EM 2012: Første Rundes Hold

I en tid, hvor Premier League står stille, er det et tiltrængt fodboldpust, vi fodboldhungrende får tilført fra EM i Polen og Ukraine.

Jeg har siden starten på slutrunden siddet limet fast til skærmen hver aften, hvilket har gjort min produktivitet mindre og min ølmave væsentlig større.

Indtrykkene har været både positive og negative, men i retroperspektiv har det været en ganske glimrende turnering indtil videre.

Jeg bringer her ud fra mit eget subjektive fodboldsyn første rundes drømmehold i en forhastet artikel:

Målmand: Stephan Andersen, Danmark
Bortset fra en enkelt svipser i første halvleg stod Danmarks ankermand en brandkamp mod den hollandske overmagt, som endte med en sensationel sejr til de danske miniputter.

Højre back: Jerome Boateng, Tyskland
Eliminerede pomadedrengen Christiano Ronaldo til et 13-tal mod Portugal.

Central forsvarer: Mats Hummels, Tyskland
Jeg har sjældent været så imponeret af en midterforsvarer, som jeg var af Hummels i Portugal-kampen. Sikke et overblik og en minimal fejlkvote.

Central forsvarer: Daniel Agger, Danmark 
Jeg er måske lettere farvet, men når vi holder nullet mod et offensivt Holland-mandskab, må vi have gjort et eller andet rigtigt nede i defensiven. Agger gik forrest i vores bagkæde og var med til at marginalisere hollændernes store stjerne Robin van Persie.

Venstre back: Yuri Zhirkov, Rusland
Som ved sidste slutrunde fortsætter Zhirkov med at imponere det internationale fodboldpublikum.

Højre midtbane: Alan Dzagoev, Rusland
Et lille gennembrud anes for 21-årige Dzagoev, som blev dobbelt målscorer i storsejren over Tjekkiet.

Central midtbane: Andrei Arshavin, Rusland
Sikke en forskel fra klubplan! Arshavin styrede totalt midtbanen med stort overblik og flere fremtrædende offensive ryk.

Central midtbane: Andres Iniesta, Spanien
Klart spaniernes bedste mand i det indledende remis mod Italien.

Venstre midtbane: Konstantin Zyrianov, Rusland
Rutinerede Zyrianov viste mod Tjekkiet, hvorfor han stadig er foretrukket  i den russiske startopstilling.

Angriber: Andriy Shevchenko, Ukraine
The grand old man er stadig en snu rotte, hvilket blev bevist mod Sverige med to fremragende mål.

Angriber: Dimitris Salpingidis, Grækenland
Når man som indskifter scorer mål og tilkæmper sig straffe, er det svært at undgå hæder.

Bænk: Debuchy (Frankrig), Husyev (Ukraine), de Rossi (Italien), Kjær (Danmark), Ignashevich (Rusland), Krohn Dehli (Danmark), Sneijder (Holland), Mandzukic (Kroatien), Konoplyanka (Ukraine), Yarmolenko (Ukraine)

Årets Kåringer

Den forgangne sæson er en saga blot, og websites, aviser og eksperter giver deres besyv med, når sæsonens kåringer skal uddeles.

Jeg har i lang tid haft en artikel på skrivebordet omkring årets kåringer, men har ikke rigtigt fået taget mig sammen til at skrive den færdig grundet diverse opgaver vedrørende skolen.

Men nu skal det være!

Indledende vil jeg give mit bud på en startellever, der har brillieret kontinuerligt gennem hele sæsonen, nemlig Årets Hold.

Jeg har taget flere faktorer i betragtning under min udvælgelse og er kommet frem til følgende 11 spillere samt bænk bestående af 7 spillere.

Hele to Fulham-spillere repræsenteret på 'Årets Hold'

Hele to Fulham-spillere repræsenteret på 'Årets Hold'

Mine udvalgte til Årets Hold:

Målmand: Mark Schwarzer (Fulham) – “Ja, ja, du er jo farvet, er du”, siger du nok… Men statistisk set er Fulhams Mark Schwarzer den bedste målmand i divisionen med den største redningsprocent blandt ankermændene. Det faktum, at Fulham har den fjerdebedste defensiv i ligaen (bl.a. foran Arsenal), bidrager også til udvælgelsen af Schwarzer, som ikke mindst er at takke for den statistik og allerede har opnået kult status på Craven Cottage.

Højreback: Phil Jagielka (Everton) – I stedet for at gå efter den offensive højreback holder jeg mig til den stabile defensive krumtap, Phil Jagielka. Jagielka har spillet central forsvarer det meste af sæsonen, men kan dog også ligge i højre forsvarsside uden de store problemer. Har holdt højt niveau det meste af sæsonen indtil en ærgelig knæskade satte en stopper for hans sæson for et par uger siden.

Centralt forsvar: Nemanja Vidic (Manchester United) – Den store serber er for alvor trådt ind i international topklasse i denne sæson, hvor klippen, som regel, har holdt modstanderne i kort snor. Var favorit i manges bøger til at løbe med prisen som “Årets Spiller”, men måtte se den gå til Ryan Giggs som et tegn på respekt for den rutinerede walisers enestående karriere.

Centralt forsvar: Brede Hangeland (Fulham) – Norsk stål i Fulhams forsvar ryger lige ind på årets hold efter undertegnedes mening (samt Teamtalks). Der er højt til overliggeren på Hangelands bundniveau og man kan tælle på en hånd, hvor mange kampe nordmanden har underpræsteret i, hvilket jo er imponerende med det antal kampe, som bliver spillet på en sæson.

Venstreback: Leighton Baines (Everton) – Efter at have været lidt ude og inde af holdet i sidste sæson, har Baines for alvor slået sit navn fast i Evertons venstre side i denne sæson, hvilket også har ført til, at han er blevet udtaget til landsholdet for første gang i sin karriere. Kompetencer som hurtighed, angrebsivrighed og solidt defensivt fodarbejde har gjort ham til, i mine øjne, ligaens bedste venstreback i øjeblikket. Syv assists gør ham desuden til den forsvarsspiller med flest oplæg.

Højre wing: Wayne Rooney (Manchester United) – Rooney scorer altid mod Fulham… Og dog! Der var jo lige en 2-0 sejr på Craven Cottage, som var undtagelsen i den tese! Men bortset fra det har Rooney haft en glimrende sæson, hvor niveauet og ikke mindst skarpheden har været højere end sædvanligt. At temperamentet har svigtet igen og igen (og Rooney i bund og grund er et dumt svin) er en anden side af sagen..

Central midtbane: Steven Gerrard (Liverpool) – Gerrard har igen igen været Liverpools altoverskyggende spiller i denne sæson og kronede det hele med 2009 Footballer of the Year Award for nylig. Ligesom Rooney har han også mentale svigt, men spillemæssigt er han toppen af den røde kransekage.

Central Midtbane: Frank Lampard (Chelsea) – Man kan mene meget om Fat Frank og hans glatbarberede ben, men igen har midtbanespilleren holdt højt niveau i løbet af sæsonen for russiske Chelski. Altid en skudtrussel udefra, hvilket 12 mål også vidner om (bl.a. to mod Fulham i december! Argghhh!).

Venstre Wing: Christiano Ronaldo (Manchester United) – Christina tøsen gør krav på venstre wing, selvom han ikke opnåede samme niveau som i sidste sæson (Hvilket også ville være særdeles svært at leve op til). Portugiseren sluttede dog på imponerende 18 mål i ligaen, hvilket kun Anelka overgik. Jeg vælger at se bort fra hans tuderi på grønsværen og kun fokusere på hans fænomenale fodboldevner, hvilket Christina måske også burde!

Angriber: Fernando Torres (Liverpool) – En skadesplaget sæson for den skræmmende stærke spanier gav kun angriberen 24 kampe til at overbevise mig om en plads på årets hold. Når man så scorer 14 mål (0,58 mål per kamp) i de 24 kampe og får Nemanja Vidic til at ligne Zat Knight, så er man god nok til årets hold i min bog.

Angriber: Nicolas Anelka (Chelsea) – Anelka har sådan set holdt sig på toppen af topscorerlisten hele sæsonen og selvom han har oplevet modgang i løbet af sæsonen, har han fortsat været Chelskis farligste mand. 19 mål og topscorer i ligaen, hvilket giver ham en plads i angrebet på dette fremragende drømme-mandskab.

Bænk: van der Sar (Man U); Ferdinand (Man U), Evra (Man U); Terry (Chelsea); Arteta (Everton); Young (Aston Villa); K.Davies (Bolton)

Boblere: Almunia (Arsenal), Jaaskelainen (Bolton), A.Hughes (Fulham), Bosingwa (Chelsea), G.Cahill (Bolton), Faye (Stoke), Laursen (Villa) Fellaini (Everton), Ireland (Man City), Modric (Tottenham), Cahill (Everton), Barry (Villa), Dempsey (Fulham), M.Taylor (Bolton), C.Cole (West Ham), van Persie (Arsenal), Kuyt (Liverpool)

Managerteam: Roy Hodgson (Fulham) og Tony Pulis (Stoke) – David Moyes tog måske Årets Manager, og det er da også en fremragende præstation, gingerboy Moyes, har opnået med The Toffees. Men Everton lagde også i top 5 sidste år, så spillermaterialet er der uden tvivl.

Fulham til gengæld var et mulehår fra nedrykning, men pludseligt har Roy Hodgson, med reserver fra andre klubber, en norsk gigant og en australsk ankermand, vendt det hele på hovedet og kvalificeret The Cottagers til europæisk fodbold! Fucking impressive!

Stoke lignede i lang tid en nedrykker men en god slutspurt gav The Potters og Tony Pulis en brilliant 12. plads i den første sæson blandt de bedste siden 1985. Also fucking impressive!

Bobler: David Moyes (Everton)

Bentley equals Flop

Bentley equals Flop

Der har været fantastiske præstationer som ovenstående og så har der naturligvis også været det modsatte. Derfor præsenterer jeg nu mine elleve udvalgte til årets flop hold.

Mine udvalgte til Årets Flop 11’er:

Målmand: Paul Robinson (Blackburn) – Laveste redningsprocent i Premier League og burde vel egentlig spille på et niveau eller to lavere!

Højreback: Pascal Chimbonda (Tottenham) – Et flop i Sunderland efter sit skifte fra Tottenham og et flop i Tottenham efter sit skifte fra Sunderland…

Centralt forsvar: Zat Knight (Aston Villa) – Knight(mare) kunne slet ikke lappe hullerne i Villas forsvar efter Laursens skade, hvilket udmøntede i et elendigt andet halvår af sæsonen for The Villans.

Centralt forsvar: Robert Huth (Middlesbrough) – Huth, eller slowpoke som jeg kalder ham, burde overveje et skifte til 2. Bundesliga, da engelsk fodbold går alt for hurtigt til den sløve midterforsvarer.

Venstreback: Damien Duff (Newcastle) – På en uvant plads som venstreback finder vi Duff, der med to assists ikke just har levet op til forventningerne som kantspiller med oplæg i støvlerne. Duff kronede en elendig sæson med (uheldigt) at score det selvmål, der dømte Newcastle til nedrykning i sidste kamp mod Villa.

Højre midtbane: David Bentley (Tottenham) – Den nye Beckham (*host*) har rigtigt “imponeret” Tottenham fansene i denne sæson efter sit skifte fra Blackburn! Røverkøb (et andet ord for waste of money) til cirka 16 millioner pund….

Central midtbane: Joey Barton (Newcastle) – Okay, givet Bartons korte tid på banen i denne sæson, er det måske billigt at sætte klovnen på Årets Flop 11’er, men ikke desto mindre er han repræsenteret. Grundet fængsel, skader og utallige karantæner har Barton kun spillet 9 Premier League kampe i denne sæson…

Central midtbane: Deco (Chelsea) – Klassestart fra den lille portugiser inden han forsvandt ud i glemslen og reservefodbold.

Venstre midtbane: Luis Boa Morte (West Ham) – Kontinuitet er et fremmedord i Boa Mortes bog… Okay, han har måske kontinuitet i sit spil, men det er den forkerte af slagsen…

Angriber: Afonso Alves (Middlesbrough) – Fed, overbetalt og uskarp brasilianer på afveje i den engelske Premier League, hvilket i sidste ende var skyld i Boros nedrykning.

Angriber: Johan Elmander (Bolton) – Kevin Davies var nødt til at score for to i denne sæson, da 110 millionersmanden Johan Elmander valgte at gå sine sidste 17 kampe uden at score et eneste mål..

Bænk: Myhill (Hull), Dawson (Tottenham), Meite (WBA), Nolan (Newcastle), Gera (Fulham), Butt (Newcastle), Pavlychenko (Tottenham)

Boblere: Djourou (Arsenal), Shorey (Villa), Eboue (Arsenal), Diouf (Blackburn), Lucas (Liverpool), Geremi (Newcastle), Reo-Coker (Villa), Arca (Sunderland), Borja (WBA), Nani (Man U), Arbeloa (Liverpool), Zamora (Fulham), Riera (Liverpool), Babel (Liverpool), , N’Zogbia (Wigan), Koumas (Wigan), Diaby (Arsenal), McCann (Bolton), Nolan (Newcastle)

Manager: Juande Ramos (ex-Tottenham) (Boblere: Roy Keane, ex-Sunderland – Paul Ince, ex-Blackburn – Joe Kinnear, Newcastle)

Kåringer Fulham-Style

Surprise!

Surprise!

Da det er en Fulham-blog vil jeg i følgende afsnit udelukkende fokusere på Fulhams spillertrup. Hvem har overrasket positivt, hvem har mest kontinuitet i sit spil og hvem har skuffet?

Årets Spiller: Mark Schwarzer – Den bedste signing i hele Premier League i denne sæson og ‘Årets Spiller’ i både min og Fulhams bog! Nærmere forklaring findes på ‘Årets hold’!

Bobler: Brede Hangeland

Årets Overraskelse: Clint Dempsey – Egentlig havde jeg afskrevet amerikaneren, efter han ytrede mishag over at spille en mindre rolle i startfasen af sæsonen. Men da Zoltan Gera legede halt dådyr på banen i de første mange kampe, røg Deuce i aktion og har siden ikke kigget sig tilbage. Dynamisk og teknisk stærk midtbanespiller, der gennem hele sæsonen imponerede mig gang på gang og har fortsat formen i dette års Confederations Cup.

Bobler: Paul Konchesky

Årets Cirkusklovn: Zoltan Gera – Dickson Etuhu ville have givet Gera kamp til stregen, hvis vi kigger et par måneder bagud, men en stærk afslutning af den muskuløse nigerianer gav Gera pladsen uden den store konkurrence. Lignede gennem hele sæsonen en spiller langt under PL niveau, og hvis vi er heldige, finder vi en afløser i sommerpausen til den formodentlig dårligste pasningsspiller i truppen.

Bobler: Dickson Etuhu

Årets Kovending: Chris Baird – Ingen brød sig om Chris Baird, da sæsonen startede… Stakkels Baird havde fået fansene på nakken efter en elendig debutsæson og et mindre håndgemæng med publikumsfavoritten, Jimmy Bullard. Men så forlod “Greedy Bullard” os pludseligt, og Chris Baird gik ind og præsterede ypperligt i startopstillingen, hvilket betød, at de fleste fans drejede 180 grader og rent faktisk begyndte at syntes om den nordirske landsholdsspiller. Selvom han ikke opnåede mange kampe, er han nu alligevel en solid backup for vores suveræne midterforsvar, Hughes og Hangeland.

Bobler: Ingen

Årets Lidt for Lange Snor: Bobby Zamora – “Bobatov” har af en eller anden uforklarlig årsag stadig en stor stjerne hos mange Fulham fans og manager Roy Hodgson. Jeg er dog mere skeptisk, da manden totalt mangler selvtillid og ikke kan ramme månen, om så den fløj rundt en meter over ham. Nogle fans bifalder hans arbejdsmoral, men også her syntes jeg, at Zamora er ufattelig doven og bliver hurtigt rastløs, når intet fungerer. Håber for Nevland og Kamaras skyld, at deres fremragende afslutning på sæsonen gør, at de overhaler Zamora i den interne rangorden. I hvert fald fik Zamora alt for mange chancer i denne sæson i forhold til, vi havde Erik ‘The Killer’ Nevland siddende klar i kulissen.

Bobler: Zoltan Gera

Årets ‘Huh?’: Julian Gray – Vi lånte Julian Gray i starten af sæsonen! Hodgson gav ham ikke et eneste minuts spilletid i ligaen, og i januar vælger vi så at skrive kontrakt med kantspilleren… Resten af sæsonen opnår han en enkelt kamp for førsteholdet, og jeg håber inderligt, han ryger ud i sommerpausen!

Bobler: Toni Kallio

Årets Mr. Underrated: Aaron Hughes – Havde Hangeland haft samme succes uden den solide Hughes ved sin side? Jeg tror det umiddelbart ikke! Hughes har, ligesom Hangeland, sjældent en dårlig kamp, og kandiderede til en plads på ‘Årets Hold’. Da jeg inden sæsonen efterlyste en ny midterforsvarer ved siden af Hangeland, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig den kontinuitet, nordireren har haft i sit spil gennem de seneste 12 måneder. Hughes – En Class act!

Bobler: Danny Murphy

Årets Bedste Fornemmelse: Fulham vs. Manchester United: 2-0 – What a game! United fik godt nok Scholesy udvist (Samt en hidsig Rooney i slutfasen), men inden da var Fulham også klart det bedste mandskab på grønsværen! Det mest ynkelige i kampen: Christina Ronaldos evindelige ynk!

Bobler: Fulham – Chelsea 2-2, 28. december, 2008

Årets Højdepunkt: 7. pladsen!! – Fra nedrykningskandidat til Europa League! Hvem havde forventet det? Roy Hodgson equals Pure Class!

Bobler: Intet kommer i nærheden!

Vi ser alle frem til en fantastisk sæson 2009/2010!

(Man U) Player Of The Season!

Professional Footballers Association

Professional Footballers Association

For nylig blev der udtrukket seks nominerede til Professional Footballers Association (PFA) Player of the Year og man kunne da godt rynke lidt på næsen, medmindre man var Man U fan!

Den gamle irske bomber, Tony Cascarino, udtalte på sin fodboldblog senere, at han ikke hoppede op og ned af glæde over nomineringerne fra PFA.

Han savnede blandt andet flere spillere fra de mindre klubber, som har præsteret på det ypperste niveau i denne sæson.

Men har gamle Cascarino ret?

Hele fem ud af seks nominerede spillere tilhører Manchester Uniteds spillertrup, mens den sjette spiller retfærdigvis er Liverpools Stevie Gerrard.

Gerrard må anses som favorit sammen med Man U’s klippe i forsvaret, Nemanja Vidic, der bortset fra et par smuttere i år, har været ganske suveræn i The Red Devils’ bagkæde.

Rio Ferdinand kan man heller ikke indvende noget imod, da det centrale forsvar hos Manchester United formodentlig er det bedste makkerskab i hele den vide fodboldverden.

Edwin van der Sar kan der måske sættes spørgsmålstegn ved. Den hollandske legende slog dog i løbet af sæsonen en imponerende rekord ved at holde målet rent i 1311 minutter og respekt for det!

Men foran sig har han, som nævnt før, verdens bedste centrale forsvar, der fungerer som en betonmur, som er svær at bryde igennem for modstandernes angribere.

Van der Sar er ikke just noget kid længere og har gennem sæsonen vist svagheds(eller alderdoms)tegn, bl.a. ved Peter Løvenkrands-målet som satte en stopper for den førnævnte lange stime. Hvis andre målmænd skulle tages i betragtning må jeg nævne Arsenals overraskende stabile, Manuel Almunia og Fulhams oceaniske ankermand Mark Schwarzer.

Almunia har jeg generelt ikke været den helt store fan af tidligere, men i denne sæson har han stået upåklageligt og spanieren kan ikke tage sin del af skylden for en mindre god sæson for The Gunners (Som dog viser fantastisk form i øjeblikket).

I London finder vi også vores suveræne keeper Schwarzer, som ifølge en statistik fra Plain Soccer, er den målmand med den største redningsprocent i ligaen, hvilket jo er en præstation i sig selv. Australieren har også været ypperlig i størstedelen af denne sæson for The Cottagers og har kun lukket 28 mål ind, hvilket betyder, at Fulham har ligaens fjerde bedste defensiv.

Men alt i alt har van der Sar haft en glimrende sæson, så undertegnede forholder sig positivt til hollænderens nominering, selvom jeg, som Fulham-fan, hellere havde set Schwarzer blandt de seks udvalgte!

Christiano Ronaldo er også skrevet ned på PFA’s fine papirblok, selvom han langt fra har ramt samme højder som de vanvittige præstationer fra sidste sæson. I bund og grund kan jeg ikke kritisere Ronaldo’s nominering, da han trods alt er delt PL topscorer med 15 mål (sammen med Anelka.red), men jeg har dog andre på min shortlist, som jeg hellere havde set blive hædret, hvilket jeg kommer nærmere ind på senere i artiklen.

Det sidste kort på PFA’s hånd er noget besynderligt, da rutinerede Ryan Giggs er blevet kastet i vælten som nomineret(!). Don’t get me wrong, Giggs har da haft en okay sæson, men har kun startet 12 kampe for United og har ikke just nået et niveau, der gør, at han skulle finde sig blandt de nominerede. Med alt ære og respekt for Giggs’ storslåede karriere, må PFA have spist en dårlig lørdagskylling, hvis de mener, at Giggsy har fortjent hæderen baseret på det spillemæssige (karrieremæssigt, er det noget helt, helt andet)!

Andre bud? Going once, going twice…

Pålidelige Everton kunne eventuelt have bidraget med et par spillere til den endelige liste i form af giganten Marouane Fellaini og forsvarsmuren Phil Jagielka. På trods af Fellainis rædselsfulde statistik, når det gælder gule kort (12.red(!)), har belgieren været absolut fremragende i The Toffees’ maskinrum.

Med sin enorme højde, gigantiske ‘fro, sine hårde tacklinger samt en styrke på 20, hvis man taler Football Manager sprog, har Fellaini hurtigt fået en enorm fanbase blandt fans af den engelske Premier League.

Mr. Kontinuitet, Phil Jagielka, er blevet rost til skyerne gennem hele sæsonen og er gået hen og blevet Evertons sikreste mand i det bagerste, hvilket blandt andet er gået ud over den fremragende nigerianer, Joseph Yobo. Præstationerne førte også til en startplads i en landskamp mod Spanien i februar, hvilket dog ikke udviklede sig til den store succes, da englænderen skøjtede rundt mod de hurtige spaniere; men ikke desto mindre har Jagielka haft en glimragende sæson hidtil.

Danske Martin Laursen kunne også have været et bud, hvis han havde holdt mere end en halvsæson. Den tidligere danske landsholdsspiller var limen, der holdt Villas bagkæde sammen og efter en ærgelig knæskade, er The Villans da også faldt helt sammen og besidder i øjeblikket PL’s dårligste form.

Fra russiske Chelski byder jeg ind med John Terry, der har haft skiftende forsvarsmakkere gennem sæsonen, men har fastholdt et højt niveau i de fleste af kampene. Ikke overraskende at Chelski lukkede fire mål ind mod ‘Pool forleden (okay, måske lidt overraskende! Fantastisk kamp, by the way), da Terry sad udenfor med karantæne. Englænderen er og bliver Mr. Chelsea og har en enorm indflydelse på spillerne omkring ham, hvilket gør ham til en vital del af The Blues’ lineup.

Bevæger vi os længere ned kunne West Hams Carlton Cole have været en udfordrer, der i en alder af 25 har fået sit endelige gennembrud i denne sæson. Med 11 mål i alle konkurrencer og en absolut godkendt spillemæssig indsats har Cole været en integral del af The Hammers’ succes i sæsonen, hvilket også udmøntede i en landsholdsdebut tidligere på året. Desværre er der opstået skår i glæden for Cole og West Ham, da angriberen forleden røg ud med en skade, der holder ham ude resten af sæsonen.

Hangeland - Burde måske have været et bud?

En plads under West Ham finder vi Fulham, hvor vores norske klippe Brede Hangeland har vist eminent form som stopklods i det centrale forsvar. Gennem hele sæsonen har den enorme nordmand gang på gang udraderet modstandernes angribere og flere større klubber, bl.a. Liverpool og Arsenal, har allerede vist interesse i at kapre den norske landsholdsspiller til sommer, hvilket vil være et uerstatteligt tab for The Cottagers.

Andre perifærere kandidater kunne være Spurs’ PL-debutant Luka Modric, Evertons australske terrier Tim Cahill, Villas tidligere kaptajn Gareth Barry og Boltons indflydelsesrige hitman Kevin Davies.

Men uanset mine tanker omkring de nominerede, er listen på plads og det kan jeg vel ikke ændre meget på med min minimale indflydelse på fodboldscenen.

Men hvem har jeg som favorit?

Duellen står helt klart mellem Man U’s Nemanja Vidic og Pool’s Steven Gerrard!

Den endelige beslutning finder sted i London, den 28. april.

Fulham – Manchester United: 2-0 (version 2.0)

Tredje gang blev lykkens gang for Roy Hodgsons Fulham, da de for netop tredje gang på en måned skulle krydse klinger med mægtige Manchester United.

Og medierne var enige om, at Fulham fortjent trak sig triumferende ud af dette allerede legendariske opgør på Craven Cottage.

Fulham startede også bedst og Clint Dempsey gav allerede efter to minutter en forsmag på, hvad der ventede Edwin van der Sar, da amerikaneren sendte et skud snert forbi hollænderens ene stolpe.

Fulham fortsatte med at præge løjerne og det skulle give bonus allerede i det 18. minut, da Fulham i første omgang fik tilkendt et hjørnespark.

Simon Davies sendte bolden indover, hvor Bobby Zamora i to omgange fik hovedet på bolden, hvilket udmøntede i to refleksredninger på stregen.

Desværre for United legede Paul Scholes volleyball-spiller ved den anden redning og uden brok gik han direkte mod The Cottage i hjørnet af stadion efter at have modtaget det røde kort af dommer Phil Dowd.

Rutinerede Danny Murphy eksekverede sikkert det klokkeklare straffe og Fulhams fans kunne bryde ud i jubel over den ganske overraskende føring.

Få minutter senere fik Fulham en tredobbelt chance for at udbygge føringen. Zamora brød igennem i højre side og sendte et missil mod van der Sar, der kun kunne blokere lige ud til Andy Johnson, som ikke fik kontrol over bolden, hvorefter Clinten skød langt over mål på nedfaldsbolden i tredje omgang.

United virkede helt rundtossede og i det 27. minut var den gal igen, da Zamora fyrede af udefra, men denne gang fik van der Sar kontrol over bolden efter lidt usikkerhed.

Stormløbet fortsatte, da en livlig Simon Davies bankede til bolden fra højre side af feltet og igen måtte van der Sar nøjes med at blokere Fulhams forsøg uden at The Cottagers dog fik fat i andenbolden.

Walisiske Davies var i skydehumør denne lørdag eftermiddag, da han få øjeblikke senere igen testede van der Sar med en kraftfuld jordfiser fra cirka 30 meters afstand.

Frustrationerne var åbenlyse hos United, hvilket især gjorde sig gældende hos primadonna’en Christiano Ronaldo, der blev ved med at bitche over kendelser, der gik den formsvage spiller imod.

Ronaldo fortsatte sine frustrationer i anden halvleg, da han burde være blevet udvist for en vanvittig tackling mod Murphy få minutter inde i halvlegen, men Phil Dowd lod det usportslige tudefjæs slippe med et gult kort, mens den sidste respekt for portugiseren langsomt sivede ud af Craven Cottage.

United begyndte dog at vise flere tænder og kunne sagtens have udlignet, da et indlæg fra indskiftede Wayne Rooney fandt hovedet på prinsessen (Guess who!), men Mark Schwarzer hev en glimrende redning ud af ærmet og Fulham bevarede deres 1-0 føring.

Australske Schwarzer havde dog flere trumfer på hånden og begav sig ud i en usædvanlig mirakel-dobbeltredning i det 64. minut, da først Park Ji-Sung og dernæst Rooney forsøgte sig med afslutninger lige foran keeperens mål.

Schwarzer har vist fremragende form siden skiftet fra Middlesbrough og efter undertegnedes mening får han ikke ros nok for de mirakler, han til tider udfører i Fulham-målet.

Prinsessen af Portugal forsøgte sig minutter senere med et lavt skud mod Schwarzers venstre hjørne fra kanten af feltet, men igen måtte United se en stærk Schwarzer taking care of business!

Desværre for Fulham måtte ‘captain’ Danny Murphy udgå med en skade og det bliver nervepirrende at se, hvor lang tid den inspirationelle englænder er ude.

Med tre minutter igen satte Fulham dog en tyk streg under sejren, da indskiftede Zoltan Gera satte AJ i scene i højre side, hvorefter den lille angriber sendte den tilbage til ungareren, der med et fiks vip lagde den op til et akrobatisk saksespark hungarian style, som helt suverænt røg ind bag van der Sar i United-målet.

What a fucking goal og mon ikke det kandiderede til månedens kasse!

Med et minut igen kunne Rooney så hæve Moron of the Day pokalen, da han samlede bolden op og virkede til at kaste den efter dommer Phil Dowd. 

Måske det ikke var englænderens intention, men det ganske hårde kast var ikke helt gennemtænkt fra den temperamentsfulde bisse og Phil Dowd kunne dermed give Rooney sin anden advarsel til stor frustration for Uniteds spillere.

Alt i alt en fremragende dag på kontoret for Fulham, der ikke havde slået United på hjemmebane i 45 år, mens gæsterne formodentligt ikke satser på at vinde Fair Play prisen i dette års Premier League….(!)

Fulham: Schwarzer, Pantsil, Hughes, Hangeland, Konchesky, Dempsey (Gera 81), Murphy (Dacourt 67), Etuhu, Davies, Johnson, Zamora (Kamara 77).
Bænk: Zuberbuhler, Nevland, Stoor, Kallio.

Kort: Pantsil (43,f), Dempsey (72,f).

Mål: Murphy 18 str, Gera 87.

Man Utd: Van der Sar, O’Shea (Tevez 70), Evans, Ferdinand, Evra, Ronaldo, Fletcher, Scholes, Park, Giggs, Berbatov (Rooney 46).
Bænk: Foster, Neville, Anderson, Carrick, Fabio Da Silva.

Udvisninger: Scholes (18), Rooney (89).

Kort: Evans, Evra, Ronaldo, Rooney.

Tilskuertal: 25,652

Dommer: Phil Dowd

HIGHLIGHTS: http://www.101greatgoals.com/videodisplay/2250026/