Hvorfor Fulham FC?

Fulham FC

Fulham FC er traditionelt en mindre klub i det store fodboldunivers, og deres trofæskab er gabende tomt.

“Så hvorfor Fulham FC?”, spørger du nok..

Mit kærlighedsforhold til klubben startede i 2004.

Jeg var studerende på Nordjyllands Erhvervsakademi og havde valgt specialet Sports Management, da det appellerede mere til mig end turisme og hotel-grenene. At den retning så har været nytteløs siden er en anden historie.

På mit tredje semester gav uddannelsen de studerende chancen for at komme i virksomhedspraktik – eller rettere sagt, det var obligatorisk; jeg var dog lidt af en tryghedsnarkoman, så tanken skræmte mig fra vid og sans.

Jeg var lige flyttet hjemmefra, og hele oplevelsen af at bo alene var overvældende. Det gik ikke godt i spind med, at jeg nu skulle ud i den intimiderende virkelige verden.

Min forelæser Per Justesen gik en undervisningsdag gennem de muligheder, jeg havde. Per havde efterhånden oparbejdet et utal af kontakter i både Danmark og udlandet via skolen og diverse firmaer.

På trods af min lettere angst for et reality check hørte jeg Per omkring mulighederne i England; mest af alt pga. stederne i Danmark lød ret så tamme, fordi hvorfor skulle jeg dog vælge Aab, når Fulham, Arsenal og West Ham var på listen!?

Ansøgninger blev udarbejdet med lynets hast og sendt afsted via Post Danmark.

Ansøgningen blev i retroperspektiv lidt af en light-version, men ikke desto mindre fik jeg sendt breve af sted til kontaktpersoner i tre Premier League-klubber.

Svar fra to

Efter et par uger kom det første brev ind ad brevsprækken; det var Arsenal, som på elegant brevpapir “desværre” måtte afvise min ansøgning, da de i forvejen havde flere praktikanter i klubben.

Et positivt svar kom dog hurtigt derefter fra Daniel Jacquart, Community Manager i Fulham FC. Både Per og jeg fik derefter telefonisk kontakt til Daniel, og han syntes, jeg skulle komme på besøg, inden vi færdiggjorde aftalen (hvor er Skype, når man har brug for det?).

(West Ham hørte jeg forresten aldrig fra… Men det takker jeg for i dag!)

Efter at have besøgt Daniel på en forhastet en-dagsrejse, hvor jeg underskrev kontrakt og kiggede på kontor-faciliteterne, var der kun én vej tilbage: London.

Først skulle jeg dog finde et sted at bo. Det viste sig at være en større udfordring end først antaget, da ingen ville lægge bolig til et ophold på kun tre måneder (plus-minus).

Jeg fik dog forbindelse til et par halv-tvivlsomme kontakter, og så måtte jeg jo tage chancen…

Velkommen til London

Da jeg først stod af toget fra Stansted på den arkitektonisk overvældende Liverpool Street Station, var det lidt af et chok. Her stod en mælkebleg ung dansker alene i et enormt metropol uden nogen bolig, og med sytten tasker jeg skulle slæbe rundt gennem Londons hektiske myldretid(!)

Jeg blev mildest talt kastet ud i den dybe ende…

Turen gennem Londons offentlige transport-system var en fornøjelse, hvis du er til tortur. Udenfor bagede solen med 25-30 graders varme som resultat, og det kunne mærkes i undergrundens toge med defekte ventilationssystemer!

Jeg bankede nok ind i de første tyve pendlere med min enorme bagage, mens jeg undskyldende mumlede “I apologize” om og om igen.

Efter at have kæmpet mig frem til Fulhams kontorer, kunne jeg omsider placere min bagage sammen med Daniel og tage på jagt efter en bolig, så jeg ikke skulle bo tre måneder i en papkasse med Mike the Stabber som nabo.

Der gik dog ikke mere end et par telefonopkald, før jeg havde kontakt til en højrøstet indisk kvinde, som gladeligt ville give mig husly i tre måneder.

Huslejen var ikke billig, og lokationen var ikke optimal, men jeg stod uden bolig, og det var efterhånden den sidste udvej.

Så jeg fik lejet mig ind i et kummerligt værelse i Morden, det sydligste punkt på undergrundsnettet, hvor jeg skulle bo sammen med fire sydafrikanere og en irer.

Premier League på første parket

Turene rundt i London var sublime, og jeg begyndte hurtigt at nyde arbejdet efter den indledende frygt havde lagt sig. Jeg arbejdede nu for en Premier League-klub.

En af de største fordele ved det, var uden tvivl, at kontoret lå lige op ad træningsbanerne, hvor jeg hver dag kunne nyde træningen med aktører som Van der Sar, Goma, Jensen, Boa Morte, Malbranque og McBride.

Men den helt store oplevelse var Premier League-kampene! Et drømmescenarie for en 20-årig purk fra en lille nordjysk flække, og Craven Cottage gemmer nu på nogle af mine bedste minder som fodboldsupporter.

Hvordan kunne jeg undgå andet end at forelske mig i London, Craven Cottage og Fulham FC?

På alle punkter var det en mindre Premier League klub, og der herskede en familiær stemning blandt både spillere og personel. Det var dog fuldt ud professionelle mennesker, jeg arbejdede sammen med, og de var et privilegium at følge hver eneste dag.

Hele opholdet står stadig klart i min hukommelse som en ekstraordinær stor oplevelse; en oplevelse, som intet kommer i nærheden af!

OBS – Jeg vil til slut understrege, at dette er en uofficiel blog, og at jeg, som enkeltperson, ikke repræsenterer organisationen Fulham FC.

OBS – This is an unofficial Danish blog about Fulham FC and I do not represent the organisation Fulham FC in any way.

4 tanker om "Hvorfor Fulham FC?"

  1. Kan kun sige det samme om min forelskelse i fulham.. klubben som ingen regner for noget men klubben som er et af de mest stabile hjemme hold i england.
    for mig startede det med da bjarne goldbæk smuttes fra “the blues” til “the whites # den gang lå de i 1. division og med stil rykkede de op i premier L. eventyret om den grimme ælling var skabt. coleman skabte rytmen roy sætter krone på værket.

  2. Hvad?!? En blog om Fulham FC?!? Hvorfor har jeg aldrig set den eller hørt om den danske fanklub? Fantastisk! Har været fan siden jeg var til lokalopgøret mod Wimbledon (med Drillo som træner) i 1999…

  3. Haha, herligt at se endnu et dansk islæt med Fulham-hjerte. Vi er en forholdsvis ny fanklub, men vi er dog lykkedes at få officiel status i klubben. Jeg kan se, du allerede har meldt dig ind i Facebook-gruppen, så velkommen til🙂

    Jeg kører denne blog lidt ved siden af fanklubben, men deler til tider indholdet via vores fanside, så håber du fortsætter med at besøge hjemmesiden – og beklager de manglende opdateringer til tider🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s