Wigan – Fulham: 1-2

Ligesom sidste sæson blev Wigan igen destinationen, hvor Fulham hentede sæsonens første udesejr, da gæsterne rejste hjem med en 2-1 sejr i bagagen.

Hjemmeholdet virkede rystede ovenpå forrige rundes forsmædelige 0-4 nederlag til United, og Fulham kunne komfortabelt styre skuden sikkert hjem indtil den hektiske slutfase.

Kampens start var mildest talt en omgang rod med en masse fejlafleveringer fra især hjemmeholdets side, og ingen af holdene formåede at true modstandernes mål.

Hele rundens mest underholdende indslag stod dommer Lee Probert for, da han via tvivlsom positionering blev midtpunkt i en tackling fra Steve Sidwell og værternes Ben Watson. Probert måtte efter den hårdhændede rundbarbering have behandling af Wigans klublæge, men dommeren kunne dog se det sjove i situationen og viftede jokende med det røde kort efter sine to bødler.

Fulham begyndte derefter at tage kontrol over kampen. Det udmøntede i chancer til den tidligere Wigan-spiller Hugo Rodallega, midtbanemaestro Chris Baird og superstar Dimitar Berbatov, men omanske Ali Al-Habsi stod en god kamp i Wigan-målet, mens Baird måtte se Jean Beausejour redde sit hovedstød på stregen.

Ikke lang tid efter kom Fulham i front, da veloplagte Rodallega headede Berbatovs sublime indlæg ind bag en chanceløs Al-Habsi. Det var colombianerens første mål for Fulham, og som en gestus til Wigan-fansene valgte han ikke at juble over scoringen, hvilket udløste spredte klapsalver rundt omkring på det lille stadion.

Lige før pausen var Wigan tæt på at udligne, da Jordi Gomez ramte undersiden af overlæggeren, men Fulham kunne gå i omklædningsrummet med en trods alt fortjent føring på 1-0.

Efter pausen lagde værterne godt fra land, hvor en ellers svingende Watson måtte se sit hovedstød gå snert forbi Mark Schwarzers mål, mens Arouna Koné forspildte en oplagt chance momenter senere.

I den anden ende testede indskiftede Bryan Ruiz Wigans målmand med et velplaceret frispark, efter Rodallega klodset var blevet nedlagt af Gary Caldwell uden for feltet. Caldwell havde en dag at forglemme med en serie af uheldige aktioner, og hjemmeholdets kaptajn blev skiftet ud i det 77. minut til stor utilfredshed for hovedpersonen selv.

Fulham-fansene skabte en god lydkulisse til kampen

Hos Fulham gjorde Schwarzer en god figur mellem Fulhams opstandere, og den australske ankermand måtte i det 65. minut i aktion, da James McCarthy huggede til udefra, hvorefter angrebsfloppet Mauro Boselli på det skammeligste overplacerede returen.

Bosellis misser blev dyr for Wigan, da Fulham bare tre minutter senere kom på 2-0. Gæsternes Ruiz forsøgte nogle vævre vendinger i Wigan-feltet og var måske lidt heldig med at sende bolden videre til Damien Duff, der med en pragtafslutning udplacerede Al-Habsi. Den irske kantspiller har for alvor fundet formen her tidligt i sæsonen og er med tre sæsonscoringer Fulhams topscorer.

Wigan forsøgte at komme tilbage i kampen, men igen måtte de se Schwarzer agere Fulhams redningsmand, da han fik fingerspidserne på Ivan Ramis’ hårde hovedstød med tyve minutter igen.

Fulham burde være kommet på 3-0 i det 80. minut, da Berbatov brændte en friløber på Al-Habsi, men i stedet fik Wigan reduceret i overtiden, da Koné udnyttede svagt forsvarsspil fra gæsterne. Tættere kom Wigan ikke, og Fulham kunne juble over en sjælden udesejr.

Fulhams højreback Sascha Riether gav sit besyv med efter kampen:

Kamp Fakta

Wigan: Al Habsi,Boyce (McManaman 77),Caldwell (Miyaichi 76), Ramis, Figueroa, Beausejour, McCarthy, Watson, Gomez (Boselli 62), Maloney, Kone.
Bænk: Pollitt, Jones, Crusat, McArthur.

Mål: Kone 90.

Fulham (karakterer efter 13-skalaen): Schwarzer 9.5; Riise 8, Hangeland 8, Hughes 7, Riether 7; Kacaniklic 5.5 (Ruiz 59 – 7.5), Baird 7.5, Sidwell 8, Duff 9.5; Berbatov 8, Rodallega 9 (Briggs 88 – UB)
Bænk: Stockdale, Kelly, Kasami, Petric, Karagounis.

Kort: Hughes (45,f), Sidwell (70,f), Baird (94,f).

Mål: Rodallega 31, Duff 68

Tilskuertal: 19,284

Dommer: Lee Probert

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s