Bairdinhos Odyssé

For Chris Baird har tiden i Fulham været en rutsjebanetur fra dag 1 af!

Den nordirske landsholdsspiller blev i 2007 shanghaiet af mega-floppet Lawrie Sanchez, som satsede på en nordirsk stamme til at holde Fulham oven vande i Premier League.

Sanchez fejlede dog ekstraordinært i sin mission og blev smidt på porten allerede et halvt år senere efter et horribelt efterår.

I det halve år blev Chris Baird hovedsageligt benyttet på højreback, selvom han primært havde spillet central forsvarer hos sin tidligere klub Southampton, hvor han endda blev kåret til Årets Spiller foran en vis herre ved navn Gareth Bale.

Baird havde store problemer med at omstille sig til Premier League og især højreback-positionen, hvor han i hovedparten af kampene var håbløst overmatchet af sine kvikke modstandere.

Jeg bringer her et citat fra et indlæg af undertegnede i starten af Bairds Fulham-karriere:

“Hans positionering, hurtighed, acceleration og forudsigelsesevne var håbløst ringe, og selvom han overhovedet ikke kunne følge med modstanderne, holdt Sanchez fast ved den håbløse nordirer…”

Da Roy Hodgson kom ind til foråret 2008, røg Baird efterfølgende ud i mørket og blev kun benyttet sporadisk i løbet af den sidste halvsæson.

Forsvarsspilleren gjorde sig desuden endnu mere upopulær hos Fulham-fansene, da han kom op at toppes med den daværende publikumsyndling Jimmy Bullard, som pudsigt nok senere byttede rolle med Baird og blev mål for tilhængernes foragtelse.

Mod forventning forblev Baird på Craven Cottage i sommerpausen 2008 på trods af fansenes ønske om at få den nordirske defensiv-spiller afsat.

Baird startede sæsonen 2008/09 ud som førstereserve til makkerparret Hangeland/Hughes, da Hodgson derudover kun havde en ung Chris Smalling i truppen, og den nuværende United-spiller var endnu ikke klar til en betydende rolle på holdet.

Førstereserven til Hangeland/Hughes har per tradition været ganske uheldig, da det centrale stopperpar sjældent pådrager sig skader eller får karantæne.

Derfor fik Baird kun fire kampe fra start i 08/09, men han præsterede upåklageligt i sine få optrædener, og Fulham-fansene begyndte langsomt at varme op for den lille alsidige forsvarsspiller.

Også set i lyset af, at Bullard havde forladt Craven Cottage under kontroversielle omstændigheder (*host* grådighed *host*), og den krølhårede midtbanemand var nu en ildeset skikkelse i Fulhams fankredse, hvilket ledte til sympati for Chris Bairds tidligere uvenskab med førstnævnte.

2009/10 sæsonen blev lidt af et gennembrud for Baird, hvor nordireren opnåede hele 52 optrædener (kun Schwarzer og Hughes overgik det antal) i alle konkurrencer inklusive finalen i Europa League.

Den alsidige Baird blev hovedsageligt benyttet på den centrale midtbane, men i slutningen af sæsonen blev det også til en del optrædener i højre forsvarsside grundet en skade til det normale førstevalg John Pantsil.

Baird var nu så småt begyndt at blive en publikumsfavorit blandt fansene, da hans præstationer gang på gang holdt et højt stabilt niveau i både Premier League og cup-turneringerne.

I 2010/11 sæsonen blev Baird flyttet rundt på banen, hvor det lykkedes ham både at forvise nyindkøbet Carlos Salcido og excentriske Pantsil fra startelleveren i henholdsvis venstre og højre side af forsvaret.

Bairdinho sluttede sæsonen af som fast mand i højre side, hvilket førte til afskeden med Pantsil i sommeren 2011.

Derudover satte nordireren gang i Fulhams fremragende stime i det kommende forår, da han i en december-udekamp mod Stoke scorede to mål i en 2-0 sejr på det ellers berygtede Britannia Stadium.

Efter sæsonen var gået på hæld blev nordireren endvidere kåret som treer i Årets Spiller, og han kunne kigge tilbage på en bemærkelsesværdig karriere i den klub, han stødte til i 2007.

Op til den netop overståede sæson var det derfor forventet, at Baird igen var en fast bestanddel af en af ligaens bedste defensiver, men både den erfarne nordirer og fansene blev slemt skuffede.

Martin Jol virkede indledende ikke til at have meget tro på Baird, og hollænderen valgte bl.a. at benytte Aaron Hughes på en uvant plads i højre forsvarsside.

Siden hen erobrede irske Stephen Kelly back-pladsen, hvilket førte til, at den evige altmuligmand Baird blev brugt til at agere afløser centralt og på midtbanen.

Selvom Baird især imponerede på midtbanen, hvor jeg personligt synes, han er den klart mest undervurderede spiller i truppen, havde Jol fortsat mere tiltro til andre aktører end nordireren.

Det blev til sølle syv Premier League-kampe fra start i 2011/12 sæsonen, og der spekuleres i, at Baird endelig har fået nok af at være klubbens lappegrej.

Baird har aldrig beklaget sig i medierne, men som fan kan man godt forstå, hvis nordireren søger spilletid andetsteds. For på trods af solide præstationer for klubben, har Baird officielt aldrig været fast mand i Fulhams startellever.

Det vil være en uværdig skæbne for en spiller, som startede ud med at være den mest upopulære spiller i klubben, men som nu er kendt blandt fansene under kælenavnet Bairdinho.

Bairdinhos Odyssé nærmer sig enden.

Reklamer

Pavel Pogrebnyak

Teamtalk.com d. 30/1/2012

“I would love this! He might not have been the biggest hit in Stuttgart, but he was brilliant when playing for Zenit. I was a big fan back then and he has all the tools to be a success in Premier League – a giant lad who could do well in Zamoras role.”

Facebook d. 30/1/2012

“Jeg er stor fan af Pavel Pogrebnyak som efter min mening allerede under Zenit-tiden var en ønskespiller for Fulham. Han har været en gang blandede bolsjer i Stuttgart, men han har alle værktøjerne til at blive en succes i Premier League, da hans kropsstyrke og størrelse er hans store forcer.”

Facebook d. 2/2/2012

“Jeg er stadig en stor fan af Pogrebnyak fra “gamle dage” af, så jeg ser absolut frem til hans ilddåb. Har personligt siden Zenit-tiden haft ham som en absolut ønskespiller for Fulham, men det bekymrer mig dog lidt, at han har haft en del skadesproblemer i Stuttgart.

Jeg anser ham som en mere komplet angriber end Zamora. En spiller, der både kan fungere som en Zamora-type, men som også er bedre teknisk med bolden og ikke mindst mere målfarlig (på trods af sin pauvre Stuttgart-statistik). Vi skal dog ikke anse Zamora som en slags religiøs figur med henblik på mål, da han kun scorede 20 gange i 91 EPL-optrædener. Meget muligt, at han var en vital del af opspillet til yderligere et antal mål, men man skal også huske på, at både Zamoras første og sidste sæson var rædselsfulde plus han var skadet i en stor del af 2010/11 sæsonen. Har aldrig personligt brudt mig om hans arrogante attitude, men jeg anerkender, at han har haft gode perioder i klubben – jeg kommer dog ikke til at savne ham som så mange andre og ser frem til nye tider.”

Undertegnede var fuld af lovord for Pavel Pogrebnyak inden russerens skifte til Fulham. Da jeg først hørte om en potentiel transfer, kunne jeg næsten ikke få armene ned, og Fulhams blinde passager i denne sæson, Bobby Zamora, kunne ikke være mere ligegyldig efter min uforbeholdne mening.

Og den store russer har i den grad imponeret i sine to første kampe efter at have haft diverse visa-problemer i starten af sin Fulham-karriere.

Indledende succes i Fulham

To mål i to kampe er facit for Pog eller Pav, som han bliver omtalt som af de dovne engelske tabloid-aviser. Derudover har han vist sig som en eminent spilstation á la Zamora i sidstnævntes storhedstid (som ligger en hel del måneder tilbage). Det er også morsomt at tænke på, at Pogrebnyak allerede har scoret samme antal Premier League mål, som Zamora brugte hele sin første sæson på(!)

Russerens form kan dog gå hen og bide Fulham i røven, da klubben efter sigende kun har lejet ham til sommer, hvor Pogrebnyaks kontrakt med Stuttgart udløber. Det virker desuden ikke til, at Fulham har indsat en købsklausul i kontrakten, hvilket jeg finder besynderligt, da dette var et logisk træk i tilfælde af, at Pogrebnyak får succes.

Det er dog ikke første gang, at Fulham udviser inkompetence ved forhandlingsbordet, da de tidligere har foretaget besynderlige beslutninger ved bl.a. Jonathan Greenings skifte til klubben, David Elms uforståelige kontraktforlængelse og Julian Grays mærkværdige ophold i klubben.

Forhåbentlig kan det ikke gå hurtigt nok, før Martin Jol og Co. sidder ved forhandlingsbordet og kaster en lukrativ 3-årig kontrakt i ansigtet af vores nye russiske bomber Pogrebnyak. Det eneste argument for den korte aftale må være, at russeren tidligere har slåsset med skader – men det ændrer ikke på, at der skulle have været implementeret en købsklausul i kontrakten!

Vi må nyde Pogrebnyaks succes, mens vi stadig har russeren i staben, og man kan efter angriberens start i klubben ikke bebrejde Fulhams fans, hvis de spørger: “Bobby hvem?”.

_________________________________

Rundt om Pavel Pogrebnyak

Født den 8. november 1983 i Moskva, Rusland

Position: Angriber

Højde: 188 cm

Tidligere klubber: Spartak Moskva, Baltika (lån), Khimki (lån), Shinnik (lån), Tom Tomsk, Zenit, VfB Stuttgart

Landskampe: 31 (8 mål)

Motspur Parks Græsplænes vurdering af Pogrebnyak

Fordele:

Målinstinkt

Russerens første tid i klubben har vist sig succesfuld, og som jeg forudsagde, har en skuffende periode i Stuttgart ikke forringet Pogrebnyaks målinstinkt.

Bygget som en okse

Pogrebnyak er en massiv angriber, der i høj grad minder om Zamora. Dog er han både bedre med fødderne og mere målfarlig.

Spilstation

Den store russer har også uden problemer gået ind på Zamoras plads og ageret afløser som spilstation med sin fremragende fysik og sit glimrende hovedspil.

Lejeaftale

I det tilfælde, at Pogrebnyak bliver langtidsskadet eller flopper (hvilket umiddelbart virker usandsynligt efter den start), vil lejeaftalen ikke udgøre den store risiko for klubben.

Pris

Ikke de store udbetalinger krævet!

Ulemper:

Kort kontrakt

Som skrevet ovenfor kan den korte leje-kontrakt kombineret med Pogrebnyaks succes give anledning til, at andre mere prominente bejlere melder sig som interesserede.

Ingen klausul

Som også nævnt ovenfor virker det ikke til, at Fulham har inkorporeret en klausul i Pogrebnyaks lejeaftale, hvilket jeg mener er et selvmål af dimensioner.

Skadesproblemer

Pogrebnyak har haft en del skadesproblemer især under sin Stuttgart-tid, og han missede bl.a. også EM i 2008 med en knæskade.

Zoltan Gera – Den Ungarske Supermand!

Gera har sat Craven Cottage på den anden ende!

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ikke var Zoltan Geras største fan i den seneste sæson efter ankomsten fra West Bromwich, hvor den ungarske playmaker havde været en af holdets bærende spillere.

Landsholdsspilleren startede sæsonen 2008/09 ud som stamspiller på kanten, men desværre fungerede det slet ikke for Gera, der hurtigt mistede selvtillid grundet elendige præstationer og højlydt kritik.

Undertegnede overværede 11 kampe med Gera i aktion, og med et snit på 5,82 på 13-skalaen var jeg langt fra imponeret af midtbanespilleren.

Rent faktisk blev Geras topkarakter et 7-tal, som han præseterede i hele to kampe ud af de 11. Derudover spillede han til dumpekarakter hele fire gange.

Tillad mig at bringe et par citater fra kampreferaterne:

“Ligner ikke en optimal reserve” – Fulham vs. Manchester United (0-4), 9. marts, 2009

“Ikke manden, der kan vende et truende nederlag” – West Ham vs. Fulham (3-1), 19. januar, 2009

Derudover gentog jeg som regel termerne “svag”, “håbløs” og frasen “komplet umulig”, når jeg skulle bedømme ungarerens indsats.

I optakten til denne sæson, var jeg derfor ikke i tvivl om, at Gera ikke var i nærheden af startopstillingen efter, han agerede bænkevarmer i store dele af 08/09.

Citat fra PL Optakt Sæson 2009/10:

“På midtbanen har Fulham styrket bredden med indkøbene af Bjørn Helge Riise og Damien Duff, hvilket forhåbentlig betyder, at bold-analfabet, Zoltan Gera, ryger ud af truppen.”

Roy Hodgson troede dog stadig på Gera, der startede sæsonen ud på venstrekanten, mens Clint Dempsey tog sig af højrekanten.

Det varede dog ikke lang tid, før ungareren måtte vige pladsen for nyindkøbet Damien Duff, der indtog højre side, mens Dempsey blev rykket over på Geras plads.

Den arbejdssomme midtbanespiller måtte dermed nøjes med indskiftningstjanser sidst i kampene uden chance for at lave om på resultaterne.

I en kamp mod Arsenal sidst i september, 2009 viste ungareren dog en helt ny side af sig selv, da han var Fulhams altoverskyggende spiller i et snævert 1-0 nederlag.

Gera røg dog tilbage på bænken, men takterne forsvandt ikke, og især i Europa League brillierede den, pludseligt, teknisk dygtige midtbanekæmper.

Selvtilliden var tilbage, og da Gera startede inde i den historiske 3-0 sejr over Manchester United, var den ungarske supermand klart blandt Fulhams bærende spillere, og det føltes lidt som om, Gera var en nyindkøbt forstærkning.

Siden da har manden fra Pécs ikke kigget sig tilbage, og han er nu det foretrukne valg i front som hængende angriber med Bobby Zamora placeret på toppen.

I forhold til placeringen på kanten, virker denne rolle til at passe Gera perfekt, da han er fantastisk, når der skal spilles i de små rum.

Geras storke-lignende stil er nemlig overraskende driftsikker, og hans vendinger er ofte af højeste karat.

At Gera stoppede på landsholdet tilbage i oktober, virker også til at have spillet en rolle, for siden da har han gået fra den ene pragtpræstation til den anden.

Geras gennemsnit i denne sæson, i de 15 kampe jeg har overværet med ungareren som aktør, har været en kæmpe forbedring, og han står nu noteret for et gennemsnit på 8,4 til forskel fra sidste sæsons 5,82(!)

Og i går scorede Gera dét mål, som sendte Fulham i finalen i Europa League, som et perfekt punktum på endnu en succesfuld sæson for The Cottagers.

Det er ikke for ingenting, at Gera nu er min favoritspiller, og at jeg har skiftet mit mellemnavn ud med ‘Zoltan Gera’ på Facebook.

Gera – Rejuvenated – Legend!

Cottagers Nostalgi: Eddie Lowe

Eddie Lowe, legend

Eddie Lowe, legend

Dette er den første artikel omhandlende tidligere koryfæer fra Fulham Football Club og selvom det vil være oplagt at portrættere den store Johnny Haynes, går jeg en anden vej og sætter fokus på nyligt afdøde, Eddie Lowe.

Haynes var øremærket til at blive portrætteret først, men med Eddie Lowes bortgang forleden, syntes jeg, den gamle wing half fortjener æren.

Eddie Lowes magiske Fulham-rejse startede i 1950, efter at englænderen havde spillet fire år hos The Villans aka Aston Villa.

Wing back’en ankom til en klub, som oplevede sin blot anden sæson i den daværende 1. division (bedste række på det tidspunkt.red), og sindsstemningen blandt Fulhams fans var derfor forventningsfuld og optimistisk.

Inden perioden som Villa-spiller havde Lowe som amatør repræsenteret Millwall og Finchley samt Walthamstow Avenue under 2. verdenskrig.

Den sympatiske englænder havde opnået tre landskampe for England under sit ophold hos Villa, men med skiftet til Fulham blev det desværre ikke til flere internationale meritter for Lowe.

Dog gav opholdet ikke defensiv-spilleren mindre succes på banen baseret på det faktum, at englænderen gik hen og opnåede over 500 førsteholdskampe for The Cottagers.

Lowe fik sin debut på Old Trafford mod mighty Manchester United, og hverken Lowe eller Fulham-fansene vidste på dette tidspunkt, at englænderen ville gå hen og blive en decideret legende i det sydvestlige London.

Som udpræget back spillede Lowe enten wing back eller decideret back det meste af sin karriere, men i slutningen af Fulham-årene blev englænderen dog rykket ind i det centrale forsvar.

Selvom han var forsvarer, er jeg blevet fortalt, at Lowe aldrig fik en eneste advarsel(!), hvilket i den grad er en bedrift, når man står over for teknisk dygtige wings og hurtige angribere.

Forcerne hos Lowe lå i den kontinuitet, han lagde i sine præstationer som glimrende holdspiller samt et hovedspil på højde med de bedste.

Under sit lange ophold hos The Whites opnåede briten desværre ikke nævneværdige trofæer, men var dog med til at spille Fulham i to semi-finaler i FA Cup’en samt til en 10. plads i 1. division, som indtil sæsonen 2003/04 var Fulhams højeste placering i den bedste række (Fulham blev i 2004 nr. ni under Chris Coleman.red).

Der var dog også nedgangstider for Fulham under opholdet, og den tidligere engelske landsholdsspiller oplevede hurtigt modgang, da Fulham rykkede ned i hans første sæson med klubben.

Efter et par middelmådige sæsoner i 2. division, var Lowe en integral del af en tilbagevenden til 1. division, da de i 1958 igen tog turen op blandt de bedste.

The Great Eddie Lowe forlod Fulham i 1963 for at blive spillende manager for Notts City, men efter et par sæsoner forlod han den sport, som havde fyldt så meget i hans liv og begav sig ud i en civil karriere.

En af heltene fra den tid, VM-vinder George Cohen (459 kampe for Fulham) udtalte forleden følgende om Eddie Lowe:

“Eddie was a very correct man, and always very well turned out. He had a very good wit and I don’t know anyone that had a bad word to say of him.

“He was a terrific footballer, and complemented Johnny Haynes very well indeed. He was a great tackler and he covered ground very well for a tall man. He was rather unfortunate to not get more caps than the three he did.

“Eddie was quite a bit older than me when I came into the team, but he acted as a tutor of sorts, always offering advice to a young player. Being in the team as a 17-year-old, he had plenty to say to me if it needed to be said, and you took that advice because he was a very experienced man.

“He was one of those guys that you could always rely on and one of nature’s gentlemen. Everybody liked Eddie Lowe.”

Lowe begav sig mod de evige fodboldbaner den 9. marts i en alder af hæderlige 83 år, men den godmodige englænder forbliver i Fulhams historiebøger og i fansenes sind som en vaskeægte legende.

Giles Barnes Profil

Vores spændende unge lån Giles Barnes har, indtil skiftet til Fulham, været en one club man men har med lånet til Fulham skruet op for sine ambitioner om at slå til i Premier League, hvor han tidligere har huseret med Derby.

Navn: Giles Gordon Barnes

Nationalitet: Englænder

Født: 5. august 1988 i Barking, England

Højde: 183 cm

Position: Offensiv midtbane/højre wing/hængende angriber

Tidligere klubber:

Derby (82 kampe/10 mål)

Landskampe: 12 U19 kampe/7 mål

Velkommen til Giles Barnes!

Andy Johnson Profil

Andy Johnson er denne sommers helt store profilerede indkøb på Craven Cottage, og er kommet til for svulmende 10,5 millioner pund, der kan stige til omkring 13 millioner pund baseret på, hvor mange kampe den lille angriber kommer til at optræde i for klubben.

Johnsons fodboldfærd startede som ungdomsspiller i Luton og Birmingham, men angriberen blev kasseret hos The Brummies, da trænerne mente, at han var for lille til topfodbold.

Johnson endte dog alligevel med at få chancen hos Birmingham, men var ikke nogen udpræget succes med kun 8 mål i 83 kampe, hvilket fik The Brummies til at afskibbe ham til Crystal Palace i en byttehandel med irske Clinton Morrison.

Hos Palace’s fanskare blev der ikke rigtigt taget notits af den nye frontløber, men han gjorde sig snart populær med et hattrick mod ærkerivalerne fra Brighton i en 5-0 sejr tilbage i oktober, 2002.

Johnson fortsatte de gode takter i resten af sin Palace-karriere, hvor han også tog springet op i Premier League i 04/05 sæsonen. Dette blev gjort med bravour af den lille hurtige angriber, der scorede hele 21 mål blandt de bedste, hvilket ledte til landsholdsdebut for det engelske nationalmandskab.

På trods af Johnsons succes rykkede Palace dog ned og Johnson afgav et transferønske under stor polemik. Johnson forblev dog i Palace endnu en sæson, hvorpå han skiftede til Everton for 8.6 millioner pund på en fem-årig kontrakt.

Hos the Toffees gik han straks ind og blev en publikumsyndling, hvor især to mål mod ærkefjenden fra Liverpool varmede hos Evertons fans. AJ endte sæsonen som topscorer for de blå og fansene så frem til endnu flere mål fra Johnsons side.

Johnson blev dog i løbet af sæsonen beskyldt for at filme sig til straffespark af bl.a. showman José Mourinho og hidsigprop Neil Warnock, hvilket påvirkede den lille frontløbers selvtillid, da denne opfattelse hurtigt spredte sig hos de forskellige fanskarer, der alle røg på nakken af ham.

Anden sæson hos Everton blev ikke den store succes for AJ, hvor svigtende form og tilgangen af Yakubu for det meste førte til en jokerrolle fra bænken. Kun 10 mål i alle konkurrencer blev det til, deriblandt to kasser mod norske Brann, og Andy Johnsons tid på Goodison virkede til at være et overstået kapitel, hvilket også blev tilfældet.

AJ kan nu påbegynde et nyt eventyr i London hos Fulham Football Club, hvor han helt sikkert (eller forhåbentlig) kommer til at score et hav af mål!

Profil

Navn: Andy Johnson

Nationalitet: Engelsk

Født: 10. februar 1981 i Bedford, England

Position: Angriber

Tidligere Klubber:

Birmingham City (83 kampe / 8 mål)
Crystal Palace (140 kampe / 74 mål)
Everton (61 kampe / 17)

Landskampe: 8 kampe / 0 mål

Kallio Permanent Til Fulham… Igen?

Femte “forstærkning” denne sommer er nu en kendsgerning for The Cottagers, og hovedpersonen i dette scenarie er finske Toni Kallio…

Hey, vent lige to sekunder… Ham fik vi da allerede permanent i januar… Troede jeg i hvert fald, og jeg tror også mange andre Fulham-supportere var i samme tro…

Men nej… Vi havde åbenbart kun lånt den finske landsholdsspiller i schweiziske Young Boys, og nu er aftalen altså gjort permanent efter stor succes i Kallios første halve år i klubben (0 kampe!)….

Lad os håbe den tårnhøje Kallio har tilpasset sig det engelske, så han eventuelt kan opnå debut inden hans kontrakt udløber… Og lad os håbe, at han ikke er en tro kopi af en anden Hightower i form af Zat Knight(mare)

Profil

Navn: Toni Kallio

Nationalitet: Finsk

Født: 9. august 1978 i Tampere, Finland

Højde: 194 cm

Position: Central/Venstre forsvarer, Venstre midtbane, Venstre Wing

Tidligere Klubber:

TPV (18 kampe/6 mål)
FC Jazz (1 kamp/0 mål)
HJK Helsinki (123 kampe/17 mål)
Molde (52 kampe/6 mål)
Young Boys (16 kampe/2 mål)