Fulham – Tottenham: 4-0

Ottende gang var lykkens gang for Fulham, da de efter syv mislykkede forsøg endelig slog Tottenham ud af den hæderkronede FA Cup.

Og det blev gjort i overlegen stil foran egne fans, da gæsterne blev sendt hjem med en sæk på 4-0.

Gæsterne var dog ganske knebent bedst i de første ti minutter, men så startede The Michael Dawson Comedy Tour.

Under sit første nummer mistede forsvarsspilleren bolden lige uden for feltet, hvorefter Alan Hutton var nødsaget til at nedlægge Clint Dempsey efter Carlos Salcidos frispilning.

Klokkeklart straffespark, som kaptajn Danny Murphy sikkert eksekverede bag en chanceløs Heurelho Gomes.

Bare fire minutter senere var den gal igen i Tottenham-defensiven. Dawson legede Leo Messi i højre forsvarsside, men mistede hurtigt bolden til Moussa Dembélé, der dog ikke formåede at udnytte sin friløber.

The Moose is on fire!

Dommer Phil Dowd mente dog, at Dawson havde hevet i letbenede Dembélé og præsenterede den klodsede forsvarer for et rødt kort.

Personligt synes jeg, at det røde kort var hårdt dømt, men da Dembélé blev hevet i trøjen i afslutningsminuttet, var straffesparket ok i min bog.

Fulhams selvtillid var nu i top, mens Tottenham sejlede rundt defensivt, hvor hele backkæden inklusive målmand Gomes virkede hamrende usikre.

I det 23. minut blev kampen definitivt afgjort, da Brede Hangeland kunne prikke et Damien Duff-hjørne i mål fra to meters afstand, efter et kort mellemstop hos Andy Johnson.

Tottenhams svar på Fulhams dominans var til at overse, og hjemmeholdet fortsatte deres dominans.

I overtiden af første halvleg lykkedes det så Fulham at gøre det til 4-0, da Dembélé efter en fremragende solotur sendte en ustoppelig bold ind bag Gomes fra cirka tyve meters afstand.

Anden halvleg var en døsig forestilling i forhold til første, hvor Fulham gik et par gear ned, mens Tottenham stadig var ude af stand til at teste David Stockdale i Fulham-målet på trods af Peter Crouchs indtræden i kampen.

Fulhams første farlige forsøg i anden halvleg kom i det 60. minut, da Dempsey huggede til kuglen fra 25 meters afstand, men Gomes hev en glimrende redning ud af ærmet.

Få momenter senere tog Dembélé endnu engang turen, men belgierens skud blev blokeret af Sebastian Bassong, der ellers ikke havde mange vellykkede aktioner på dagen.

Dempsey forsøgte sig endnu engang omkring det 68. minut, og kampen begyndte at live op igen, uden at Tottenham dog kom ud af deres dødvande.

I slutfasen fik en superb Aaron Hughes testet træværket, mens Hangelands efterfølgende skud blev blokeret af en vaks Tottenham-mand.

Og bare et minut senere kunne indskiftede Zoltan Gera have gjort det til 5-0, men ungarerens svage skud på frit mål blev pareret af Gomes.

En envejs forestilling på Craven Cottage og lidt af et selvtillidsboost til drengerne.

I næste runde venter en, på papiret, overkommelig opgave, når enten Wigan eller Bolton kommer på besøg. Kampen vil blive spillet enten den 19. eller 20. februar.

Kamp Stats

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Stockdale 7 – Var der nogen, der havde bemærket, hvis Stockdale var udvandret?

Paintsil 7.5 – Lidt usikkerhedsmomenter i ny og næ, og ikke så offensiv, som man kunne håbe i første halvleg. Dog en bedre anden halvleg, hvor han havde styr på sagerne i Fulhams højre side.

Hangeland 8.5 – I fuldstændig kontrol krydret med et mål i første halvleg.

Hughes 9 – Sublim sidsteminutstackling på Defoe i slutfasen af første halvleg og ellers defensivens stjerne.

Salcido 7.5 – Udmærket comeback af mexicaneren, der var mere påpasselig defensiv end normalt.

Dempsey 9 – Tottenham-defensivens værste mareridt! Manden er ustoppelig i hans nuværende form.

Murphy 8.5 – To kasser og dominerende på midten i første halvleg, men igen formåede kaptajnen at smide bolden væk af flere omgange i anden.

Sidwell 8 – Kæmpede en brav kamp på midten af banen og trak sig sejrsrig ud. Ligner en solid forstærkning!

Duff 10 – Udfordrende kampen igennem og lignede en mand med en enorm selvtillid. Er Duffy tilbage i topform?

Dembele 9 – Fantastisk teknik og sikke en kasse af belgieren, hvis kattepote ingen på banen kunne matche på dagen.

Johnson 8.5 – Løb solen sort og var ophavsmand til flere farlige chancer, inden angriberen blev skiftet ud i anden halvleg. Dog stadig ufarlig foran kassen, men stor cadeau for arbejdsindsatsen.

Gera 6 – Fik ikke meget ud af sin tid på banen, hvor han brændte en giga-chance, og ungareren virker til at være blottet for selvtillid.

Greening 7 – Pasningsstærk i de godt tyve minutter, midtbanespilleren fik på banen.

Davies UB – Kan ikke bedømmes på den korte tid, waliseren fik på banen.

Kort: Duff

Tottenham
Gomes 6, Assou-Ekotto 6, Dawson 00, Bassong 03, Hutton 7, Lennon 5, Sandro 6 (Gallas 6 (17)), Modric 6, Pienaar 6.5, van der Vaart 5 (Jenas 6 (66)), Defoe 5 (Crouch 6 (45))

Kort: van der Vaart

Rødt: Dawson

Tilskuertal:

Dommer: Phil Dowd

Reklamer

Fulham – Tottenham: Optakt

For tredje gang i sæsonen skal Fulham krydse klinger med Spurs, når de i eftermiddag tager imod på Craven Cottage i FA Cuppens fjerde runde.

De to foregående gange er det blevet til snævre (og ufortjente) nederlag til Harry Redknapps tropper, så Mark Hughes og Co. håber på, at tredje gang er lykkens gang.

Opgøret er Fulhams ottende forsøg på at slå Tottenham ud af FA Cuppen, hvor de syv foregående er endt med Fulham-nederlag, så statistikken går ikke hjemmeholdets vej.

Fulham

Bobby Zamora og Philippe Senderos er stadig ude med langtidsskader, på trods af de så småt kan begynde at skimte et comeback, mens også Matthew Briggs må stå over med en længerevarende lårskade.

Gaël Kakuta, der kom til Fulham i midtugen, er ikke til rådighed, da han tidligere på sæsonen har repræsenteret Chelsea i samme konkurrence.

I målet fortsætter David Stockdale med at agere kompetent afløser for Mark Schwarzer, der har været til Asian Cup med Australien den seneste måned.

Formodet startopstilling: Stockdale; Baird, Hangeland, Hughes, Paintsil; Davies, Murphy, Etuhu, Duff; Dempsey, Dembélé

Tottenham

Udeholdet stiller til start uden suveræne Gareth Bale, som har haft problemer med ryggen de seneste par uger. Det var samme Bale, der afgjorde nytårsbraget mod Fulham den 1. januar, da han heldigt reflekterede et frispark ind bag en chanceløs Schwarzer (en kamp, hvor undertegnede var til stede på White Hart Lane…).

En lettere morsom statistik omkring Bale er, at waliseren kan notere en sølle assist i denne sæson… Samme antal som Newcastles Xisco(!)

Udover Bale må Jonathan Woodgate, Ledley King og Tom Huddlestone stå over, mens Benoit Assou-Ekotto, Gomes, Wiiiiiiilson Palacios og Roman Pavlyuchenko alle vender tilbage til truppen (forhåbentlig bider det os ikke i røven).

Formodet startopstilling: Gomes; Assou-Ekotto, Gallas, Dawson, Hutton; Lennon, Modric, Jenas, Pienaar (Kranjcar); van der Vaart; Defoe (Crouch)


Kick off: 17.30 dansk tid

Accrington – Fulham: 1-3

Det var ikke de helt store opmuntrende gloser, der kom fra medierne efter vores, på papiret, 3-1 sejr over League Two underdogs, Accrington, i en fjendtlig atmosfære på Crown Ground.

Eftersigende skulle Accrington have været det bedre mandskab på en pløjemark af en bane, indtil de fik smidt den centrale forsvarer, Darren Kempson, ud lige inden pausen for  en klodset eftertackling på Zoltan Gera.

Fulham fik aldrig spillet til at køre på den måde, som Roy Hodgson gerne praktiserer fodbold, men måtte ty til lange bolde gennem hele kampen.

Dog slap vi væk med en 3-1 sejr ved mål af Erik Nevland, Damien Duff og førnævnte Gera, mens Michael Symes stod for hjemmeholdets træffer.

Har ikke lige overskud til et længere referat denne slatne mandag(selvom ovennævnte ikke kan betegnes referat)!

Kamp Stats

Accrington Stanley Bouzanis, Lees, Kempson, Edwards, Winnard,McConville (Kee 63), Ryan, Procter, Miles (Joyce 85), Symes,Grant.
Bænk: Dunbavin, Turner, Mullin, Murphy, Gary King.

Udvisning: Kempson (42).

Kort: Kempson.

Mål: Symes 25.

Fulham Schwarzer, Kelly, Hangeland, Hughes, Kallio (Elm 56),Gera (Davies 84), Murphy, Baird, Duff (Dikgacoi 68), Nevland, Riise.
Bænk: Zuberbuhler, Kamara, Smalling, Greening.

Kort: Baird (f,29), Gera (f,44).

Mål: Nevland 21, Duff 59, Gera 80.

Tilskuertal: 3,712

Dommer: Stuart Attwell

Kamp stats
Accrington Fulham
Mål 1 3
Boldbesiddelse 46% 54%
Forsøg 7 14
På mål 6 9
Hjørnespark 1 3
Off-sides 1 3
Redninger 6 6
Frispark 16 10
Gule kort
1 2
Røde kort
1 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

FA Cup Lodtrækning 4. Runde: Accrington Eller Gillingham

Man har altid sine bange anelser før en lodtrækning og forventer altid det værste…

Det havde vi dog ingen grund til i lodtrækningen til fjerde runde af FA Cup’en, da Fulham skal møde vinderen af opgøret mellem Accrington Stanley fra League Two og Gillingham fra League One.

Jeg har ikke det helt store kendskab til nogen af mandskaberne, og et mindre kig på trupperne gør mig ikke klogere.

Det skal bemærkes, at Fulhams sidste besøg i Gillingham tilbage i 1998 ikke vil blive husket for noget positivt, da en Fulham-fan desværre blev dræbt af en flok rivaliserende Gillingham-fans.

Avancement burde dog være muligt i begge tilfælde, men lad os da endelig krydse fingre for Accrington, da forholdet mellem Gillingham og Fulham kan være anspændt pga. føromtalte tragiske hændelse.

Hele lodtrækningen til FA Cup’ens fjerde runde:

Southampton – Ipswich
Reading/Liverpool – Burnley
Millwall/Derby – Brentford/Doncaster
Bristol City/Cardiff – Leicester
Stoke – Arsenal
Notts County/Forest Green – Wigan
Scunthorpe – Man City
West Brom – Plymouth/Newcastle
Everton – Nottm Forest/Birmingham
Accrington/Gillingham – Fulham
Bolton – Sheff Utd/QPR
Portsmouth/Coventry – Sunderland
Preston – Chelsea
Aston Villa – Brighton
Tranmere/Wolves – Crystal Palace
Tottenham – Leeds