OB – Fulham: 0-2

Da Fulham, for første gang i min tid som supporter, besøgte Danmark sidst i september, var undertegnede naturligvis nødsaget til at tage turen fra Nordjylland til Odense i selskab med min faste fodboldmakker Mads F.

I H.C. Andersens nydelige hjemby fik jeg også chancen for at møde de andre medlemmer af FFC Denmark, og det blev et udelukkende positivt møde, som jeg håber, vi kan gentage oftere i fremtiden på trods af geografisk distance.

Efter at være tjekket ind på Cabinn-hotellet ved Odense Banegårds Center, vadede Mads og jeg den korte tur ned til Ryans of Odense, hvor de andre Fulham-fans var samlet.

Efter lidt socialisering og høflige introduktioner tog vi den lange gåtur til TRE-FOR Park, hvor Fulham-fansene var i højstemt humør på en skuffende halv-fyldt arena.

OB-fansene gjorde dog deres til at forstærke lydkulissen, og stemningen var derfor stadig i top på trods af de få tilskuere.

Action fra TRE-FOR Park

På grønsværen var det hjemmeholdet, som dominerede startfasen på trods af hæderlige forsøg fra Pajtim Kasami og Clint Dempsey indenfor de første ti minutter.

De danske værter havde dog også deres chancer i åbningsfasen – den tidligere United-spiller Eric Djemba-Djemba måtte bl.a. se sit langskudsforsøg gå forbi Mark Schwarzers mål, mens vores australske ankermand hev en fremragende redning ud af ærmet for at forhindre Djiby Fall i at bringe hjemmeholdet foran.

Fall fik også kampens næste chance, da han i det 20. minut akrobatisk sendte bolden snert forbi Fulhams opstander til stor lettelse for gæsternes fans.

Chancerne faldt dog i begge ender, og var det ikke for en blokering på Dempsey midt i feltet af hjemmeholdets Tore Reginussen, kunne Fulham snildt have indledt målscoringen i det 27. minut.

Det blev starten på en periode, hvor gæsterne pludselig fik fornyet tro på tingene, og OB’s keeper Stefan Wessels måtte bl.a. parere et forsøg af norske Brede Hangeland efter en hjørnesparkssituation.

Fulham kom endnu tættere på kort efter, da Djemba-Djembas positionering på stregen reddede hjemmeholdet fra at komme bagud på Dempseys kraftfulde hovedstød.

OB’s held løb dog ud i det 36. minut, da en på dagen lynende skarp Andy Johnson sendte bolden ind bag en ikke helt sagesløs Wessels til stor jubel blandt de medrejsende Cottagers-fans.

Hjemmeholdet forsøgte desperat at udligne inden pausen, men OB havde forlagt sin kynisme et sted i Odense midtby.

Henrik Clausen havde tydeligvis givet OB-spillerne en opsang i pausen, hvor både Djemba-Djemba, Andreas Johansson og Bashkim Kadrii kunne notere respektable chancer i den indledende fase.

Fulham var dog stadig farlig på kontraerne, hvor bl.a. Damien Duff tvang Wessels ud i en redning, før OB igen sad på begivenhederne.

Omkring det 70. minut burde OB have været reduceret til 10 spillere, da svinske Kalilou Traore satte Matthew Briggs’ helbred på spil med en gyselig to-fodet tackling midt på banen.

Den store midtbanespiller blev dog kun præsenteret for et gult kort af den russiske dommer Maksim Layushkin, mens en forslået Briggs måtte til behandling på sidelinjen.

Oppe på lægterne var der for alvor gang i den, da portugisiske Orlando Sa blev indskiftet i det 86. minut.

Gennem det meste af anden halvleg havde Fulham-fansene nemlig sunget den helt nye Orlando Sa-slagsang, hvilket egentlig ikke var særlig logisk, i forhold til han ikke havde været på banen.

Men underholdende var det på trods af, både Mads og jeg havde misforstået teksten i slagsangen, hvor Mads troede, den havde følgende konstruktion:

“Orlando Saaaaaa, Orlando Saaaaaa, from Portugal and he scores a goal, Orlando Saaaaaa”, mens jeg tolkede, at anden linje lød: “…he goes for goal, Orlando Saaaaaa”.

Det viste sig så, at vi begge var komplet håbløse, da anden del af chant’et var: “…and he cost fuck all, Orlando Saaaaaa” (Sa blev hentet på en fri transfer). Men dette faktum var vi lykkeligt uvidende om, hvilket nedenstående video også bevidner (beklager den dårlige kvalitet).

Fulham lukkede kampen med få minutter igen, da AJ kom på tavlen endnu engang efter to fremragende aktioner af den lille frontangriber.

Først kontrollerede Johnson bolden sublimt efter en lang bold fra Fulhams defensiv, og efter et par vævre træk bevarede angriberen overblikket og sendte et eminent krøllet skud ind bag en chanceløs Wessels.

Lige inden slutfløjt kunne Briggs se sin overfaldsmand Traore blive udvist efter at have modtaget endnu et gult kort.

Alt i alt en disciplineret indsats af gæsterne, som for en gangs skyld i sæsonen viste tænder i front, hvor AJ var den helt store profil.

Og det var naturligvis herligt at se en udesejr til The Cottagers live, da dette efterhånden er blevet en sjælden fornøjelse.

Efter kampen sivede vi ud af TRE-FOR Park i højt humør og indfandt os igen på Ryans, hvor natten først lige var begyndt.

Tak for kampen drenge!

Kamp Stats

Odense BK: Wessels, Ruud, Christensen, Reginiussen, Mendy, Andreasen, Johansson, Traore, Djemba-Djemba, Kadrii, Djiby Fall
Bænk: Toppel, Utaka, Skoubo, Chris Sorensen, Gislason, Larsen, Hoegh

Fulham Faithful

Kort: Traore (71,f).

Udvisning: Traore (90,f).

Fulham: Schwarzer, Kelly, Hangeland, Senderos, Briggs, Kasami (84 Orlando Sa), Murphy (77 Sidwell), Duff, Etuhu, Dempsey, Johnson
Bænk: Etheridge, Riise, Baird, Frei, Grygera

Kort: Senderos (64,f), Etuhu (84,f).

Mål: Johnson 36, Johnson 88.

Tilskuertal: 6,500

Dommer: Referee: Maksim Layushkin

Reklamer

Heartbroken In Hamburg

Siden Europa League finalen i sidste uge, har det været en hård tid for undertegnede med en projekt-deadline, der pressede mig til det yderste på universitetet.

Nu er det dog overstået, og jeg kan igen (semi-)hellige mig bloggen!

Finalen skal selvfølgelig dækkes, og da jeg var på plads i Hamburg, vil jeg her give min beretning fra det nordtyske.

———————————

Da vækkeuret ringer onsdag morgen, er jeg overraskende frisk og frejdig.

Natten igennem har jeg haft store vanskeligheder med at svæve ind i drømmenes verden, men på trods af de få timers søvn hopper jeg hurtigt og lettere elegant ud af sengen, da vækkeuret bryder morgenstilheden.

Efter et hurtigt (is)bad, iklæder jeg mig Fulhams blodrøde udebanetrøje, pakker mit Cottagers-flag og rydder køleskabet for proviant.

Bilnøglen ryger i lommen, og jeg kan så småt starte fem-timers turen mod Hamburg.

Først skal jeg dog samle min ven, Mads, og hans telt, op på Boulevarden.

Mads er normalt Spurs-fan, men har dog, i solidaritet, valgt at tage turen til Hamburg, og forventningerne er skyhøje fra min godmodige rejsekammerat.

“Det bliver så vildt, det her!”, udbryder han, da jeg byder ham velkommen i den pivgrimme Hyundai Matrix, og jeg kan kun give ham ret.

Jeg sætter bilen i gear og kører mod den alenlange E45, som går direkte til Nordtysklands fodbold- og festmekka.

I bagruden har vi klistret et Fulham-tørklæde op med gaffa, men vi skulle måske have tænkt lidt mere over den strategiske placering, da det fuldstændigt spærrer mit udsyn til de bagvedkørende.

“Nå, fuck it”, tænker jeg, “…vi skal alligevel kun kigge fremad”.

Efter nogle timers kørsel og en enkelt famøs “almost out of gas-hændelse”, kører vi ind i Bundesrepublikken Tyskland, og jublen bryder løs i den rummelige og nogenlunde driftsikre Hyundai.

“Take me home – Al Fayed – To the place, where I belong – Craven Cottage – By the river – Take me home – Al Fayed”, skråler vi ud i bilens interiør, mens vi fedter rundt med snacks og Coca-Cola i et risikabelt sammenspil med kunsten at styre.

En lille Renault Clio overhaler os og en mindre begavet tysker bidrager med en fuck-finger til Hyundaien. Efter lidt censureret gestik, siger vi til os selv, at vi enten var tilfældigt udvalgt til den knapt så flatterende handling eller (det mere sandsynlige) at det var en HSV-fan, der er bitter over semifinale-nederlaget til Fulham.

Da vi kører ind i Hamburg-området, er det dog thumbs up, vi gladeligt modtager af andre billister – og vi er lidt usikre på, om det er HSV-fans, der vil have os til at vinde, nu hvor de ikke er i stand til det, eller om det er St. Pauli-fans, der er jublende glade over, at vi sendte deres rivaler ud af Euro League.

Vi kæmper os i mellemtiden igennem de heftige trafikpropper, som præger udkants-Hamburg denne råkolde onsdag, og finder hurtigt vores planlagte destination takket være den medbragte GPS.

Destinationen er en familie-drevet campingplads, der sandsynligvis er i Guinness Rekordbog som verdens mindste med omkring 25 pladser, og som samtidig ligner et levn fra 70’erne.

En flok englændere ankommer på samme tid, og en midaldrende brite henvender sig til mig, mens Mads går ud for at lede efter receptionisten, der er som sunket i jorden på trods af campingpladsens kompakte størrelse.

“Long drive ay?”, anfører den robuste arbejdsmand, “Well, we are from Denmark, so it only took us about five hours”, svarer jeg smilende.

“Denmark ay? Danish Fulham fans!”, udbryder han i en høj tone, “Good boys, good boys”, hvorefter han henvender sig til sin kammerat: “These are Danish Fulham-fans”, hvilket den anden englænder finder bemærkelsesværdigt.

I mellemtiden er det endelig lykkes Mads at få receptionistens opmærksomhed, og vi får booket en mindre forårsgrøn græsplet midt på den trods alt intime og hyggelige campingplads.

Efter at have slået teltet op, begiver vi os mod busstoppestedet, hvor vi efter tvivlsom navigation stiger på bus nummer 4 med retning mod centrum.

En kaotisk bustur og en mindre togrejse senere står vi nu på den berømte og berygtede Reeperbahn i Hamburgs St. Pauli-kvarter, hjemsted for kult-klubben af samme navn.

“Hvor pokker er Fulham-fansene?”, spørger jeg Mads retorisk, da en overflod af spaniere fylder kvarteret, mens man skal lede længe for at finde grupperinger af sort-hvide fra London.

Efter at have fraterniseret med fjenden i omkring en time går vi mod en mindre irsk pub, som Mads besøgte under sit sidste Hamburg-besøg.

Pubben viser sig at ligge lige ved siden af St. Pauli’s  lidet flatterende Millerntor Stadion, hvor vi observerer flere busser medbringende de forsvundne Fulham-fans.

Den ellers charmerende irske pub er dog gabende tom på trods af den på papiret fordelagtige placering, da Fulham-fansene straks søger mod Reeperbahn i den modsatte retning.

Vi bestiller et par Guinness hos bartenderen (der virker overrasket over at se kunder(!)) og sætter os udenfor ved de opsatte bænke, hvor vi samtidig hænger et Fulham-flag op til signalværdi for omverdenen (som er mennesketom på dagen).

De få fans der bevæger sig i vores retning virker dog ikke engang til at lægge mærke til pubben, og de eneste personer, vi ender med at få kontakt til, er et par midaldrende Atletico Madrid-fans, der hurtigt forsvinder videre.

“Nu må der sgu være en masse Fulham-fans i fanzonen”, fastslår jeg efter en times øl-drikkeri, hvorefter vi igen går mod Reeperbahn – men igen igen fylder det rød-hvide hav fortovet til stor frustration.

Vi bestemmer os for at bevæge os længere ind i distriktet, hvilket viser sig at være en yderst fornuftig idé, da vi kort efter støder ind i omkring 1500-2000 Fulham-fans (eller flere!), som har overtaget Hans Albers Platz i hjertet af Hamburg.

Som indledning på kaosset dukker et par prostituerede op, og prøver at lokke Mads og jeg med “good time”, men de bliver pure afvist, hvorefter en af de “pæne” unge damer giver os et “Fuck you” med på vejen, hvilket bliver mødt med hånlig latter fra de to gæve danskere.

Efter at have bevæget os ind i menneskemylderet og bestilt et par iskolde fadøl, begynder løjerne for alvor, og både Mads og jeg får efterhånden skreget os hæse i det meste af Fulhams famøse sang-katalog.

En blegfiset fyr dukker pludselig op i et vindue på tredje sal i en bygning på vores højre hånd, hvorefter han holder et tørklæde op! Fulham-fansene tror indledende, det er en HSV-fan, hvilket han ikke modbeviser… Til at begynde med…

Efter en del buh-råb og lettere vulgære gloser, hiver fyren dog op i trøjen og viser sin knitrende hvide Fulham-jersey, hvorefter der lyder et øredøvende jubelbrøl fra alle og enhver på pladsen!

“Hold kæft, hvor var det fucking fedt”, råber jeg til min lettere alkoholiserede sidekick, hvorefter jeg igen kaster mig over Fulham-chants, “And its SUPER FULHAM, Super Fulham FC, We are by far the greatest team, the world has ever seen”.

Efter 50 slagsange, socialt samværd med britiske fans og et dusin germanske Becks var det dog på tide at drage mod stadion, eller det blev vi i hvert fald fortalt, da alkohollen langsomt havde suget al form for tidsfornemmelse ud af undertegnede.

Efter et par korte stop på diverse fodbold-barer (hvor hukommelsen svigter mig), står vi på toget mod Nordbank Arena, mens skrækslagne tyske pendlere desperat prøver at mase sig igennem de højstemte fans med et panisk udtryk i øjnene.

Togturen er en nonstop fest af en anden verden med både spanske og engelske fans i en pragtfuld symfoni, som enhver fodboldfan ville foretrække frem for en tur i operaen.

Mads kysser (som det mest naturlige i verden) en skaldet midaldrende fan på toppen af hovedet, mens jeg ivrigt filmer løs med mit medbragte kamera, der efterhånden har en god times fest-film i hukommelsen.

Efter vores livs togtur skal vi tilbagelægge en mindre distance med bus, hvor det er Mads og jeg, der styrer koret af Fulham-chants med skiftende succes.

I enorme grupper ankommer feststemte fans til det imponerende Nordbank Arena, og efter lidt forvirring ved indgangen kan Mads og jeg sætte os til rette til vores første europæiske finale.

Kampen bliver fløjtet i gang kun omkring 20 minutter senere, så det var på et hængende hår, at vi fik kæmpet os igennem Hamburgs offentlige transportsystem.

Atletico Madrid starter kampen ud med et uhørt antal uprovokerede fejl, men Fulham formår ikke at udnytte modstandernes svage start.

Mark Schwarzer redder et forsøg fra Diego Forlan, mens jeg holder vejret i et par åndeløse sekunder.

Chancer fulgte til begge mandskaber, men de to keepere lod sig ikke passere.

Sergio Aguero kører om hjørner med en svag Chris Baird på højreback pladsen, men Brede Hangeland kommer i vejen, og jeg kigger lettet på Mads.

Efter 31 minutter rammer fortvivlelsen mig dog med en lige højre, da en skarp Forlan passerer Schwarzer til spansk 1-0 føring.

“Stand up if you still believe”, gjalder det dog hurtigt fra de trofaste Fulham-fans i den spektakulære sort/hvide kulisse.

Og bare få minutter senere sender Simon Davies bolden ind i Atleticos netmasker til et jubelbrøl af en anden verden.

Jeg tager mig selv i at bryde min egen intimsfære og omfavne Fulham-supporteren ved siden af mig på trods af vores begrænsede venskab, mens Mads gør det samme ved fyren til den modsatte side.

“Var det Gera, jeg tror det var Gera”, råber jeg til Mads, men vi får aldrig svar på det, da jeg i ren euforisk lykke ikke hører stadionspeakeren råbe Simon Davies’ navn.

Resten af halvlegen er et langt neglebidende Atletico-pres, og mens jeg sidder og er ved at gå i hundene, køber Mads et par underlige salt-kringler, der smager af højkvalitetspap.

“De er satme dårlige, de her”, er Mads’ brutale realisation, hvorefter han med et verdensklasse svaj á la Tom Brady kyler halvdelen af kringlen ned mod afsnittet under os.

Pausefløjtet lyder, og Fulham kan slappe af, mens vi starter vores søgen efter toiletfacitliteterne.

Vi må konstatere, at Nordbank Arena har elendige toilet-forhold, der slet ikke kan akkommodere et større antal trængende fans.

I min beruselse beslutter jeg så at følge et par andre fans’ eksempel og lade mit vand mellem tribune-afsnittene, mens jeg nervøst kigger efter stadion-vagterne. I retroperspektiv kunne det have kostet mig deltagelsen i resten af kampen samt en heftig bøde, så det var ikke mit smarteste øjeblik.

Mads har i mellemtiden taget stilling i madkøen, men da det viser sig at være et længere projekt, misser vi starten på anden halvleg og dukker først op ti minutter efter startfløjt med en tør Chicken Junior-agtig burger i poten.

Fulham starter anden halvleg bedst ud og pasningsspillet virker til, i forhold til modstandernes, at flyde perfekt hen over det ypperlige græstæppe som pryder Nordbank Arena.

“Hvor pokker er Bobby Zamora?”, spørger jeg min fælle, og jeg må desværre indse, at han er udgået med den forbandede akillesseneskade, der har præget angriberens spil i hele første halvleg.

Davies er tæt på at passere de Gea minutter senere, men den spanske keeper redder sublimt waliserens forsøg, mens jeg er ved at kløjes i min dehydrerende, men mættende, kyllinge-burger.

Slutfløjtet nærmer sig, og jeg kigger febrilsk på stadion-uret!

“Det må ikke gå galt nu”, tænker jeg!

Fulham får et frispark uden for feltet, og jeg øjner et sent vinder-mål, men kaptajn Murphy sender bolden håbløst over de Gea’s mål.

Fløjtet lyder, og vi kan nu se frem til mindst en halv times ekstratid.

Jeg sidder uroligt på mit sæde, mens jeg drømmer om Europa League glory, hvorefter første periode af ekstratiden bliver fløjtet i gang.

Atletico havde haft overtaget i den ordinære tid, men i ekstratiden står Fulham dog for dominansen, uden at det lykkes dem at teste de Gea til fulde.

Med tre minutter igen af ekstratiden sker det, som ikke måtte ske…

Forlan får foden først på et indlæg fra Aguero, der nemt har passeret en passiv Aaron Hughes, og i et øjeblik står tiden fuldstændig stille.

Hele sekvensen er i slow-motion, og stadion er pivstille i, hvad der føles som flere minutters pinsel.

Atleticos imponerende rød/hvide hav af fans går derpå bersærk i en lykkelig rus, mens Fulham-spillerne skuffede går mod midten af banen.

Stilheden sænker sig over de ellers lydhøre Fulham-fans; jeg tager mig til hovedet, kigger tomt ud i luften og lader mit legeme falde tungt på mit kongeblå plasticsæde; jeg kigger op mod den klare nattehimmel med blanke øjne og vender derpå hovedet ned mod betonen under mine fødder.

Fansene vågner dog igen op til dåd; håbet lever endnu, og jeg rejser mig i solidaritet, hvorefter jeg bruger min desperation til at råbe min støtte, så min hals næsten bløder, ned mod de 11 hvidklædte spillere.

Lige lidt hjælper det dog, da den ellers ganske glimrende italienske dommer, Nicola Rizzoli, fløjter kampen af til øredøvende begejstring fra de talstærke spanske fans på den modsatte fløj.

Jeg sætter mig igen på det efterhånden kølige plastsæde og ryster stille på hovedet, hvorefter jeg rejser mig og giver drengene på banen fortjente klapsalver for en eminent europæisk odysse, der startede tilbage i august måned, 2009.

Mens Atletico Madrid spillerne fejrer deres sejr foran fansene, udvandrer de engelske tilskuere; skuffede men trods alt stolte over præstationerne fra deres helte.

I toget på hjemvejen forekommer der en underlig mat stemning, da hovedparten af Atletico Madrids tilhængere stadig fester løs på Nordbank Arena.

Derfor er togets klientel spanske børnefamilier på vej hjem og skuffede engelske fans, der skal ind og drikke sorgerne væk på Hans Albers Platz.

Inde ved Red Light “distriktet” (som ikke kommer i nærheden af Amsterdams) finder vi os til rette på en mindre bar, hvor vi møder Alex, en brite med stort flagrende hår og et herligt åbenhjertigt smil.

Alex ligner ikke en fyr over 20 år, og vi bliver derfor en smule overraskede, da han fortæller, at han rent faktisk er 28 og har to børn…

Derefter introducerer han os for sine brødre, Charlie og Rob, og vi begynder for alvor at udveksle historier om de store fodboldvidder.

På et tidspunkt bevæger vi os ud på gaden, hvor vi støder ind i verdens stiveste og arrigste tysker, der mildest talt ikke bryder sig om Fulham-fans.

Han begynder højlydt at råbe af os (scheisse eller noget!!), men begynder snart at bevæge sig ned ad gaden, hvorefter jeg vender ryggen til den langlemmede tysker.

Og før jeg ved af det, redder Mads mig med to jiu-jitsu blokeringer fra at blive brutalt slået ned bagfra af arrigtrolden, hvorefter jeg lidt lamslået er lettere forvirret, mens Mads og mine britiske venner giver den tyske ungersvend et skub med på vejen.

Efter dramatikken bevæger vi os igen indenfor i varmen, og efter et sidste besøg i Red Light District, hvor Mads beslutter sig for at charmere alle pigerne i gaden med lidt small-talk, er vi godt smadrede og på vej hjem til camping-pladsen.

Vi forlader derpå vores nye engelske venner, Charlie, Rob og Alex, og starter den lange tur ned ad Reeperbahn, hvor et par prostituerede endnu engang forsøger at lokke et par blege alkoholiserede danskere i fordærv.

Vi afviser dog, på trods af vores alkoholtåge, deres tilnærmelser og en potentiel klamydia-sygdom, hvorefter vi hopper på toget mod Stellingen i morgengryens dis.

Fulham vandt ikke Europa League, og der går sandsynligvis en rum tid, før vi får chancen igen…

Men trods alt kan både Mads og jeg se tilbage på en unik oplevelse i en fantastisk atmosfære, hvor stoltheden over Fulhams præstationer stadig lyser ud af de trætte engelske tilskuere, der præger Hamburgs morgentrafik.

Eventyret er slut…

Fulham – Wolfsburg: 2-1

Indrømmet; det går ganske sløvt med at opdatere bloggen i øjeblikket (Not that anyone notices!)! Job, projekt og sociale anliggender har taget over i mit liv, og derfor er tiden kostbar, hvilket bloggen har måttet lide under.

I torsdags fik jeg dog tjekket Europa League kvartfinalen ud, hvor Fulham hjemme på Craven Cottage nærmest udspillede gæsterne fra Wolfsburg gennem 70 minutter.

Konklusionen rev dog en lille ridse i mit Fulham-hjerte, da Wolfsburg, ved en ellers svag Alexander Madlung, ufortjent fik et vitalt udebanemål med hjem til folkevognsbyen.

Det var også gæsterne, der lagde klart bedst ud med et mindre pres mod de forvirrede værter; uden at det dog blev til de store tilbud.

Generelt var de første tyve minutter en mindre ørkenvandring, hvor begge mandskaber havde problemer med at få spillet til at flyde.

I det tyvende minut fik Wolfsburg så deres første chance, da Christian Gentner sendte et lavt skud afsted mod Fulhams mål, men store Mark Schwarzer fik reddet hjemmeholdet.

Få minutter senere var det hjemmeholdet og ungarske Zoltan Geras tur, da den arbejdsomme midtbanespiller tog chancen udefra, men Wolfsburgs keeper Diego Benaglio havde ikke de store problemer med Fulham-spillerens forsøg.

Den schweiziske målmand havde større problemer omkring den halve time, da Bobby Zamora tordnede en bold afsted fra tyve meters afstand, men efter lidt famlen lykkedes det Wolfsburgs ankermand at få kontrol over bolden.

Lige før pausen kunne det være blevet 1-0, da Dickson Etuhu, på et Damien Duff hjørnespark, sendte bolden snert forbi med et udmærket hovedstød.

Ligesom i første halvleg startede Wolfsburg også anden halvleg bedst, da både Edin Dzeko og Grafite havde mildest talt hæderlige chancer til at bringe gæsterne i front efter ukarakteristiske fejl i Fulham-forsvaret.

Fulham fik dog stille og roligt overtaget kampen igen, og kunne i det 59. minut bringe sig foran ved store Bobby Zamora.

Den formstærke angriber fik masser af plads uden for feltet til at placere bolden uden for Benaglios rækkevidde med en velplaceret indersideafslutning på ægte Jon Dahl manér (eller ikke!)!

Zamora viste så igen, hvilken douche han er, da han for 117. gang holdt hånden op til øret mod Fulham-fansene, på trods af ingen har buhet af ham i syv måneder…..(!)

Bare fire minutter senere bragte Duff Fulham yderligere foran, da han med en kølig afslutning i feltet passerede en chanceløs Benaglio.

Fulham fortsatte presset mod de chokerede gæster indtil, der resterede ti minutter af kampen, hvor Wolfsburg for alvor kom tilbage i kampen via intenst presspil.

Og med et minut tilbage på dommerens ur udmøntede presset i Madlungs kasse, der kan vise sig at være tough luck for Fulham i returopgøret.

Roy Hodgson indrømmede også, at Wolfsburg mål lagde en lille dæmper på sejren, men at han ovenud stadig var tilfreds med resultatet:

“The late goal, I suppose to some extent, has put a slight dampener on the performance but it shouldn’t really because if before you offered me a victory in the game and to play well I would have accepted any score. So I am not going to allow a last minute goal to dampen my enthusiasm for the game, and my belief in the players and the desire to work hard and deny the German champions.”

Fulham

Schwarzer 8 – Havde et par udmærkede redninger i løbet af kampen og kunne ikke gøre meget ved Madlungs reduceringsmål.

Davies 8 – På en uvant plads som højreback slap walisiske Davies overraskende godt fra mødet med de tyske mestre.

Hughes 8 – Solid as always!

Hangeland 6 – Ukarakteristisk svag kamp af den store midtstopper, der flere gange var ved at koste mål til modstanderen.

Konchesky 9 – Formkurven peger i vejret efter Konchs skadespause.

Duff 10 – Fulhams Man of Match! Hele tiden udfordrende i sit spil overfor Wolfsburgs defensive kæde; krydret med en kasse.

Murphy 7 – Pasningsstærk gennem det meste af kampen, før han til sidst begyndte at smide bolde væk i farlige situationer.

Etuhu 6 – Ikke nogen pragtkamp af menneskebjerget Etuhu, der var anonym i store dele af kampen.

Dempsey 6 – Er stadig langt fra det niveau, han viste inden sin lange skadespause.

Gera 8 – Run Zoltan Run! Assist til Bobbys mål!

Zamora 8 – En første halvleg til dumpekarakter, men en anden halvleg til topkarakter.

Baird UB – Fik de sidste tre minutter på banen på bekostning af en træt Danny Murphy.

Bænk: Zuberbuhler, Nevland, Riise, Smalling, Greening, Elm.

Kort: Zamora (38,f).

Mål: Zamora 59, Duff 63.

Wolfsburg Benaglio, Pekarik (Martins 74), Madlung, Barzagli,Schafer, Riether, Josue, Gentner (Dejagah 84), Misimovic,Dzeko, Grafite.
Bænk: Lenz, Simunek, Hasebe, Johnson, Rever.

Kort: Madlung.

Mål: Madlung 89.

Tilskuertal: 22,307

Dommer: Damir Skomina

Kamp Stats Fulham Wolfsburg
Mål 2 1
Boldbesiddelse 47% 53%
Forsøg 11 13
På mål 7 5
Hjørnespark 1 4
Off-sides 3 3
Tacklinger 22 25
Succesprocent tacklinger 63.6% 76.0%
Succesprocent afleveringer 80.1% 74%
Redninger 6 4
Frispark 9 10
Gule kort 1 1
Røde kort 0 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Europa League Kvartfinale: Wolfsburg

Efter triumfen mod Juventus, vendte Fulham-fansene hurtigt øjnene mod dagens lodtrækning til kvartfinalen i Europa League.

Valencia, Atletico Madrid og til dels Liverpool skulle helst undgås, mens jeg også gerne så bort fra Benfica og portugisernes vævre teknikere.

Resultatet blev ganske udmærket, da vi undgik ovennævnte modstandere og trak tyske Wolfsburg i kvartfinalen, hvilket var en af de bedste lodtrækninger, vi kunne ønske os.

Og hvis Fulham overkommer tyskerne venter enten Hamburger SV eller Standard Liege i semifinalen, hvilket vi heller ikke kan beklage os over.

Den eneste malurt i bægeret er, at vi desværre starter ud på hjemmebane i kvartfinalen mod de forsvarende tyske mestre.

Men bortset fra det; en særdeles positiv lodtrækning!

Første kvartfinale spilles 1. april (og det er ikke en aprilsnar), mens returkampen løber af stablen den 8. april.

Europa League Kvartfinale Lodtrækning:

Fulham v Wolfsburg

Hamburg v Standard Liege

Valencia v Atletico Madrid

Benfica v Liverpool

Europa League Semifinale Lodtrækning:

Hamburg/Standard Liege v Fulham/Wolfsburg

Valencia/Atletico Madrid v Benfica/Liverpool

Fulham – Juventus: 4-1(!)

4-1

Eminent, fortræffeligt, enestående, créme de la créme og 100 andre superlativer kan kobles på aftenens præstation i Europa League mod det disillusionerede storhold Juventus.

Jeg forventer inden længe at vågne op fra en eventyrlig drøm, hvor vi lige er havnet i Europa League kvartfinalen!

4-1 på en aften, hvor Fulham til tider spillede samba-bold, og Juventus ikke kunne sætte en aflevering over en meter, og så sidder man her med et stort lalleglad smil og spørger: “What the hell just happened?”

Kampens start var dog ikke mindeværdig for Fulham, og lige da jeg havde sat mig på sofaen hos min kammerat (som er Juventus fan), var Juve pludselig foran ved David Trezeguet efter vakkelvorent forsvarsspil i de bagerste rækker.

Så var scenen ligesom sat, og jeg begyndte allerede at ryste på hovedet, hvilket dog hurtigt blev passé….

Få sekunder senere måtte Schwarzer se sig nødsaget til at parere et Juventus-forsøg, men from here on out var der kun et hold på banen i de resterende 87  minutter.

Stærke Bobby Zamora fik udlignet syv minutter efter Juves føringsmål, da den høje angriber fuldstændigt trumfede Fabio Cannavaro, og fra en fri position midt i feltet kunne nette sit 16. sæsonmål uden chance for Antonio Chimenti i Juve-målet.

Fulham fortsatte presset, og Juventus virkede til at melde sig ud af kampen; ikke mindst efter det 27. minut.

Her fik Cannavaro et rødt kort som sidste mand, da han klodset væltede Zoltan Gera. Det røde kort kunne sagtens forsvares, da Gera ellers var alene igennem mod Chimentis mål, men i mildere tilfælde kunne det også have udmøntet i en advarsel.

På det efterfølgende frispark viste veteran Chimenti, at han ikke har glemt målmandens dyder, da han glimrende parerede Zamoras velplacerede frispark med en en-håndsredning.

Ikke lang tid efter kom Fulham endnu tættere på, da først Simon Davies på et frispark og dernæst Dickson Etuhu med hovedet ramte træværket, og jeg fornemmede så småt, at hjemmeholdet ikke var langt fra scoring.

Den kom i det 39. minut på et mønsterangreb i venstre side, hvor Simon Davies med et fremragende fladt indlæg fandt Gera, der nemt kunne sætte den op i nettaget bag en hovedrystende Chimenti.

Det er ikke fordi, jeg ignorerer Juventus’ chancer, men faktum er, at der ikke var nogen(!)

Efter pausen fortsatte stormløbet mod Chimenti, og allerede efter fire minutter tog en elendigt spillende Diego hånden til hjælp i feltet på et Damien Duff-indlæg, og på det efterfølgende straffespark kunne ungarske Gera gøre sig til dobbelt målscorer.

Fulham lettede, efter 3-1 scoringen, en smule på presset, og lod Juventus have mere boldbesiddelse uden at de kom til de helt store tilbud.

Roy Hodgsons taktik med først at introducere jokeren Clint Dempsey sent i kampen, på bekostning af Stephen Kelly, viste sig hurtigt at være en genistreg.

Ikke lang tid efter sin indtræden i kampen tvang han Chimenti til endnu en redning på et glimrende hovedstødsforsøg i feltet.

Chimenti måtte også parere et Gera-forsøg momenter senere, men ved 4-1 målet måtte den rutinerede ræv resignere, da det var en absolut perle.

Fra en position uden for feltet sendte Dempsey, med et overdådigt chip, bolden over i fjerneste hjørne efter passivt forsvarsspil fra Juventus, og Chimenti kunne bare stå og se måbende til, mens bolden sejlede i kassen!

TV2’s elendige kamprapport (hvilket også generelt gælder for deres fodbold-dækning) mener, at målet var et forfejlet indlæg, men da jeg ved, hvilken spiller Clint Dempsey er, er jeg er af den overbevisning, at det var bevidst; men dog også heldigt.

Fuldstændig vanvittigt mål, og amerikanske Dempsey indrømmede da også bagefter, at det ikke ville lykkes 9 ud af 10 gange, og at det var en bevidst handling.

Lige inden slutfløjt viste Jonathan Zebina, hvilken class-act han er, da han blev udvist for et umotiveret spark mod Duff! Applaus din tåbelige franskmand!

Useless Felipe Melo og ophidsede Mohamed Sissoko (som mirakuløst ikke fik en advarsel i løbet af kampen) viste samme tendenser som Zebina, men undgik dog at blive udvist for et par eftertacklinger i overtiden, og dommer Kuipers kunne fløjte af for en kamp, der i perioder havde været præget af ond stemning.

Men sikke en triumf for den lille London-klub, som står mit hjerte så nært!

Fans og spillere fra klubber som Manchester United, Real Madrid og Juventus oplever ofte eller med jævne mellemrum triumfer som denne;

For Fulham er det dog ikke hverdagskost.

For mig er det her en sjælden glæde, og for første gang siden The Great Escape i 2007/08 sæsonen var jeg tæt på at knibe en tåre!

Fulham – You beauties!!!

Kvartfinale i Euro League!

Sikke en bedrift!

Kamp Stats

Fulham (Karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 7 – Havde ikke det store at lave denne torsdag aften, og kunne ikke gøre meget ved det indledende mål. Kunne måske godt være nået ned efter en cocktail i løbet af kampen.

Kelly 8 – Inden kampen påstod jeg, at Grosso ville presse Kelly helt i bund, men italieneren var usynlig, og Kelly var solid.

Konchesky 10 – Sikke en kamp fra den gæve venstreback, der spurtede frem og tilbage med meget få fejl til følge samt en assist til 1-0 målet.

Hangeland 8 – Et par enkelte svaghedstegn ved bl.a. scoringen, men viste også koldblodighed i nogle afgørende situationer. Nordmanden har dog formodentlig haft travlere dage på kontoret.

Hughes 8 – Stod solidt på banen uden at gøre sig specielt bemærket.

Duff 10 – Tog hele tiden udfordringen op over for et passivt Juve-mandskab.

Davies 9 – Fortsætter den opadgående formkurve med en assist og en glimrende indsats på kanten samt på højreback pladsen(!)

Etuhu 8 – Måske ikke Fulhams bedste på dagen, men hans pasningsspil har forbedret sig betragteligt over de seneste par kampe.

Baird 8 – Ligesom de andre defensive kræfter blev nordireren ikke presset på noget tidspunkt i kampen, og dermed havde den lille midtbaneterrier masser af frihed til at sprede bolde til højre og venstre.

Gera 11 – Efter min mening Man of Match! En power-præstation med to mål til følge og et arbejdspensum uden lige!

Zamora 10 – Sikke en håndfuld for Juve-forsvaret, der slet ikke kunne dæmme op for bomstærke Bobby Z! Fabio Capello – Are you watching??

Dempsey 9 – Pågående og nærkampsstærk! What a fucking goal!

Riise UB – Fik de sidste fem minutter, og var med til at køre det imponerende resultat hjem.

Kort: Konchesky (90,tw).

Mål: Zamora 9, Gera 39, 49 pen, Dempsey 82.

Juventus Chimenti, Salihamidzic, Zebina, Cannavaro,Grosso (Del Piero 85), Camoranesi (De Ceglie 52), Felipe Melo,Sissoko, Diego, Candreva (Grygera 28), Trezeguet.
Bænk: Pinsoglio, Iaquinta, Poulsen, Marrone.

Udvisninger: Cannavaro (27), Zebina (90).

Kort: Camoranesi, Diego, Felipe Melo.

Mål: Trezeguet 2.

Tilskuertal: 23,458

Dommer: Bjorn Kuipers

Kamp Stats Fulham Juventus
Mål 4 1
Boldbesiddelse 50% 50%
Forsøg 13 7
På mål
8 4
Hjørnespark 8 1
Off-sides 7 4
Redninger 3 6
Frispark 15 18
Gule kort
1 3
Røde kort
0 2
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Juventus – Fulham: 3-1

Pillen var simpelthen for stor at sluge for The Cottagers, da de i går mødte det italienske storhold, Juventus, i Torino, og de engelske gæster måtte rejse hjem med et 1-3 nederlag i bagagen.

Fulhams første halvleg mindede mistænkeligt om tidligere bedrifter på udebane, da italienerne sad i førersædet i 45 underholdende minutter.

Mark Schwarzer kom hurtigt på arbejde, da han efter syv minutter måtte parere et målrettet forsøg fra en, på aftenen, lynende farlig David Trezeguet.

Sekunder senere kunne Schwarzer dog ikke gøre det helt store, da Diego, på det efterfølgende hjørnespark, sendte bolden lige ind i hovedet på tårnhøje Nicola Legrottaglie, der kraftfuldt headede Juventus i front med græsset som mellemstation.

Otte minutter senere brændte Simon Davies et stort tilbud, da waliseren slet ikke fik ram på sin afslutning i feltet, efter Damien Duff ellers havde skabt muligheden med et imponerende løb i højre side.

I det 25. minut blev det 2-0, da hidsigproppen Jonathan Zebina driblede forbi et par Fulham-spillere og udnyttede en underlig passivitet hos Brede Hangeland til at hugge bolden ind fra kanten af feltet.

Bobby Zamora havde en ganske frustrerende aften i Torino som lone ranger i front, men i det 36. minut lykkedes det ham dog at vinde et frispark et par meter udenfor feltet.

Davies sendte bolden ind i feltet, hvor den efter lidt ping-pong endte hos Dickson Etuhu, der sparkede bolden ind på Legrottaglie, så den tog en kæmpe refleksion og endte i nettet bag en måbende Alex Manninger.

Nu øjnede Fulhams fans for alvor en udligning på trods af Juves spilovertag, og få minutter senere kunne Brede Hangeland have opfyldt det ønske, men Manninger hev en fremragende redning ud af ærmet.

Det måtte Schwarzer også kaste sig ud i tæt på pauseteen, da den imponerende Fabio Grosso halvflugtede en løs bold mod Fulhams mål, men den australske ankermand præsterede en absolut verdensklasseredning.

Juventus skulle dog ikke vente længe, da Trezeguet, med sekunder tilbage af første halvleg, viste hurtige reflekser på en retur fra opstanderen og fik netmaskerne til at blafre bag en brødebetynget Schwarzer.

Og mens Roy Hodgson var rasende over 3-1 målet, fløjtede dommer Florian Meyer af for de første 45 hæsblæsende minutter.

Anden halvleg kunne ikke leve helt op til første halvleg, og Juventus virkede tilfredse med at spille bolden rundt i egne rækker.

Fulham manglede i høj grad kreativitet (what else is new), og de engelske underdogs virkede ikke til at kunne true Juventus’ føring.

Overraskende nok var vores amerikanske supermand Clint Dempsey blevet klar til opgøret, men grundet manglende kamptræning gjorde han ikke den store forskel, da landsholdsspilleren blev introduceret i det 60. minut.

Resten af halvlegen bød på en del halv-chancer indtil Diegos langskudsforsøg i det 89. minut, som Schwarzer måtte parere til hjørnespark.

Roy Hodgson var slet ikke tilfreds med Juventus’ tredje mål, men forbeholdt dog retten til at være okay tilfreds på trods af, den sympatiske manager havde håbet på mere:

“‘The bitter pill to swallow and the bitter pill we’re going to be carrying for the next week is that third goal, which I thought was very unnecessary.

We had possession of the ball in their half and there was one minute left to play and I think we should have come in at 2-1.

I’m quite satisfied with the result tonight but to be honest, I hoped to get something more out of the game, I think we could have scored more.

It’s not a good thing to concede an away goal at home and it will be difficult in the second leg because Fulham usually give their best at home so we have to watch out and be very careful.”

2-0 på hjemmebane i returopgøret? Måske ikke, men Fulham vil helt sikkert prøve at gøre det så svært som muligt for vores italienske gæster.

COYW!

Kamp Stats

Juventus Manninger, Zebina, Cannavaro, Legrottaglie, Grosso,Salihamidzic (Camoranesi 46), Poulsen (Sissoko 75), Marchisio,Candreva, Diego, Trezeguet (Iaquinta 62).
Bænk: Pinsoglio, Del Piero, Grygera, De Ceglie.

Kort: Legrottaglie.

Mål: Legrottaglie 9, Zebina 25, Trezeguet 45.

Fulham Schwarzer, Baird, Hangeland, Hughes, Konchesky, Duff,Davies (Dempsey 60), Etuhu, Greening, Gera, Zamora.
Bænk: Zuberbuhler, Kelly, Nevland, Smalling, Marsh-Brown.

Kort: Greening (84,f).

Mål: Etuhu 36.

Tilskuertal: 11,406

Dommer: Florian Meyer

Kamp Stats Juventus Fulham
Mål 3 1
Boldbesiddelse 55% 45%
Forsøg 15 10
På mål
6 6
Hjørnespark 4 4
Off-sides 4 9
Redninger 5 3
Frispark 16 12
Gule kort
1 1
Røde kort
0 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Juventus Lazarettet

Dangerman! I hvert fald med hovedet!

Good news inden kampen mod Juventus i denne uge; i hvert fald good news for os!

Først og fremmest er Amauri ude af begge opgør mod The Cottagers, og da den brasilianske hitman er Juves klart farligste mand, gør det ikke vores chancer for videre avancement ringere.

Derudover, ifølge mine kilder, er Gianluigi Buffon, Mauro Camoranesi, Sebastian Giovinco og Christian Poulsen definitivt sat ud af spillet til Fulham-kampene.

Vincenzo Iaquinta og Martin Caceres er tvivlsomme til i hvert fald den første kamp, mens bundelendige Felipe Melo har karantæne, hvilket er ret ligegyldigt.

I dag blev det så bekræftet, at monsterstærke Giorgio Chiellini sidder over første opgør med en lårskade.

Forhåbentlig kan den også holde ham ude af returopgøret på Craven Cottage, da jeg anser Chiellini som en af verdens bedste centrale forsvarsspillere.

Fulham skal så forsøge at dæmme op for lille teknisk stærke Diego, der sagtens kan blive en alt for stor mundfuld for vores store centrale forsvarsspillere (og ikke mindst Etuhu på den defensive midtbane).

I front bliver det formodentlig David Trezeguets hovedstødsstyrke (og knap så meget hans tekniske kunnen), vi skal bekymre os om, men heldigvis virker det til, at Brede Hangeland, efter en mindre formkrise, har fundet sin mojo.

Endvidere ser jeg også Fabio Grosso som en trussel, når han tager sine vanvittige raids fra venstreback-pladsen. Den mand er en absolut fantastisk back!

Optimismen er dog i behold!

Lad os hive en 1-1’er hjem og tage stikket på Craven Cottage ugen efter!

COYW!