WBA – Fulham: 1-2

Fulham fik en mildest talt livsvigtig sejr, da de Nytårsdag slog højtflyvende West Bromwich på The Hawthorns med 2-1.

Dermed fortsatte The Cottagers deres gode takter fra Swansea-kampen, og 2013 kunne ikke have fået en bedre start for de hårdtprøvede fans.

Det var også gæsterne, der dominerede kampens start, hvor især svenske Alex Kacaniklic brillerede i sin venstre side over for hjemmeholdet Billy Jones.

WBA havde generelt store problemer med at kontrollere kampen i de første tyve minutter, hvorefter de begyndte at true David Stockdales mål med Romelu Lukaku og den tidligere Fulham-favorit Zoltan Gera i hovedrollerne.

Første halvleg blev ellers spillet i et adstadigt tempo indtil det 39. minut, da Dimitar Berbatov udnyttede godt forarbejde fra Ashkan Dejagah til at bringe Fulham i front med et tørt skud fra kanten af feltet.

Inden da havde bulgareren brændt en friløber på Ben Foster, så det var en lettet bulgarer, der kunne fejre sit mål sammen med holdkammeraterne.

Fulhams føring skulle dog kun holde til fire minutter efter pausen, da Lukaku i en klar offside-position udlignede ved bagerste stolpe, efter Matthew Briggs var blevet snørret i venstre side.

Bare ti minutter senere kom Fulham igen i front ved Kacaniklic, efter svenskeren med nogle vævre driblinger fik prikket bolden forbi Foster, der var gået ud af sit mål.

Fulham virkede til at have nogenlunde kontrol over begivenhederne indtil en hektisk slutfase, hvor WBA hamrede speederen i bund, men heldigvis for Martin Jol og co. holdt gæsternes defensiv og en stærk Stockdale stand.

Kamp Fakta

Fulham

Stockdale 8 – Usikker i store dele af kampen grundet den lave sol, men i slutfasen leverede han flere livsvigtige redninger.

Briggs 5 – Blev ofte snørret alt for let af sin direkte modstander, og venstre back ligner officielt vores svage punkt.

Hangeland 7,5 – En udmærket indsats uden at nærme sig sit tidligere niveau.

Hughes 9,5 – En enkelt svipser, som var ved at koste et mål, skal ikke tage opmærksomheden væk fra de fire gange, hvor Hughes leverede en sidstesekundstackling.

Riether 6 – Overraskende anonym gennem hele kampen og gik meget få gange med frem i banen.

Kacaniklic 9 – Forsvinder lidt ud af kampen, men når svenskeren får bolden, tager han altid udfordringen. Krydrede sine fine driblinger med et glimrende mål.

Sidwell 9 – Ginger Iniesta med endnu en helhjertet indsats, og han må snart være blandt favoritterne til “Årets Spiller”.

Karagounis 9 – Grækerens klart bedste optræden i en Fulham-trøje.

Dejagah 8 – Endnu en god optræden fra iraneren, så måske er den dårlige stime brudt for kantspilleren. Man savner dog stadig et mere køligt overblik fra Dejagah.

Ruiz 8 – Kan notere endnu en assist ved matchvinder-målet og virker så småt til at være tilbage i topform.

Berbatov 8 – Stadig store mangler i sin attitude og arbejdsindsats, men godkendt på baggrund af målet.

Rodallega UB

Senderos UB

Bænk: Somogyi, Baird, Kasami, Richardson, Frei

Mål: Berbatov 39, Kacaniklic 58

West Brom: Foster, Jones, Tamas, McAuley, Ridgewell, Brunt (Thorne 84), Mulumbu, Gera (Long 65), Morrison, Fortune (Odemwingie 65), Lukaku.
Bænk: Myhill, Rosenberg, Jara Reyes, Dawson.

Mål: Lukaku 49

Tilskuertal: 25,436

Dommer: Mike Dean

Arsenal – Fulham: 3-3

Fulham har spillet mange underholdende kampe i denne sæson, men lørdagens match mod Arsenal tager alligevel prisen.

I stedet for mine normale 30 minutters motion om dagen, valgte jeg at “nøjes” med de 90 vanvittigt underholdende fodboldminutter, som fuldstændigt drænede mig for energi i løbet af kampen.

Fulham gik ind til kampen med en helt anden indstilling fra sidste uges energiløse 2-2’er mod Everton, men igen tog forsvaret sig en kollektiv offday, hvis man ser bort fra Sascha Riether i højre side.

Gæsterne lagde også bedst fra land, hvor især Dimitar Berbatov dominerede modstandernes defensiv, mens Steve Sidwell brød adskillige Arsenal-kontraer på midtbanen. Sidstnævnte var Fulhams bedste forsvarer, men desværre spillede han central midtbane…

Trods Fulhams gode start kom Arsenal hurtigt i front, da gæsterne for syttende gang i denne sæson undlod at markere ved en dødbold, hvilket gav målfattige Olivier Giroud lov til at heade Theo Walcotts hjørne ind bag en sprællende Mark Schwarzer.

Værterne trak sig derefter overraskende langt tilbage på banen og satsede tydeligt på kontraer, hvilket gav bonus 12 minutter senere, da Mikel Arteta nemt brød igennem i Fulhams venstreside og sendte den ind til Lukas Podolski, som fra nært hold passerede Schwarzer.

Fulham fortsatte dog ufortrødent, hvilket gav bonus kun seks minutter senere, da Berbatov umarkeret headede Bryan Ruiz’ hjørnespark ind bag Vito Mannone.

Det var ikke mindre, end hvad Fulham fortjente, og lige inden halvleg fuldendte udeholdet comebacket, da indskiftede Alex Kacaniklic afsluttede et mønsterangreb med et hårdt hovedstød fra midten af feltet.

Inden da havde Steve Sidwell fået et blødt gult kort, som var tæt på at koste ham en udvisning i anden halvleg, men generelt leverede kampens dommer Phil Dowd et horribelt indtryk, hvilket han har for vane.

Ashkan Dejagah kunne have sat et yderligere punktum for første halvleg, da han ikke fik ordentlig ram på sin hælafslutning, efter John Arne Riise for en gangs skyld var gået med frem i venstre side.

Velspillende Bryan Ruiz forspildte et hæderligt forsøg efter pausen, mens værternes Theo Walcott derefter skød over Schwarzers mål i den anden ende.

Ruiz voldte igen The Gunners problemer, da han let snuppede bolden fra Arteta uden for Arsenals felt, hvorefter sidstnævnte blev nødt til at begå et klodset straffespark. Det udnyttede Berbatov til fulde, og gæsterne var nu fortjent foran 3-2.

Den føring skulle dog kun vare to minutter, da rædselsfuldt forsvarsspil tillod Giroud at score sit andet mål denne eftermiddag, efter franskmanden havde brændt sit indledende forsøg på det skammeligste.

Arsenal begyndte nu at presse på, og Schwarzer måtte hive en pragtredning ud af ærmet for at forhindre Giroud i at score hattrick, da angriberen trykkede af fra 25 meter.

I overtiden fik Arsenal uforklarligt tilkendt et straffespark af pauseklovnen Dowd, da Sascha Riether blev beskyldt for at bruge hånden til hjælp for at stoppe Andrei Arshavins indlæg.

Det lignede en absurd beslutning, og det blev bekræftet af den langsomme gengivelse, da Riether havde armen helt inde til kroppen. “Forventer han, at Riether skal skære armen af?”, råbte jeg frustreret (og retorisk) til mit tv, mens sveden løb ned af min fedtede pandebrask og tårer tittede frem under mine øjenlåg.

Heldigvis leverede Schwarzer en absolut verdensklasseredning på det efterfølgende straffespark fra Arteta, og retfærdigheden var igen genoprettet på Emirates, mens jeg omsider kunne puste ud.

Herefter fløjtede Dowd af, hvorefter Martin Jol tog sig en “venskabelig” samtale med manden, der på dagen var forklædt som dommer – men han kan selvfølgelig også have sagt “tak for kampen”.

Det er desværre ikke første gang, Fulham har oplevet problemer med den evigt kontroversielle Dowd. Her er de tidligere tilfælde inden for de seneste to år:

April 2012 (Everton – Fulham 4-0) – Værterne blev sat i gang på et tvivlsomt straffe mod Pavel Pogrebnyak, der dog var soleklart i forhold til Riethers i dag.

September 2010 (Fulham – Wolves 2-1) – Fulham snydt for to klokkeklare straffespark, men heldigvis hev drengene alligevel tre point hjem.

Februar 2010 (Fulham – Birmingham 2-1) – Fulham snydt for et straffe, da Scott Dann tog hånden til hjælp.

Man kan så påstå, at han ikke har kostet os mange point, da Fulham selv har klaret ærterne, hvis man ser bort fra Everton-sammenbruddet.

Efter lørdagens kamp havde Hangeland følgende at sige om de underholdende 90 minutter og den mærkværdige straffesparkskendelse:

Kamp fakta

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 10 – Redningen i sidste minut sender ham et par pladser op på ranglisten.

Riehter 7,5 – Fulhams bedste i bagkæden og uskyldig dømt ved den besynderlige straffesparkskendelse i overtiden.

Hughes  03 – Dumpet med et brag og havde store problemer både ved jorden og i luften.

Hangeland 6 – Kommer kun over dumpekarakter pga en hektisk slutfase, hvor han kom i vejen for en del.

Riise 5 – Var ligesom Hughes impliceret i de to første Arsenal-scoringer og havde slet ikke styr på Walcott og Sagna.

Dejagah 7 – En blandet landhandel fra iraneren, som ofte var for egoistisk i sit spil.

Baird 7 – Ikke inde i sin bedste periode og havde et par alvorlige koncentrationssvigt i slutfasen efter en glimrende første halvleg.

Sidwell 9,5 – Brød gang på gang Arsenals angreb og måtte bære rundt på et blød advarsel fra midten af første halvleg grundet endnu en hjerneblødning fra Phil Dowd.

Richardson UB – Måtte hurtigt trække sig ud af kampen med en skade, hvilket var ærgerligt efter en lovende startfase.

Kacaniklic 8 – Afløseren for Richardson havde et fint indhop, hvor han bl.a. kom på måltavlen.

Ruiz 11 – Costa ricanerens klart bedste kamp i Fulham-trøjen. Var alle andre overlegne i sin distribution og var langt bedre til at slippe bolden i forhold til tidligere kampe.

Berbatov 10 – Kan bulgareren blive stresset, har vi ikke set det. Var rolig på bolden gennem alle 90 minutter og udnyttede sine chancer i front.

Duff UB – Kom alt for sent på banen i stedet for Dejagah.

Bænk: Stockdale, Senderos, Petric, Karagounis, Rodallega

Mål: Berbatov 29, 67 (str) Kacaniklic 40

Kort: Sidwell, Baird

Arsenal: Mannone; Sagna, Koscielny, Mertesacker, Vermaelen; Coquelin (Ramsey 54), Arteta, Cazorla, Walcott (Arshavin 83), Podolski (Chamberlain 76), Giroud
Bænk: Szczesny, Santos, Jenkinson, Chamakh

Mål: Giroud 11, 69 Podolski 23

Kort: Ramsey

Dommer: Phil Dowd

Fulham – Norwich: 5-0

Det blev den bedste åbningskamp i mands minde, da Fulham hjemme på Craven Cottage maltrakterede gæsterne fra Norwich i en sjældent set magtdemonstration.

På visit i toppen

Rent faktisk topper The Cottagers tabellen, hvilket ikke er sket før i mine otte år som Fulham-fan. Jeg kan heller ikke mindes, at Fulham nogensinde har været førerhold i Englands bedste række, så vi må hellere nyde det, mens vi kan.

Til kampen i lørdags var det helt store samtale-emne, at topscorer Clint Dempsey nægtede at stille op til kampen, men det virkede ikke til at slå Fulham af kurs. Tværtimod!

Fra start til slut formåede Fulham at holde et svagt Norwich-hold fra fadet, og var det ikke for et par gode redninger af en ellers svingende John Ruddy, kunne sejren sagtens have været to-tre mål større.

Hjemmeholdets første tilbud kom efter fem minutter, da Brede Hangeland sendte en lang bold over Norwichs bagkæde til Damien Duff, men den irske landsholdsspiller blev tacklet af Michael Turner i afslutningsøjeblikket.

I næste angreb fik Andrew Surman gæsternes eneste chance i første halvleg, da han tvang Mark Schwarzer ud i en sjælden redning med et hæderligt forsøg.

Få minutter senere sendte Ruddy en clearing lige ud i fødderne på Bryan Ruiz, men den costa ricanske angriber overplacerede efterfølgende sit ellers fikse chip.

Ruddy så bedre ud momenter senere, da han flot reddede forsøg fra både John Arne Riise og Mladen Petric.

Den engelske keeper kunne dog ikke gøre noget i det 26. minut, da Duff søgte en fremragende tværbold fra Riise og forholdsvis nemt kunne score eftermiddagens første mål.

Petric blev kampens anden målscorer, da han godt et kvarter senere headede et hjørnespark fra Duff i kassen. Jonathan Howson virkede til at redde på stregen, men i den langsomme gengivelse var bolden klart over linjen.

Lige før pausen måtte Ruddy igen på arbejde, da en velspillende Ruiz testede den sønderskudte keeper med en fin afslutning.

Efter pausen fortsatte The Cottagers i samme gear, og der skulle ikke gå mere end otte minutter, før Fulham scorede deres tredje mål, da Petric sendte et langskud op i hjørnet via uheldige Turner.

En godkendt debut af den kroatiske frontmand, hvilket Fulham-fansene i den grad var enige i, da de flabet råbte: “Are you watching Clint Dempsey?”

Unge Alex Kacaniklic var næste mand i skydeteltet, da han udnytte Petrics eminente hælaflevering til at gøre det til 4-0.

Det blev Petrics sidste aktion i kampen, da han derefter gjorde plads til aftenens tredje Fulham-debutant i form af colombianske Hugo Rodallega.

Med fire minutter var det netop Rodallega, der fremtvang et straffespark, da han blev hugget ned af Turner. Sidstnævnte ser sandsynligvis ikke tilbage på debuten med glæde, da nyindkøbet fra Sunderland leverede en rædselsindsats i det centrale forsvar.

På det efterfølgende straffespark skød indskiftede Steve Sidwell et missil op i nettaget, og så kunne den rødhårede comeback-kid fortjent lade sig hylde sammen med holdkammeraterne.

Samtidig blev vores ambitiøse lokalrivaler QPR slået med samme cifre af Michael Laudrups Swansea, så alt i alt en fantastisk konklusion på første spillerunde.

Kamp Fakta

Fulham

Mark Schwarzer 8,5 – Tog sig komfortabelt af hovedparten af Norwich’s sporadiske forsøg.

Sascha Riether 8,5 – Lukkede godt af bagude og var overraskende hurtig.

Brede Hangeland 8,5 – Havde ikke de store problemer over for en tam Norwich-offensiv.

Aaron Hughes 8,5 – Også en let dag på kontoret for stabile Hughes.

John Arne Riise 9,5 – Ræsede op og ned af sidelinjen og kunne med lidt held være kommet på måltavlen.

Damien Duff 9 – Gamle Duff kan stadig! Et mål og flere gennembrud lover godt for sæsonen.

Mahamadou Diarra 10,5 – Kampens bedste spiller, der overtog Murphy-rollen med stor autoritet.

Moussa Dembélé 8 – Lidt anonym til tider, men distributionen af bolde fejlede ikke noget.

Alex Kacaniklic 9 – Energisk og opportunistisk indsats blev krydret med en kasse.

Bryan Ruiz 9,5 – Imponerende indsats af Ruiz, som viste, at han måske går en stor sæson i møde.

Mladen Petric 10,5 – To mål og en assist i sin debut! Kan det være bedre?

Hugo Rodallega 8 – Fremtvang et straffespark i sin lovende cameo.

Pajtim Kasami UB – Kom ind i slutfasen og viste lidt tænder på højrekanten.

Bænk: Stockdale, Kelly, Baird, Halliche.

Mål: Duff 26, Petric 21, 54, Kacaniklic, 66, Sidwell 87 str

Norwich: Ruddy, Russell Martin, Ryan Bennett, Turner, Tierney, Pilkington, Howson, Johnson, Surman (Morison 46min), Snodgrass (Elliott Bennett 56min), Holt (Hoolahan 77min).
Bænk: Rudd, Vaughan, Barnett, Lappin.

Dommer: Michael Oliver

Tilskuertal: 26,062

Status

Det er tid til at gøre status for Fulham-truppen, som har kæmpet sig til en udmærket 9. plads i denne sæson. Det ligner et farvel til flere profiler, men fremtiden ser i den grad også lys ud, hvis vi holder på de fremtrædende talenter, som er brudt ind på førsteholdet i denne sæson.

Følgende er en oversigt over spillertruppen, og hvad jeg personligt tror om spillernes chancer for at forblive i klubben.

(Procent afhænger af, hvor sandsynligt det er, spilleren fortsætter i klubben)

Målmænd

Mark Schwarzer 100 %
39-årige Schwarzer fortsætter sin imponerende karriere og kan i oktober fejre sin fødselsdag nummer 40.

Farvel til Bjørn Helge

David Stockdale 80 %
Man kan godt frygte, at Stockdale mister tålmodigheden på bænken, da den engelske landsholdskeeper uden tvivl er en af Premier Leagues bedste reserver.

Neil Etheridge 100 %
Unge Etheridge er en kompetent tredjekeeper og vil fortsat være Fulham-spiller, når den nye sæson starter.

Csaba Somogyi 30 %
Ungarske Somogyi skrev en et-årig kontrakt sidste sommer og har ofte ageret fjerdekeeper. Hvis han stiller sig tilfreds med dette, kan Fulham eventuelt hænde at forlænge kontrakten.

Forsvar

Stephen Kelly 100 %
Efter en succesfuld sæson som fast højreback ventes det, at solide Kelly forlænger sin aftale med Fulham.

John Arne Riise 100 %
Efter en sløv start sluttede norske Riise glimrende af, og det forventer vi mere af i næste sæson.

Brede Hangeland 90 %
V0res norske fyrtårn har sine beundrere, men umiddelbart ser det ud til, at nordmanden forbliver loyal over for Fulham resten af sin Premier League-karriere. Stor cadeau til Hangeland, hvis han forbliver.

Chris Baird 70 %
Nordireren er blevet degraderet til back-up i denne sæson, og han kan hænde at søge spilletid andetsteds. Baird har dog aldrig brokket sig over at agere reserve gennem sin efterhånden lange Fulham-karriere.

Philippe Senderos 90 %
Schweizeren deler vandene blandt Fulhams fans, og Senderos har da også været en blandet fornøjelse i sin første sæson som skadesfri Cottagers-spiller. Må som regel finde sig i at være tredjevalg til midterforsvaret, men den svingende defensiv-spiller kan hænde at overhale Aaron Hughes indenom i sommerpausen.

Aaron Hughes 100 %
Den evigt pålidelige Hughes vil sandsynligvis fortsætte i Fulham karrieren ud.

Zdenek Grygera 30 %
Jol overvejer lige nu tjekkiske Grygeras fremtid i klubben. Den uheldige forsvarsspiller pådrog sig en grum knæskade i begyndelsen af sæsonen og har ikke spillet siden, hvilket ikke gavner hans chancer for at få forlænget sin et-årige kontrakt. Til tjekkens fordel spillede han udmærket i de få optrædener, det blev til.

Matthew Briggs 90 %
Briggsy kan være eftertragtet blandt rivalerne, og det er ikke lovende for den unge venstreback, at Riise suverænt fastholder netop den position på Fulhams mandskab. Men umiddelbart tror jeg, at Briggs vælger at fortsætte sin progressive udvikling i Fulham, hvor han givetvis ender med at overhale Riise indenom.

Rafik Halliche 0 %
Denne sommer skal det være, hvor vi endelig får Halliche afskibbet. Kæmpeflop siden sit skifte fra Benfica, og det er kun blevet til en Premier League-optræden over to år.

Midtbane

Steve Sidwell 100 %
Skadesplagede Sidwell startede fortræffeligt ud i denne sæson, men har siden årsskiftet været ude med diverse skader. Forhåbentlig vil “Ginger Iniesta” vende tilbage til fordums styrke, når der bliver fløjtet op til en ny sæson.

Pajtim Kasami 70 %
Talentfulde Kasami var i januar angiveligt tæt på et skifte tilbage til Italien, hvor Jol hentede ham sidste sommer. Har ikke kunnet følge op på den udmærkede start i Fulham-trøjen og har fået et minimum antal spilleminutter i dette forår. At han forblev i januar, kunne godt tyde på, at Fulham holder på ham.

Danny Murphy 90 %
Jeg kan ikke forestille mig, at Jol afskibber Murphy, som dog har kontraktudløb denne sommer. Selvom jeg personligt synes, at nye kræfter burde overtage Murphys plads, betyder han en masse for holdet som influentiel kaptajn.

Marcel Gecov 65 %
Den hårdføre Gecov har ikke formået at nærme sig startopstillingen siden sit skifte til Fulham, og man kan ikke klandre ham, hvis han skifter klub. Det har dog været et lærerigt år for tjekken, og efter at have omstillet sig til Premier League samt oplevet en hel sæsonoptakt kan tjekken måske gå ind og præge holdet i næste sæson.

Damien Duff 85 %
Meget afhænger af nye spillerindkøb for aldrende Damien Duff, som efterhånden har rundet de 33 somre. Det kan man dog ikke se på banen, hvor han stadig spurter op og ned af kanten, og jeg håber inderligt, at Duffy forbliver Cottagers-spiller, da jeg føler, han har meget at bidrage med endnu.

Bjørn Helge Riise 0 %
Farvel mindre gode Riise! Har rådnet op blandt reserverne og burde for sin egen skyld forlange et klubskifte. Norske klubber eller FCK virker oplagt!

Mahamadou Diarra 50 %
Diarra har imponeret i store dele af sin korte tid i klubben til stor overraskelse for undertegnede, der mildest talt var skeptisk, da Marty Jol hentede  malineseren ind i februar. Om det har været nok til at forlænge aftalen skal dog forblive usagt, og det kan hænde, at han bliver afløst af yngre forstærkninger.

Dickson Etuhu 40 %
Etuhu har ikke været glad for sin transformation fra stamspiller til reserve, og det ligner en exit, hvis der kan findes potentielle bejlere.

Kerim Frei 100 %
Den lille schweiziske wing-sensation vil i den nærmeste fremtid fortsætte sin eminente udvikling på klubbens førstehold.

Clint Dempsey 50 %
Efter en fantastisk sæson har amerikanske Dempsey alle kortene på hånden. Hans kontrakt udløber næste sommer og han er blevet 29 år. Derfor skal det være nu, hvis den målfarlige midtbanespiller skal til en større klub, hvor Arsenal ligner det mest realistiske bud. Medmindre han skifter til QPR eller Chelski, vil Demps fortsat have en stor stjerne hos Fulhams fans.

Simon Davies 100 %
På trods af sin nu permanente status som back-up fortsætter den evigt sympatiske Davies i klubben til kontraktudløb næste sommer. Som en fortjent gestus forlænger vi forhåbentlig med waliseren til karrieren stoppter, efter Davies har spillet en markant rolle i Fulhams optur de seneste år.

Alex Kacaniklic 100 %
Fik sit gennembrud i denne sæson og er et højst lovende talent, der trods sine unge år kan blive en vigtig spiller, hvis Dempsey og Dembele forlader klubben.

Moussa Dembélé 30 %
Det ligner et farvel til belgieren, som har haft et brag af en sæson. United, City, Arsenal, Chelsea og Liverpool er alle nævnt som arvtagere, så forhåbentlig kan Fulham få en fordelagtig pris for Premier Leagues bedste dribler.

Angreb

Pavel Pogrebnyak 60 %
Vores russiske frontløber har givet udtryk for, at han gerne bliver på Craven Cottage. Med Alex McLeishs farvel i Villa mistede Fulham en rival til russerens underskrift, men det er bekymrende, at vi endnu ikke har forlænget med Pogrebnyak.

Sá – Should I stay, or should I go?

Andy Johnson 30 %
Arbejdssomme Johnson har sin målstatistik mod sig og ser umiddelbart ikke ud til at få forlænget sin aftale. Man kan dog kun have beundring for den lille angribers arbejdspensum i Fulham-karrieren, hvor han gav 100 %.

Orlando Sá 60 %
Portugiseren har kontrakt til 2014, men grundet manglende spilletid er det en reel mulighed, at Sá forsvinder i sommerpausen.

Bryan Ruiz 100 %
Fulhams rekordkøb vil benytte sommerpausen i rehabilitering efter at have brækket foden i april måned.

Marcello Trotta 85 %
Trotta har bejlere i Italien, men jeg regner stærkt med, at han ligesom Frei, Kasami og Kacaniklic fortsætter sin lovende karriere i Fulham.

___________________________________

Konklusion

Hvis jeg ud fra ovenstående skal give mit bud, forlader følgende spillere klubben:

Csaba Somogyi

Zdenek Grygera

Rafik Halliche

Bjørn Helge Riise

Dickson Etuhu

Clint Dempsey

Moussa Dembélé

Andy Johnson

Kerim Frei og Alex Kacaniklic kan derfor komme til at spille væsentlige roller i næste sæson, hvis Dempsey og Dembélé som forventet forlader klubben. Det er dog vigtigt for Marty Jol at investere i spillertruppen, hvor der især centralt og i angrebet er brug for forstærkninger. En indkøbsliste burde derfor indeholde følgende:

En keeper (i tilfælde af at Stockdale igen forlader klubben på et lejemål)

En allround forsvarsspiller

En til to yngre centrale midtbanespillere

En kantspiller

En angriber

Med salgene af Dempsey og Dembélé håber jeg, at Jol får sig en heftig pengepung til at gå på jagt efter yngre kræfter. Fulham er i den grad en af de mere interessante klubber at følge med henblik på transfervinduet, og de næste par måneder vil vise, om vi fortsat kan bevare optimismen i, hvad der ligner en lys fremtid.

Hotshot Dalla Valle

Sommeren 2010

I alt ubemærkethed skifter den unge finske angriber Lauri Dalla Valle, i selskab med svenske Alex Kačaniklić, til Fulham som en del af Paul Koncheskys transfer til Liverpool.

Finsk Power

Dalla Valle er tidligere blevet rygtet til Chelsea, og skulle eftersigende have været den skarpeste angriber på Liverpools reservehold, hvor han blev sammenlignet med selveste Fernando Torres.

Det var derfor lidt overraskende, at Liverpool slap den stærke frontløber så billigt, hvilket Fulham forhåbentlig kommer til at nyde godt af i fremtiden.

Dalla Valle er dog ikke brudt ind i førsteholdstruppen endnu, og derfor blev det finske angrebses udlejet til Bournemouth i starten af marts for at oparbejde lidt tiltrængt kamperfaring.

Her er finnen lynhurtigt blevet en publikumsfavorit med to mål i tre kampe – bl.a. en fornem kasse i sin debut – og League One klubben har allerede forlænget lejemålet, så Dalla Valle er at finde på Dean Court resten af sæsonen.

Vi krydser alle fingre for, at Dalla Valle i den nære fremtid bliver Fulhams nye bomber – fundamentet og forventningen er i den grad skabt.