Arsenal – Fulham: Optakt

Efter en skuffende indsats mod Everton i sidste uge, hvor det dog blev til et point, skal Fulham ovenpå igen spillemæssigt, når de tager den korte tur til det nordlige London for at møde Arsenal.

Fulham har mildest talt en elendig statistik hos Arsenal, men med hjemmeholdets svingende start i baghovedet kan gæsterne gå hen og overraske på Emirates, uden at jeg skal gøre mig til den store optimist forud for opgøret.

Her er Marty Jols optakt til kampen:

_____________________

Fakta

  • Fulham har ryggen mod muren, da de aldrig har vundet på udebane mod Arsenal (22T, 4U).
  • Fulham er trods den dårlige statistik ubesejret mod Arsenal i de seneste tre kampe.
  • Fulham har smidt 12 point væk efter at være kommet foran i denne sæson, hvilket er det højeste antal point i ligaen.
  • Kun Chelsea og United har scoret flere end Fulhams 21 mål i denne sæson (henholdsvis 22 og 26).
  • Fulham har ramt modstandernes mål med 57 % af deres skud i denne sæson, hvilket er det højeste i ligaen.
  • Arsenal har oplevet deres dårligste sæsonstart nogensinde under Arséne Wenger.
  • Arsenal har endnu ikke scoret på hovedstød i denne sæson, hvilket kun Gunners og Sunderland har formået.
  • Arsenal har kun lukket otte mål ind i denne sæson, hvilket er den bedste statistik i ligaen.
  • Dog har de lukket ni mål ind i de seneste tre kampe (inkl. Champions League og Liga Cuppen).

_____________________

Fulham

Træner Martin Jol har en næsten skadesfri trup til rådighed til lørdagens kamp på Emirates, hvor Fulham traditionelt har det mere end svært.

Op til kampen er der blevet tvivl om midtbanegeneralen Mahamadou Diarra, og det kan give plads til sidste uges redningsmand Steve Sidwell, der går ind ved siden af Chris Baird i maskinrummet.

Den eneste, der definitivt må stå over, er langtidsskadede Simon Davies, hvilket giver Jol lidt af et luksusproblem i front, hvor flere spillere presser på fra sidelinjen. I højre side kunne Ashkan Dejagah få chancen over Damien Duff, der efter en vidunderlig sæsonstart, har været næsten anonym i de seneste kampe. I venstre plejer Alex Kacaniklic at blive bænket i udekampene, så det ligner en startplads til Kieran Richardson, der ikke just har imponeret i starten af sin Fulham-karriere.

I angrebet er Dimitar Berbatov selvskreven, mens Bryan Ruiz virker som det oplagte valg som bulgarerens makker efter at have været en af de bedre spillere i sidste weekends remis mod Everton. Mladen Petrić står klar i kulissen, hvis Ruiz ikke griber chancen, og den kroatiske frontløber kan blive en farlig joker at sende ind fra bænken.

Jol har kun slået Wenger én gang – og det var med sit nuværende hold i sidste sæson på Craven Cottage. Skal han også triumfere på udebane? Vi får se, men jeg nøjes gerne med et point.

Formbarometer (inkl. cupkampe): U-U-V-U-T

Formbarometer udebane (inkl. venskabskampe): U-U-V-T-T

Nøglespiller: Mark Schwarzer (Har fundet formen i de seneste par kampe og får givetvis travlt på Emirates trods gæsternes formkurve)

Vigtig brik: Steve Sidwell (Hvis Diarra som forventet ikke bliver klar, skal Ginger Iniesta være med til at stoppe Cazorla i et drabeligt midtbaneslag)

Potentiel første målscorer: Dimitar Berbatov (Bulgareren havde en off-day i sidste uge, men har generelt holdt et højt stabilt niveau i denne sæson)

Forventet startopstilling: Schwarzer; Riise, Hangeland, Hughes, Riether; Baird, Sidwell (Diarra), Richardson, Dejagah (Duff); Ruiz, Berbatov

_____________________

Arsenal er inde i en ujævn stime med svingende resultater, og det virker til, at deres udmærkede start på sæsonen er ved at fuse ud. The Gunners har heller ikke imponeret på hjemmebanen, og Fulham kan derfor se sit snit til at snuppe en uventet udesejr.

Arséne Wenger må til lørdagens kamp undvære stortalentet Jack Wilshere, som for en gangs skyld ikke må stå over med en skade men derimod en karantæne efter sin udvisning mod United. Hvem der overtager englænderens plads er en smule usikkert, men franske Francis Coquelin kunne være et godt bud efter at være blevet benyttet på den centrale midtbane tidligere i sæsonen. Derudover er de polske keepere Wojciech Szczesny og Lukasz Fabianski stadig på sidelinjen, mens Aaron Ramsey og Alex Oxlade-Chamberlain bliver testet op til kampen.

Umiddelbart virker det også til, at Kieran Gibbs er skadet, da han ikke nævnes i medierne i forbindelse med kampen, hvilket betyder, at enten rædselsfulde André Santos eller den faste centrale forsvarsspiller Thomas Vermaelen går ind i venstre side. Uanset løsningen vil det være den side, som Fulham skal angribe, og derfor kan iranske Ashkan Dejagah, hvis han starter inde, gøre livet surt for værterne.

Udover Gibbs foreligger der heller ingen oplysninger omkring trekløveret Abou Diaby, Gervinho og Tomas Rosicky, der alle har siddet over de seneste kampe, og man må derfor gå ud fra, at de ikke er til rådighed mod Fulham

Arsenal-fansene virker overraskende bekymrede om kampen i morgen, truppen virker rystet og Wenger er rådvild – venter der en overraskende Fulham-sejr?

Formbarometer (inkl. cupkampe): U-T-V-V-T

Formbarometer hjemmebane (inkl. venskabskampe): V-T-V-T-V

Nøglespiller: Santi Cazorla (Spanieren har imponeret stort siden sit skifte fra Spanien, og han bliver en svær mand at holde i ro)

Vigtig brik: Thomas Vermaelen (Har set skidt ud flere gange på det seneste, og belgieren skal oppe sig over for enten Dejagah eller Duff, hvis forsvarsspilleren starter i venstre side)

Potentiel første målscorer: Theo Walcott (Har set stærk ud i de indskiftningstjanser, den hurtige englænder har fået på det seneste – om han starter inde er en anden sag!)

Forventet startopstilling: Mannone; Vermaelen (Santos), Mertesacker, Koscielny (Vermaelen), Sagna; Coquelin, Cazorla, Arteta; Podolski, Walcott (Ramsey/Chamberlain); Giroud

_____________________

Kick-off lørdag kl. 16.00 på Emirates

Sendes direkte på Kanal 6 med optakt fra kl. 15.00 (sandsynligvis en Arsenal-præget optakt that is!)

_____________________

Indtil videre har Fulhams høns endnu ikke taget fejl, og her er deres forudsigelse til kampen i morgen:

Og her er et lille flashback fra 2011:

Reklamer

Arsenal – Fulham: Optakt

Fulham bliver for en gangs skyld sendt direkte på dansk tv, når de i morgen tager den korte tur til Emirates for at møde formstærke Robin van P… Øhhm, Arsenal.

Fulhams form er det modsatte af Arsenals, og som fan kan man kun håbe på en uafgjort, da en sejr virker mere end usandsynligt, hvis man kigger på både form og statistik.

At Fulham vises live på dansk tv, bringer også kun dårlige minder frem fra sidste direkte optræden på Kanal 6, hvor Arsenals ærkerivaler Tottenham løb med en højst ufortjent udesejr på Craven Cottage.

Fulhams opskrift på succes er uden tvivl at markere Robin van Persie tæt – hvis det er muligt med henblik på hollænderens eminente formkurve. Angriberen har scoret hele 44 mål i 50 kampe i kalenderåret 2011, og Fulhams defensiv får sandsynligvis sit hyr med den stærke hollandske landsholdsspiller.

Nøgleduellen i kampen er dog i venstre side af Fulhams defensiv, hvor John Arne Riises form er noget nær det modsatte af van Persies. Han står lørdag over for lynhurtige Theo Walcott, og når Riise tidligere har haft problemer med Victor Moses og Aaron Lennon, udgør Walcott en mindst lige så stor udfordring. Walcott står noteret for otte assists, hvor van Persie i alle tilfældene har været afslutteren ifølge Opta (virksomhed med speciale i analyse af sportsdata.red).

_____________________

Fakta

  • Fulham har kun vundet 12 af de seneste 101 udekampe i Premier League (!)
  • Fulham har kun benyttet 20 spillere i Premier League denne sæson, hvilket er mindst blandt de tyve klubber i ligaen.
  • Fulham har aldrig vundet ude mod Arsenal i 25 forsøg (22V, 3U).
  • Fulham har kun scoret seks mål i sine ti PL-udekampe mod Arsenal og har aldrig fået netmaskerne til at blafre mere end en gang.
  • Martin Jol har aldrig vundet over Arsenal i sine syv forsøg (3U, 4T).
  • Mark Schwarzer har holdt målet rent i fem kampe denne sæson, hvilket kun er matchet af Swansea’s hollandske superkeeper Michel Vorm i PL.
  • Arsenal har vundet fem PL-kampe i streg.
  • 29 % af langskudsforsøg uden for feltet mod Arsenal er gået ind bag målmand Wojciech Szczesny, hvilket er ligaens højeste procentdel.
  • Robin van Persie har scoret 13 PL-mål denne sæson, hvilket er lige så mange som hele Fulhams mandskab -_-

_____________________

Fulham

Fulham er sandsynligvis ikke ‘Ugens Fidus’ hos diverse bookmakere, og The Cottagers har da også ryggen mod muren på Emirates.

Gæsterne må undvære både Stephen Kelly (lår) og Zdenek Grygera (langtidsskadet) på højreback-pladsen, hvilket sandsynligvis betyder, at enten Chris Baird eller Aaron Hughes må ud i højre side.

Om Philippe Senderos også kan indgå i forsvarskæden mod sin tidligere klub, må vi vente at se, men umiddelbart vil jeg tro, at defensiven får følgende form: Baird, Hughes, Hangeland, Riise.

Riise stod over i sidste weekends kamp mod Sunderland pga. sin kones fødsel, hvilket bevirkede, at Fulhams venstre side for en gangs skyld ikke blev løbet over ende. Den norske forsvarsspiller har været rædselsfuld siden sit comeback i Premier League, og Fulham-fans må håbe, fødslen giver ham motivation til rent faktisk at agere forsvarsspiller.

På kanterne er Simon Davies stadig fraværende, mens også Damien Duff misser Arsenal-opgøret med en læg-skade. Den fightende elegantier Steven Sidwell må endvidere stå over efter en operation, hvilket giver plads til enorme Dickson Etuhu, som ikke just har imponeret i denne sæson. Dette er i høj grad bekymrende, da Danny Murphy heller ikke har ramt noget, der ligner en stabil formkurve, og derfor ligner den centrale midtbaneakse en letvægter-udgave (på trods af Etuhus størrelse).

I angrebet er Orlando Sa ikke til rådighed, mens det bliver interessant, om Bryan Ruiz endelig bliver sluppet løs efter alt for få optrædener i sine første måneder i Fulham.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): U-T-V-V-T

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): U-V-T-T-V

Nøglespiller: Mark Schwarzer (Heldigvis er Schwarzer i god form op til mødet med van Persie)

Vigtig brik: Brede Hangeland (Fyrtårnet skal spille op til sit allerbedste over for en af verdens bedste angribere)

Potentiel første målscorer: Moussa Dembele (ikke en profileret målscorer, men Dembele spiller på en bølge af selvtillid i øjeblikket med henblik på Tottenhams interesse og Martin Jols store begejstring for kantspilleren)

Svagt led: John Arne Riise (jeg gruer for duellen med Walcott)

Formodet startopstilling: Schwarzer; JA Riise, Hangeland, Hughes, Baird; Dempsey, Murphy, Etuhu, Ruiz (Dembele); Dembele (Johnson), Zamora

_____________________

Arsenal

Arsenals forrygende form har givet dem et boost efter deres katastrofale start på sæsonen, hvor de bl.a. tabte rekordstore 2-8 til United på Old Trafford. Men det er historie, og faktum er, at Gunners ikke har tabt siden den 2. oktober, hvor rivalerne fra Tottenham tog en 2-1 sejr på White Hart Lane.

Som tidligere nævnt kan Arsenal i høj grad takke Premier Leagues mest formstærke spiller Robin van Persie for deres store succes, men også Theo Walcott og Aaron Ramsey kan notere stigende formkurver.

Forsvaret halter dog stadig for Arsene Wenger, hvor Per Mertesacker ofte ligner ‘Bambi på glatis’, mens flere skader har betydet, at forsvarskæden næsten hele tiden er blevet ændret. Det betyder ligesom mod Norwich, at Laurent Koscielny må finde sig i at blive rykket fra det centrale forsvar ud på højreback-pladsen, hvor Bacary Sagna og unge Carl Jenkinson er ude med skader. Endvidere fortsætter brasilianske Andre Santos i venstre side i Kieran Gibbs’ fravær.

På midtbanen må Jack Wilshere stadig se til fra sidelinjen, mens både Tomas Rosicky og Abou Diaby kan få comeback efter skadespauser.

Succesopskriften for Fulham må være at:

– Mandsopdække van Persie (og håbe han har en offday).

– Presse Mertesacker og Koscielny til fejl i bagkæden.

– Lære John Arne Riise at forsvare, da Theo Walcott kan blive en rigtig stor mundfuld for nordmanden.

Fulham skal dog finde deres indre Pelé frem for at vinde i morgen, og mit håb kan højst ligge i en blød uafgjort.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): V-V-V-U-V

Formbarometer hjemmebane (inkl. Cup og Europa): V-V-U-V-V

Nøglespiller: Robin van Persie (ingen kommentarer)

Pas på: Theo Walcott (Riise beware!)

Potentiel første målscorer: Robin van Persie (ja…)

Svagt led: Per Mertesacker (krydser fingre for et par Norwich-blundere)

Formodet startopstilling: Szczesny; Koscielny, Vermaelen, Mertesacker, Santos; Song, Arteta, Ramsey; Walcott, Gervinho, van Persie

_____________________

Dommer: Mike Dean

Kick-off lørdag, kl. 18.30 på Emirates Stadium (Direkte på Kanal 6)