Referat: Fulham 1 Newcastle 0

Jeg er fortsat målløs over fredag aftens vidunderlige sejr over Newcastle.

Udebaneholdet var tippet som klare favoritter mod et Fulham-mandskab, der havde hele syv nyindkøbte spillere i startopstillingen. Det var derfor med bange anelser, at jeg satte mig foran skærmen for at se en af de sjældent viste Championship-kampe på Sky Sports.Jonny Haynes Stand FFC

Med to Newcastle-forelskede kommentatorer ved roret var det ikke just en imponerende tv-transmission, men Fulham fik hurtigt taget fokus med spillet på banen.

Klubbens nye belgiske back Denis Odoi var dog heldig med ikke at blive udvist, da han i det 9. minut klodset nedlagde en Newcastle-spiller som sidste mand. Odoi slap med et gult kort og skulle tage revanche for en svag første halvleg med en fantastisk indsats efter pausen.

De to mandskaber skiftedes til at styre spillet i den første halve time – dog uden at de to målmænd David Button og Matz Selz havde meget at lave.

Den svage dommer, Simon Hooper, havde til gengæld hænderne fulde, da han først afviste et straffe til hurtige Sone Aluko, der blev trådt over foden i Newcastle-feltet, hvorefter Fulhams Ryan Tunnicliffe spillede håndbold i den anden ende uden konsekvenser.

I de sidste sekunder af en chancefattig halvleg kom forløsningen for hjemmeholdet, da Fulhams Matt Smith kom først på et hjørnespark og headede bolden kraftfuldt ind bag en chanceløs Selz. Pisse fedt!

2. halvleg

Anden halvlegs start var domineret af Newcastle, men målmandsdebutanten David Button stod godt placeret ved forsøg fra Vurnon Anita og Matt Richie.

Derefter havde hjemmeholdet hæderlige chancer til den imponerende Scott Malone og arbejdsivrige Floyd Ayite. De to udgjorde også en fremragende højrekant, som ofte drev Newcastles hollandske højreback Daryl Janmaat til vanvid.

I den anden side vågnede Odoi op til dåd og stod for kampens detalje, da han med en Bergkampsk vending fløj forbi Paul Dummett, efter at have brugt sin egen ryg som bande(!) Detaljen kan ses i den nederste video – den er absurd lækker!

I overtiden var udeholdets Rolando Arrons tæt på at sende udligningen i kassen, men Button fik heldigvis afværget den unge englænders forsøg.

Tre point mod de altoverskyggende Championship-favoritter i premieren. Det kan vist ikke blive meget bedre! Det fantastiske ved præstationen er, at holdet for første gang i evigheder spillede som en enhed i stedet for det rod, vi har kigget på de seneste fire sæsoner. McCormack og Dembele var ikke just holdspillere i sidste sæson, og før det var Berbatov opmærksomhedspunktet fremfor holdet.

Men pt. har vi ikke en decideret profil, der overskygger de andre. Profilen er derfor hele holdet. Well done lads!

Karakterer (fra 1 – dårligst – til 10 – bedst)

Button 8 – Arbejdsløs i hovedparten af kampen, men usvigelig sikker i sine indgreb.
Malone 8,5 – Ekstremt solid i det defensive, angrebsivrig fremad blandet med lidt distributionsproblemer.
Kalas 8 – Solid kampen igennem.
Madl 9,5 – Suveræn og forudseende i sit spil. Klar Man of Match.
Odoi 8 – Heldig med ikke at blive udvist i første halvleg, hvor han ikke var god. Absolut verdensklasse efter pausen.
McDonald 8,5 – Rolig på bolden gennem det meste af kampen. Bliver ikke nemt stresset.
Tunnicliffe 5 – Heldig med ikke at give et straffe væk, og ellers en useværdig indsats.
Cairney 7 – Uforståeligt valg til MoM. Væk i første halvleg, fulgt af en god anden halvleg.
Aluko 8,5 – En evig kilde til uro i Newcastles usikre bagkæde.
Ayite 8,5 – Tekniker og fighter kombineret!
Smith 7 – Store problemer med at komme først på bolden, men sikke en hovedstødskasse!
Parker 7 – Kom ind og drev den hjem med sin rutine
LVC 5 – Burde have scoret efter sin indtræden.
Ream UB – For få minutter til at blive bedømt.

Reklamer

Genstartning af Fulham

Efter 13 sæsoner i streg i Premier League rykkede Fulham ned i sæsonen 2013/14.

Jamie O'Hara Fulham

Jamie O’Hara har haft en fremragende start i Fulham efter skiftet fra Blackburn

I mellemtiden har Fulham nu spillet én sæson blandt de næstbedste, hvor klubben endte på en undervældende 17. plads. Sæsonen bød samtidig på en trænerfyring, da den tyske tosse Felix Magath efter en rædselsstart blev afløst af Fulham-vante Kit Symons. Efter en lovende start gik Symons dog også kold, og klubben rykkede først væk fra nedrykningsfaren i slutningen af sæsonen.

Så hvor står Fulham nu? Forventningen blandt fansene er klar – Fulham skal blande sig i oprykningskampen. Symons har nu haft sommeren til selv at skabe et slagkraftigt Championship-hold, og indtil videre ser det lovende ud med rekrutteringen af:

  • Jamie O’Hara (28 år, central midtbane, gratis fra Blackpool)
  • Ben Pringle (26 år, central/venstre midtbane, gratis fra Rotherham)
  • Tom Cairney (24 år, central/højre midtbane, ikke oplyst pris fra Blackburn)
  • Jazz Richards (24 år, højre/venstre back, ikke oplyst pris fra Swansea)
  • Andy Lonergan (31 år, målmand, gratis fra Bolton)
  • Sakari Mattila (26 år, midtbane/forsvarer, ikke oplyst pris fra Aalesund)
  • Luke Garbutt (22 år, venstreback, lån fra Everton)
  • Andrew Dawber (20 år, målmand, gratis fra Accrington)
  • Tim Ream (27 år, forsvarer, ikke oplyst pris fra Bolton) (NB. Endnu ikke bekræftet)

Ud: Bryan Ruiz (Sporting CP), Patrick Roberts (Manchester City), Konstantinos Mitroglou (Benfica – lån), Hugo Rodallega, Tim Hoogland (Bochum), Gabor Kiraly (Szombathelyi Haladas), Maarten Stekelenburg (Southampton – lån), Chris David, Adil Chihi, Liam Donnelly (Crawley Town – lån), Josh Passley (Dagenham & Redbridge), Solomon Sambou, Jonathan Buatu Mananga (Waasland-Beveren), Noe Baba (Birmingham), Lyle Della-Verde (Fleetwood Town), Ryan Williams (Barnsley), Stephen Arthurworrey (Yeovil Town – lån), Tom Richards (Aldershot Town)

Fulham havde en katastrofal 2014/15 sæson, hvor de som nævnt tidligere var i nedrykningsfare i store dele af sæsonen. For en nedrykker fra Premier League var det en enorm skuffelse, og der skal andre boller på suppen i den kommende sæson. Magath havde i min optik en stor del af skylden for den miserable sæson, men Fulham-favoritten Kit Symons kunne heller ikke sige sig fri for ansvar med en meget tvivlsom indskiftningspolitik. Det gav Symons en del kritik, hvor jeg dog fandt størstedelen unuanceret og uretfærdig. Men nu er det et mandskab formet af Symons, og derfor vil kritikken også være på sin plads, hvis ikke spillet fungerer. For mig er han dog fortsat den rigtige mand til jobbet, og det kræver tid at vende en synkende skude.

Personligt ser jeg ikke tabet af Bryan Ruiz som det helt store problem, da costa ricaneren har været utilfreds med tilværelsen de seneste to sæsoner – og så har han været slemt overvurderet siden sit skifte fra Twente i 2011. Salget af Patrick Roberts er sandsynligvis værre, da den unge kantspiller kunne have udviklet sig til en profil i de kommende sæsoner. Dog ville Roberts ikke forlænge med klubben, og i stedet valgte han at blive perifer reserve i Manchester City. Den lovende kantspiller var dog sjældent blandt Symons’ udvalgte, så også her er afskeden til at overkomme. Desuden har vi holdt på danske Lasse Vigen Christensen, som var exceptionel indtil en ærgerlig skade satte en stopper for hans sæson, samt topscorer Ross McCormack, der har været rygtet væk til flere af Premier League-oprykkerne. McCormack forlængede endda sin kontrakt til 2019 i midten af august.

Alt i alt kommer Fulham styrket ud af sommerpausen, og klubben kan meget vel være outsider til at ende lige inden for play-off, når sæsonen går på hæld. Dog forudsiger jeg, at Kit Symons’ tropper må nøjes med niveauet mellem en 8. og 11. plads.

Profil: Ross McCormack (topscorer og vicekaptajn)
Vigtige brikker: Marcus Bettinelli, Lasse Vigen Christensen, Jamie O’Hara, Tim Ream
Det unge talent: Moussa Dembélé (det er nu eller aldrig for Dembélé, som dog stadig er eftertragtet ude i Europa)
Karrierens efterår: Scott Parker (vores gamle kaptajn ser ud til at komme lidt i overskud efter de mange indkøb)
Den overvurderede: Ryan Tunnicliffe (middelmådig boldflytter på midtbanen)
Den undervurderede: Nikolay Bodurov (han ligner ikke en starter i denne sæson, men faktum er, at bulgareren var klart den bedste midterforsvarer i sidste sæson)

Formodet startopstilling: Bettinelli, Garbutt, Burn/Hutchinson, Ream, Richards, Pringle, LVC, O’Hara, Cairney, Smith, McCormack

Forudsigelse: 8-9

Resten af feltet

Kampen om oprykning til det forjættede land har sandsynligvis aldrig været stærkere. Udover Fulham kandiderer Hull, Middlesbrough, Derby, QPR, Cardiff, Charlton, Ipswich, Brentford, Burnley, Wolverhampton, Blackburn og Birmingham til de tre oprykningspladser. Hull er den åbenlyse favorit med spillertruppen for øje, men Middlesbrough har ageret fremragende på transfermarkedet, og det samme kan siges om Derby. Mit bud er derfor, at Hull, Boro og Derby rykker op med QPR, Burnley, Wolves og Ipswich som outsidere.

I den anden ende mener jeg ikke, at Bolton forbliver Championship-klub, og deres træner Neil Lennon kan meget vel blive sæsonens første trænerfyring. Det ligner en afsked med forsvarskolossen Tim Ream, og samtidig har de en af ligaens svageste offensiver med de målfattige Gary Madine, Stephen Dobbie og pensionisten Emile Heskey som profiler! Derudover ligner det endnu en svær sæson for Rotherham, der dog har oprustet fornuftigt på papiret. Andre hold i potentiel nedrykningsfare er Bristol City, MK Dons, Huddersfield og Preston. Brighton bliver også nævnt som nedrykningsaspirant i flere optakter, men Chris Hughton har lavet nogle glimrende handler denne sommer, og de ligner mere en blød midtervare i tabellen. Mit bud på de tre nedrykkere er Bolton, Rotherham og Bristol City/Huddersfield.