gav sig fuldt ud i samtlige kampe.

For Fulhams ambitioner er det dog ikke et specielt stort tab, da AJ sagtens kan erstattes af yngre kræfter.

De høje forventninger, som QPR-fans havde til transfermarkedet, er sandsynligvis ikke blevet indfriet med AJ og Ryan Nelsons ankomster.

En hurtig nedrykning ligger i kortene.

Bye Bye Pog

In other news virker det til, at Fulham endnu engang har været for sent ude, da Pavel Pogrebnyak rygtes til oprykkerne fra Reading, hvor en russisk pengemand vifter rundt med en stor pose penge.

Hvis Fulham så var begyndt at forhandle kontrakt med Pogrebnyak allerede i foråret, var vi ikke havnet i denne situation.

Men klubbens papirnussere skulle måske til at ændre strategi, hvis vi ikke skal have i en nedrykningskamp igen.

Forhåbentlig har Jol andre kort på hånden, som kan udfylde Pogs plads.

Årets Spiller: Clint Dempsey

Midt i min distræte adfærd uden for jobbet har jeg glemt udnævnelsen til Årets Spiller i Fulham, som fortjent (og ikke overraskende) gik til vores amerikanske topscorer Clint Dempsey.

Det er andet år i træk, at landsholdsspilleren fra USA kan fejre kåringen til årets spiller, og Fulham-fans verden over håber også, at der bliver en tredje gang næste år.

Pt. ligner det en exit for Dempsey, der især er blevet rygtet til Arsenal og Liverpool, men tilhængerne krydser stadig fingre for, at topscoreren forbliver på Craven Cottage.

Årets Mål blev heller ikke overraskende Bryan Ruiz chippet mod Everton tilbage i oktober, som kan ses i nedenstående video.

[vimeo http://vimeo.com/43959041]

EM 2012: Første Rundes Hold

I en tid, hvor Premier League står stille, er det et tiltrængt fodboldpust, vi fodboldhungrende får tilført fra EM i Polen og Ukraine.

Jeg har siden starten på slutrunden siddet limet fast til skærmen hver aften, hvilket har gjort min produktivitet mindre og min ølmave væsentlig større.

Indtrykkene har været både positive og negative, men i retroperspektiv har det været en ganske glimrende turnering indtil videre.

Jeg bringer her ud fra mit eget subjektive fodboldsyn første rundes drømmehold i en forhastet artikel:

Målmand: Stephan Andersen, Danmark
Bortset fra en enkelt svipser i første halvleg stod Danmarks ankermand en brandkamp mod den hollandske overmagt, som endte med en sensationel sejr til de danske miniputter.

Højre back: Jerome Boateng, Tyskland
Eliminerede pomadedrengen Christiano Ronaldo til et 13-tal mod Portugal.

Central forsvarer: Mats Hummels, Tyskland
Jeg har sjældent været så imponeret af en midterforsvarer, som jeg var af Hummels i Portugal-kampen. Sikke et overblik og en minimal fejlkvote.

Central forsvarer: Daniel Agger, Danmark 
Jeg er måske lettere farvet, men når vi holder nullet mod et offensivt Holland-mandskab, må vi have gjort et eller andet rigtigt nede i defensiven. Agger gik forrest i vores bagkæde og var med til at marginalisere hollændernes store stjerne Robin van Persie.

Venstre back: Yuri Zhirkov, Rusland
Som ved sidste slutrunde fortsætter Zhirkov med at imponere det internationale fodboldpublikum.

Højre midtbane: Alan Dzagoev, Rusland
Et lille gennembrud anes for 21-årige Dzagoev, som blev dobbelt målscorer i storsejren over Tjekkiet.

Central midtbane: Andrei Arshavin, Rusland
Sikke en forskel fra klubplan! Arshavin styrede totalt midtbanen med stort overblik og flere fremtrædende offensive ryk.

Central midtbane: Andres Iniesta, Spanien
Klart spaniernes bedste mand i det indledende remis mod Italien.

Venstre midtbane: Konstantin Zyrianov, Rusland
Rutinerede Zyrianov viste mod Tjekkiet, hvorfor han stadig er foretrukket  i den russiske startopstilling.

Angriber: Andriy Shevchenko, Ukraine
The grand old man er stadig en snu rotte, hvilket blev bevist mod Sverige med to fremragende mål.

Angriber: Dimitris Salpingidis, Grækenland
Når man som indskifter scorer mål og tilkæmper sig straffe, er det svært at undgå hæder.

Bænk: Debuchy (Frankrig), Husyev (Ukraine), de Rossi (Italien), Kjær (Danmark), Ignashevich (Rusland), Krohn Dehli (Danmark), Sneijder (Holland), Mandzukic (Kroatien), Konoplyanka (Ukraine), Yarmolenko (Ukraine)

Ny Udebanedragt

Fulham introducerede i dag den nye udebanetrøje for den kommende sæson, og det delte i den grad vandene blandt fansene, som det også kan ses ud fra nedenstående Twitter-brugere.

Mit samlede helhedsindtryk er også forbeholdent.

Den orange farve bekymrer mig ikke, på trods af min gode ven Jesper fik Wolves-associationer, da han så trøjen. Orange og sort er også et udmærket mix, men hvorfor Kappa har placeret den hvide farve ved ærmeåbningerne, ved jeg ikke. Det er dog en bagatel i forhold til visse andre aspekter af dragten!

Det værste ved den nye udebane-mode er shortsene, som er mælkehvide(!) Logisk set burde de være sorte, men Kappa har valgt, at Fulham skal ligne et trafikuheld mellem Fulham hjemme, Wolves hjemme, Chelsea ude og Holland hjemme/ude…

Det bliver ikke bedre med sokkerne, som har fået kombinationen hvid/orange, hvilket fører til en anmeldelse til modepolitiet i min bog – uden at der selvfølgelig skal gå Oscar-showets røde løber i den.

Alt i alt en besynderlig potpourri, som Kappa har rystet sammen i år! Forhåbentlig giver den held i sprøjten, men det vil tiden vise.

Bairdinhos Odyssé

For Chris Baird har tiden i Fulham været en rutsjebanetur fra dag 1 af!

Den nordirske landsholdsspiller blev i 2007 shanghaiet af mega-floppet Lawrie Sanchez, som satsede på en nordirsk stamme til at holde Fulham oven vande i Premier League.

Sanchez fejlede dog ekstraordinært i sin mission og blev smidt på porten allerede et halvt år senere efter et horribelt efterår.

I det halve år blev Chris Baird hovedsageligt benyttet på højreback, selvom han primært havde spillet central forsvarer hos sin tidligere klub Southampton, hvor han endda blev kåret til Årets Spiller foran en vis herre ved navn Gareth Bale.

Baird havde store problemer med at omstille sig til Premier League og især højreback-positionen, hvor han i hovedparten af kampene var håbløst overmatchet af sine kvikke modstandere.

Jeg bringer her et citat fra et indlæg af undertegnede i starten af Bairds Fulham-karriere:

“Hans positionering, hurtighed, acceleration og forudsigelsesevne var håbløst ringe, og selvom han overhovedet ikke kunne følge med modstanderne, holdt Sanchez fast ved den håbløse nordirer…”

Da Roy Hodgson kom ind til foråret 2008, røg Baird efterfølgende ud i mørket og blev kun benyttet sporadisk i løbet af den sidste halvsæson.

Forsvarsspilleren gjorde sig desuden endnu mere upopulær hos Fulham-fansene, da han kom op at toppes med den daværende publikumsyndling Jimmy Bullard, som pudsigt nok senere byttede rolle med Baird og blev mål for tilhængernes foragtelse.

Mod forventning forblev Baird på Craven Cottage i sommerpausen 2008 på trods af fansenes ønske om at få den nordirske defensiv-spiller afsat.

Baird startede sæsonen 2008/09 ud som førstereserve til makkerparret Hangeland/Hughes, da Hodgson derudover kun havde en ung Chris Smalling i truppen, og den nuværende United-spiller var endnu ikke klar til en betydende rolle på holdet.

Førstereserven til Hangeland/Hughes har per tradition været ganske uheldig, da det centrale stopperpar sjældent pådrager sig skader eller får karantæne.

Derfor fik Baird kun fire kampe fra start i 08/09, men han præsterede upåklageligt i sine få optrædener, og Fulham-fansene begyndte langsomt at varme op for den lille alsidige forsvarsspiller.

Også set i lyset af, at Bullard havde forladt Craven Cottage under kontroversielle omstændigheder (*host* grådighed *host*), og den krølhårede midtbanemand var nu en ildeset skikkelse i Fulhams fankredse, hvilket ledte til sympati for Chris Bairds tidligere uvenskab med førstnævnte.

2009/10 sæsonen blev lidt af et gennembrud for Baird, hvor nordireren opnåede hele 52 optrædener (kun Schwarzer og Hughes overgik det antal) i alle konkurrencer inklusive finalen i Europa League.

Den alsidige Baird blev hovedsageligt benyttet på den centrale midtbane, men i slutningen af sæsonen blev det også til en del optrædener i højre forsvarsside grundet en skade til det normale førstevalg John Pantsil.

Baird var nu så småt begyndt at blive en publikumsfavorit blandt fansene, da hans præstationer gang på gang holdt et højt stabilt niveau i både Premier League og cup-turneringerne.

I 2010/11 sæsonen blev Baird flyttet rundt på banen, hvor det lykkedes ham både at forvise nyindkøbet Carlos Salcido og excentriske Pantsil fra startelleveren i henholdsvis venstre og højre side af forsvaret.

Bairdinho sluttede sæsonen af som fast mand i højre side, hvilket førte til afskeden med Pantsil i sommeren 2011.

Derudover satte nordireren gang i Fulhams fremragende stime i det kommende forår, da han i en december-udekamp mod Stoke scorede to mål i en 2-0 sejr på det ellers berygtede Britannia Stadium.

Efter sæsonen var gået på hæld blev nordireren endvidere kåret som treer i Årets Spiller, og han kunne kigge tilbage på en bemærkelsesværdig karriere i den klub, han stødte til i 2007.

Op til den netop overståede sæson var det derfor forventet, at Baird igen var en fast bestanddel af en af ligaens bedste defensiver, men både den erfarne nordirer og fansene blev slemt skuffede.

Martin Jol virkede indledende ikke til at have meget tro på Baird, og hollænderen valgte bl.a. at benytte Aaron Hughes på en uvant plads i højre forsvarsside.

Siden hen erobrede irske Stephen Kelly back-pladsen, hvilket førte til, at den evige altmuligmand Baird blev brugt til at agere afløser centralt og på midtbanen.

Selvom Baird især imponerede på midtbanen, hvor jeg personligt synes, han er den klart mest undervurderede spiller i truppen, havde Jol fortsat mere tiltro til andre aktører end nordireren.

Det blev til sølle syv Premier League-kampe fra start i 2011/12 sæsonen, og der spekuleres i, at Baird endelig har fået nok af at være klubbens lappegrej.

Baird har aldrig beklaget sig i medierne, men som fan kan man godt forstå, hvis nordireren søger spilletid andetsteds. For på trods af solide præstationer for klubben, har Baird officielt aldrig været fast mand i Fulhams startellever.

Det vil være en uværdig skæbne for en spiller, som startede ud med at være den mest upopulære spiller i klubben, men som nu er kendt blandt fansene under kælenavnet Bairdinho.

Bairdinhos Odyssé nærmer sig enden.