Action from the Europa League

Nu da Fulham ikke spiller i dag, opdagede jeg gennem American Cottager, at Daily Motion har et par Fulham-kampe liggende i fuld længde. Så hvis du keder dig, kan du tjekke 90 minutter mod Crusaders ud og drømme dig tilbage til Europa League. Bare ignorer ham Bobby-fyren, der løber hovedløst rundt i angrebet.

 

Reklamer

Fulham – OB: Optakt

Fulham skulle helst tage skridtet ind i næste runde, når de her til aften møder danske OB på Craven Cottage.

OB har vist bedre udeform end hjemme på TRE-FOR Park og vandt senest 4-0 ude over SønderjyskE, mens Fulham i Europa fortsætter deres ubesejrede stime på hjemmebane, som lige nu tæller imponerende 22 kampe siden 2002.

Kampen kan blive tættere end forventet, men umiddelbart virker Fulhams avancement som den mest realistiske konklusion på de 90 minutter.

Med Fulham kan man dog aldrig vide sig sikker, og spillemæssigt hænger det ikke sammen i øjeblikket på trods af en sejr over Liverpool i den seneste hjemmekamp.

Hjemmeholdet har brug for alle tre point for at være sikre på at avancere fra Gruppe K, mens OB har udspillet sin rolle i europæisk fodbold med sit nederlag til Wisla Krakow i seneste runde.

_____________________

Fakta

  • Fulham er ubesejrede i de seneste 22 hjemmekampe i Europa League (17V, 5U).
  • Fulham hjemmebaneform har dog ikke vist kontinuitet med tre sejre og to nederlag i de seneste fem opgør på Craven Cottage.
  • Fulham har kun vundet en af de seneste seks kampe (1V, 2U, 3T).
  • Sidst de to klubber mødtes i september, løb Fulham med en 2-0 sejr på udebane.
  • OB har kun vundet to af de seneste ti kampe (2V, 2U, 6T).
  • OB er bundprop i Gruppe K med tre point.
  • OB har kun vundet en kamp i deres europæiske “eventyr”, da de slog Wisla Krakow på udebane i september med 3-1.

_____________________

Fulham

Efter at have droppet formsvage Bobby Zamora til kampen mod Swansea, bliver der i øjeblikket spekuleret i, at den store angriber bliver solgt til januar. Det virker ikke umiddelbart som, at Jol og Zamora har verdens bedste forhold, men det forventes dog, at frontløberen starter inde mod OB i aften.

Også set i lyset af Andy Johnsons fravær, da Fulhams europæiske topscorer må stå over med karantæne efter en dum udvisning mod Twente i sidste runde af Europa League.

Steve Sidwell står endnu engang over med en lægskade, mens Zdenek Grygera er ude for resten af sæsonen – dog er der et muligt comeback til både Danny Murphy, Damien Duff og Chris Baird, som ikke var til rådighed mod Swansea.

Derudover er det i dag blevet bekræftet, at Mark Schwarzer er ude i fire til seks uger med en skade på rygsøjlen efter sit horrible nakkefald i weekenden.

Det betyder, at David Stockdale bliver kaldt tilbage fra et lån hos Ipswich, men det bliver dog den filippinske landsholdsspiller Neil Etheridge, som højst overraskende får sin debut i Fulhams mål, da Stockdale, efter mine oplysninger, ikke er registreret i Europa League.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): T-V-T-U-U-T

Formbarometer hjemmebane (inkl. Cup og Europa): V-T-V-T-V

Nøglespiller: Moussa Dembele (Belgieren burde volde de jævnt langsomme OB-forsvarere store problemer)

Vigtig brik: Bobby Zamora (Målene skal sandsynligvis komme fra Zamora, der dog ikke har ramt målformen på det seneste)

Potentiel første målscorer: Bobby Zamora (Vis lidt vilje i dag Bobby!)

Formodet startopstilling: Etheridge; Kelly, Hangeland, Hughes, Briggs; Frei, Gecov (Murphy), Baird, Dempsey; Dembele, Zamora

____________________

Odense BK

OB tager til London ovenpå en succesoplevelse mod SønderjyskE den 5. december, men bortset fra det har danskerne ikke noget at spille for, da de lige nu ligger håbløst sidst i puljen.

I mellemtiden har odenseanerne også spillet en træningskamp mod svenske Malmö, hvor holdet gik ned med et 0-3 nederlag på hjemmebane.

Henrik Clausen må til aftenens opgør undvære Mads Toppel, Christian Sørensen og Kalilou Traoré, mens Bernard Mendy og Bashkim Kadrii vender tilbage til truppen efter at være blevet sparet mod Malmö.

OB’s chancer er forøgede efter, at Schwarzer har måttet melde afbud til kampen, men danskerne er i den grad outsidere til aftenens kamp.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): V-T-T-V-U

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): V-V-T-T-U

Nøglespiller: Stefan Wessels (Den udskældte målmand bliver en vigtig brik i aften men kan også som så ofte før ende som skurk)

Vigtig brik: Eric Djemba-Djemba (Playmakeren har den fornødne internationale erfaring til at dæmme op for Fulhams kontraer)

Potentiel første målscorer: Djiby Fall (Han har ikke ramt topformen siden skiftet fra Lokomotiv Moskva, men den store senegaleser skal ikke undervurderes)

Formodet startopstilling: Wessels; Mendy (Sørensen), AMC (Høegh), Reginussen, Ruud; Kadrii, Djemba-Djemba, Andreasen, Gislason, Johansson (Falk); Utaka

_____________________

Kick-off lørdag, kl. 21.05 på Craven Cottage direkte på TV3+

Twente – Fulham: 1-0

Ak og ve…

En 90 minutters dødssejler endte surt for de tilrejsende fans, da The Cottagers torsdag aften tabte 0-1 til Gruppe K’s suveræne tophold Twente.

Første halvleg var sandsynligvis de kedeligste 45 minutter, jeg har set i år – eller i det her århundrede…

Twente havde langt størstedelen af boldbesiddelsen, men hollænderne formåede ikke at bryde igennem Fulhams bagkæde bortset fra den livlige Nacer Chadli, der voldte Stephen Kelly problemer i højre side.

Fulham var ellers godt repræsenteret på lægterne med cirka 3500 fans

Det største sus for Fulhams fans var, da Damien Duff måtte udgå med en skade og blev afløst af den spændende Kerim Frei, som dog ikke gjorde sig synderligt bemærket efter sin indskiftning.

Bortset fra et par sporadiske forsøg fra Twente, en solid Fulham-defensiv og en enkelt friløber til Andy Johnson, var der reelt set ikke andet at bemærke om første halvleg.

Det var simpelthen rædselsfuldt fra begge sider…

Gæsterne startede ikke anden halvleg meget bedre, hvor Andy Johnson ofte agerede højre wingback, mens Twente fortsatte deres massive boldpres uden den store succes.

Indskiftede Ola John virkede dog særdeles oplagt over for Kelly og AJ i Twentes venstre side, men slutproduktet manglede fra den talentfulde hollænder, som rent faktisk er bror til den tidligere Fulham-spiller Collins John.

Lidt drama opstod i det 60. minut, da Moussa Dembele fik benene sparket væk under sig midt i Twentes felt, men den kroatiske dommers fløjte forblev besynderligt nok tavs.

Unge Kerim Frei begyndte så småt at vise sin eksplosivitet, og den lille wing lignede igen en spiller, som Fulham kunne nyde godt af i ligaen, hvor det endnu ikke er blevet til en eneste optræden.

Gæsternes klart bedste chance kom i det 65. minut, da AJ blev spillet fri i feltet, men angriberens afslutning gik håbløst forbi mål.

Fulham fortsatte deres momentum, hvor især Frei fortsat viste flaget i venstre side med flere farlige gennembrud, men angriberne svigtede som så ofte før foran mål.

Bobby Zamora var tæt på at sende Fulham i front i det 70. minut, men angriberens forsøg gik snert forbi Twentes opstander efter en snedig hjørnesparkskombination af Danny Murphy.

Zamora var også farlig i den anden ende, da han få minutter senere var tæt på at sende den i eget net efter et Twente-hjørne. Det var også alt, man så til angriberen, som endnu engang viste vilje som en nedtrådt snegl…

Kampen fortsatte sit døsige tempo indtil det 89. minut, hvor indskiftede Marc Janko, efter et kæmpe forsvarskoks i Fulhams venstre side, dukkede op midt i feltet og sendte bolden ind bag Schwarzer.

Og i overtiden blev kampen endnu en potpourri af herlighed, da AJ fik sit andet gule kort for at sparke bolden væk… Flot AJ, flot!

Elendigt resultat, horribel kamp!

Og to skader til Duff og Dembele for at sætte trumf på 90 minutters ekstravagant elendighed…

Tak for kaffe og småkager!

Kamp Stats

Twente: Mihaylov; Rosales, Tiendalli, Douglas, Wisgerhof; Brama, Landzaat, Fer (John 45), Bajrami; de Jong, Chadli (Janko 79)
Bænk: Marsman, Cornelisse, Bengtsson, Buysse, John, Gouriye.

Mål: Janko 89

Fulham

Schwarzer7.5 – Tog sig af det, Twente kastede imod ham og var chanceløs ved scoringen.

Riise 7 – Lukkede godt af i venstre side indtil det 88. minut.

Hangeland 7.5 – Så tvivlsom ud ved målet efter at have været sikkerheden selv gennem 88 minutter.

Hughes 8 – Fulhams bedste mand på dagen, hvor han ikke gav Twentes angribere mange chancer.

Kelly 7 – Nogenlunde solid gennem kampen, hvor han dog havde sine problemer med Twentes kantspillere.

Duff 7 – Virkede oplagt fra start men måtte udgå tidligt

Murphy 7 – Var ophavsmand til Fulhams få chancer, men gjorde sig derudover ikke meget bemærket.

Etuhu 8 – Dicksons formkurve peger kun opad!

Dembele 6 – Enkelte lysglimt, men fik ikke meget at arbejde med på en mørk aften i Enschede.

Zamora 00 – Zamoras motivation for at spille for Fulham er tydeligvis ikke-eksisterende, og han burde afhændes i januar; der er simpelthen ingen undskyldning for ringe indsatser om og om igen.

Johnson 6 – Kæmpede en brav kamp det meste af kampen og var klart Fulhams “farligste” mand; udvisningen i overtiden var dog det dummeste røde kort i historien.

Frei 8 – Gav lidt tiltrængt speed til Fulham-holdet i anden halvleg, men med de frontløbere foran sig var det spildte kræfter.

Kasami og Sa – Udenfor bedømmelse grundet for kort tid på banen.

Bænk: Etheridge, Senderos, Briggs, Gecov

Kort: Johnson

Rødt: Johnson (90)

Tilskuertal: 21,000

Dommer: Marijo Strahonja (KRO)

Twente – Fulham: Optakt

Der er dømt topkamp i Gruppe K på De Grolsh Veste, når hollandske Twente i aften byder Premier Leagues Fulham op til dans.

Det forventes i høj grad, at begge mandskaber avancerer til næste runde uanset resultatet af kampen, men det vil dog sandsynligvis ikke forhindre de to hold i at gå efter sejren.

Første opgør på Craven Cottage endte 1-1 på trods af en mere end hæderlig Fulham-indsats, og med gæsternes seneste udeform in mente er et remis også en reel mulighed i aften.

The Cottagers kæmper i øjeblikket en brav kamp i bunden af Premier League, og Martin Jol vil sandsynligvis hvile flere stamspillere til opgøret mod de hollandske favoritter.

Et Fulham-nederlag vil dog give danske OB blod på tanden, hvis sidstnævnte slår Wisla Krakow på hjemmebane. Fulham har dog hjemmebanefordel i deres sidste gruppekamp mod netop OB, så englænderne står allerede nu med det ene ben i næste runde.

_____________________

Fakta

  • Fulham kan tage førstepladsen med en sejr i aften, da de på nuværende tidspunkt er tre point efter Twente (hollænderne har dog en stødpude på tre mål i målforskel).
  • Fulham tager 1300 fans med til Enschede, så opbakningen fejler ikke noget forud for opgøret.
  • Fulhams form i de seneste fem udekampe i Europa Leagues ser således ud: T-V-T-U-V
  • Fulham-træner Martin Jol er tidligere Twente-spiller, hvor han spillede i perioden 1979-1982.
  • Fulham har kun vundet to udekampe siden 21. august – henholdsvis d. 29/9 mod OB (2-0) og 29/10 mod Wigan (2-0).
  • Twente ligger i øjeblikket på en 3. plads i den hollandske Eredivisie.
  • Twente har spillet sine to seneste kampe uafgjort på hjemlig grund og fik ikke den bedste optakt til Fulham-kampen med 0-0 hjemme mod Vitesse.
  • Twente er dog ubesejrede i de seneste 15 kampe(!) (8V, 7U).
  • Twentes form i de seneste fem udekampe i Europa ser således ud: V-V-V-U-T.
  • Twentes topscorer er den tårnhøje østrigske landsholdsspiller Marc Janko med ti mål. Janko blev overraskende nok hvilet i det modsatte opgør på Craven Cottage.

_____________________

Fulham

Fulham må undvære flere rutinerede kræfter til aftenens opgør i Enschede, hvor Martin Jols mandskab skal prøve at trodse oddsene mod de hollandske favoritter.

Først og fremmest er Steve Sidwell stadig fraværende på den centrale midtbane, hvilket sandsynligvis betyder endnu en optræden til Arsenal-kampens helt store spiller (i mere end en forstand) Dickson Etuhu.

Nordirske Chris Baird er også blevet hjemme i London af personlige grunde, mens Clint Dempsey har pådraget sig en lårskade og slutter sig til de langtidsskadede Zdenek Grygera og Simon Davies hos Fulhams lægestab.

Elegante Bryan Ruiz er stadig ikke tilgængelig i Europa, da han tidligere har optrådt i CL-kval’en for netop dagens modstander fra Twente.

Til gengæld vender den irske duo, Stephen Kelly og Damien Duff, tilbage til truppen, efter begge har været ude i et par uger med mindre skader, og det formodes, at de to landsholdsspillere går direkte ind i startopstillingen. Også angrebsreserven Orlando Sa er igen til rådighed, men han må umiddelbart nøjes med at agere back-up til Andy Johnson, Bobby Zamora og Moussa Dembele. Det kan dog ikke afvises, at Zamora bliver hvilet til opgøret.

Unge Matthew Briggs og Kerim Frei er også bejlere til startelleveren, hvor især førstnævnte har en reel mulighed for at afløse John Arne Riise i venstre forsvarsside, som det har været tilfældet tidligere i sæsonen.

Med Bairds fravær er det op til Jol om enten Aaron Hughes eller Philippe Senderos skal afløse den nordirske landsholdsspiller. Umiddelbart virker Hughes til at være det oplagte valg, men Senderos blev bl.a. i weekenden foretrukket fremfor den ellers solide Hughes.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): U-U-T-V-V

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): U-U-V-T-T

Nøglespiller: Mark Schwarzer (Australieren er i topform og agerer ofte Fulhams redningsmand)

Vigtig brik: Andy Johnson (Svingende i Premier League, men i Europa er AJ blændende)

Potentiel første målscorer: Andy Johnson (AJ har for alvor bombet i Europa League og er pt. Fulhams topscorer)

Formodet startopstilling: Schwarzer; Briggs (Riise), Hangeland, Hughes, Kelly; Duff, Murphy, Etuhu, Kasami (Dembele); Dembele (Zamora), Johnson

_____________________

Twente

Hos Twente er der tvivl om topscorer Marc Janko, men da hollænderne allerede er kvalificeret til næste runde, var det en mulighed at spare ham alligevel.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger omkring Twentes opstilling ifølge hollændernes hjemmeside, så umiddelbart har Adriaanse en næsten skadesfri trup klar til kamp mod The Cottagers.

Twente er stadig ubesejrede i Europa League, men forsvarskrumtappen Douglas har udtalt i medierne, at den hollandske klub ikke vil tage kampen for givet.

En uafgjort virker realistisk, men lad os gå efter alle tre point, så vi kan følge Twente ind i næste runde.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): U-U-V-V-U

Formbarometer hjemmebane (inkl. Cup og Europa): U-V-V-U-V

Nøglespiller: Douglas (Bomstærk brasiliansk forsvarer)

Pas på: Luuk de Jong (de Jong har været i glimrende form for Twente og vil i Jankos fravær blive placeret på toppen).

Potentiel første målscorer: Luuk de Jong (Sæsonen har indtil videre budt på otte mål for de Jong)

Formodet startopstilling: Mihaylov; Tiendalli, Douglas, Wisgerhof, Rosales; Landzaat (Janssen), Fer, Brama; John (Chadli), de Jong, Bajrami

_____________________

Dommer: Marijo Strahonja (KRO)

Kick-off lørdag, kl. 19.00 på De Grolsh Veste

OB – Fulham: 0-2

Da Fulham, for første gang i min tid som supporter, besøgte Danmark sidst i september, var undertegnede naturligvis nødsaget til at tage turen fra Nordjylland til Odense i selskab med min faste fodboldmakker Mads F.

I H.C. Andersens nydelige hjemby fik jeg også chancen for at møde de andre medlemmer af FFC Denmark, og det blev et udelukkende positivt møde, som jeg håber, vi kan gentage oftere i fremtiden på trods af geografisk distance.

Efter at være tjekket ind på Cabinn-hotellet ved Odense Banegårds Center, vadede Mads og jeg den korte tur ned til Ryans of Odense, hvor de andre Fulham-fans var samlet.

Efter lidt socialisering og høflige introduktioner tog vi den lange gåtur til TRE-FOR Park, hvor Fulham-fansene var i højstemt humør på en skuffende halv-fyldt arena.

OB-fansene gjorde dog deres til at forstærke lydkulissen, og stemningen var derfor stadig i top på trods af de få tilskuere.

Action fra TRE-FOR Park

På grønsværen var det hjemmeholdet, som dominerede startfasen på trods af hæderlige forsøg fra Pajtim Kasami og Clint Dempsey indenfor de første ti minutter.

De danske værter havde dog også deres chancer i åbningsfasen – den tidligere United-spiller Eric Djemba-Djemba måtte bl.a. se sit langskudsforsøg gå forbi Mark Schwarzers mål, mens vores australske ankermand hev en fremragende redning ud af ærmet for at forhindre Djiby Fall i at bringe hjemmeholdet foran.

Fall fik også kampens næste chance, da han i det 20. minut akrobatisk sendte bolden snert forbi Fulhams opstander til stor lettelse for gæsternes fans.

Chancerne faldt dog i begge ender, og var det ikke for en blokering på Dempsey midt i feltet af hjemmeholdets Tore Reginussen, kunne Fulham snildt have indledt målscoringen i det 27. minut.

Det blev starten på en periode, hvor gæsterne pludselig fik fornyet tro på tingene, og OB’s keeper Stefan Wessels måtte bl.a. parere et forsøg af norske Brede Hangeland efter en hjørnesparkssituation.

Fulham kom endnu tættere på kort efter, da Djemba-Djembas positionering på stregen reddede hjemmeholdet fra at komme bagud på Dempseys kraftfulde hovedstød.

OB’s held løb dog ud i det 36. minut, da en på dagen lynende skarp Andy Johnson sendte bolden ind bag en ikke helt sagesløs Wessels til stor jubel blandt de medrejsende Cottagers-fans.

Hjemmeholdet forsøgte desperat at udligne inden pausen, men OB havde forlagt sin kynisme et sted i Odense midtby.

Henrik Clausen havde tydeligvis givet OB-spillerne en opsang i pausen, hvor både Djemba-Djemba, Andreas Johansson og Bashkim Kadrii kunne notere respektable chancer i den indledende fase.

Fulham var dog stadig farlig på kontraerne, hvor bl.a. Damien Duff tvang Wessels ud i en redning, før OB igen sad på begivenhederne.

Omkring det 70. minut burde OB have været reduceret til 10 spillere, da svinske Kalilou Traore satte Matthew Briggs’ helbred på spil med en gyselig to-fodet tackling midt på banen.

Den store midtbanespiller blev dog kun præsenteret for et gult kort af den russiske dommer Maksim Layushkin, mens en forslået Briggs måtte til behandling på sidelinjen.

Oppe på lægterne var der for alvor gang i den, da portugisiske Orlando Sa blev indskiftet i det 86. minut.

Gennem det meste af anden halvleg havde Fulham-fansene nemlig sunget den helt nye Orlando Sa-slagsang, hvilket egentlig ikke var særlig logisk, i forhold til han ikke havde været på banen.

Men underholdende var det på trods af, både Mads og jeg havde misforstået teksten i slagsangen, hvor Mads troede, den havde følgende konstruktion:

“Orlando Saaaaaa, Orlando Saaaaaa, from Portugal and he scores a goal, Orlando Saaaaaa”, mens jeg tolkede, at anden linje lød: “…he goes for goal, Orlando Saaaaaa”.

Det viste sig så, at vi begge var komplet håbløse, da anden del af chant’et var: “…and he cost fuck all, Orlando Saaaaaa” (Sa blev hentet på en fri transfer). Men dette faktum var vi lykkeligt uvidende om, hvilket nedenstående video også bevidner (beklager den dårlige kvalitet).

Fulham lukkede kampen med få minutter igen, da AJ kom på tavlen endnu engang efter to fremragende aktioner af den lille frontangriber.

Først kontrollerede Johnson bolden sublimt efter en lang bold fra Fulhams defensiv, og efter et par vævre træk bevarede angriberen overblikket og sendte et eminent krøllet skud ind bag en chanceløs Wessels.

Lige inden slutfløjt kunne Briggs se sin overfaldsmand Traore blive udvist efter at have modtaget endnu et gult kort.

Alt i alt en disciplineret indsats af gæsterne, som for en gangs skyld i sæsonen viste tænder i front, hvor AJ var den helt store profil.

Og det var naturligvis herligt at se en udesejr til The Cottagers live, da dette efterhånden er blevet en sjælden fornøjelse.

Efter kampen sivede vi ud af TRE-FOR Park i højt humør og indfandt os igen på Ryans, hvor natten først lige var begyndt.

Tak for kampen drenge!

Kamp Stats

Odense BK: Wessels, Ruud, Christensen, Reginiussen, Mendy, Andreasen, Johansson, Traore, Djemba-Djemba, Kadrii, Djiby Fall
Bænk: Toppel, Utaka, Skoubo, Chris Sorensen, Gislason, Larsen, Hoegh

Fulham Faithful

Kort: Traore (71,f).

Udvisning: Traore (90,f).

Fulham: Schwarzer, Kelly, Hangeland, Senderos, Briggs, Kasami (84 Orlando Sa), Murphy (77 Sidwell), Duff, Etuhu, Dempsey, Johnson
Bænk: Etheridge, Riise, Baird, Frei, Grygera

Kort: Senderos (64,f), Etuhu (84,f).

Mål: Johnson 36, Johnson 88.

Tilskuertal: 6,500

Dommer: Referee: Maksim Layushkin

OB – Fulham: Optakt

Der er dømt Fulham-kamp på dansk grund, når The Cottagers torsdag gæster Odense og TRE-FOR Park (som undertegnede stadig troede, hed Fionia Park), hvor OB byder op til dans.

Det bliver samtidig første møde med FFC Denmark, og jeg ser frem til førsteklasses socialisering med både den hjemlige supporter-klub samt gæstende fans fra Sverige, Norge, Australien, USA og ikke mindst England.

Begge mandskaber er inde i en dårlige stime i deres respektive nationale ligaer, og selvom Fulham på forhånd er udråbt til favorit af OB’s spillere og ledere, tror jeg personligt, at det bliver en lige kamp i Ådalen.

_____________________

Facts

– Fulham startede dette års gruppespil ud med 1-1 på hjemmebane mod hollandske Twente.

– Fulham har ikke vundet en udekamp siden den 14. juli, hvor Crusaders blev nedkæmpet med 3-1.

– Fulham har ikke vundet en kamp siden den 18. august, hvor det blev til en 3-0 sejr over ukrainske Dnipro på hjemmebane.

– Fulham har ikke tabt en kamp siden 28. august, hvis man ser bort fra straffesparksnederlaget til CFC i Carling Cuppen.

– Alle Fulhams kampe siden da er endt uafgjort (1-1 Blackburn (h), 1-1 Twente (h), 2-2 Man City (h), 0-0 Chelsea (u – str. nederlag), 0-0 WBA (u)).

– OB har kun tabt én af de seneste 15 hjemmekampe i UEFA-regi.

– OB har aldrig vundet over et engelsk hold i UEFA-sammenhæng.

– OB har tabt de seneste tre kampe og samtidig lukket ni mål ind (3-4 mod Horsens (u), 0-1 mod Fredericia (u) og 1-4 mod FCM (h)).

– OB er røget i Europa League efter at være blevet slået ud i Champions League kvalifikationen af Villarreal (3-1 agg).

– OB imponerede i den grad i deres første europæiske kamp, da de på udebane slog polske Wisla Krakow med 3-1.

– Ifølge OB’s hjemmeside er det stadig muligt at købe billetter til opgøret.

_____________________

Fulham

Fulham må undvære rekordkøbet Bryan Ruiz, som ikke er til rådighed i Europa League grundet tidligere deltagelse i CL-kval’en (*host* tåbelig regel *host*)…

Derudover er Simon Davies stadig langtidsskadet, mens Moussa Dembele og Bobby Zamora overraskende er blevet hjemme pga. sygdom, hvor begge kan blive markante tab for The Cottagers.

Zamora er vores klart stærkeste kort i front og kunne sagtens matche de fysisk stærke OB-spillere, hvilket især lille Andy Johnson sandsynligvis vil have problemer med.

Jeg havde personligt også set frem til Moussa Dembeles lækkerier med bolden, da belgieren kunne volde de tunge OB-forsvarsspillere store problemer med sit høje tekniske niveau.

Afløseren for Bobby Zamora kan blive den indtil videre imponerende Orlando Sa, der også har været småskadet op til kampen, men er dog meldt klar til kamp på dansk grund.

Mark Schwarzer er endvidere fit for fight efter en mindre skavank fra weekendens kamp mod West Bromwich. Vitalt for Fulham, da afløserne Neil Etheridge og Csaba Somogyi ikke er i nærheden af den australske førstemålmands niveau.

En ubehagelig overraskelse for OB kan blive lille Kerim Frei, som imponerede stort i Carling Cup-kampen mod Chelsea i sidste uge og er bejler til venstrekanten med Dempseys sandsynlige frontrolle pga. Zamoras fravær.

Generelt har Martin Jol roteret en del på det seneste, og ganske givet vil start-elleveren være noget anderledes fra weekendens drønkedelige målløse opgør mod WBA.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): U-T-U-U-U

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): U-T-T-T-T

Formodet startopstilling: Schwarzer; JA Riise (Briggs), Senderos (Baird), Hangeland, Kelly; Frei, Murphy, Sidwell (Etuhu), Duff; Dempsey, Johnson (Sa)

_____________________

Odense BK

Mine fynske landsmænd fra OB er kommet sig over et par småskavanker til Chris Sørensen og Anders Møller Christensen, hvilket giver træner Henrik Clausen en næsten skadesfri trup at vælge sine elleve udvalgte fra.

Til kampen vil to dog blive skåret fra, så hvis ikke Sørensen og AMC bliver 100 % fit, kan de tænkes at blive udeladt af truppen – i så fald vil henholdsvis Bernard Mendy og Daniel Høegh sandsynligvis gå ind på den rutinerede duos pladser i forsvaret.

Det kan desuden blive interessant, om Rasmus Falk starter inde, da han er selverklæret Fulham-fan. I så fald vil den danske U21-landsholdsspiller sandsynligvis være mere opsat på at vise, hvilke evner han besidder.

I front kan den frygtindgydende Djiby Fall få en bærende rolle for OB-mandskabet på bekostning af formsvage Peter Utaka, som er blevet kritiseret hårdt af fansene i den seneste tid.

Vi ses i Odense!!

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): T-T-T-V-V

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): T-T-V-V-T

Formodet startopstilling: Wessels; Mendy (Sørensen), AMC (Høegh), Reginussen, Ruud; Kadrii, Djemba-Djemba, Traore, Johansson (Falk); HHA; Fall

_____________________

Dommer: Maxim Layushkin (Rusland)

Kick-off torsdag, kl. 19.00 på TRE-FOR Park

Fulham – Twente: 1-1

Skuffelsen over endnu en pauver Fulham-indsats stod malet i ansigtet på undertegnede, da Fulham torsdag spillede 1-1 på hjemmebane mod hollandske Twente.

Kampen i (meget) korte træk, da mit program er lettere presset for tiden:

– Kampen blev overværet af skuffende 14,110 tilskuere, og det kunne tænkes, formkrisen har haft indflydelse på den manglende interesse.

– Twente stillede overraskende til start uden målmaskinen Marc Janko, som heller ikke nåede at betræde Craven Cottage’s knitrende græstæppe i løbet af de 90 minutter.

– Chris Baird ser ud til at have overhalet Philippe Senderos i kampen om pladsen ved siden af Brede Hangeland, da Aaron Hughes ikke er til rådighed. Baird var endvidere Fulhams bedste defensive spiller.

– Zdenek Grygera fik sin debut i højre side af forsvaret, og det blev lidt af en blandet landhandel for tjekken, som logisk nok virkede rusten i sine aktioner og var heldig med ikke at blive udvist for et par klodsede tacklinger.

– Hangeland var igen rystende usikker i sine indgreb, og han begynder snart at ligne et svagt punkt i det centrale forsvar, når han ikke har Hughes ved sin side.

– Clint Dempsey virkede for en gangs skyldoplagt gennem hele kampen og var en evig kilde til uro i Twentes bagerste gemakker.

– Andy Johnson bevarede køligheden, da han udnyttede en kæmpe forsvarsbrøler fra gæsternes Dwight Tiendalli, og sendte bolden i en blød kurve over Twentes keeper til en 1-0 føring i det 19. minut.

– Samme AJ burde have udbygget føringen, da Clint Dempsey fik prikket bolden hen til angriberen, som i en hel fri position fra midten af feltet skød direkte på keeper Nikolay Mihaylov.

– Fulhams føring varede kun til det 41. minut, da Luuk de Jong headede bolden ind på opstanderen og ramte Mark Schwarzer i nakken, så den australske ankermand blev noteret for et uheldigt selvmål.

Kamp Stats

Fulham

Schwarzer 7 – Havde næsten intet at lave gennem hele kampen og var mere end uheldig med sit selvmål.

Grygera 6.5 – Rusten i første halvleg med flere tåbelige tacklinger, hvilket bl.a. førte til et gult kort, men bedre efter pausen, hvor debutanten havde flere gode fremløb.

Baird 9 – Fulhams klart bedste forsvarsspiller, hvor han lukkede af, når Hangeland og Briggs svigtede i deres markeringer.

Hangeland 5 (Fulham Flop of Match) – Håbløs kamp i forhold til hvor lidt nordmanden havde at lave… Ligner slet ikke sig selv! What happened man?!

Briggs 7 – Offensivt glimrende, defensivt elendig! Burde placeres på fløjen i stedet…

Kasami 5.5 – Virker slet ikke klar til dette niveau!

Murphy 7.5 – En af kaptajnens bedre kampe men stadig ikke chanceskabende nok.

Sidwell 7.5 – Uskarp foran mål, men hans arbejdsindsats defensivt kan man ikke klandre ham.

Dempsey 9 (Fulham Man of Match) – Virkede ivrig fra startfløjtet og var ophavsmand til de fleste af Fulhams chancer.

Dembele 7 – Hvorfor beder trænerteamet ikke Dembele om at simplificere sit spil? Dribler på verdensklasseniveau, men aflever i tide for helvede!! Frustrende spiller!

Johnson 9 – Havde været Fulhams ‘Man of Match’, hvis han havde scoret på den kæmpe chance, han fik på Dempseys oplæg! Ellers pågående og arbejdssom indtil han besynderligt nok blev udskiftet…

Zamora 5 – Ligner lidt samme situation som Hangeland og kan ikke helt genkende denne sæsons Zamora.

Duff 5 – Nåede slet ikke at sætte sit aftryk på kampen.

Senderos UB – Ikke imponerende indhop af schweizeren, som fik tilraget sig et gult kort og var ved at koste et mål…

Bænk: Etheridge, Kelly, Sa, Gecov

Mål: Johnson 19

Kort: Grygera, Murphy, Dempsey, Senderos

Twente: Mihaylov; Tiendalli, Wisgerhof, Douglas, Cornelisse; Rosales, Janssen (Landzaat 82), Brama, Fer; John (Bajrami 66), de Jong
Bænk: Boshcker, Bengtsson, Berghuis, Leugers, Janko

Mål: Schwarzer 41 (selvmål)

Kort: Rosales, Brama

Dommer: Antonio Damato

Tilskuertal: 14,110