Fulham – Sheffield Wednesday: 0-1

Begge hold ledte efter sæsonens første sejr, da Fulham og Sheffield Wednesday tørnede sammen på Craven Cottage.

1. halvleg

Det blev en rodet start, hvor Wednesday var farligst med en række hæderlige forsøg på at spille bagom Fulhams forsvarskæde med lange hurtige bolde. Dog virkede David Button i Fulham-målet til at have styr på de få bolde, som forsvaret ikke samlede op.

Fulhams spil forbedrede sig ikke synderligt, og det gik alt for langsomt i det opbyggende spil, hvor venstreback Denis Odoi var den klart mest gennembrudsstærke af hjemmeholdets spillere.

Fulham burde dog være kommet på tavlen i det 20. minut, da Sone Aluko headede håbløst over Wednesdays mål efter et hjørnespark fra Rui Fonte.

Bare to minutter senere sled debutanten Fonte sig igennem i højre side og lagde en sukkerball ind i feltet, hvor unge Ryan Sessegnon kom et millisekund for sent til at sende bolden i kassen.

Så var Fulham for alvor spillet varme, og efter yderligere to minutter burde Stefan Johansen have ramt målet, da han sendte en helflugter op på tilskuerrækkerne.

Kampen blev ved med at skifte i karakter med både overvægt til Fulham og udeholdet, men førstnævnte var fortsat klart farligst med endnu en stor chance til Aluko, som blev sendt i favnen på Wednesday-keeper Kieren Westwood.

Fulham fortsatte med jævnlige chancer, og Kevin MacDonalds overplacerede header kort før pausefløjt burde også have voldt Westwood større problemer.

Det forblev 0-0 efter de første 45 minutter – et resultat som udeholdet burde være mest tilfredse med.

2. halvleg

2. halvleg lagde ud med ti hektiske minutter, som kulminerede i en stor chance til Sessegnon, der dog sendte bolden et par meter ved siden af. På det efterfølgende angreb fik Wednesday bolden i mål, men Steven Fletcher blev vinket offside af en selvsikker linjevogter.

Efter en dobbeltudskiftning hos Fulham fik Fletcher revanche, da han udnyttede passivt forsvarsspil og sendte den sikkert ind bag Button med en kontant afslutning.

Wednesday burde være kommet på 2-0 med 13 minutter igen, da den glimrende Button blokerede en kæmpe chance fra gæsternes David Jones, der havde sneget sig bag Odoi.

I resten af kampen virkede Fulham underligt rastløse, hvor holdet begik Serie 6-fejl på stribe, mens Wednesday havde fuldt styr på begivenhederne.

En horribel kamp endte 0-1 på hjemmebane, hvor Fulham slet ikke fik et ben til jorden i anden halvleg.

Og dommertrioen med Stuart Atwell i spidsen burde ned og vende i League Two, for de var på samme niveau som hjemmeholdet.

Fed kamp at genstarte bloggen med!

Karakterer

David Button 10 – Redder Fulham fra at komme bagud med to mål og sikker i 95 % af sine aktioner.
Denis Odoi 7 – Fulhams motor i første halvleg, hvor han var holdets bedste wing trods en position som venstreback. Fulgt af middelmådig anden halvleg.
Tim Ream 7 – Udmærket og fortsætter sine positive takter.
Tomas Kalas 4 – Ikke involveret i stor grad, men virkede til at have nogenlunde styr på sagerne.
Ryan Fredericks -3 – Spiller ofte som en hovedløs kylling, der banker bolden frem for derefter at jagte den. Krydrede det med et dumt gult kort i overtiden.
Ryan Sessegnon 02 – Arbejdssom, men satte ikke mange fødder rigtigt i første halvleg.
Kevin McDonald 02 – Sikker, men useværdig i sine aktioner – skidt anden halvleg, og udskiftet med et gult kort.
Stefan Johansen 00 – Som sædvanligt flittig, men ikke held med størstedelen af sine aktioner. Ligesom mange af sine kollegaer på midtbanen har nordmanden ikke haft en optimal sæsonstart.
Tim Cairney 00 – Slet ikke så indflydelsesrig som i seneste sæson og har fortsat ikke fundet formen.
Sone Aluko -3 – Rædselsfuld kamp af nigerianeren, som virker til at mangle selvtillid.
Rui Fonte 4 – Løbevillig og en positiv spiller, der lige skal finde sine fødder. Men udmærkede takter og vores nye hjørnesparksspecialist(!) Svært at være målfarlig, når midtbanen ikke præsterer.

Bænk: Bettinelli, Djalo, Ojo, Kebano 02, Norwood 00, Cissé, Kamara 00

Reklamer

Hull – Fulham: 2-1

Presset stiger på træner Kit Symons efter onsdagens ærgerlige nederlag til Hull – igen scorede modstanderne i slutfasen, og det må være en prioritet for trænerteamet at få dæmmet op for den manglende koncentration i det bagerste geled.

Udover nederlaget blev målmand Marcus Bettinelli alvorligt skadet i et sammenstød med medspiller Matt Smith, som også måtte udgå. I dag er det bekræftet, at Smith er ude i op til seks uger, mens der endnu ikke er nyt omkring Bettinelli. Det ventes, at habile Andy Lonergan afløser på målmandsposten, mens unge Moussa Dembélé glider ind i angrebet.

Kampfakta

Hull: McGregor, Odubajo, Dawson, Davies, Robertson, Elmohamady, Meyler, Huddlestone (Hayden 78), Aluko, Akpom (Jelavic 72), Hernandez (Clucas 66).
Bænk: Taylor, Maguire, Jakupovic, Luer.

Mål: Elmohamady 34, Aluko 86

Fulham: Bettinelli (Lonergan 45), Richards, Hutchinson, Bodurov, Voser, Cairney, Christensen, O’Hara, Pringle (Kacaniklic 87), McCormack, Smith (Dembele 45).
Bænk: Woodrow, Tunnicliffe, Kavanagh, Burn.

Mål: Cairney 69 (left footed shot from outside the box to the top right corner. Assisted by Lasse Vigen Christensen)

Kort: Pringle (35,f), Bodurov (60,f), O’Hara (90,f)

Dommer: Graham Salisbury (Lancashire)

Tilskuertal: 16,579

Hull – Fulham: 6-0

6-0.

Mod Hull.

Ingen havde forudset det kollaps, der skete i lørdags. 0-0 ved halvleg, og derefter en uforklarlig anden halvleg.

Okay, helt uforklarligt var det ikke. Meulensteen havde foretaget hele seks ændringer fra sejren over Norwich – sandsynligvis for at spare bærende spillere til de kommende hjemmekampe – og det kunne ses på præstationen.

Umiddelbart var fraværet af Brede Hangeland (skadet), Philippe Senderos (skadet), Sascha Riether (hvil) og Scott Parker (hvil) for meget for defensiven, der kollektivt faldt sammen i de sidste 45 minutter.

Vi har desperat brug for nyt blod i januar-vinduet.

Kampfakta

Hull City (4-1-4-1): McGregor; Rosenior, Chester, Davies, Figueroa; Huddlestone; Elmohamady (McShane 77), Livermore (Graham 73), Koren, Boyd; Sagbo (Fryatt 66).
Bænk: Bruce, Meyler, Faye, Harper.

Mål: Elmohamady 49, Koren 60 and 84, Boyd 63, Huddlestone 67, Fryatt 74

Fulham (4-2-3-1): Stockdale; Zverotic, Hughes, Amorebieta, Riise; Sidwell, Karagounis (Richardson 75); Ruiz (Kacaniklic 60, ), Kasami , Dejegah (Bent 64); Rodallega
Bænk: Boateng, Riether, David, Bettinelli.

Dommer: Bob Madley

Tilskuertal: 23,925

Norwich – Fulham: 1-2

Scott Parker bankede et fantastisk mål ind i slutfasen, da Fulham fik en sjælden udesejr på Carrow Road, hvor Norwich blev besejret 2-1 på Boxing Day.

Før Norwich - Fulham

Fra Marathon Bets Twitterprofil. Før Norwich – Fulham.

Rene Meulensteens troppet havde blot vundet én af deres seneste ni kampe, og udebaneholdet så ud til at være på vej mod endnu et skuffende nederlag, da Gary Hooper sendte Norwich i front allerede efter 13. minutter. Hoopers langskud blev afrettet af en uheldig Aaron Hughes, og bolden lobbede efterfølgende over en chanceløs David Stockdale.
Men en arbejdssom Pajtim Kasami udlignede på et fremragende frispark kort før halvleg, og Parker kunne med tre minutter til slutfløjt afgøre løjerne til en trods alt fortjent sejr til udebaneholdet.

Alt i alt en vidunderlig sen julegave fra drengene i hvidt til de hårdtprøvede fans.

Andre nævneværdige momenter

– Højreback Sascha Riether havde generelt en rædselsfuld kamp, men reddede kort inde i anden halvleg Fulham fra at komme bagud, da tyskeren blokerede et Sebastian Bassong-hovedstød på stregen.

– Hugo Rodallega fik også et forsøg blokeret på målstregen i anden halvleg. Her måtte TV-stationerne benytte sig af mål-teknologi for at afgøre, om bolden var inde. Det viste sig, at dommer Jonathan Moss og linjevogteren dømte korrekt i situationen. Moss havde generelt en udmærket kamp i sort.

– Hjemmeholdets Leroy Fer gav i løbet af kampen flere prøver på, at han er en usympatisk bisse af værste karat. Hollænderen burde være blevet udvist i anden halvleg, da han unødigt sparkede matchvinder Parker ned, som dog fik sin revanche senere.

Kampfakta

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Stockdale 8 – Bortset fra et par enkelte skovture, stod reservekeeper Stockdale upåklageligt. Personligt synes jeg, at han bedømt på dagsform er et bedre alternativ end Maarten Stekelenburg.

Riether 6 – Sniger sig kun op over dumpekarakter pga. en glimrende blokering på stregen, der reddede Fulham fra at komme bagud 1-2. Den normalt solide Riether havde en mareridtskamp og satte bl.a. gang i kontraen, som udløste Norwich-målet.

Hughes 8 – Solid gennem det meste af kampen og var uheldig med at have sidste fod på Norwichs scoring.

Amorebieta 7,5 – Havde ikke de helt store blundere, men på den anden side var Norwich-offensiven også ganske ufarlig.

Richardson 8 – Klart Richardsons bedste kamp som venstre back, hvor han traditionelt er blandt Fulhams svageste punkter.

Duff 5 – Tiden er ved at løbe fra Duff. Flere fans satte spørgsmålstegn ved, hvorfor den irske veteran var foretrukket i startopstillingen frem for Dejagah, der sandsynligvis blev sparet til weekenden.

Parker 7,5 – Trods sin kanon-kasse spillede Parker en jævn kamp med en masse fejlafleveringer og tvivlsom positionering.

Sidwell 5,5 – Løb rundt med hovedet under armen gennem det meste af kampen, og det må betegnes som Ginger Iniestas dårligste kamp, efter Meulensteen er kommet til.

Kasami 10 – Der var diskussion om, hvem der var Kampens Spiller efter de 90 minutter, hvilket var fuldstændig absurd. Utallige fans blev forblændede af Parkers scoring, og valgte midtbanekrigeren til hæderen, men der var kun én spiller, der gjorde sig fortjent til prisen, nemlig Pajtim Kasami. Schweizeren er på besynderlig vis røget på bænken, efter Meulensteen er blevet manager. Det burde ændre sig efter denne kamp.

Kacaniklic 6,5 – Havde ofte chancen for at udfordre Norwichs back, men valgte i stedet at stoppe op og spille bolden tilbage. Skal oppe sig efter Dempseys ankomst.

Taarabt 7 – Knap så dominerende som mod City, men viser stadig selvtillid og mindre egoisme i sit spil.

Rodallega 7 – Gjorde det udmærket og var uheldig med ikke at score et mål. Har desuden overhalet løntunge Darren Bent i det interne hierarki.

Dejagah UB – Kom ind i det sidste kvarter og havde ikke den store indflydelse på spillet.

Riise UB – Blev indskiftet i overtiden for at køre sejren hjem.

Bænk: Bettinelli, Riise, Ruiz, Boateng, Bent

Norwich 4-4-2: Ruddy; Whittaker, Turner, Bassong, Olsson; Snodgrass (Hoolahan 72min), Fer, Johnson, Redmond; Elmander (Van Wolfswinkel 63min), Hooper
Bænk: Bunn, Martin, Becchio, Bennett, Murphy

Mål: Hooper 13

Kort: Turner, Fer, Redmond

Dommer: Jonathan Ross

Fulham – Newcastle: 2-1

Fulham brød en stime af dårlige resultater, da de hjemme vandt 2-1 over sidste sæsons store overraskelse fra Newcastle.

Kampen var en intens affære, hvor begge hold kunne have scoret flere gange, men heldigvis for fansene trak Fulham det længste strå.

Hjemmeholdet startede bedst ud mod et udehold, der ikke virkede til at have den fornødne selvtillid ovenpå en heldig sejr over Wigan i weekenden forinden.

Især midtbanefighteren Cheikh Tiote var helt ved siden af sig selv med et større antal fejlafleveringer i en rodet startfase fra Newcastle og til dels også værterne.

Fulham brød kaosset med deres 1-0 mål, da Steve Sidwell kom først på et fladt Damien Duff indlæg, og den formstærke midtbanespiller kunne se sin afslutning ramme Mike Williamson og snyde en chanceløs Tim Krul i Newcastle-målet.

Bare et minut senere burde det have været 2-0, da Dimitar Berbatov fik en friløber, men bulgareren svigtede på det skammeligste ved at afslutte direkte på Krul.

Efter en halv time var det igen Berbatov, der måtte strække våben over for Newcastles defensiv, da Krul og Danny Simpson på forunderlig vis holdt frontløberens flade afslutning fra netmaskerne.

Gæsterne begyndte at æde sig ind i kampen, og Fulham kunne af flere omgange takke tyske Sascha Riether, da højrebacken blokerede to Newcastle-forsøg på stregen efter tvivlsomt målmandsspil fra en svag Mark Schwarzer.

Efter pausen tog det kun ni minutter for Newcastle at udligne Fulhams føring, da den eminente Hatem Ben Arfa hamrede bolden op i hjørnet i en situation, hvor Schwarzer måske burde have præsteret bedre.

Det slog ikke Fulham ud af kurs, og Steve Sidwell var uheldig med ikke at score kort efter, da Krul igen stod i vejen for en tør afslutning fra midtbanespilleren.

Minuttet efter kunne Krul dog ikke gøre noget, da Rodallega headede Duff’s fantastiske indlæg ind i netmaskerne med et kraftfuldt hovedstød. Efter at have fået en del kritik af store dele af Fulham-basen (inkl. undertegnede) efter en alt andet end imponerende start i Fulham, spillede den arbejdsivrige colombianer en brandkamp mandag aften, og forhåbentlig vil det give angriberen et skub i den rigtige retning.

I en hektisk slutfase ramte både hjemmeholdet og gæsterne overlæggeren ved henholdsvis Mladen Petric og Fabricio Coloccini, men det lykkedes Fulham at holde stand mod Newcastles hårde presspil.

Midtbaneelegantier Chris Baird havde efter kampen følgende kommentarer til sejren:

Kamp Stats

Fulham

Schwarzer 6 – Et par store brølere i første halvleg og så lettere tvivlsom ud ved Newcastles mål. Spillede solidt i slutfasen, hvilket tæller op.

Riether 9 – Reddede Fulham fra at indkassere to mål i første halvleg og havde en god kamp i højre side.

Hangeland 9 – Storartet i sit comeback! Er han tilbage i storform?

Hughes 8,5 – Solid med Hangeland ved sin side, og nordireren fik især i slutfasen forhindret flere farlige Newcastle-forsøg.

Riise 6 – Spillede elendige 70 minutter og solide 20. Jeg ser nordmanden som et klart svagt punkt indtil videre i denne sæson.

Duff 9 – To assists og en helhjertet indsats!

Baird 9,5 – Brød stille og roligt flere Newcastle-kontraer og strøede ofte lækre afleveringer rundt til sine medspillere.

Sidwell 10,5 – Ginger Iniesta er i forhold til sine medspillere inde i en stime af fremragende kampe. Endnu engang min Man of Match for tredje kamp i træk.

Kacaniklic 7 – Førsteberøringen svigtede ofte svenskeren, men var pågående i sit spil og langt bedre end sin afløser Dejagah.

Rodallega 10 – Fantastisk kamp af matchvinder Rodallega, der gik lidt død til sidst.

Berbatov 7,5 – Blev besynderligt nok kåret til kampens bedste spiller, og bulgareren havde da også nogle fine berøringer. Men han tog det også en smule for afslappet i flere situationer og burde have scoret.

Dejagah 5 – Et par fine tricks i ny og næ gør ikke iraneren til nogen world beater! Sjusket i sin boldomgang og doven i det defensive, da der skulle fightes.

Petric UB – Kom ind med fire minutter igen og var uheldig med at ramme overlæggeren.

Mål: Sidwell 19, Rodallega 63.

Newcastle: Krul, Simpson, Williamson, Coloccini, Santon, Anita (Marveaux 86), Tiote (Bigirimana 86), Ben Arfa (Shola Ameobi 72), Gutierrez, Cisse, Ba.
Bænk: Harper, Ferguson, Tavernier, Perch.

Mål: Ben Arfa 54.

Tilskuertal: 25,270.

Dommer: Lee Mason

Arsenal – Fulham: 3-3

Fulham har spillet mange underholdende kampe i denne sæson, men lørdagens match mod Arsenal tager alligevel prisen.

I stedet for mine normale 30 minutters motion om dagen, valgte jeg at “nøjes” med de 90 vanvittigt underholdende fodboldminutter, som fuldstændigt drænede mig for energi i løbet af kampen.

Fulham gik ind til kampen med en helt anden indstilling fra sidste uges energiløse 2-2’er mod Everton, men igen tog forsvaret sig en kollektiv offday, hvis man ser bort fra Sascha Riether i højre side.

Gæsterne lagde også bedst fra land, hvor især Dimitar Berbatov dominerede modstandernes defensiv, mens Steve Sidwell brød adskillige Arsenal-kontraer på midtbanen. Sidstnævnte var Fulhams bedste forsvarer, men desværre spillede han central midtbane…

Trods Fulhams gode start kom Arsenal hurtigt i front, da gæsterne for syttende gang i denne sæson undlod at markere ved en dødbold, hvilket gav målfattige Olivier Giroud lov til at heade Theo Walcotts hjørne ind bag en sprællende Mark Schwarzer.

Værterne trak sig derefter overraskende langt tilbage på banen og satsede tydeligt på kontraer, hvilket gav bonus 12 minutter senere, da Mikel Arteta nemt brød igennem i Fulhams venstreside og sendte den ind til Lukas Podolski, som fra nært hold passerede Schwarzer.

Fulham fortsatte dog ufortrødent, hvilket gav bonus kun seks minutter senere, da Berbatov umarkeret headede Bryan Ruiz’ hjørnespark ind bag Vito Mannone.

Det var ikke mindre, end hvad Fulham fortjente, og lige inden halvleg fuldendte udeholdet comebacket, da indskiftede Alex Kacaniklic afsluttede et mønsterangreb med et hårdt hovedstød fra midten af feltet.

Inden da havde Steve Sidwell fået et blødt gult kort, som var tæt på at koste ham en udvisning i anden halvleg, men generelt leverede kampens dommer Phil Dowd et horribelt indtryk, hvilket han har for vane.

Ashkan Dejagah kunne have sat et yderligere punktum for første halvleg, da han ikke fik ordentlig ram på sin hælafslutning, efter John Arne Riise for en gangs skyld var gået med frem i venstre side.

Velspillende Bryan Ruiz forspildte et hæderligt forsøg efter pausen, mens værternes Theo Walcott derefter skød over Schwarzers mål i den anden ende.

Ruiz voldte igen The Gunners problemer, da han let snuppede bolden fra Arteta uden for Arsenals felt, hvorefter sidstnævnte blev nødt til at begå et klodset straffespark. Det udnyttede Berbatov til fulde, og gæsterne var nu fortjent foran 3-2.

Den føring skulle dog kun vare to minutter, da rædselsfuldt forsvarsspil tillod Giroud at score sit andet mål denne eftermiddag, efter franskmanden havde brændt sit indledende forsøg på det skammeligste.

Arsenal begyndte nu at presse på, og Schwarzer måtte hive en pragtredning ud af ærmet for at forhindre Giroud i at score hattrick, da angriberen trykkede af fra 25 meter.

I overtiden fik Arsenal uforklarligt tilkendt et straffespark af pauseklovnen Dowd, da Sascha Riether blev beskyldt for at bruge hånden til hjælp for at stoppe Andrei Arshavins indlæg.

Det lignede en absurd beslutning, og det blev bekræftet af den langsomme gengivelse, da Riether havde armen helt inde til kroppen. “Forventer han, at Riether skal skære armen af?”, råbte jeg frustreret (og retorisk) til mit tv, mens sveden løb ned af min fedtede pandebrask og tårer tittede frem under mine øjenlåg.

Heldigvis leverede Schwarzer en absolut verdensklasseredning på det efterfølgende straffespark fra Arteta, og retfærdigheden var igen genoprettet på Emirates, mens jeg omsider kunne puste ud.

Herefter fløjtede Dowd af, hvorefter Martin Jol tog sig en “venskabelig” samtale med manden, der på dagen var forklædt som dommer – men han kan selvfølgelig også have sagt “tak for kampen”.

Det er desværre ikke første gang, Fulham har oplevet problemer med den evigt kontroversielle Dowd. Her er de tidligere tilfælde inden for de seneste to år:

April 2012 (Everton – Fulham 4-0) – Værterne blev sat i gang på et tvivlsomt straffe mod Pavel Pogrebnyak, der dog var soleklart i forhold til Riethers i dag.

September 2010 (Fulham – Wolves 2-1) – Fulham snydt for to klokkeklare straffespark, men heldigvis hev drengene alligevel tre point hjem.

Februar 2010 (Fulham – Birmingham 2-1) – Fulham snydt for et straffe, da Scott Dann tog hånden til hjælp.

Man kan så påstå, at han ikke har kostet os mange point, da Fulham selv har klaret ærterne, hvis man ser bort fra Everton-sammenbruddet.

Efter lørdagens kamp havde Hangeland følgende at sige om de underholdende 90 minutter og den mærkværdige straffesparkskendelse:

Kamp fakta

Fulham (karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 10 – Redningen i sidste minut sender ham et par pladser op på ranglisten.

Riehter 7,5 – Fulhams bedste i bagkæden og uskyldig dømt ved den besynderlige straffesparkskendelse i overtiden.

Hughes  03 – Dumpet med et brag og havde store problemer både ved jorden og i luften.

Hangeland 6 – Kommer kun over dumpekarakter pga en hektisk slutfase, hvor han kom i vejen for en del.

Riise 5 – Var ligesom Hughes impliceret i de to første Arsenal-scoringer og havde slet ikke styr på Walcott og Sagna.

Dejagah 7 – En blandet landhandel fra iraneren, som ofte var for egoistisk i sit spil.

Baird 7 – Ikke inde i sin bedste periode og havde et par alvorlige koncentrationssvigt i slutfasen efter en glimrende første halvleg.

Sidwell 9,5 – Brød gang på gang Arsenals angreb og måtte bære rundt på et blød advarsel fra midten af første halvleg grundet endnu en hjerneblødning fra Phil Dowd.

Richardson UB – Måtte hurtigt trække sig ud af kampen med en skade, hvilket var ærgerligt efter en lovende startfase.

Kacaniklic 8 – Afløseren for Richardson havde et fint indhop, hvor han bl.a. kom på måltavlen.

Ruiz 11 – Costa ricanerens klart bedste kamp i Fulham-trøjen. Var alle andre overlegne i sin distribution og var langt bedre til at slippe bolden i forhold til tidligere kampe.

Berbatov 10 – Kan bulgareren blive stresset, har vi ikke set det. Var rolig på bolden gennem alle 90 minutter og udnyttede sine chancer i front.

Duff UB – Kom alt for sent på banen i stedet for Dejagah.

Bænk: Stockdale, Senderos, Petric, Karagounis, Rodallega

Mål: Berbatov 29, 67 (str) Kacaniklic 40

Kort: Sidwell, Baird

Arsenal: Mannone; Sagna, Koscielny, Mertesacker, Vermaelen; Coquelin (Ramsey 54), Arteta, Cazorla, Walcott (Arshavin 83), Podolski (Chamberlain 76), Giroud
Bænk: Szczesny, Santos, Jenkinson, Chamakh

Mål: Giroud 11, 69 Podolski 23

Kort: Ramsey

Dommer: Phil Dowd

Fulham – Everton: 2-2

Everton tromlede over Fulham lørdag eftermiddag på Craven Cottage, men alligevel lykkedes det hjemmeholdet at hive et højst ufortjent point med hjem i overtiden.

Det var dog en tiltrængt forandring fra tidligere i sæsonen, hvor Fulham ofte har været holdet, der smed pointene væk i slutfasen af kampene.

Everton kan i høj grad også takke sig selv for pointtabet, da især Nikica Jelavic havde mere travlt med at skyde forbi målet end mellem opstanderne.

Selvom gæsterne også dominerede startfasen, var det Fulham, som kom i front allerede i det 7. minut, da Bryan Ruiz’s sublime frispark ramte opstanderen og dernæst Tim Howard i ryggen, før bolden fløj ind over stregen.

Måske et heldigt mål, men frisparket fra Ruiz var der intet i vejen med.

Det lod Everton sig ikke gå på af, og udeholdet fortsatte med at angribe ufortrødent, uden at det lykkedes dem at komme på tavlen før pausen.

Ti minutter inde i anden halvleg kunne hjemmeholdet ikke holde stand mere, da suveræne Merouane Fellaini uhindret kunne sætte sidste fod på et indlæg fra lynhurtige Kevin Mirallas.

Og knap tyve minutter senere var den gal igen, da samme Fellaini møvede sig fri af Aaron Hughes og bankede bolden ind bag en chanceløs Mark Schwarzer.

Som kampen skred frem var det tættere på 3-1 end 2-2, men helt utroligt skulle Fulham tyvstjæle et point, da livlige Sascha Riether sendte et fladt indlæg ind til Steve Sidwell, der nemt kunne prikke den ind i netmaskerne efter tvivlsomt forsvarsspil fra Seamus Coleman.

Fulhams afrikanske midtbanemotor Mahamadou Diarra var glad for det ene point og var heller ikke synderligt imponeret af Fulhams spil:

Kamp Fakta

Fulham (Karakterer efter 13-skalaen)

Schwarzer 9 – Så overbevisende ud gennem hele kampen (hvis man ser bort fra hans udspark) og kunne ikke gøre noget ved Evertons mål.

Riether 8,5  – Virkede opsat og energisk alle 90 minutter og var vital ved det udlignende mål.

Riise 5,5 – Godt styr på det i den første halve time, men derefter begyndte nordmanden at have problemer med især Seamus Colemans overlap.

Hangeland 7 – Glimrende første halvleg, hvorefter han igen begyndte at sejle.

Hughes 6 – Svær opgave over for Fellaini, og desværre fik belgieren overtaget, efter en udmærket første halvleg for Hughes.

Duff 5 – Fuldstændig anonym gennem det meste af kampen.

Kacaniklic 5 – Intet dynamik fra den svenske kantspiller i størstedelen af kampen og undlod at hjælpe Riise defensivt.

Diarra 7 – Brød flere farlige Everton-kontraer i første halvleg, men lod derefter følelser i forhold til fornuft overtage sit spil.

Baird 7 – Dominerende i starten af halvlegen, men da nordireren blev rykket ned på en uvant venstre back, begyndte det at falde fra hinanden.

Berbatov 5,5 – Svageste kamp i en Fulham-trøje for bulgareren, hvis spil slet ikke fungerede.

Ruiz 7 – Startede kampen stærkt med bl.a. målet, men begyndte derefter at vise de flyvske tendenser, vi har set så ofte.

Dejagah 6 – Fik ikke den forventede indflydelse på kampen.

Sidwell 7 – Matchvinder efter et snedigt løb til bagerste stolpe og en solid indsats af Ginger Iniesta.

Petric 6 – Havde svære arbejdsbetingelser efter sin indskiftning.

Bænk: Stockdale, Senderos, Karagounis, Rodallega 

Mål: Howard 7 (selvmål), Sidwell 90

Kort: Riise (38,f), Diarra (61,f), Baird (75,f)

Everton: Howard, Coleman, Jagielka, Heitinga, Baines, Mirallas (Naismith 78), Osman, Neville, Pienaar, Fellaini, Jelavic (Distin 88).
Bænk: Mucha, Oviedo, Hitzlsperger, Gueye, Duffy.

Mål: Fellaini 55, 72

Kort: Osman

Dommer: N Swarbrick