Referat: QPR 1 Fulham 2

I højdramatiske 90 minutter var QPR spildominerende uden at komme til helt store chancer, mens Fulham hovedsageligt var farlige på kontraer.

Gæsterne lagde udmærket ud med halve chancer til Yohan Mollo og Sheyi Ojo, men det var ikke noget, der rystede QPR’s forsvar.

Hjemmeholdet ville også være med, da formstærke Luke Freeman sendte et forsøg afsted fra tyve meters afstand, men midtbanespilleren måtte se det reflekteret forbi David Buttons mål.

QPR var nu spillet varme, og både Joel Lynch, Pawel Wszolek og den uortodokse back Alex Baptiste overplacerede hæderlige forsøg.

I den anden ende var Fulham farligere, og efter et glimrende opspil over flere stationer, skød norske Stefan Johansen i sidenettet fra højre side.

Tre minutter senere blev Ojo spillet fri på toppen, men lejesvenden fik på en eller anden måde snublet over bolden og gav i stedet et frispark væk, da han samlede den op med hænderne. Håbløst.

Efter cirka en halv time var det igen Fulham, der stod for en farlig chance, da Ryan Fredericks spillede Rui Fonte i dybden, men portugiseren skød langt over mål.

Hjemmeholdet svarede igen med en 100 procents chance til Jake Bidwell, men venstrebackens tamme forsøg blev blokeret af Fredericks.

Ojo, der havde en mildest talt skidt første halvleg, brød kort efter igen igennem QPR’s forsvarslinje, men blev nedlagt af en forsvarer. Af en eller anden forunderlig årsag forblev dommerens fløjte dog tavs, trods det lignede et klart rødt kort.

Efter et hårdt pres fra QPR med flere chancer, der burde have givet mål til hjemmeholdet, var det Fulham, der kom på 1-0.

Fredericks fik lov til at køre helt umarkeret igennem i midten af banen, og den hurtige brite kvitterede med et forkølet skud, der uheldigt ramte Jack Robinson og snød Alex Smithies i QPR-målet. En smule ufortjent, men I’ll take it!

2. halvleg

Få minutter inden i 2. halvleg burde Fulham være kommet på 2-0, men den elendige Ojo missede fuldstændigt Johansens fremragende indlæg. Det blev også Ojos sidste drømmeaktion, da han måtte udgå skadet i det 55. minut.

Sekunder senere var QPR farlige, da Massimo Luongo sendte et fladt forsøg afsted fra kanten af feltet, men Button fik reddet til hjørnespark.

Efter en periode uden de store chancer fik QPR fejlagtigt et frispark uden for feltet, men Freeman sendte det snert forbi Fulhams opstander.

Kontroversielt fik værternes Jamie Mackie ikke et rødt kort i det 69. minut, da han overlagt tromlede Johansen ned. Dommeren nøjedes med en henstilling, trods det burde have været angriberens andet gule kort.

Fulham var igen ved at komme i front i det 75. minut, da indskiftede Neeskens Kebanos forsøg fra tæt hold blev blokeret til hjørnespark.

Hjemmeholdet sejlede i denne periode, og Ryan Sessegnon slap pludselig igennem i højre side, men keeper Smithies fik modigt kastet sig ud i forsvarsspilleren.

I det 81. minut begik QPR’s Lynch straffespark, da han kantede Kebano i feltet – men gæsternes Fonte valgte at sende den store chance op på de øverste rækker af Loftus Road.

Tre minutter senere fik Fonte en smule oprejsning, da han fra højre side sendte bolden ind til Johansen, som klinisk udplacerede Smithies.

Dommeren valgte at lægge hele ni minutter til kampen, hvilket var lige i overkanten, trods en længere pause under Ojos udskiftning.

Allerede i det første overtidsminut var den dog gal, da Conor Washingtons afslutning røg i mål via Fredericks ben. Så var overtiden for alvor skudt i gang!

I de følgende otte minutters overtid var Matt Smith af flere omgange ved at punktere glæden hos Fulham, mens Smithies stod for kampens sidste chance, da keeperen gik med op ved et hjørnespark og headede bolden et par meters penge forbi mål.

Lige lovligt spændende til sidst, og det gav da et par hjertearytmier – men tre point i bagagen og endnu et skridt mod toppen.

Karakterer (fra 1 til 10) og kampfakta

Button 5,5 – QPR sendte de fleste forsøg forbi mål, men Button var nogenlunde sikker i sine få redninger – minus i overtiden hvor han kunne have kostet et mål ved et skidt indgreb i feltet.
Sessegnon 5,5 – For en gangs skyld defensivt påpasselig, men igen ikke nogen imponerende indsats af stortalentet.
Ream 7 – Virkede sikker i sine defensive aktioner, hvor han ofte måtte redde kastanjerne ud af ilden.
Kalas 7 – Reddede os i flere situationer i første halvleg og kæmpede generelt en brav kamp – forhindrede en QPR-scoring i overtiden med en clearing på stregen.
Fredericks 7,5 – Virker bedre teknisk end tidligere i sæsonen og formstærk i øjeblikket. Man of Match.
McDonald 6 – Usynlig i første halvleg og en enkelt kæmpefejl, der kunne have givet mål til QPR – markant bedre 2. halvleg, hvor han var blandt Fulhams bedste.
Johansen 6 – Anonym i store dele af kampen, men igen dukker han op og afslutter kampen med bravur.
Norwood 7 – Stabil spilfordeler alle 90 minutter – havde et par svipsere, som førte til farlige chancer.
Mollo 4,5 – Ikke så dominerende, som man kunne have ønsket – har tidligere været bedre som indskifter. Dog en lav fejlprocent i sine få aktioner.
Ojo 1 – Satte måske foden rigtigt én gang – resten af kampen virkede han som en amatørspiller, der var gået forkert.
Fonte 2 – Ligner fortsat en letvægter i Championship – læg et brændt straffespark dertil – en smule oprejsning med en assist til Johansen.
Kebano 6 – Gav som sædvanligt lidt dynamik, da han blev indskiftet i stedet for Ojo.
Odoi 3,5 – Ikke noget synderligt godt indhop af belgieren.
Cisse UB – Indskiftet i slutfasen, og havde et par mindre heldige boldberøringer. Forstår ikke helt, hvad vi ser i den klodsede belgier.

Bænk: Bettinelli, Madl, Djalo, Graham

Mål: Robinson 41 (selvmål), Johansen 85

Queens Park Rangers: Smithies, Baptiste, Robinson, Lynch, Bidwell, Scowen, Wszolek (M Smith 60), Luongo, Freeman, Mackie (Washington 76), Sylla (Wheeler 84)

Bænk: Lumley, Furlong, Manning, Bright Samuel

Mål: Washington 90+2

Dommer: Peter Bankes (karakter: 02)

Tilskuertal: 16,415

Reklamer

Fulham – Sheffield Wednesday: 0-1

Begge hold ledte efter sæsonens første sejr, da Fulham og Sheffield Wednesday tørnede sammen på Craven Cottage.

1. halvleg

Det blev en rodet start, hvor Wednesday var farligst med en række hæderlige forsøg på at spille bagom Fulhams forsvarskæde med lange hurtige bolde. Dog virkede David Button i Fulham-målet til at have styr på de få bolde, som forsvaret ikke samlede op.

Fulhams spil forbedrede sig ikke synderligt, og det gik alt for langsomt i det opbyggende spil, hvor venstreback Denis Odoi var den klart mest gennembrudsstærke af hjemmeholdets spillere.

Fulham burde dog være kommet på tavlen i det 20. minut, da Sone Aluko headede håbløst over Wednesdays mål efter et hjørnespark fra Rui Fonte.

Bare to minutter senere sled debutanten Fonte sig igennem i højre side og lagde en sukkerball ind i feltet, hvor unge Ryan Sessegnon kom et millisekund for sent til at sende bolden i kassen.

Så var Fulham for alvor spillet varme, og efter yderligere to minutter burde Stefan Johansen have ramt målet, da han sendte en helflugter op på tilskuerrækkerne.

Kampen blev ved med at skifte i karakter med både overvægt til Fulham og udeholdet, men førstnævnte var fortsat klart farligst med endnu en stor chance til Aluko, som blev sendt i favnen på Wednesday-keeper Kieren Westwood.

Fulham fortsatte med jævnlige chancer, og Kevin MacDonalds overplacerede header kort før pausefløjt burde også have voldt Westwood større problemer.

Det forblev 0-0 efter de første 45 minutter – et resultat som udeholdet burde være mest tilfredse med.

2. halvleg

2. halvleg lagde ud med ti hektiske minutter, som kulminerede i en stor chance til Sessegnon, der dog sendte bolden et par meter ved siden af. På det efterfølgende angreb fik Wednesday bolden i mål, men Steven Fletcher blev vinket offside af en selvsikker linjevogter.

Efter en dobbeltudskiftning hos Fulham fik Fletcher revanche, da han udnyttede passivt forsvarsspil og sendte den sikkert ind bag Button med en kontant afslutning.

Wednesday burde være kommet på 2-0 med 13 minutter igen, da den glimrende Button blokerede en kæmpe chance fra gæsternes David Jones, der havde sneget sig bag Odoi.

I resten af kampen virkede Fulham underligt rastløse, hvor holdet begik Serie 6-fejl på stribe, mens Wednesday havde fuldt styr på begivenhederne.

En horribel kamp endte 0-1 på hjemmebane, hvor Fulham slet ikke fik et ben til jorden i anden halvleg.

Og dommertrioen med Stuart Atwell i spidsen burde ned og vende i League Two, for de var på samme niveau som hjemmeholdet.

Fed kamp at genstarte bloggen med!

Karakterer

David Button 8,5 – Redder Fulham fra at komme bagud med to mål og sikker i 95 % af sine aktioner.
Denis Odoi 6,5 – Fulhams motor i første halvleg, hvor han var holdets bedste wing trods en position som venstreback. Fulgt af middelmådig anden halvleg.
Tim Ream 6,5 – Udmærket og fortsætter sine positive takter.
Tomas Kalas 5,5 – Ikke involveret i stor grad, men virkede til at have nogenlunde styr på sagerne.
Ryan Fredericks 2 – Spiller ofte som en hovedløs kylling, der banker bolden frem for derefter at jagte den. Krydrede det med et dumt gult kort i overtiden.
Ryan Sessegnon 4,5 – Arbejdssom, men satte ikke mange fødder rigtigt i første halvleg.
Kevin McDonald 4,5 – Sikker, men useværdig i sine aktioner – skidt anden halvleg, og udskiftet med et gult kort.
Stefan Johansen 3 – Som sædvanligt flittig, men ikke held med størstedelen af sine aktioner. Ligesom mange af sine kollegaer på midtbanen har nordmanden ikke haft en optimal sæsonstart.
Tim Cairney 3 – Slet ikke så indflydelsesrig som i seneste sæson og har fortsat ikke fundet formen.
Sone Aluko 1 – Rædselsfuld kamp af nigerianeren, som virker til at mangle selvtillid.
Rui Fonte 6 – Løbevillig og en positiv spiller, der lige skal finde sine fødder. Men udmærkede takter og vores nye hjørnesparksspecialist(!) Svært at være målfarlig, når midtbanen ikke præsterer.

Bænk: Bettinelli, Djalo, Ojo, Kebano 02, Norwood 00, Cissé, Kamara 00

Referat: Fulham 1 Newcastle 0

Jeg er fortsat målløs over fredag aftens vidunderlige sejr over Newcastle.

Udebaneholdet var tippet som klare favoritter mod et Fulham-mandskab, der havde hele syv nyindkøbte spillere i startopstillingen. Det var derfor med bange anelser, at jeg satte mig foran skærmen for at se en af de sjældent viste Championship-kampe på Sky Sports.Jonny Haynes Stand FFC

Med to Newcastle-forelskede kommentatorer ved roret var det ikke just en imponerende tv-transmission, men Fulham fik hurtigt taget fokus med spillet på banen.

Klubbens nye belgiske back Denis Odoi var dog heldig med ikke at blive udvist, da han i det 9. minut klodset nedlagde en Newcastle-spiller som sidste mand. Odoi slap med et gult kort og skulle tage revanche for en svag første halvleg med en fantastisk indsats efter pausen.

De to mandskaber skiftedes til at styre spillet i den første halve time – dog uden at de to målmænd David Button og Matz Selz havde meget at lave.

Den svage dommer, Simon Hooper, havde til gengæld hænderne fulde, da han først afviste et straffe til hurtige Sone Aluko, der blev trådt over foden i Newcastle-feltet, hvorefter Fulhams Ryan Tunnicliffe spillede håndbold i den anden ende uden konsekvenser.

I de sidste sekunder af en chancefattig halvleg kom forløsningen for hjemmeholdet, da Fulhams Matt Smith kom først på et hjørnespark og headede bolden kraftfuldt ind bag en chanceløs Selz. Pisse fedt!

2. halvleg

Anden halvlegs start var domineret af Newcastle, men målmandsdebutanten David Button stod godt placeret ved forsøg fra Vurnon Anita og Matt Richie.

Derefter havde hjemmeholdet hæderlige chancer til den imponerende Scott Malone og arbejdsivrige Floyd Ayite. De to udgjorde også en fremragende højrekant, som ofte drev Newcastles hollandske højreback Daryl Janmaat til vanvid.

I den anden side vågnede Odoi op til dåd og stod for kampens detalje, da han med en Bergkampsk vending fløj forbi Paul Dummett, efter at have brugt sin egen ryg som bande(!) Detaljen kan ses i den nederste video – den er absurd lækker!

I overtiden var udeholdets Rolando Arrons tæt på at sende udligningen i kassen, men Button fik heldigvis afværget den unge englænders forsøg.

Tre point mod de altoverskyggende Championship-favoritter i premieren. Det kan vist ikke blive meget bedre! Det fantastiske ved præstationen er, at holdet for første gang i evigheder spillede som en enhed i stedet for det rod, vi har kigget på de seneste fire sæsoner. McCormack og Dembele var ikke just holdspillere i sidste sæson, og før det var Berbatov opmærksomhedspunktet fremfor holdet.

Men pt. har vi ikke en decideret profil, der overskygger de andre. Profilen er derfor hele holdet. Well done lads!

Karakterer (fra 1 – dårligst – til 10 – bedst)

Button 8 – Arbejdsløs i hovedparten af kampen, men usvigelig sikker i sine indgreb.
Malone 8,5 – Ekstremt solid i det defensive, angrebsivrig fremad blandet med lidt distributionsproblemer.
Kalas 8 – Solid kampen igennem.
Madl 9,5 – Suveræn og forudseende i sit spil. Klar Man of Match.
Odoi 8 – Heldig med ikke at blive udvist i første halvleg, hvor han ikke var god. Absolut verdensklasse efter pausen.
McDonald 8,5 – Rolig på bolden gennem det meste af kampen. Bliver ikke nemt stresset.
Tunnicliffe 5 – Heldig med ikke at give et straffe væk, og ellers en useværdig indsats.
Cairney 7 – Uforståeligt valg til MoM. Væk i første halvleg, fulgt af en god anden halvleg.
Aluko 8,5 – En evig kilde til uro i Newcastles usikre bagkæde.
Ayite 8,5 – Tekniker og fighter kombineret!
Smith 7 – Store problemer med at komme først på bolden, men sikke en hovedstødskasse!
Parker 7 – Kom ind og drev den hjem med sin rutine
LVC 5 – Burde have scoret efter sin indtræden.
Ream UB – For få minutter til at blive bedømt.

Fulham – Huddersfield: 1-1

Inden jeg overhovedet er kommet i gang med bloggen igen, er jeg ved at miste motivationen.

Fulham havde lørdag eftermiddag gigantiske problemer med at slå Huddersfield, og hjemmebanefavoritterne var heldige med at udligne i absolut sidste minut.

Huddersfield er ikke et stærkt udehold. Med ambitioner om oprykning burde Fulham kunne slå Huddersfield på Craven Cottage.

Jeg kan snart ikke forsvare Kit Symons mere. Sheffield United hjemme og Rotherham kan besegle waliserens skæbne.

Suk.

Mål:
0-1 Wells (63)
1-1 Woodrow (90+5)

Fulham – Brighton: 1-2

Det skulle være kampen, som for alvor satte sæsonen i gang. Forventningerne var høje. Det nye Fulham-kuld kunne sagtens slå Brighton.

Men sådan skulle det ikke gå.

I stedet blev samtlige Fulham-fans sendt tilbage til sidste sæsons minder, hvor klubben aldrig kom op i gear. Som dansk Fulham-fan er det svært at følge klubben pga. begrænset mediedækning, men eftersigende var holdet ekstremt ringe før pausen. Spillet blev bedre i de sidste 45 minutter, men vi endte alligevel med at tabe grundet (endnu) en serie 6-fejl fra Shaun Hutchinson. Nuvel, forseelsen blev tydeligt begået uden for feltet, men det ændrer ikke på, at tacklingen var en tåbelig aktion.

Og hvorfor er Shaun Hutchinson vores primære centrale forsvarer i øjeblikket? Den mand kostede et to-cifret antal mål i seneste sæson, og mod Brighton viste han endnu engang, at han simpelthen ikke er god nok til Championship. Trods Dan Burn og Nikolay Bodurovs åbenlyse mangler er de et markant bedre makkerpar og burde være førstevalg til de to centrale pladser i bagkæden.

Hutchinson kom til klubben sidste sommer fra skotske Motherwell, men i min optik har han aldrig tilpasset sig niveauet i ligaen og burde i stedet være førstevalg i en League One eller Two-klub – ikke hos en klub, der åbent har oprykningsambitioner i denne sæson.

Tim Ream kan ikke blive indkøbt hurtigt nok… Og min tålmodighed med Kit Symons er nu for alvor på prøve.

Kampfakta

Fulham (4-4-2): Bettinelli; Richards, Hutchinson, Bodurov, Voser; Cairney, Christensen, O’Hara, Pringle (Kacaniklic 63), Smith (Dembele 84), McCormack
Bænk: Mattila, Woodrow, Tunnicliffe, Lonergan, Burn

Mål: Cairney 43

Kort: Bodurov (52,f), Hutchinson (93,f)

Brighton (4-4-2): Stockdale; Bruno, Greer, Hunemeier, Bong; March (Rosenior 83), Stephens (Forster-Caskey 86), Kayal, LuaLua; Hemed, Baldock (Ince 79)
Bænk: Maenpaa, Dunk, O’Grady, Calderon

Mål: Baldock 30, Hemed pen 94

Kort: LuaLua, Hemed

Dommer: Neil Swarbrick

Tilskuertal: 19,029

Norwich – Fulham: 1-2

Scott Parker bankede et fantastisk mål ind i slutfasen, da Fulham fik en sjælden udesejr på Carrow Road, hvor Norwich blev besejret 2-1 på Boxing Day.

Før Norwich - Fulham

Fra Marathon Bets Twitterprofil. Før Norwich – Fulham.

Rene Meulensteens troppet havde blot vundet én af deres seneste ni kampe, og udebaneholdet så ud til at være på vej mod endnu et skuffende nederlag, da Gary Hooper sendte Norwich i front allerede efter 13. minutter. Hoopers langskud blev afrettet af en uheldig Aaron Hughes, og bolden lobbede efterfølgende over en chanceløs David Stockdale.
Men en arbejdssom Pajtim Kasami udlignede på et fremragende frispark kort før halvleg, og Parker kunne med tre minutter til slutfløjt afgøre løjerne til en trods alt fortjent sejr til udebaneholdet.

Alt i alt en vidunderlig sen julegave fra drengene i hvidt til de hårdtprøvede fans.

Andre nævneværdige momenter

– Højreback Sascha Riether havde generelt en rædselsfuld kamp, men reddede kort inde i anden halvleg Fulham fra at komme bagud, da tyskeren blokerede et Sebastian Bassong-hovedstød på stregen.

– Hugo Rodallega fik også et forsøg blokeret på målstregen i anden halvleg. Her måtte TV-stationerne benytte sig af mål-teknologi for at afgøre, om bolden var inde. Det viste sig, at dommer Jonathan Moss og linjevogteren dømte korrekt i situationen. Moss havde generelt en udmærket kamp i sort.

– Hjemmeholdets Leroy Fer gav i løbet af kampen flere prøver på, at han er en usympatisk bisse af værste karat. Hollænderen burde være blevet udvist i anden halvleg, da han unødigt sparkede matchvinder Parker ned, som dog fik sin revanche senere.

Kampfakta

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Stockdale 8 – Bortset fra et par enkelte skovture, stod reservekeeper Stockdale upåklageligt. Personligt synes jeg, at han bedømt på dagsform er et bedre alternativ end Maarten Stekelenburg.

Riether 6 – Sniger sig kun op over dumpekarakter pga. en glimrende blokering på stregen, der reddede Fulham fra at komme bagud 1-2. Den normalt solide Riether havde en mareridtskamp og satte bl.a. gang i kontraen, som udløste Norwich-målet.

Hughes 8 – Solid gennem det meste af kampen og var uheldig med at have sidste fod på Norwichs scoring.

Amorebieta 7,5 – Havde ikke de helt store blundere, men på den anden side var Norwich-offensiven også ganske ufarlig.

Richardson 8 – Klart Richardsons bedste kamp som venstre back, hvor han traditionelt er blandt Fulhams svageste punkter.

Duff 5 – Tiden er ved at løbe fra Duff. Flere fans satte spørgsmålstegn ved, hvorfor den irske veteran var foretrukket i startopstillingen frem for Dejagah, der sandsynligvis blev sparet til weekenden.

Parker 7,5 – Trods sin kanon-kasse spillede Parker en jævn kamp med en masse fejlafleveringer og tvivlsom positionering.

Sidwell 5,5 – Løb rundt med hovedet under armen gennem det meste af kampen, og det må betegnes som Ginger Iniestas dårligste kamp, efter Meulensteen er kommet til.

Kasami 10 – Der var diskussion om, hvem der var Kampens Spiller efter de 90 minutter, hvilket var fuldstændig absurd. Utallige fans blev forblændede af Parkers scoring, og valgte midtbanekrigeren til hæderen, men der var kun én spiller, der gjorde sig fortjent til prisen, nemlig Pajtim Kasami. Schweizeren er på besynderlig vis røget på bænken, efter Meulensteen er blevet manager. Det burde ændre sig efter denne kamp.

Kacaniklic 6,5 – Havde ofte chancen for at udfordre Norwichs back, men valgte i stedet at stoppe op og spille bolden tilbage. Skal oppe sig efter Dempseys ankomst.

Taarabt 7 – Knap så dominerende som mod City, men viser stadig selvtillid og mindre egoisme i sit spil.

Rodallega 7 – Gjorde det udmærket og var uheldig med ikke at score et mål. Har desuden overhalet løntunge Darren Bent i det interne hierarki.

Dejagah UB – Kom ind i det sidste kvarter og havde ikke den store indflydelse på spillet.

Riise UB – Blev indskiftet i overtiden for at køre sejren hjem.

Bænk: Bettinelli, Riise, Ruiz, Boateng, Bent

Norwich 4-4-2: Ruddy; Whittaker, Turner, Bassong, Olsson; Snodgrass (Hoolahan 72min), Fer, Johnson, Redmond; Elmander (Van Wolfswinkel 63min), Hooper
Bænk: Bunn, Martin, Becchio, Bennett, Murphy

Mål: Hooper 13

Kort: Turner, Fer, Redmond

Dommer: Jonathan Ross

WBA – Fulham: 1-2

Fulham fik en mildest talt livsvigtig sejr, da de Nytårsdag slog højtflyvende West Bromwich på The Hawthorns med 2-1.

Dermed fortsatte The Cottagers deres gode takter fra Swansea-kampen, og 2013 kunne ikke have fået en bedre start for de hårdtprøvede fans.

Det var også gæsterne, der dominerede kampens start, hvor især svenske Alex Kacaniklic brillerede i sin venstre side over for hjemmeholdet Billy Jones.

WBA havde generelt store problemer med at kontrollere kampen i de første tyve minutter, hvorefter de begyndte at true David Stockdales mål med Romelu Lukaku og den tidligere Fulham-favorit Zoltan Gera i hovedrollerne.

Første halvleg blev ellers spillet i et adstadigt tempo indtil det 39. minut, da Dimitar Berbatov udnyttede godt forarbejde fra Ashkan Dejagah til at bringe Fulham i front med et tørt skud fra kanten af feltet.

Inden da havde bulgareren brændt en friløber på Ben Foster, så det var en lettet bulgarer, der kunne fejre sit mål sammen med holdkammeraterne.

Fulhams føring skulle dog kun holde til fire minutter efter pausen, da Lukaku i en klar offside-position udlignede ved bagerste stolpe, efter Matthew Briggs var blevet snørret i venstre side.

Bare ti minutter senere kom Fulham igen i front ved Kacaniklic, efter svenskeren med nogle vævre driblinger fik prikket bolden forbi Foster, der var gået ud af sit mål.

Fulham virkede til at have nogenlunde kontrol over begivenhederne indtil en hektisk slutfase, hvor WBA hamrede speederen i bund, men heldigvis for Martin Jol og co. holdt gæsternes defensiv og en stærk Stockdale stand.

Kamp Fakta

Fulham

Stockdale 8 – Usikker i store dele af kampen grundet den lave sol, men i slutfasen leverede han flere livsvigtige redninger.

Briggs 5 – Blev ofte snørret alt for let af sin direkte modstander, og venstre back ligner officielt vores svage punkt.

Hangeland 7,5 – En udmærket indsats uden at nærme sig sit tidligere niveau.

Hughes 9,5 – En enkelt svipser, som var ved at koste et mål, skal ikke tage opmærksomheden væk fra de fire gange, hvor Hughes leverede en sidstesekundstackling.

Riether 6 – Overraskende anonym gennem hele kampen og gik meget få gange med frem i banen.

Kacaniklic 9 – Forsvinder lidt ud af kampen, men når svenskeren får bolden, tager han altid udfordringen. Krydrede sine fine driblinger med et glimrende mål.

Sidwell 9 – Ginger Iniesta med endnu en helhjertet indsats, og han må snart være blandt favoritterne til “Årets Spiller”.

Karagounis 9 – Grækerens klart bedste optræden i en Fulham-trøje.

Dejagah 8 – Endnu en god optræden fra iraneren, så måske er den dårlige stime brudt for kantspilleren. Man savner dog stadig et mere køligt overblik fra Dejagah.

Ruiz 8 – Kan notere endnu en assist ved matchvinder-målet og virker så småt til at være tilbage i topform.

Berbatov 8 – Stadig store mangler i sin attitude og arbejdsindsats, men godkendt på baggrund af målet.

Rodallega UB

Senderos UB

Bænk: Somogyi, Baird, Kasami, Richardson, Frei

Mål: Berbatov 39, Kacaniklic 58

West Brom: Foster, Jones, Tamas, McAuley, Ridgewell, Brunt (Thorne 84), Mulumbu, Gera (Long 65), Morrison, Fortune (Odemwingie 65), Lukaku.
Bænk: Myhill, Rosenberg, Jara Reyes, Dawson.

Mål: Lukaku 49

Tilskuertal: 25,436

Dommer: Mike Dean