EM 2012: Første Rundes Hold

I en tid, hvor Premier League står stille, er det et tiltrængt fodboldpust, vi fodboldhungrende får tilført fra EM i Polen og Ukraine.

Jeg har siden starten på slutrunden siddet limet fast til skærmen hver aften, hvilket har gjort min produktivitet mindre og min ølmave væsentlig større.

Indtrykkene har været både positive og negative, men i retroperspektiv har det været en ganske glimrende turnering indtil videre.

Jeg bringer her ud fra mit eget subjektive fodboldsyn første rundes drømmehold i en forhastet artikel:

Målmand: Stephan Andersen, Danmark
Bortset fra en enkelt svipser i første halvleg stod Danmarks ankermand en brandkamp mod den hollandske overmagt, som endte med en sensationel sejr til de danske miniputter.

Højre back: Jerome Boateng, Tyskland
Eliminerede pomadedrengen Christiano Ronaldo til et 13-tal mod Portugal.

Central forsvarer: Mats Hummels, Tyskland
Jeg har sjældent været så imponeret af en midterforsvarer, som jeg var af Hummels i Portugal-kampen. Sikke et overblik og en minimal fejlkvote.

Central forsvarer: Daniel Agger, Danmark 
Jeg er måske lettere farvet, men når vi holder nullet mod et offensivt Holland-mandskab, må vi have gjort et eller andet rigtigt nede i defensiven. Agger gik forrest i vores bagkæde og var med til at marginalisere hollændernes store stjerne Robin van Persie.

Venstre back: Yuri Zhirkov, Rusland
Som ved sidste slutrunde fortsætter Zhirkov med at imponere det internationale fodboldpublikum.

Højre midtbane: Alan Dzagoev, Rusland
Et lille gennembrud anes for 21-årige Dzagoev, som blev dobbelt målscorer i storsejren over Tjekkiet.

Central midtbane: Andrei Arshavin, Rusland
Sikke en forskel fra klubplan! Arshavin styrede totalt midtbanen med stort overblik og flere fremtrædende offensive ryk.

Central midtbane: Andres Iniesta, Spanien
Klart spaniernes bedste mand i det indledende remis mod Italien.

Venstre midtbane: Konstantin Zyrianov, Rusland
Rutinerede Zyrianov viste mod Tjekkiet, hvorfor han stadig er foretrukket  i den russiske startopstilling.

Angriber: Andriy Shevchenko, Ukraine
The grand old man er stadig en snu rotte, hvilket blev bevist mod Sverige med to fremragende mål.

Angriber: Dimitris Salpingidis, Grækenland
Når man som indskifter scorer mål og tilkæmper sig straffe, er det svært at undgå hæder.

Bænk: Debuchy (Frankrig), Husyev (Ukraine), de Rossi (Italien), Kjær (Danmark), Ignashevich (Rusland), Krohn Dehli (Danmark), Sneijder (Holland), Mandzukic (Kroatien), Konoplyanka (Ukraine), Yarmolenko (Ukraine)

Reklamer

The Weaker Side

Ville vi have vundet mod Juventus, hvis det engelske FA fik sin vilje?

Efter Fulham igen prioriterede Europa League over Premier League, er der sat spørgsmålstegn ved holdudtagelsen, som Roy Hodgson lagde for dagen i PL-opgøret mod Everton.

Premier League regler siger, at holdene skal stille med det stærkeste mandskab, hvis de er til rådighed.

En tåbelig regel, da det engelske FA burde kigge på hver enkelt episode, inden de kaster rundt med deres dummebøder.

Wolverhampton fik en bøde tilbage i december, da de stillede med et stærkt decimeret mandskab og derfor virkede til at have opgivet på forhånd i en kamp mod Manchester United.

Siden da er diskussionerne gået frem og tilbage, især med hensyn til Roy Hodgsons holdudtagelser op til vigtige Europa League opgør.

Dog skal det siges, at langt størstedelen af det engelske fodbold-community har støttet The Cottagers i den tidligere sag, hvor West Hams ejere så sig mugne på sine London-kollegaer.

Fulham er desværre ikke en mastodont som f.eks. Chelsea og har derfor en mindre trup med lavere kvalitet, og da Fulham har spillet over 50 kampe i denne sæson, er det intet under, at stammen på holdet fortjener et hvil.

Derudover er det fuldstændig hjernedødt at prioritere Premier League, når Fulham er tættere end nogensinde på deres første europæiske finale i historien og skal spille den vigtigste kamp på Craven Cottage nogensinde denne torsdag!

Og jeg vil da påstå, at Fulham gav Everton kamp til slutfløjtet i weekenden, og at kun en mega-brøler fra linjevogteren kostede et enkelt point på Goodison.

Roy Hodgson fremlagde også en glimrende pointe, da han udtalte, at Everton formodentlig havde haft lettere spil, hvis Fulham havde stillet med den samme flok trætte spillere, der torsdagen forinden havde spillet en udmagrende kamp mod HSV.

Så tag nu jeres mavesårsmedicin og kom videre i programmet!

Europa League semi-finale torsdag: BE THERE!