Den omvendte verden

Fulham har i utallige sæsoner været kendt som et hold med en stærk defensiv og en svagere offensiv. I denne sæson er der dog sket et skift i balancen hos klubben, og mens offensiven har leveret mål på samlebånd, anes der et generationsskift i det tidligere så solide midterforsvar.

Berbatov – En tour de force i front

Når man nævner spillere som Andy Johnson, Bobby Zamora, David Elm, Diomansy Kamara, Pavel Pogrebnyak og Eddie Johnson kan det undre, at Fulham overhovedet har fået netmaskerne til at blafre de seneste år. I sidste sæson tog amerikanske Clint Dempsey over, men da han ikke er decideret angriber, var Fulham-fansene stadig fortvivlede over de få muligheder, klubben havde i front. Pogrebnyaks korte opblussen efter angriberens skifte i januar var opmuntrende, men den store targetman valgte millionerne hos nyoprykkede Reading fremfor en mindre løn i en etableret Premier League klub. Om det var en specielt klog beslutning med henblik på Readings nuværende placering, er en anden historie! Sidste sæsons topscorer Dempsey valgte ligeledes at forlade skuden i et kontroversielt skifte til Tottenham, mens også den store kreatør og en af Premier Leagues helt store midtbaneprofiler Mousa Dembélé valgte samme destination. Derfor var den tidligere fortvivlelse ændret til ren panik kort før transfervinduets afslutning.

Men bare to måneder senere er panikken svær at spore.

“Harlem Globetrotters”

Fulham er efter 9. spillerunde det tredjemest scorende hold i Premier League, hvilket ikke selv den mest optimistiske fan kunne have forudset i juni måned. Med verdensstjernen Dimitar Berbatov i front er Fulham som forvandlet i den tidligere så tandløse offensiv. Tilsvarende har kroatiske Mladen Petrić fået en glimrende sæsonstart, hvis man ser bort fra et par ærgerlige skader, mens det rutinerede trekløver Damien Duff, Chris Baird og Steve Sidwell også har bidraget til klubbens imponerende målstime. Til det regnestykke lægges etablerede Premier League spillere som Hugo Rodallega og Kieran Richardson samt elegante Bryan Ruiz, svenske Alexander Kačaniklić, eksplosive Ashkan Dejagah og hurtigløberen Kerim Frei. Sidstnævnte er endda blevet udlejet til Cardiff grundet den hårde konkurrence om de forreste pladser, hvilket siger lidt om den kvalitet, træner Martin Jol har til rådighed (ikke mindst takket være Jol selv).

Da Fulham den 27. oktober besøgte Reading og sendte tre mål forbi værternes målmand, sammenlignede Reading-manager Brian McDermott gæsternes offensiv med fodboldens svar på Harlem Globetrotters! “Det var lidt af en overdrivelse”, tænker du nok, men faktum er, at de mange mål er kommet ved seværdigt og underholdende fodbold. Fulham har også forsøgt at spille fodbold de seneste sæsoner, men klubben har udviklet sig fra et direkte og solidt spillende hold under Roy Hodgson til et sprudlende mandskab med et væld af offensive facetter under Jol. Hvad klubben yderligere kunne have præsteret med Dempsey og Dembélé på holdet, kan man kun gisne om! Men selvom offensiven ser stærkere ud end nogensinde før, er det solide prædikat fra Hodgson-dagene til gengæld begyndt at smuldre.

Er tiden ved at løbe ud for Hangeland?

Sejlende defensiv

I forsvarskæden har Brede Hangeland og Aaron Hughes i flere sæsoner været blandt ligaens mest stabile makkerpar. Deres rutine og ro har gjort dem til fanfavoritter og har været medvirkende til flere triumfer inden for kridtstregerne. Desværre er Hangeland efterhånden blevet 31, mens Hughes hastigt nærmer sig de 33. Det er måske derfor ikke overraskende, at de i denne sæson har vist sig alt andet end imponerende. Især Hangeland har vist sig som et svagt punkt, og den store nordmand virker helt ved siden af sig selv. Det har kostet i det defensive, hvor Fulham ville være helt med fremme i front, hvis ikke de havde sat point over styr i kampene mod Reading, Southampton og City. Især de to førstnævnte var regulære defensive fadæser, hvor modstanderne udnyttede forsvarskiks til at udligne i overtiden af kampene (henholdsvis 3-3 og 2-2). Også venstrebacken John Arne Riise har til tider lignet en dilettant i sit forsvarsspil, men den tidligere Liverpool-spiller har modsat Hangeland også set stærk ud i flere af kampene.

På bænken sidder schweiziske Philippe Senderos og tripper, efter den solide forsvarskolos har været ude med skader i den indledende fase af sæsonen. Senderos har tidligere sat et markant aftryk på defensiven, men desværre er hyppige koncentrationssvigt også en del af den schweiziske landsholdsspillers CV. På trods af dette ser jeg ham som en kommende afløser i midterforsvaret. Om det bliver for Hangeland eller Hughes, skal forblive usagt – men faktum er, at førstnævntes kontraktforhandlinger (foreløbig) er brudt sammen, og derfor ligner det en potentiel exit til næste sommer, hvor den nuværende aftale udløber. Det sætter Fulham lidt i bekneb, da de udover Senderos ikke har oplagte afløsere længere nede i hierarkiet. Ungdomsfronten er totalt domineret af offensive talenter, så derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis Jol kigger mod udlandet i jagten på en ny yngre Brede Hangeland.

Dødbringende offensiv og flagrende defensiv – det er i den grad den omvendte verden på Craven Cottage.

Woy for England

Udover Fulhams historiske sejr over King Kennys tropper, var der også en anden højst interessant nyhed, som dominerede de engelske medier i tirsdags.

Fire år til Roy!

Den levende Fulham-legende Roy Hodgson blev som forventet afsløret som ny engelsk landstræner af det engelske fodboldforbund FA.

Det engelske landshold har stået uden træner, siden italienske Fabio Capello smækkede med døren tilbage i februar pga. hele John Terry affæren.

64-årige Hodgson står i øjeblikket i spidsen for West Bromwich Albion, hvor han ikke ulig sit Fulham-ophold har overrasket eksperter og neutrale observatører med en glimrende 10. plads i denne sæson.

Han forlader sædet som WBA-træner, når sidste kamp er færdigspillet den 13. maj, og det ligner et hårdt tilbageslag for hans nuværende klub, hvor formand Jeremy Peace nu har den ubarmhjertige opgave at finde Hodgsons afløser.

Han kan dog ikke bebrejde Hodgson for at tage chancen, da træneren hastigt nærmer sig pensionsalderen, men om sympatiske Roy kan klare presset og de store egoer, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.

Hodgson selv udtalte følgende ved FA-pressekonferencen i tirsdags:

“England always has to go in tournaments to win them because we are a major football nation. I certainly think the players would be very disappointed if we expected anything less of them than to win the tournament.

Being offered this job is of course the pinnacle of success for any English manager.

It certainly brings with it a lot of scrutiny and criticism and I have to be prepared for that. It’s always a big job to win people over. I’m prepared for criticism.

The only way you can win people over is by doing the job I am confident I can do. It’s always very important the whole country buys into what we do. I’m expecting a lot of support from everybody.”

Hodgson har (som udgangspunkt) fået fire år på posten som engelsk landstræner, og hans første opgave bliver en venskabskamp mod Norge den 26. maj.

Jeg ønsker Hodgson held og lykke med den utaknemmelige og utopiske opgave at føre England til et trofæ.

Nostalgi!

Den absolut ypperligste video fra Fulhams Great Escape Season 2007/2008!

Nuff’ said! Enjoy!

Roy Back In The Game

Roy Hodgson gik ikke lang tid uden et job efter afskedigelsen hos Liverpool, før han igen kunne kalde sig Premier League manager.

Fredag blev Fulham-legenden præsenteret som ny træner for West Bromwich Albion, hvor han afløste den ellers lovende Roberto Di Matteo.

Di Matteo kunne, efter min overbevisning, godt føle sig en smule hårdt dømt af WBA’s chairman Jeremy Peace.

Klubben havde ganske vist oplevet en nedtur i formen, men det var vel forventeligt af et af Premier Leagues svageste mandskaber, der hidtil havde haft en overraskende god sæson.

'Woy is again No. 1!

Men som man siger: Den enes død, er den andens brød!

Hodgsons stil differencierer sig fra Di Matteos, uden at de dog er så markant anderledes, som nogle vil påstå.

Begge har det tilfælles, at de helst vil spille langs jorden (dog vil Liverpool-fans nok påstå andet), men Hodgson har et mere defensivt udgangspunkt end sin italienske fælle.

Med Premier Leagues svageste forsvar hidtil i sæsonen (51 mål lukket ind), kan ansættelsen af Hodgson være en større geni-streg af WBA’s ledelse, da det ikke er ulig den situation, Fulham befandt sig i tilbage i The Great Escape-sæsonen 2007/08.

Personligt synes jeg, det er lidt overraskende, at WBA har lukket et så stort antal mål ind, da deres bagkæde indeholder habile navne som den rumænske landsholdsspiller Gabriel Tamas, solide Jonas Olsson, rutinerede Pablo Ibanez og hårdføre Marek Cech.

Det kan eventuelt hænge sammen med en romantisk, men også naiv, indstilling fra trænerens side til det taktiske oplæg, og set ud fra det synspunkt, kan Peace eventuelt have haft en pointe i at fyre Di Matteo.

Hvis der er en person, der kan få førnævnte forsvarsspillere til at præstere sit ypperligste, er det Roy Hodgson, og jeg ønsker old ‘Woy held og lykke med sin mission, hvis bare det ikke bliver på bekostning af Fulham.

Roys Liverpool Heartbreak

Det var dømt til at gå galt fra start…

Roy Hodgson var knap blevet udpeget som Liverpool-manager, før virkelighedsfjerne Reds-fans viste deres utilfredshed.

Kenny Dalglish var deres mand, og Roy Hodgson var et uambitiøst valg af de udskældte ejere.

Hodgson kunne ikke sætte én eneste fod rigtigt i de sølle seks måneder, han fik på posten som manager.

Fans skreg på Dalglish fra første færd, og de lagde et umenneskeligt pres på Hodgsons indkøb i stedet for at give dem tid til at tilpasse sig.

Raul Meireles lignede en udmærket spiller i det lange løb, mens hypen omkring Joe Cole viste sig at være ekstremt overvurderet.

Paul Konchesky og Christian Poulsen havde svært ved at indfinde sig på Anfield og blev lagt for had af store dele af The Kop.

Der blev ikke skrevet mange autografer på Anfield

Roy Hodgson fik heller ikke hjælp fra spanske Fernando Torres, der lignede en mand i forfald og uden det mindste gram af selvtillid efter en horribel slutrunde i sommers.

Torres var manden, der næsten egenhændigt (i selskab med Gerrard) holdt Liverpool inde i kampen om Europa League billetter i den seneste sæson.

Liverpool-fans glemte i deres higen efter at få Rafa tilbage, at uden Torres og Gerrard lignede Liverpool et hold uden den mindste gram af spilleglæde under Benitez såvel som under Hodgson.

Kiggede man ned over truppen var ordinære spillere fra Rafa-eraen stadig at finde på Anfield i form af bl.a. Dirk Kuyt og Lucas, mens flops som Ryan Babel, Maxi Rodriguez og David N’gog var de eneste alternativer til en elendigt-spillende Torres i front.

Skildpaddelangsomme Jamie Carragher var i forfald, Glen Johnson en frygtelig forsvarsspiller, José Reina uden kontinuitet mens kaptajn Steven Gerrard heller ikke levede op til tidligere tiders meritter.

Truppen var skåret ind til benet, og holdet havde fra start ikke en chance for at nå målet om en top 4-placering, hvilket et stort antal fans havde vrangforestillinger om…

Truppen var ikke i nærheden af den kvalitet, som Chelsea, Arsenal, City, Tottenham og United kunne mønstre, men ramaskrigene blev større og større jo længere væk fra top 4 Liverpool rykkede.

Fansene fik deres vilje, og Kenny Dalglish er ny mand i det varme sæde.

Spørgsmålet er så, om det ændrer på spillernes manglende spilleglæde…?

I doubt it!

Manager Til Weekenden!

Det rygtes, at Fulham inden så længe afslører den nye mand i det varme sæde på Craven Cottage efter Roy Hodgsons skifte til Liverpool.

Allerede her i weekenden skulle brikkerne falde på plads, men den historie har vi jo også hørt før i diverse tabloid-medier…

Ny mand i førersædet er Martin Jol, der er blevet uenig med Ajax’s ledelse omkring sin transfer-kitty til den nye sæson.

Hollænderen skulle have overhalet alle de andre bejlere indenom, og det rygtes, at han allerede er fløjet til London for at tale kontrakt med Fulhams Alistair Mackintosh.

Forhåbentlig falder det hele på plads indenfor ganske kort tid!

Officielt: Roy Hodgson Til Liverpool

Vores bange anelser blev i dag bekræftet, da Fulham Football Club meddelte, at vores legendariske træner, Roy Hodgson, skifter til det hedengangne storhold, Liverpool.

Liverpool betaler £2.5 millioner i kompensation for en af de mest respekterede managers i gamet, og efterlader et stort tomrum hos The Cottagers.

Årets Manager efterlader Fulham netop, som han har ført Fulham til den højeste placering i historien, en syvendeplads i 2008/09 sæsonen, samt en Europa League finaleplads i den forgangne sæson.

Roy er dog ikke det mest populære valg blandt Liverpool-supporterne, så resultaterne skal findes med det samme, hvis han skal opnå samme respekt som i Fulham.

Tilbage står The Cottagers, Mo Al-Fayed og Alistair Mackintosh, som alle skal have arbejdshandskerne på og finde den rette mand til det ledige trænersæde.

Uanset hvad ønsker jeg Roy Hodgson tillykke med chancen i en større klub; det er i den grad fortjent.