Tavares skriver under

Fulham meddelte i dag, at de har skrevet kontrakt med den tidligere senegalesiske landsholdsspiller Mickaël Tavares for et halvt år.

Tavares har været uden kontrakt siden sommerpausen, hvor han blev løst fra sin kontrakt med tyske Hamburger SV.

Det var netop i Hamburg, at træner Martin Jol havde Tavares under sine vinger, da han stod i spidsen for de nordtyske giganter tilbage i 2008/09 sæsonen.

Baseret på de erfaringer så Jol sit snit til at styrke den centrale midtbane, hvor Fulham breddemæssigt er skåret ind til benet.

Kontrakten med Tavares er sandsynligvis mere af nød end af lyst, og senegaleseren skal udelukkende ses som en nødløsning, hvis vores nuværende centrale midtbanespillere går i stykker.

Tavares har under sit ophold i Tyskland opnået sølle 15 ligakampe for HSV, og blev sendt ud på lån til Nürnberg og Middlesbrough uden den store succes.

Men man kan håbe Tavares bliver en uventet succes, og jeg vil ønske ham alt mulig held og lykke hos klubben.

Profil

Fulde navn: Mickaël Zidro Tavares

Født 25. oktober 1982 i Villeneuve-Saint-Georges, Frankrig

Højde: 185 cm

Position: Defensiv midtbanespiller

Tidligere klubber: Creteil, Alverca, Abbeville, Nantes, Tours, Slavia Prag, Hamburger SV, Nürnberg, Middlesbrough

Landshold: Senegal (25 landskampe)

Reklamer

Bye Bye Moose

I september tog vi afsked med den måske mest seværdige spiller i Fulhams historie, men da jeg har negligeret bloggen på det seneste, kommer denne tribut med en forsinkelse på et par uger.

Det er naturligvis at slå stort op, når jeg påstår, at Dembélé er den mest seværdige spiller i vores historie. Især set i lyset af, at bl.a. George Best, Johnny Haynes og Rodney Marsh har betrådt Craven Cottages velplejede græstæppe.

Men ikke desto mindre var belgiske Mousa Dembélé en fryd for selv den mest pessimistiske Fulham-tilhængers øje.

En klassespiller – både på og uden for kridtstregerne.

Ingen regnede med mirakler, da Turncoat Hughes i sommeren 2010 hentede Dembélé til klubben.

For mig var transferen lovende pga. belgierens alder, og fra rapporterne i Holland lød positive røster om Dembélés teknik, men jeg anede ikke, at det var absolut verdensklasse, jeg skulle forberede mine succes-hungrende øjne på.

Målmæssigt levede han ikke op til forventningerne på trods af to scoringer i sin kun anden ligakamp mod Wolves, men heldigvis tog andre over, og Dembélé kunne derfor koncentrere sig om lækkerier på midtbanen.

Når Dembélé med den mindste anstrengelse kunne drible sig forbi et hav af spillere, skulle man jo tro, at han ikke var en specielt hårdtarbejdende spiller. Men belgieren lå sig gang på gang i toppen af de mest tacklende spillere i Premier League, hvilket er en cadeau til Dembélés imponerende arbejdspensum.

Hans første sæson i Fulham-trøjen blev ødelagt af en benskade mod Stoke, hvor hovedløse Andy Wilkinson unødvendigt hakkede belgieren ned i slutminutterne af en sjælden 2-0 sejr til The Cottagers på udebane.

Men i sidste sæson fik han for alvor fat på den centrale midtbane, hvor Martin Jol rykkede ham ind ved siden af Danny Murphy. Det viste sig at være en geni-streg af vores hollandske træner, da Dembélé ofte var forskellen og det kreative midtpunkt.

Dembélé er ikke en lynende hurtig spiller, men måden han sætter spillere af på, ligner det nemmeste i verden for den elegante midtbanespiller. Hans vævre stil, hvor han gang på gang skifter retning væk fra den direkte modspiller, er ikke set magen til i Premier League. Derudover er hans balance af en anden verden, og bolden klistrer til hans fødder i ren Messi-stil, uden at det er en direkte sammenligning.

Tottenham har skudt papegøjen med købet af Dembélé, og det bliver interessant at følge belgierens udvikling i de kommende sæsoner.

Tak for alt Dembélé!

Bairdinhos Odyssé

For Chris Baird har tiden i Fulham været en rutsjebanetur fra dag 1 af!

Den nordirske landsholdsspiller blev i 2007 shanghaiet af mega-floppet Lawrie Sanchez, som satsede på en nordirsk stamme til at holde Fulham oven vande i Premier League.

Sanchez fejlede dog ekstraordinært i sin mission og blev smidt på porten allerede et halvt år senere efter et horribelt efterår.

I det halve år blev Chris Baird hovedsageligt benyttet på højreback, selvom han primært havde spillet central forsvarer hos sin tidligere klub Southampton, hvor han endda blev kåret til Årets Spiller foran en vis herre ved navn Gareth Bale.

Baird havde store problemer med at omstille sig til Premier League og især højreback-positionen, hvor han i hovedparten af kampene var håbløst overmatchet af sine kvikke modstandere.

Jeg bringer her et citat fra et indlæg af undertegnede i starten af Bairds Fulham-karriere:

“Hans positionering, hurtighed, acceleration og forudsigelsesevne var håbløst ringe, og selvom han overhovedet ikke kunne følge med modstanderne, holdt Sanchez fast ved den håbløse nordirer…”

Da Roy Hodgson kom ind til foråret 2008, røg Baird efterfølgende ud i mørket og blev kun benyttet sporadisk i løbet af den sidste halvsæson.

Forsvarsspilleren gjorde sig desuden endnu mere upopulær hos Fulham-fansene, da han kom op at toppes med den daværende publikumsyndling Jimmy Bullard, som pudsigt nok senere byttede rolle med Baird og blev mål for tilhængernes foragtelse.

Mod forventning forblev Baird på Craven Cottage i sommerpausen 2008 på trods af fansenes ønske om at få den nordirske defensiv-spiller afsat.

Baird startede sæsonen 2008/09 ud som førstereserve til makkerparret Hangeland/Hughes, da Hodgson derudover kun havde en ung Chris Smalling i truppen, og den nuværende United-spiller var endnu ikke klar til en betydende rolle på holdet.

Førstereserven til Hangeland/Hughes har per tradition været ganske uheldig, da det centrale stopperpar sjældent pådrager sig skader eller får karantæne.

Derfor fik Baird kun fire kampe fra start i 08/09, men han præsterede upåklageligt i sine få optrædener, og Fulham-fansene begyndte langsomt at varme op for den lille alsidige forsvarsspiller.

Også set i lyset af, at Bullard havde forladt Craven Cottage under kontroversielle omstændigheder (*host* grådighed *host*), og den krølhårede midtbanemand var nu en ildeset skikkelse i Fulhams fankredse, hvilket ledte til sympati for Chris Bairds tidligere uvenskab med førstnævnte.

2009/10 sæsonen blev lidt af et gennembrud for Baird, hvor nordireren opnåede hele 52 optrædener (kun Schwarzer og Hughes overgik det antal) i alle konkurrencer inklusive finalen i Europa League.

Den alsidige Baird blev hovedsageligt benyttet på den centrale midtbane, men i slutningen af sæsonen blev det også til en del optrædener i højre forsvarsside grundet en skade til det normale førstevalg John Pantsil.

Baird var nu så småt begyndt at blive en publikumsfavorit blandt fansene, da hans præstationer gang på gang holdt et højt stabilt niveau i både Premier League og cup-turneringerne.

I 2010/11 sæsonen blev Baird flyttet rundt på banen, hvor det lykkedes ham både at forvise nyindkøbet Carlos Salcido og excentriske Pantsil fra startelleveren i henholdsvis venstre og højre side af forsvaret.

Bairdinho sluttede sæsonen af som fast mand i højre side, hvilket førte til afskeden med Pantsil i sommeren 2011.

Derudover satte nordireren gang i Fulhams fremragende stime i det kommende forår, da han i en december-udekamp mod Stoke scorede to mål i en 2-0 sejr på det ellers berygtede Britannia Stadium.

Efter sæsonen var gået på hæld blev nordireren endvidere kåret som treer i Årets Spiller, og han kunne kigge tilbage på en bemærkelsesværdig karriere i den klub, han stødte til i 2007.

Op til den netop overståede sæson var det derfor forventet, at Baird igen var en fast bestanddel af en af ligaens bedste defensiver, men både den erfarne nordirer og fansene blev slemt skuffede.

Martin Jol virkede indledende ikke til at have meget tro på Baird, og hollænderen valgte bl.a. at benytte Aaron Hughes på en uvant plads i højre forsvarsside.

Siden hen erobrede irske Stephen Kelly back-pladsen, hvilket førte til, at den evige altmuligmand Baird blev brugt til at agere afløser centralt og på midtbanen.

Selvom Baird især imponerede på midtbanen, hvor jeg personligt synes, han er den klart mest undervurderede spiller i truppen, havde Jol fortsat mere tiltro til andre aktører end nordireren.

Det blev til sølle syv Premier League-kampe fra start i 2011/12 sæsonen, og der spekuleres i, at Baird endelig har fået nok af at være klubbens lappegrej.

Baird har aldrig beklaget sig i medierne, men som fan kan man godt forstå, hvis nordireren søger spilletid andetsteds. For på trods af solide præstationer for klubben, har Baird officielt aldrig været fast mand i Fulhams startellever.

Det vil være en uværdig skæbne for en spiller, som startede ud med at være den mest upopulære spiller i klubben, men som nu er kendt blandt fansene under kælenavnet Bairdinho.

Bairdinhos Odyssé nærmer sig enden.

Pavel Pogrebnyak

Teamtalk.com d. 30/1/2012

“I would love this! He might not have been the biggest hit in Stuttgart, but he was brilliant when playing for Zenit. I was a big fan back then and he has all the tools to be a success in Premier League – a giant lad who could do well in Zamoras role.”

Facebook d. 30/1/2012

“Jeg er stor fan af Pavel Pogrebnyak som efter min mening allerede under Zenit-tiden var en ønskespiller for Fulham. Han har været en gang blandede bolsjer i Stuttgart, men han har alle værktøjerne til at blive en succes i Premier League, da hans kropsstyrke og størrelse er hans store forcer.”

Facebook d. 2/2/2012

“Jeg er stadig en stor fan af Pogrebnyak fra “gamle dage” af, så jeg ser absolut frem til hans ilddåb. Har personligt siden Zenit-tiden haft ham som en absolut ønskespiller for Fulham, men det bekymrer mig dog lidt, at han har haft en del skadesproblemer i Stuttgart.

Jeg anser ham som en mere komplet angriber end Zamora. En spiller, der både kan fungere som en Zamora-type, men som også er bedre teknisk med bolden og ikke mindst mere målfarlig (på trods af sin pauvre Stuttgart-statistik). Vi skal dog ikke anse Zamora som en slags religiøs figur med henblik på mål, da han kun scorede 20 gange i 91 EPL-optrædener. Meget muligt, at han var en vital del af opspillet til yderligere et antal mål, men man skal også huske på, at både Zamoras første og sidste sæson var rædselsfulde plus han var skadet i en stor del af 2010/11 sæsonen. Har aldrig personligt brudt mig om hans arrogante attitude, men jeg anerkender, at han har haft gode perioder i klubben – jeg kommer dog ikke til at savne ham som så mange andre og ser frem til nye tider.”

Undertegnede var fuld af lovord for Pavel Pogrebnyak inden russerens skifte til Fulham. Da jeg først hørte om en potentiel transfer, kunne jeg næsten ikke få armene ned, og Fulhams blinde passager i denne sæson, Bobby Zamora, kunne ikke være mere ligegyldig efter min uforbeholdne mening.

Og den store russer har i den grad imponeret i sine to første kampe efter at have haft diverse visa-problemer i starten af sin Fulham-karriere.

Indledende succes i Fulham

To mål i to kampe er facit for Pog eller Pav, som han bliver omtalt som af de dovne engelske tabloid-aviser. Derudover har han vist sig som en eminent spilstation á la Zamora i sidstnævntes storhedstid (som ligger en hel del måneder tilbage). Det er også morsomt at tænke på, at Pogrebnyak allerede har scoret samme antal Premier League mål, som Zamora brugte hele sin første sæson på(!)

Russerens form kan dog gå hen og bide Fulham i røven, da klubben efter sigende kun har lejet ham til sommer, hvor Pogrebnyaks kontrakt med Stuttgart udløber. Det virker desuden ikke til, at Fulham har indsat en købsklausul i kontrakten, hvilket jeg finder besynderligt, da dette var et logisk træk i tilfælde af, at Pogrebnyak får succes.

Det er dog ikke første gang, at Fulham udviser inkompetence ved forhandlingsbordet, da de tidligere har foretaget besynderlige beslutninger ved bl.a. Jonathan Greenings skifte til klubben, David Elms uforståelige kontraktforlængelse og Julian Grays mærkværdige ophold i klubben.

Forhåbentlig kan det ikke gå hurtigt nok, før Martin Jol og Co. sidder ved forhandlingsbordet og kaster en lukrativ 3-årig kontrakt i ansigtet af vores nye russiske bomber Pogrebnyak. Det eneste argument for den korte aftale må være, at russeren tidligere har slåsset med skader – men det ændrer ikke på, at der skulle have været implementeret en købsklausul i kontrakten!

Vi må nyde Pogrebnyaks succes, mens vi stadig har russeren i staben, og man kan efter angriberens start i klubben ikke bebrejde Fulhams fans, hvis de spørger: “Bobby hvem?”.

_________________________________

Rundt om Pavel Pogrebnyak

Født den 8. november 1983 i Moskva, Rusland

Position: Angriber

Højde: 188 cm

Tidligere klubber: Spartak Moskva, Baltika (lån), Khimki (lån), Shinnik (lån), Tom Tomsk, Zenit, VfB Stuttgart

Landskampe: 31 (8 mål)

Motspur Parks Græsplænes vurdering af Pogrebnyak

Fordele:

Målinstinkt

Russerens første tid i klubben har vist sig succesfuld, og som jeg forudsagde, har en skuffende periode i Stuttgart ikke forringet Pogrebnyaks målinstinkt.

Bygget som en okse

Pogrebnyak er en massiv angriber, der i høj grad minder om Zamora. Dog er han både bedre med fødderne og mere målfarlig.

Spilstation

Den store russer har også uden problemer gået ind på Zamoras plads og ageret afløser som spilstation med sin fremragende fysik og sit glimrende hovedspil.

Lejeaftale

I det tilfælde, at Pogrebnyak bliver langtidsskadet eller flopper (hvilket umiddelbart virker usandsynligt efter den start), vil lejeaftalen ikke udgøre den store risiko for klubben.

Pris

Ikke de store udbetalinger krævet!

Ulemper:

Kort kontrakt

Som skrevet ovenfor kan den korte leje-kontrakt kombineret med Pogrebnyaks succes give anledning til, at andre mere prominente bejlere melder sig som interesserede.

Ingen klausul

Som også nævnt ovenfor virker det ikke til, at Fulham har inkorporeret en klausul i Pogrebnyaks lejeaftale, hvilket jeg mener er et selvmål af dimensioner.

Skadesproblemer

Pogrebnyak har haft en del skadesproblemer især under sin Stuttgart-tid, og han missede bl.a. også EM i 2008 med en knæskade.

Mahamadou Diarra

Transfervinduet var lukket for længst, men Martin Jol valgte alligevel at hive en højst overraskende kanin op af hatten, da han i slutningen af februar præsenterede Mahamadou Diarra som nyt ansigt i klubben.

Diarra har tidligere været en del af det mest succesfulde Lyon-mandskab til dato og har bl.a. også tørnet ud for de spanske giganter fra Real Madrid. Det seneste år har midtbanemanden dog stået uden klub efter at have forladt AS Monaco, da den tidligere franske storklub rykkede ned i Ligue 2.

Ude fra virker Diarra til at være skræddersyet til den engelske Premier League.

Ny Cottager

Han er hårdfør, kraftfuld og hårdttacklende, hvilket på papiret er egenskaber, som gør den malinesiske(?) landsholdskæmpe til en defensiv midtbanespiller af den rette støbning.

De samme attributter gav ofte Diarra problemer i den spanske La Liga, hvor han især i sin første sæson fik tilraget sig et utal af gule kort fra de excentriske spanske dommere.

De engelske mænd i sort er dog også begyndt at slå hårdere ned på tacklinger, hvor de i den nuværende sæson er blevet udsat for massiv kritik pga. flere besynderlige kendelser. Det har ledt til en omfattende kritik fra trænere og fans, der ser de hårde tacklinger som en del af den kropskontakt, der hører til fodboldens kuriøse abc.

Jeg kan forestille mig Diarra i sin nuværende form som værende mere rusten end naboens Fiat Uno fra 1993, og derfor kan jeg frygte, at landsholdsspilleren fra Mali kan blive nødt til at sætte nogle forhastede tacklinger ind på sine modspillere, i tilfælde af han bliver overløbet. Diarra kan ikke just kendetegnes som Usain Bolt, men efter lidt over et halvt år som klubløs er han sandsynligvis ikke blevet hurtigere på grønsværen.

Det vil derfor tage tid, før Diarra rammer noget, der nærmer sig topformen, så derfor ser jeg ikke malineseren som en forstærkning på nuværende tidspunkt. Hvis Fulham dog vælger at forlænge med Diarra til 2013, og midtbanespilleren deltager i sommerens forberedelser til den nye sæson, vil jeg dog ikke afvise, at han kan blive en gevinst for klubben.

Dog mener jeg, det er bekymrende, at Diarra i høj grad havde enorme problemer med overhovedet at blive inkluderet i Monacos trup til kampdage, og GOAL.com’s franske korrespondent Robin Bairners citat kan måske gøre Fulham-fansenes optimisme yderligere til skamme:

“Diarra departed for Spain seemingly destined to become a star. By the time he returned five years later, he looked a completely different player.”
– Robin Bairners, GOAL.com

Jeg vil ikke dømme Diarra uden at have set ham spille, men jeg mener personligt, Fulham-fansene skal skrue ned for forventningerne til den afrikanske kæmpe – ellers kan de meget vel blive skuffede.

_________________________________

Rundt om Mahamadou Diarra

Født den 18. maj 1981 i Bamako, Mali

Position: Defensiv midtbanespiller

Højde: 182 cm

Tidligere klubber: OFI Kreta, Vitesse, Lyon, Real Madrid, Monaco

Landskampe: 64 (6 mål)

Motspur Parks Græsplænes vurdering af Diarra

Fordele:

Rutine

Diarra er en rutineret herre på snart 31 somre med flere år bag sig i storklubber som Lyon og Real Madrid, hvilket man ikke skal forklejne. Om vi mangler rutine, er en anden sag(!)

Vindermentalitet

Diarra kan liste følgende i sit trofæskab: Fire franske mesterskaber, fire franske Super Cups, to spanske mesterskaber, en spansk Super Cup og en spansk Copa del Rey. En imponerende stime, som givetvis har gjort Diarra til en vinder på banen (forhåbentlig har Monaco-nedturen ikke ændret på det!).

Spillestil

Som nævnt tidligere er Diarras spillestil på papiret perfekt til den engelske Premier League, og det ville nok have været til spillerens fordel, hvis han havde taget springet til England tidligere i sin karriere.

Kortvarig kontrakt

Der er umiddelbart ikke den store risiko ved at skrive kontrakt med Diarra grundet hans ledighed på markedet, og nu har den hærdebrede afrikaner et halvt år til at imponere Fulhams trænerstab.

Pris

Han koster gratis!

Ulemper:

Form

Efter over et halvt år uden en eneste kamp skal der mirakler til, hvis Diarra skal ramme topformen i denne sæson.

Skadesproblemer

Diarra har haft store problemer med sit knæ de seneste sæsoner, hvilket lyder til at have sat den defensive midtbanespiller tilbage i sin udvikling.

Marginalspiller

Diarra har indtaget rollen som marginalspiller de seneste tre sæsoner, hvilket kan få mig til at tvivle på, om han har kvaliteten til en fast plads hos Fulham.

Zoltan Gera – Den Ungarske Supermand!

Gera har sat Craven Cottage på den anden ende!

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ikke var Zoltan Geras største fan i den seneste sæson efter ankomsten fra West Bromwich, hvor den ungarske playmaker havde været en af holdets bærende spillere.

Landsholdsspilleren startede sæsonen 2008/09 ud som stamspiller på kanten, men desværre fungerede det slet ikke for Gera, der hurtigt mistede selvtillid grundet elendige præstationer og højlydt kritik.

Undertegnede overværede 11 kampe med Gera i aktion, og med et snit på 5,82 på 13-skalaen var jeg langt fra imponeret af midtbanespilleren.

Rent faktisk blev Geras topkarakter et 7-tal, som han præseterede i hele to kampe ud af de 11. Derudover spillede han til dumpekarakter hele fire gange.

Tillad mig at bringe et par citater fra kampreferaterne:

“Ligner ikke en optimal reserve” – Fulham vs. Manchester United (0-4), 9. marts, 2009

“Ikke manden, der kan vende et truende nederlag” – West Ham vs. Fulham (3-1), 19. januar, 2009

Derudover gentog jeg som regel termerne “svag”, “håbløs” og frasen “komplet umulig”, når jeg skulle bedømme ungarerens indsats.

I optakten til denne sæson, var jeg derfor ikke i tvivl om, at Gera ikke var i nærheden af startopstillingen efter, han agerede bænkevarmer i store dele af 08/09.

Citat fra PL Optakt Sæson 2009/10:

“På midtbanen har Fulham styrket bredden med indkøbene af Bjørn Helge Riise og Damien Duff, hvilket forhåbentlig betyder, at bold-analfabet, Zoltan Gera, ryger ud af truppen.”

Roy Hodgson troede dog stadig på Gera, der startede sæsonen ud på venstrekanten, mens Clint Dempsey tog sig af højrekanten.

Det varede dog ikke lang tid, før ungareren måtte vige pladsen for nyindkøbet Damien Duff, der indtog højre side, mens Dempsey blev rykket over på Geras plads.

Den arbejdssomme midtbanespiller måtte dermed nøjes med indskiftningstjanser sidst i kampene uden chance for at lave om på resultaterne.

I en kamp mod Arsenal sidst i september, 2009 viste ungareren dog en helt ny side af sig selv, da han var Fulhams altoverskyggende spiller i et snævert 1-0 nederlag.

Gera røg dog tilbage på bænken, men takterne forsvandt ikke, og især i Europa League brillierede den, pludseligt, teknisk dygtige midtbanekæmper.

Selvtilliden var tilbage, og da Gera startede inde i den historiske 3-0 sejr over Manchester United, var den ungarske supermand klart blandt Fulhams bærende spillere, og det føltes lidt som om, Gera var en nyindkøbt forstærkning.

Siden da har manden fra Pécs ikke kigget sig tilbage, og han er nu det foretrukne valg i front som hængende angriber med Bobby Zamora placeret på toppen.

I forhold til placeringen på kanten, virker denne rolle til at passe Gera perfekt, da han er fantastisk, når der skal spilles i de små rum.

Geras storke-lignende stil er nemlig overraskende driftsikker, og hans vendinger er ofte af højeste karat.

At Gera stoppede på landsholdet tilbage i oktober, virker også til at have spillet en rolle, for siden da har han gået fra den ene pragtpræstation til den anden.

Geras gennemsnit i denne sæson, i de 15 kampe jeg har overværet med ungareren som aktør, har været en kæmpe forbedring, og han står nu noteret for et gennemsnit på 8,4 til forskel fra sidste sæsons 5,82(!)

Og i går scorede Gera dét mål, som sendte Fulham i finalen i Europa League, som et perfekt punktum på endnu en succesfuld sæson for The Cottagers.

Det er ikke for ingenting, at Gera nu er min favoritspiller, og at jeg har skiftet mit mellemnavn ud med ‘Zoltan Gera’ på Facebook.

Gera – Rejuvenated – Legend!

Bobby Zamora!

Shhhhhhh!

Okay, indrømmet! I sin tid, da jeg kickstartede denne artikel (tilbage i sommeren 2009(!)), lød overskriften “Problemet Bobby Zamora”, men det er fortid, for Bobby Zamora er i den grad en forvandlet spiller fra fodboldspilleren, der i den seneste sæson ikke kunne ramme månen, om så den fløj lige over ham.

Jeg har tidligere ikke lagt skjul på, at jeg ikke var Bobby Zamoras største beundrer i fan-regi, da jeg var en kynisk kritiker af den store angribers attitude og manglende målnæse.

“NoGoals”, som han tidligere blev døbt her på bloggen, garnede sølle tre gange i 40 Premier League kampe(!) i den seneste sæson siden sit £4.8 millioners skifte fra West Ham tilbage i sommeren 2008.

Den store angriber frustrerede gang på gang undertegnede med skæverter, en negativ attitude på banen og en doven tilgang til spillet, mens jeg sad og brugte profane termer hjemme i lille Dobbelt A om den langlemmede Bobby!

Man kunne argumentere for, at AJ skulle score målene, mens Zamora fungerede som spilstation, der rykkede ned i banen og skabte plads for sine medspillere.

Den rolle syntes jeg dog ikke, han levede op til, og derfor var jeg en af de mange frustrerede Fulham-fans, der hellere så ryggen af ham end hans nummer i startopstillingen.

Statistisk set har Zamora været målfarlig…… for Brighton… I League One og til dels Championship, mens det har knebet med kasserne i Premier League for Spurs, West Ham og Fulham, hvilket følgende statistik også viser (Kampantal kun i Premier League):

Sæson 2001/02
Brighton – 24 kampe (1 indskiftning), 28 mål, 0 assists – League One

Sæson 2002/03
Brighton – 35 kampe, 14 mål, 0 assists – Championship

Sæson 2003/04
Tottenham – 16 kampe (10 indskiftninger) – 10 skud (10 på mål), 0 mål, 1 assist – Premier League
West Ham – 20 kampe (2 indskiftninger) – 54 skud (39 på mål), 5 mål, 3 assists – Championship

Sæson 2004/05
West Ham – 37 kampe (19 indskiftninger) – 37 skud (32 på mål), 11 mål, 4 assists – Championship

Sæson 2005/06
West Ham – 39 kampe (17 indskiftninger) – 30 skud (18 på mål), 6 mål, 5 assists – Premier League

Sæson 2006/07
West Ham – 32 kampe (5 indskiftninger) –  49 skud (23 på mål), 11 mål, 4 assists – Premier League

Sæson 2007/08
West Ham – 13 kampe (2 indskiftninger) – 20 skud (9 på mål), 1 mål, 2 assists – Premier League

Sæson 2008/09
Fulham – 35 kampe (3 indskiftninger) – 84 skud (23 på mål), 2 mål, 2 assists – Premier League

Det er værd at bemærke i ovenstående statistik, at Zamora er kommet til klart flest skud i Fulham trøjen i den seneste sæson, hvor han dog også fik 35 kampe til at opnå det i.

Men sammenligner man med sæsonen 2006/07, som var Bobbys klart bedste sæson i PL, havde angriberen hele 35 flere forsøg i Fulham trøjen (2008/09) end i West Ham trøjen på trods af, han næsten spillede samme antal kampe.

Derudover scorede Zamora 11 gange i 2006/07 sæsonen, men kun to for Fulham i den seneste sæson på trods af det langt højere antal forsøg, hvilket simpelthen ikke var godt nok.

Assist-mæssigt gør statistikken heller ikke Zamora mange tjenester, da han kun opnåede sølle 2 assists i den seneste sæson, mens rekorden var i 2005/06 sæsonen, hvor han lagde op til hele 5 kasser til sine medspillere.

Jeg vil dog forsvare Zamora med, at det hele ikke er sort/hvidt, og det ikke har været muligt for mig at finde en statistik på, hvor mange succesfulde angreb, den store angriber har taget del i.

I denne sæson har angriberen dog været fremragende, og han udviser både gigantisk selvtillid i opspilsfasen som i afslutningsøjeblikket, hvilket indtil videre har ført til syv PL-mål, hvilket også følgende statistik viser:

Sæson 2009/10
Fulham – 21 kampe – 52 skud (22 på mål), 7 mål, 4 assists – Premier League

Men mit store problem med Zamora er stadig hans evindelige arrogance på banen, og hans evige kritik af Fulhams fans, der var kritiske over for den store angriber i sidste sæson.

Kan man så bebrejde dem? Nææh, fodboldspillere får penge for at præstere, og uanset Roy Hodgsons lange snor til Zamora var det en elendig sæson for angriberen.

Siden har han tudet medierne fulde i, at Fulhams fans er forkælede, og at de ikke støtter spillerne på banen nok(!)

En mindre fraktion har måske ført det ned på et lavt niveau, men at dømme alle Fulham-fans over en kam, er som at sige, at alle englændere har dårlige tænder!

Hver eneste scoring fejrer Zamora med at tysse på publikum på trods af, de har skreget hans navn gennem hele kampen, og for mit vedkommende er jeg ved at brække mig over det!

Jeg accepterede det i starten, men nu da ingen Fulham-fans sætter spørgsmålstegn ved hans plads i startopstillingen og støtter ham i tykt og tyndt, burde han måske lægge bitterheden på hylden og lære lidt af en anden tidligere publikumsskraldemand, hårdtarbejdende Chris Baird.

Fulhams fans er trods alt med til at betale hans fyrstelige løn, og derfor har de ret til deres meninger, uden at de ligefrem skal ty til et lavere niveau end Zamora selv udviser i øjeblikket.

Flere og flere fans på de forskellige Fulham-fora har udvist foragt for mandens måde at fejre mål på, og angriberen skal passe på med at havne i bunken af upopulære spillere i deres egen klub.

Zamoras attitude skal forandres; Craven Cottages græstæppe er trods alt ikke sandkassen i en børnehave, hvor man opfører sig som et lille barn, hvis ikke man får sin vilje!

COYW!