Hull – Fulham: 6-0

6-0.

Mod Hull.

Ingen havde forudset det kollaps, der skete i lørdags. 0-0 ved halvleg, og derefter en uforklarlig anden halvleg.

Okay, helt uforklarligt var det ikke. Meulensteen havde foretaget hele seks ændringer fra sejren over Norwich – sandsynligvis for at spare bærende spillere til de kommende hjemmekampe – og det kunne ses på præstationen.

Umiddelbart var fraværet af Brede Hangeland (skadet), Philippe Senderos (skadet), Sascha Riether (hvil) og Scott Parker (hvil) for meget for defensiven, der kollektivt faldt sammen i de sidste 45 minutter.

Vi har desperat brug for nyt blod i januar-vinduet.

Kampfakta

Hull City (4-1-4-1): McGregor; Rosenior, Chester, Davies, Figueroa; Huddlestone; Elmohamady (McShane 77), Livermore (Graham 73), Koren, Boyd; Sagbo (Fryatt 66).
Bænk: Bruce, Meyler, Faye, Harper.

Mål: Elmohamady 49, Koren 60 and 84, Boyd 63, Huddlestone 67, Fryatt 74

Fulham (4-2-3-1): Stockdale; Zverotic, Hughes, Amorebieta, Riise; Sidwell, Karagounis (Richardson 75); Ruiz (Kacaniklic 60, ), Kasami , Dejegah (Bent 64); Rodallega
Bænk: Boateng, Riether, David, Bettinelli.

Dommer: Bob Madley

Tilskuertal: 23,925

Youtube Kalender – 1. December: You Gotta Love Him!

Det er næsten umuligt at hade Jimmy Bullard, på trods af hans lidt brogede afsked med Craven Cottage, når han udfører sine små humoristiske happenings på og udenfor fodboldbanen.

I weekenden scorede Bullard på City of Manchester Stadium, hvor Phil Brown i sidste sæson holdt hans pædagogiske rundkredstale for sine spillere midt på banen, efter de i den grad havde spillet som en stor sæk rødbeder.

Den lille midtbanespiller fejrede scoringen på behørig vis, der i den grad var legendarisk, hvilket i kan se i følgende klip:

UPDATE: Kapitalist-svinene på Youtube og Google har endnu engang formået at tage en glædesskabende video ned pga. djævlens værk, copyright protection. Klippet varede også et helt minut, så det er da en kæmpe forbrydelse mod menneskeheden! 

Så et rungende tak skal lyde til de fine herrer i toppen! Her får i et andet klip omhandlende Jimmy Bullard, og så må vi se, hvor længe det holder:

Fulham – Hull: 2-0

Tre point mod et ultrasvagt Hull-mandskab, var konklusionen for Fulham Football Club på en råkold mandag aften i det sydvestlige London, der også var en fejring af klubbens 130-årige fødselsdag.

Absolut intet tydede på, at Hull skulle have noget med hjem fra Craven Cottage, da de tandløse tigre medbragte fodboldevner, som kun et amatør badmintonhold fra Tølløse kunne matche.

Fulham sad derfor solidt på 100 % af kampen, og jeg har måske aldrig set Fulham dominere en kamp så meget siden, de lå i Championship tilbage i 2000/01 sæsonen.

Chancerne var der dog langt imellem i de første tyve minutter, da Hull lå 10 mænd bag bolden, mens store Jan Vennegoor of Hesselink skøjtede rundt oppe i front uden at få en eneste bold at “trylle” med (Hvilket gjaldt for hele kampen!)!

I det 23. minut viste Fulhams Diomansy Kamara dog lidt initiativ og kørte rundt med Hulls højre side, før han lagde et fremragende indlæg ind i feltet, hvor Bobby Zamora håbløst overplacerede sit forsøg.

Dette skulle dog ikke blive en helt almindelig eftermiddag for den store angriber, og han skulle tage grusom revanche senere i kampen.

Omkring den halve time tørrede en veloplagt Damien Duff Hulls svage venstreback, Andy Dawson, før han sendte et hårdt skud afsted mod Boaz Myhill, men den walisiske keeper fik blokeret det flade skud.

Duff tog dog chancen igen to minutter før pausefløjt, da han fra nogenlunde samme position sendte endnu et missil afsted, og denne gang kunne Myhill kun blokere den ud i feltet, hvor Zamora fik hovedet på returen og scorede sit andet sæsonmål.

Hulls første forsøg kom i det 53. minut, da Stephen Hunt sendte en, ellers hæderlig, skudmulighed ud af stadion efter halvhjertet markering i Fulhams højreside.

I det 60. minut måtte kaptajn Danny Murphy udgå med en lægskade, mens Jonathan Greening blev introduceret i hans sted, hvilket dog ikke gjorde Fulham-dominansen mindre.

Og bare fire minutter senere brød Zamora igennem over for venstreback Dawson og sendte et fremragende fladt indlæg ind til en perfekt placeret Diomansy Kamara, der bare skulle prikke bolden i mål bag en chanceløs Myhill.

Det meste af den resterende halve time stod der stadig Fulham på menuen, og hjemmebaneheltene spildte hæderlige chancer ved Duff, Kamara og Zamora.

De sidste par minutter fik Hull endelig overtaget, men kunne dog ikke passere Schwarzer, der ikke måtte begive sig ud i en decideret redning gennem hele kampen.

En fin sejr på en billig baggrund, og min forudsigelse om Hulls undergang i denne sæson ligner en særdeles sandsynlig konklusion på udgangen af sæsonen.

Kamp Fakta

Fulham

Mark Schwarzer 7 – Kunne være nået ned på jobcenteret for at lede efter arbejde, da han var arbejdsløs gennem hele kampen

Paul Konchesky 7 – En del umotiverede fejl prægede Konch’s spil, men de første gode tyve minutter hiver ham op på et lille syv-tal

John Paintsil 7 – De første tyve minutter skøjtede ghaneseren rundt, men fik derefter styr på spillet med en solid indsats

Aaron Hughes 8 – No-nonsense defender, der tog sig af de få Hull-angreb

Brede Hangeland 8 – En del opspilsproblemer i en mindre god første halvleg, men spillede sig gevaldigt op efter pausen både i det offensive og defensive

Damien Duff 11 – Her, der og alle vegne! Satte hele tiden sin direkte modstander med nogle vævre træk, og havde flere udmærkede forsøg, hvoraf det ene førte til Zamoras føringsmål. Fuldstændig ustyrlig indsats og håber, der kommer flere af de præstationer fra den lille irer.

Clint Dempsey 8 – Middelmådig indsats, men en glimrende slutning presser amerikaneren op på et 8-tal, hvor han var med i de fleste Fulham-chancer

Danny Murphy 7 – Fik styr på sit pasningsspil i store dele af kampen, men havde svært ved at åbne Hulls forsvarskæde op

Chris Baird 8 – Skraldemanden på dagen og gjorde sit arbejde til UG

Diomansy Kamara 9 – Halv-sløj første halvleg fulgt op af en fremragende anden halvleg, hvor senegaleseren jagtede alt, der var værd at jagte. Krydrede det hele med en scoring på oplæg af Zamora.

Bobby Zamora 10 – Måske Bobby-boys bedste kamp i Fulham-trøjen nogensinde! Var perfekt i at sætte sine medspillere op til chancer (bl.a. assist til Kamara) og viste for en gangs skyld en smule koldblodighed i sine afslutninger. 

Jonathan Greening 8 – Lav fejlmargin med eminent pasningsspil og et par brudte Hull-kontraer

Erik Nevland og Zoltan Gera UB – Kom ind i slutfasen og var med i et par udmærkede Fulham-angreb

Hull: Myhill, Dawson, McShane, Sonko, Zayette, Kilbane, Geovanni, Hunt (69 Altidore), Marney, Ghilas (58 Bullard), Vennegoor of Hesselink (80 Mendy)

Tilskuertal: 22,943

Dommer: Andre Marriner

Fulham – Hull: Optakt

Endnu en must-win på hjemmebane venter denne mørke onsdag aften, hvor The Cottagers tager imod ultra formsvage Hull på Craven Cottage.

Eneste mand på skadeslisten er Chris Baird, der spillede en udmærket halvleg mod Arsenal i lørdags, men som desværre måtte udgå i pausen med en benskade.

Derudover er John Paintsil tilbage i startopstillingen efter at have udstået en spilledags karantæne mod The Gunners.

Phil Browns Hull mangler flere spillere ovenpå kampen mod Blackburn i weekenden, da både kaptajn Ian Ashbee og stærke Michael Turner begge blev skadede mod Rovers.

Endvidere er Craig Fagan ude med en knæskade, mens både Dean Marney og Andy Dawson er ude med karantæne.

Tre point skulle være lige til at sætte ind på kontoen efter kampen mod Hull, der ikke har vundet en kamp i snart et årti!

Mit tip 3-0 til The Cottagers!

UPDATE: Hull har af en eller anden forunderlig grund alle tre “skadede” spillere i startopstillingen, så enten er de pumpet fuldt med et eller andet mirakel middel eller også er de forskellige engelske fodboldsites totalt forkert på den!

Semi-officielt: Jimmy Bullard Til Hull

Klokken er lige nu 13.40 og semi-officielle rygter går om, at Bullard nu er Hull-spiller….

En mærkelig konklusion på en lang saga om Jimmy-boy!

Bullard nåede at spille omkring sølle 40 kampe på 2½ år og loyalitet er en svunden saga blot…

UPDATE 15.10: Roy Hodgson har nu bekræftet at Jimmy Bullard forlader Fulham for Hull… En afløser skal findes hurtigst muligt, da Dickson Etuhu overhovedet ikke er i nærheden af Bullards niveau.

Jimmy Bullard Til Bloody Hull?!

Hull!? Are you fucking kidding me?

Hull!? Are you fucking kidding me?

Jeg sad i går og var godt i gang med at nedbryde min lever med whiskey efter at have overstået en fremragende eksamen og pludselig tikker en SMS besked ind på min telefon fra en af mine venner.

Hull agree fee for Fulhams Jimmy Bullard

Jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg var ved at få whiskey’en i den gale hals, da jeg læste denne, ganske enkelt, latterlige nyhed!

Intet i hele verden vil give mindre mening end, hvis Jimmy-boy skifter et etableret Premier League mandskab ud med et hold, der formodentlig rykker ned i næste sæson…

Men ikke desto mindre har Fulham taget imod et bud på £5 millioner, hvilket da er et udmærket bud på en 30-årig.

Bullard og Fulham har haft sit hyr med at blive enige om en ny kontrakt og eftersigende skulle midtbanespilleren have krævet for meget ved forhandlingsbordet.

Så er det jeg spørger, hvor loyaliteten er? Bullard har været skadet over halvdelen af tiden, han har været her og han har fået den frihed på banen, som hans talent berettiger til, hvilket har ledt til en udtagelse til det engelske landshold.

Men hvad pokker, hvis man vil skifte hovedstaden ud med Hull, så good riddance… ! Jesus…!

Manchester Citys Michael Johnson er nævnt som afløser og selvom han slet ikke har samme kreativitet som Bullard, er han en hård nyser på den centrale midtbane, som vil gøre stor fyldest som stopklods ved siden af Murphy.

Desuden har Johnson ikke mindst alderen med sig, da han først runder de 21 somre i februar, så det vil være et fremragende kup af Hodgson, hvis det lykkes at lokke den engelske U21-spiller til.

Et andet mål for ‘Roy of the Fulham’ er Leeds starlet Fabian Delph, som har imponeret for The Peacocks i denne sæson.

Faktisk har Delph imponeret så meget, at Arsene Wenger skulle være klar til at byde £6 millioner for den 19-årige midtbanemand og Wenger har da et ganske udmærket øje for talent, efter hvad jeg lige erindrer.

Men Leeds formand Ken Bates har allerede afvist adskillelige bud på den engelske U21-landsholdsspiller og hvis Fulham skal overvinde en forhindring, er det klart det økonomiske i en eventuel handel.

Andre godtfolk i støbeskeen er Doncasters Brian Stock (!) og (igen) Palace’s Ben Watson, så det skorter ikke just på transfer emner til midtbanen!

KC Stadium Sold Out!

Hull City meddelte i dag, at de kunne melde alt udsolgt til deres første kamp nogensinde blandt de bedste.

Og den kamp er jo tilfældigvis mod Fulham.

Så The Cottagers har 25.404 mennesker på lægterne til udebanekampen mod The Tigers, hvoraf størstedelen vil være bag hjemmeholdet.

Stemningen er i top på en historisk dag for Hull, og endnu en dag på kontoret for Fulham.

Samtidig blev vi linket med Walter Pandiani i dag, hvilket er en smule tosset, da vi har nok angribere, og Le Rifle floppede sidst, han prøvede kræfterne af i Premier League. Så det skal man formodentlig ikke lægge mere i…

Endvidere skulle Cardiff være interesserede i nordirske David Healy, der ikke har udsigt til særlig meget spilletid i denne sæson, da han står bag Johnson, Zamora, Nevland og formodentlig også Kamara og Dempsey i det interne angriber-hierarki.

Lad os bare komme af med et levn fra Sanchez-fiaskoen, da Healy slet ikke har evnerne til at begå sig på dette niveau, hvilket Leeds-tilhængerne også advarede os mod, da vi købte ham…