Wolfsburg – Fulham: 0-1

De forsvarende Europa League mestre – Brushed aside!

Mægtige Juventus – Brushed aside!

De tyske Bundesliga mestre – Brushed aside!

Opturen er uendelig i Fulhams europæiske epos, og The Whites fik denne legendariske torsdag has på de tyske mestre fra Wolfsburg med en fortjent 1-0 sejr på udebane.

Sejren blev allerede grundlagt efter et enkelt minut, hvor Bobby Zamora med et fikst træk satte hjemmeholdets Jan Simunek, og sendte den ind bag Diego Benaglio i Wolfsburg-målet med en behersket afslutning.

Så var linjen ligesom lagt, og få minutter senere kunne det være blevet til en fordobling, men Benaglio hev en glimrende redning ud af ærmet på Zoltan Geras tørre afslutning.

Kort tid efter gav Fulhams svageste led, Danny Murphy, helt uforståeligt Wolfsburg en gigantisk mulighed, da han med en hasarderet aflevering i bagerste geled sendte bolden lige hen til Christian Gentner, der dog måtte se Mark Schwarzer parere tyskerens afslutning til hjørnespark.

Wolfsburg begyndte så småt at røre på sig med flere dødsensfarlige indlæg, men det kneb for tyskernes frontløbere at besejre Fulhams luftvåben i hovedspillet.

Fulham fik dog styr på sagerne igen, og kunne lige så stille køre 1-0 føringen sikkert i land efter de første 45 minutter, mens kameraets fokus blev rettet på Fulham-fan Hugh Grant, der nervøst overværede kampen på Volkswagen Arena.

Omkring de 60 minutter fik Zamora en gylden chance for at blive dobbelt målscorer, da et klogt chip af Murphy sendte den store angriber alene igennem, men Benaglio udviste stort mandsmod og fik blokeret englænderens forsøg.

Formstærke Zamora virkede dog stadig til at have fået sig en ny fan i skikkelse af den tyske kommentator, der entusiastisk råbte hans navn i tide og utide.

Wolfsburg havde store problemer med at komme til kvalificerede afslutninger, og de tyske fans var også pivstille kampen igennem, mens de talrige Fulham-tilhængere tydeligt kunne høres gennem TV-skærmen, hvilket næsten gav kuldegysninger.

Som Fulham-fan har jeg aldrig set The Cottagers være så boldsikre som denne torsdag aften, hvor de hvide lod bolden gøre alt arbejdet, og hvor pasningsspillet flød i mini-Barcelona stil (hæng mig ikke op for den sammenligning).

Murphy stod for Fulhams næste forsøg, men måtte se sin afslutning overplaceret efter ellers glimrende forarbejde af den aldrende kaptajn.

Både Zamora og Gera måtte kort efter se deres afslutninger prelle af på Wolfsburg-forsvarere, hvor Benaglio ellers ikke havde haft en chance for at komme ud til forsøgene.

Fulham kunne takke Mark Schwarzer for en pragt-redning i det 74. minut, da Edin Dzeko med en halv-flugter sendte den australske keeper ud i fuld længde.

Der var underholdning for alle pengene i slutfasen, og Simon Davies kunne kort efter snyde Wolfsburgs offside fælde, men desværre for waliseren fik Benaglio med en fantastisk benparade sat en stopper for den ellers målsøgende afslutning.

Efter Bobby Zamora havde fået en scoring underkendt for offside omkring det 80. minut, opsnappede Murphy en løs bold i feltet, men hans afslutning blev pareret på stregen af italienske Andrea Barzaglia.

Fem minutter senere var det Fulhams tur til at redde i sidste øjeblik, da Dzekos stolperetur røg lige ud til Grafite, men Brede Hangeland havde gudskelov forvildet sig ind på stregen og stod i vejen for brasilianerens forsøg.

Den hektiske slutfase bød på flere muligheder til indskiftede Bjørn Helge-Riise, men den lille fighter manglede skarpheden i de afgørende øjeblikke.

Da slutfløjtet lød kunne Fulham-spillerne endnu engang fejre en historisk sejr efter tidligere historiske triumfer mod Shakhtar og Juventus.

Fulham har tur i den i Europa, og legenden Roy Hodgson var også en ekstatisk gentleman efter kampen:

“We’re very proud to be in a semi-final as Fulham and, most importantly of all, we are proud for Fulham, our owner and our supporters.

It’s an extra bonus that, with our best teams this year not being able to reach a semi-final of the Champions League, it’s a very nice feeling for ourselves and Liverpool to be in semi-finals.

We’ll face a very arduous task if we want to get to the final but the main thing is we’re in the semi-final and we have that chance.”

Matchvinder Bobby Zamora fik også et par pæne gloser med på vejen af den 62-årige manager:

“I read that the price for Edin Dzeko was 40 million euros, so we might have to up our price for Bobby Zamora. But we don’t want to sell him.

Bobby Zamora is a very good player. This year, by adding goals to his excellent build-up play, he’s come to everyone’s attention and he can do no more than continue to play well.

Then, I’m sure when Fabio Capello is looking at the players available to take to the World Cup, he will make his assessment. I know Fabio is aware of Bobby as a player, but Bobby can’t do any more himself.”

Fulhams færd i Europa har udviklet sig til en rigtig underdog historie!

Hamburger SV next!

COYW

Kamp Stats (Karakterer efter 13-skalaen)

Wolfsburg Benaglio 9, Pekarik 03 (Dejagah 35 – 7), Simunek 03 (Rever 76 – UB),Barzagli 6, Schafer 03, Riether 03, Josue 5, Gentner 6 (Martins 61 – 03),Misimovic 6, Grafite 5, Dzeko 7.
Bænk: Lenz, Hasebe, Johnson, Schindzielorz.

Kort: Dzeko, Dejagah, Josue.

Fulham

Schwarzer 8 – Startede en smule vaklende ud, men udviste stor sikkerhed og var med en verdensklasseredning i det 74. minut i høj grad med til at holde det rene bur.

Konchesky 10 – Eminent på backpladsen, hvor han lavede et minimalt antal fejl og hele tiden deltog i Fulhams kombinationsspil fremad banen.

Baird 9 – Defensiv stopklods uden chance for Wolfsburgs kantspillere; dog knap så profilær i det offensive.

Hangeland 9 – En mur i første halvleg, men havde dog et par usikkerhedsmomenter i anden, som var tæt på at koste! Blokerede dog et Grafite-forsøg på stregen i sidste del af kampen.

Hughes 10 – Fejlfri gennem hele kampen, og var med et par livsgivende blokeringer en vital mand i det defensive.

Davies 9 – Bevægelig som en tasmansk djævel, og var flere gange tæt ved at blive matchvinder. Kun den sidste skarphed manglede!

Duff 10 – Tørrede gang på gang de arme tyskere, og må kandidere til Man of Match!

Etuhu 9 – Efter monstersvage præstationer i Premier League hev den hærdebrede nigerianer sig op i nakken og leverede en mandfolkepræstation.

Murphy 7 – Pasningsspillet var til tider katastrofalt, og den gamle kaptajn var ved at koste i flere situationer. Til gengæld udviste han en lækker førsteberøring gennem hele kampen.

Gera 9 – Gera løber efter alt ligesom en golden retriever! En okay første halvleg blev fulgt op af en glimrende anden periode, hvor ungareren var med i de fleste offensive aktioner fra gæsternes side, inden han blev skiftet ud i slutfasen.

Zamora 10 – Manden er snart umulig at forbigå til det engelske landshold! Voldte store problemer og gav tyskerne et chok efter bare et enkelt minut! Bobby Z for England!

Nevland UB – Nåede ikke rigtigt at sætte sit præg på kampen.

Riise UB – På trods af det lave antal spilleminutter fightede den lille nordmand sig til flere store chancer! Ham vil vi gerne se mere til Roy!

Bænk: Zuberbuhler, Kelly, Smalling, Greening, Dikgacoi

Kort: Baird, Konchesky.

Mål: Zamora 1.

Tilskuertal: 24,843

Dommer: Viktor Kassai (Ungarn) 9

Kamp Stats Wolfsburg Fulham
Mål 0 1
Boldbesiddelse 62% 38%
Forsøg 13 12
På mål
7 8
Afleverings Succes 79.6% 79.7%
Tacklinger 22 15
Tackling Succes 77.3 86.7
Hjørnespark 11 3
Off-sides 2 4
Redninger 5 8
Frispark 9 12
Gule kort
1 2
Røde kort
0 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Tottenham – Fulham: 3-1

Onsdag aften tog jeg turen ned til John Bull Pub i Aalborg for at se Fulham overraske på White Hart Lane, men selvom gæsterne startede bedst ud, endte resultatet med at blive lige så forudsigeligt som tømmermænd efter en heftig bytur.

“Det bliver 3-1”, sagde min Spurs-støttende kammerat inden kampen, mens han stolt forevigede sin Tottenham-trøje (der i øvrigt var mindst et nummer for lille) for de få gæster, der var dukket op til kampen.

Jeg havde en formodning om, at han ville få ret, men udviste alligevel selvsikkerhed udadtil og tilkendegav, at The Cottagers helt sikkert ville løbe med en 2-1 sejr.

Som Fulham-fan havde jeg forventet, at der ville dukke flere Spurs-fans op end Cottagers-fans, men antallet forblev på 1-1 (samt en Liverpool-fan), så den direkte duel mellem min kammerat og jeg skulle for alvor stå sin distance i de næste 90 minutter.

Fulham startede overraskende godt ud, og både Danny Murphy og Simon Davies kunne med lidt held have skaffet Fulham en drømmestart med hæderlige langskudsforsøg.

Gæsterne fortsatte deres dominans, og allerede efter 18 minutter kunne Bobby Zamora med en snedig afslutning bringe Fulham i front, efter Damien Duffs eminente stikning fuldstændig havde taget Spurs’ bagkæde på sengen.

Naturligvis sad jeg i en ophedet diskussion om fodbold på tidspunktet, så jeg missede målet, hvilket ikke skulle være første gang på denne rædselsfulde aften….

Peter Crouch virkede til at blive snydt for et straffespark, da Stephen Kelly lidt klodset tog hånden til hjælp i et forsøg på at stoppe den langlemmede angriber, men dommer Martin Atkinson vinkede afværgende.

Lige før pausen var Zamora tæt på at gøre det til 2-0, da Zoltan Gera sendte en løbsk bold ind i feltet, men desværre fik den formstærke angriber ikke ram på indlægget.

I pausen var det tid til at besøge toilettet og lukke et par øl ud af blæren, og da jeg indfandt mig på min pind igen, stod der pludselig 1-1, efter indskifteren David Bentley havde sat et frispark ind bag Mark Schwarzer.

Efter en time kom Spurs endnu engang på tavlen ved ligeledes indskiftede Roman Pavlyuchenko, da han udnyttede svag opdækning af Kelly til at sende en helflugter i kassen, som Schwarzer på en god dag havde pareret til hjørne.

3-1 scoringen blev sat ind før jeg havde bandet færdig over Pavlyuchenkos scoring, da Eidur Gudjohnsen i det 66. minut, med et par vævre træk, sendte den i et tomt net efter at have afdriblet en forvirret Schwarzer.

Resten af kampen var ikke værd at skrive hjem om, og jeg kunne slukøret, og i selskab med en højstemt Spurs-fan samt en neutral Liverpool-fan, vende næsen mod Studenterhuset og gravøl for mit vedkommende.

Et FA Cup eventyr var slut, og tømmermændene kunne tage over…

Kamp Stats

Tottenham Gomes, Corluka (Pavlyuchenko 53), Bassong, Dawson,Assou-Ekotto (Huddlestone 46), Kranjcar (Bentley 46), Palacios,Modric, Bale, Gudjohnsen, Crouch.
Bænk: Alnwick, Rose, Livermore, Townsend.

Kort: Bassong.

Mål: Bentley 47, Pavlyuchenko 60, Gudjohnsen 66.

Fulham Schwarzer, Kelly (Dempsey 69), Hangeland, Hughes,Konchesky, Duff, Etuhu, Murphy, Davies, Gera, Zamora (Okaka 77).
Bænk: Zuberbuhler, Baird, Riise, Smalling, Greening.

Kort: Kelly (46,f), Zamora (59,f).

Mål: Zamora 17.

Tilskuertal: 35,432

Dommer: Martin Atkinson

Kamp Stats Tottenham Fulham
Mål 3 1
Boldbesiddelse 53% 47%
Forsøg 17 14
På mål
9 7
Hjørnespark 7 4
Off-sides 1 2
Redninger 8 6
Frispark 8 13
Gule kort
7 10
Røde kort
0 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Europa League Kvartfinale: Wolfsburg

Efter triumfen mod Juventus, vendte Fulham-fansene hurtigt øjnene mod dagens lodtrækning til kvartfinalen i Europa League.

Valencia, Atletico Madrid og til dels Liverpool skulle helst undgås, mens jeg også gerne så bort fra Benfica og portugisernes vævre teknikere.

Resultatet blev ganske udmærket, da vi undgik ovennævnte modstandere og trak tyske Wolfsburg i kvartfinalen, hvilket var en af de bedste lodtrækninger, vi kunne ønske os.

Og hvis Fulham overkommer tyskerne venter enten Hamburger SV eller Standard Liege i semifinalen, hvilket vi heller ikke kan beklage os over.

Den eneste malurt i bægeret er, at vi desværre starter ud på hjemmebane i kvartfinalen mod de forsvarende tyske mestre.

Men bortset fra det; en særdeles positiv lodtrækning!

Første kvartfinale spilles 1. april (og det er ikke en aprilsnar), mens returkampen løber af stablen den 8. april.

Europa League Kvartfinale Lodtrækning:

Fulham v Wolfsburg

Hamburg v Standard Liege

Valencia v Atletico Madrid

Benfica v Liverpool

Europa League Semifinale Lodtrækning:

Hamburg/Standard Liege v Fulham/Wolfsburg

Valencia/Atletico Madrid v Benfica/Liverpool

Kvartfinale Update!

I morgen skydes semifinalerne, i det igangværende EM, ind, men her på bloggen tager jeg lige et forsinket kig på kvartfinalerne..

I første kvartfinale sidste torsdag stod kombattanterne, Portugal og Tyskland, over for hinanden i en intens kamp, der skulle afgøre holdenes skæbner..

Tyskerne fortsatte den meget konservative stil, de har lagt for dagen under Joachim Löw, og forhåndsfavoritterne havde godt styr på især skuffende Christiano Ronaldo…

Portugal var klart det mest velspillende hold på banen, hvilket også kunne ses udfra statistikken, men måtte se sig overtrumfet af en flok veldisciplinerede germanere med 3-2! Typisk af Tyskland, kunne man sige… Endnu engang er de kommet langt i turneringen uden at imponere, så vi ser dem formodentlig i finalen…!

Anden kvartfinale fredag var blandt de største dødssejlere ved EM, og gennem 118 minutter kunne man se to middelmådige modstandere udklassere hinanden i at spille, rent ud sagt, røvkedelig fodbold…

I det 119. minut kom der så endelig gang i løjerne, da Rüstü i tyrkernes mål tog sig en lille blunder og løb desperat ud af sit mål efter en bold, han umuligt kunne nå! Dette udnyttede Man of Match Luka Modric til at sende bolden ind til indskiftede Ivan Klasnic, som med hovedet nemt kunne gøre det til 1-0…

Så er den kamp afgjort, troede alle!! Men endnu engang kom tyrkerne tilbage fra en mildest talt umulig position, da Semih Sentürk, i overtiden af ekstratiden, scorede fra kanten af feltet i en position mellem et par kroatiske forsvarere.. Fuldstændig vanvittig afslutning, som nu skulle afgøres på straffespark!

Her var tyrkerne de mest overlegne, da både Ivan Rakitic og Modric skød ved siden af målet, mens Rüstü blev den usandsynlige helt ved at redde det sidste straffespark ved Mladen Petric!

I den tredje kvartfinale fik vi os lidt af en lækkerbid, da mine russiske venner skulle op imod offensivtspillende Holland… Det kunne kun blive godt, og det blev det da også i den grad…

Første halvleg var domineret af Rusland i de første 35 minutter, hvor den uheldige helt fra Spanien-kampen Denis Kolodin især var en skudtrussel udefra… Men begge hold virkede uskarpe, og måtte gå til halvleg med 0-0..

I anden halvleg var russerne fuldstændigt de orange hollændere overlegne, og det var da også fuldt fortjent, da ivrige Roman Pavlychenko sendte bolden ind bag van der Sar efter et glimrende oplæg af rutinerede Sergei Semak.. Herhjemme fløj både min værelseskammerat og jeg i vejret af glæde, da vi igennem hele turneringen har været på russernes side..

Hollænderne virkede ikke til at have noget modsvar, og især Wesley Sneijder viste en opgivende attitude, som var under alt kritik.. Edwin van der Sar holdte stadig hollænderne nogenlunde inde i kampen, og reddede forsøg fra den højst undervurderede højreback Aleksandr Anyukov og målscorer Pavlychenko.

Med få minutter igen lignede det en fortjent russisk exit, men så dukkede Ruud van Nistelrooy op ved en dødbold og headede udligningen ind bag målmand Igor Akinfeev.. “SATANS”, skreg jeg, mens jeg bankede hånden ned i stuebordet foran mig!

I ekstratiden var russerne igen i førersædet, og det virkede generelt til, at hollænderne var trætte og opgivende, selvom man skulle tro, at de havde fået en smule gejst ved udligningen! Og da Yuri Zhirkov blev fældet inde i feltet lige foran dommer Lubos Michel, var jeg overbevist om, at en føring var i hus… Men den kære Michel, som ellers har dømt en glimrende turnering, vinkede afværgende, hvilket fik mig til at flyve op af stolen og forbande ungareren!

Men alt dette kunne gøre ligemeget i anden halvleg af ekstratiden, da ekstraordinære Andrei Arshavin fløj igennem i venstre side og sendte bolden i en bue over van der Sar, hvor Dmitri Torbinski stod klar til at sende bolden det sidste stykke ind over stregen! “YES”, råbte jeg ind over Dobbelt A, hvilket måske ikke var et hit hos naboerne i lejlighedskomplekset..

Bare få minutter senere fik de endnu et “YES”, da Man of Match Andrei Arshavin scorede via John Heitinga til de fortjente cifre 3-1 til russerne… Holland, der havde henrykket alle i gruppespillet, var igen røget ud af en slutrunde, og man kan kun spekulere på, om de nogensinde vinder noget som helst.. En ærgelig exit, da jeg hellere havde set Tyskland eller Tyrkiet ryge i svinget, men lodtrækningen gjorde jo dette umuligt…

Den sidste kamp lignede på papiret en rigtig gigantmatch, men endte mere som et afsnit af “Hun så et mord” på DR2… Italien vs. Spanien… Nu måtte de skide italienere da snart folde sig ud med en eller anden form for underholdende fodbold for at revancere sig efter en pivringe indsats i gruppespillet… Men nej, nej….

Italierne gjorde alt for at ødelægge det flydende fodboldspil, mens spanierne forgæves prøvede at spille bare en smule underholdende, hvilket blev forpurret af deres defensive sparringspartner! Det hjalp naturligvis heller ikke Spanien, at de havde elegantieren Andrea Pirlo ude til kampen, hvilket betød en midtbane bestående af den elendige Simone Perrotta, hårdtspillende Daniele de Rossi, usynlige Alberto Aquilani og middelmådige Massimo Ambrosini..

Men dette kunne ikke ændre på den gang anti-offensive fodbold, som italienerne som sædvanligt diskede op med! Efter 120 minutter stod der stadig 0-0 oppe på måltavlen, og vi måtte igen ty til straffespark.. Her kunne man gnide sig i hænderne over, at Antonio di Natale brændte det afgørende straffespark, så fodbolden sejrede over Donadonis defensive tankegang. Di Natale havde også forinden gjort sig meget upopulær, da han rullede ind på banen igen efter at have lagt skadet udenfor kridtstregerne, så spillet blev stoppet.. Usympatisk og usportsligt, så jeg havde i hvert fald ikke ondt af den lille skaldede italiener, da han brændte…

Semifinalerne ser således ud efter de fire kvartfinaler:

Tyskland – Tyrkiet

Rusland – Spanien

Tyskland burde ikke have de helt store problemer med et karantæne- og skadesramt tyrkisk hold, der formodentlig er nødt til at bruge tredjemålmand Tolga Zengin som markspiller i løbet af kampen!! Det ligner næsten en ren walkover mod et reservepræget tyrkisk mandskab, medmindre de fortsætter deres meget konservative spillestil.

Rusland mod Spanien er til gengæld en gyser af dimensioner.. Spanierne havde ikke de helt store problemer med russerne i første runde, hvor de cruisede til en 4-1 sejr, men russerne har spillet sig gevaldigt op i løbet af turneringen, og kan med aktiver som Arshavin, Zyrianov og Zhirkov på holdet eventuelt stå for en lille overraskelse! Kun tiden vil vise, hvem af de to store nationer, der hiver den hjem!