Tottenham – Fulham: Optakt

Fulham holder en potentiel afskedsdag med flere profiler, da de på sæsonens sidste spilledag tager den korte tur til det nordlige London, hvor Harry Redknapps Tottenham byder op til en rask cha-cha-cha.

The Pog – Mulig målscorer mod Spurs

Hjemmeholdet kæmper hårdt for at beholde den vigtige fjerdeplads, som kan hænde at give Champions League-kvalifikation, hvis ikke Chelsea vinder den europæiske finale i næste uge.

Martin Jols tropper har på den anden side ikke meget at kæmpe for, men slås dog for at overhale Everton og Liverpool i tabellen, hvilket også er en udmærket gulerod.

Umiddelbart ligger en hjemmesejr i kortene, men Fulham er i god form, så afskriv endelig ikke gæsterne til søndagens opgør.

_____________________

Fakta

  • Fulham har kun tabt en ud af de seneste syv kampe (5V, 1U, 1T)
  • Fulhams sidste ligasejr over Tottenham var i november 2008 (2-1), men de gav dem dog en 4-0 lussing i sidste sæsons FA Cup
  • Fulham er kun ét point fra deres bedste liga-total på 53 i sæsonen 2008/09
  • Fulham er det eneste Premier League hold, som ikke har fået et rødt kort i sæsonen
  • Tottenham har kun vundet tre ud af de seneste 12 opgør
  • Martin Jol trænede søndagens modstander fra 2004 til 2007

_____________________

Fulham

Topscorer Clint Dempsey kan have spillet sin sidste kamp for Fulham, da han i går pådrog sig en lyskeskade, som holder ham ude af sæsonafslutningen. Efter et brag af en sæson har den amerikanske landsholdsspiller masser af bejlere, og det er langt fra sikkert, at Dempsey trækker i Fulham-trøjen i næste sæson.

Også Dickson Etuhu kan vi have set for sidste gang i Fulhams farver, da nigerianeren døjer med en knæskade, mens træner Martin Jol derudover mangler de langtidsskadede Steve Sidwell (brok), Zdenek Grygera (knæ) og Bryan Ruiz (fod).

Yderligere blev unge Alex Kacaniklic ramt af en forstrækning i dag, så Jol må dykke ned i hierarkiet for at fylde bænken til opgøret mod Spurs.

Af positivt nyt vender Andy Johnson tilbage til truppen, men den lille angriber må sandsynligvis nøjes med en tjans som indskifter, i hvad der også kan være hans sidste kamp for klubben.

Formbarometer: V-V-T-V-U

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): V-T-V-T-T

Nøglespiller: Stephen Kelly (Over for Bale kan ireren komme til at spille en nøglerolle)

Vigtig brik: Mark Schwarzer (På udebane vil vores australske keeper altid spille en essentiel rolle)

Nøgleduel: Bale vs. Kelly (Stephen Kelly kommer for alvor på arbejde over hurtige Bale, der tidligere har drevet gæk med Fulhams forsvar)

Potentiel første målscorer: Pavel Pogrebnyak (Vores eneste målfarlige spiller på banen…)

Formodet startopstilling: Schwarzer; Riise, Hangeland, Hughes, Kelly; Diarra, Murphy; Dembele, Duff, Frei; Pogrebnyak

_____________________

Tottenham

Ikke kun Martin Jol slås med store skadesproblemer, da modparten Harry Redknapp må undvære flere vitale nøglespillere.

Tom Huddlestone, Danny Rose, Benoit Assou-Ekotto, Niko Kranjcar og Michael Dawson er alle definitivt ude, mens der er tvivl om både Scott Parker og Ledley King.

Det kan betyde en del rokader på Spurs-holdet, hvor William Gallas bl.a. kan blive nødt til at agere uvant venstreback.

Jeg kan ikke helt gennemskue Redknapps idealopstilling med de spillere, han har til rådighed, så det bliver interessant at se, hvordan Tottenham stiller op søndag eftermiddag.

Formbarometer (inkl. Cup og Europa): U-V-V-T-T

Formbarometer udebane (inkl. Cup og Europa): V-T-T-V-V

Nøglespiller: Luka Modric (Kreatøren hos Spurs)

Pas på: Jermain Defoe (Han sidder sikkert på udskiftningsbænken, men lille Defoe plejer at være lidt af en håndfuld for Fulham)

Potentiel første målscorer: Emmanuel Adebayor (Adebayor kan eventuelt volde problemer efter togoleserens succesfulde sæson hos Spurs)

Formodet startopstilling: Friedel; Gallas, Kaboul, Nelsen (King), Walker; Sandro (Parker); Bale, van der Vaart, Modric, Lennon, Adebayor

_____________________

Kick-off Søndag 16.00 på White Hart Lane

Fulham – Tottenham: Optakt

For tredje gang i sæsonen skal Fulham krydse klinger med Spurs, når de i eftermiddag tager imod på Craven Cottage i FA Cuppens fjerde runde.

De to foregående gange er det blevet til snævre (og ufortjente) nederlag til Harry Redknapps tropper, så Mark Hughes og Co. håber på, at tredje gang er lykkens gang.

Opgøret er Fulhams ottende forsøg på at slå Tottenham ud af FA Cuppen, hvor de syv foregående er endt med Fulham-nederlag, så statistikken går ikke hjemmeholdets vej.

Fulham

Bobby Zamora og Philippe Senderos er stadig ude med langtidsskader, på trods af de så småt kan begynde at skimte et comeback, mens også Matthew Briggs må stå over med en længerevarende lårskade.

Gaël Kakuta, der kom til Fulham i midtugen, er ikke til rådighed, da han tidligere på sæsonen har repræsenteret Chelsea i samme konkurrence.

I målet fortsætter David Stockdale med at agere kompetent afløser for Mark Schwarzer, der har været til Asian Cup med Australien den seneste måned.

Formodet startopstilling: Stockdale; Baird, Hangeland, Hughes, Paintsil; Davies, Murphy, Etuhu, Duff; Dempsey, Dembélé

Tottenham

Udeholdet stiller til start uden suveræne Gareth Bale, som har haft problemer med ryggen de seneste par uger. Det var samme Bale, der afgjorde nytårsbraget mod Fulham den 1. januar, da han heldigt reflekterede et frispark ind bag en chanceløs Schwarzer (en kamp, hvor undertegnede var til stede på White Hart Lane…).

En lettere morsom statistik omkring Bale er, at waliseren kan notere en sølle assist i denne sæson… Samme antal som Newcastles Xisco(!)

Udover Bale må Jonathan Woodgate, Ledley King og Tom Huddlestone stå over, mens Benoit Assou-Ekotto, Gomes, Wiiiiiiilson Palacios og Roman Pavlyuchenko alle vender tilbage til truppen (forhåbentlig bider det os ikke i røven).

Formodet startopstilling: Gomes; Assou-Ekotto, Gallas, Dawson, Hutton; Lennon, Modric, Jenas, Pienaar (Kranjcar); van der Vaart; Defoe (Crouch)


Kick off: 17.30 dansk tid

Fulham – Tottenham: Optakt

Sjette runde af FA Cuppen bliver spillet i aften, hvor Fulham på Craven Cottage møder cup-outsiderne fra Tottenham i et højst interessant opgør.

Kaptajn Danny Murphy døjer med en lyskenskade, og den rutinerede midtbanespiller vil blive testet op til kampen.

Paul Konchesky vender højst sandsynligt tilbage, men må formodentlig indfinde sig med en bænkeplads, da Nicky Shorey har været fremragende på venstreback-pladsen siden sit skifte fra Villa.

Andy Johnson, Clint Dempsey og John Pantsil må alle stadig stå over med langvarige ankel-skader.

Hos Harry Redknapps tropper er der tvivl om målfarlige Jermain Defoe, som har problemer med en mindre forstrækning. Den lynhurtige angriber vil, ligesom Danny Murphy, blive testet inden kampstart klokken 18.20.

Ledley King, Tom Huddlestone, Jermaine Jenas, Aaron Lennon, Carlo Cudicini, Jonathan Woodgate og David Bentley må alle stå over opgøret på Craven Cottage, mens Younes Kaboul og Kyle Walker ikke er til rådighed i Cuppen grundet tidligere deltagelse med deres forhenværende klubber.

Fulham har to chancer for at opnå et trofæ i år, men FA Cuppen er formodentlig den “nemmeste” opgave, og mod et semi-decimeret Spurs-mandskab, burde vi have en chance for at avancere i den traditionelle cup-turnering.

COYW!

Fulham:

Schwarzer, Zuberbuhler, Marsh-Brown, Stoor, Kelly, Baird, Hangeland, Smalling, Hughes, Shorey, Konchesky, Gera, Murphy, Riise, Greening, Etuhu, Davies, Duff, Nevland, Elm, Okaka, Zamora

Tottenham:

Gomes, Alnwick, Corluka, Assou-Ekotto, Dawson, Bassong, Bale, Kranjcar, Modric, Palacios, Crouch, Gudjohnsen, Pavlyuchenko, Defoe, Rose, Livermore, Dervite, Parrett, Fredericks, Townsend, Kane

Fulham – Tottenham: 0-0

“Fandme en kedelig Boxing Day!”

Citat: En af mine venner på Facebook, da Boxing Day gik på hæld i går aftes…

Og det kan man ikke indvende meget imod!

Især TV-kampene mellem Birmingham og Chelsea samt Man City og Stoke var søvndyssende, mens Fulham eftersigende skulle have været ganske velspillende mod Spurs i en kamp, der dog endte uden mål.

Fulham manglede dog den kliniske skarphed, som mandskabet har vist i de senere kampe, og derfor endte kampen med et remis og en sjælden 0-0’er på The Cottage.

De indledende minutter stod på Fulham-dominans, og var det ikke for Heurelho Gomes, kunne hjemmeholdet hurtigt være kommet på tavlen ved et forsøg tæt på mål fra Damien Duff og en smart hæl-afslutning fra ungarske Zoltan Gera.

Kort efter måtte Gomes igen i aktion, da Danny Murphy hamrede til bolden fra udkanten af feltet, men den brasilianske blæksprutte hev en pragtredning ud af ærmet.

Efter endnu et hæderligt Gera-forsøg fik Spurs sat deres første afslutning ind, men Niko Kranjcars udmærkede frispark gik i sidenettet. 

Envejstrafikken fortsatte dog, og Fulham kunne igen have taget føringen i det 24. minut, da Bobby Zamora satte Clint Dempsey i scene, men den hårdtkæmpende amerikaners afslutning gik snert forbi mål.

Efter et par ufarlige Spurs-forsøg, var det igen Fulham og Clint Dempsey, der bankede bolden på træværket efter et eminent frisparksforsøg.

I pausen kunne begge hold gøre status, og mens Fulham forbandede deres held, kunne Tottenham i høj grad takke de højere magter samt deres brasilianske ankermand for, at de ikke var bagud med tre eller flere kasser.

Anden halvlegs start bød igen på Fulham-dominans, dog ikke i samme grad som i første halvleg, men ikke desto mindre skulle man spejde langt efter chancer til udeholdet.

Formstærke Bobby “Twinkletoes” Zamora fik kort efter startfløjtet hovedet på et indlæg fra Duff, men igen måtte Fulham se målmand Gomes kaste sig ud i en superb redning.

Gomes stod også i vejen for de næste par Fulham-forsøg ved Bobby-boy og Clinten, mens farlige Jermain Defoe kunne notere sig en af de få hæderlige Spurs-forsøg i den anden ende uden, at det dog for alvor blev farligt for Mark Schwarzer i Cottagers-målet.

I slutfasen kunne Spurs dog have stjålet alle tre point, men en fantastisk dobbeltredning fra Mark Schwarzer satte et stort fedt “DENIED” stempel i panden af først Peter Crouch og dernæst Jermaine Jenas.

I kampens allersidste sekunder brød Duff igennem i højre side, men hans fine forsøg sneg sig desværre uden om både stolpe og en ærgelig Clint Dempsey, der stod placeret ved den fjerneste opstander.

Ufatteligt Fulham ikke fik tre point, men desværre havde de denne Boxing Day ikke den fornødne skarphed til at udplacere en verdensklasse målmand i Gomes, der i den grad fik revanche for hans sidste besøg til Craven Cottage.

Roy Hodgson medgav også efter kampen, at Fortuna ikke havde været på hjemmeholdets side:

“In terms of clear-cut goal chances, I’d say we deserved to win that.

Maybe with any luck we would have entered half-time in front. Their goalkeeper made two or three very good saves and we scuffed one or two chances.

The game evened out a lot more in the opening 30 minutes of the second half but we were back in the last 15 minutes.

Once again Gomes made a great save, as did Mark Schwarzer for us. You’d have to say of the two goalkeepers that Gomes was a lot busier than Schwarzer. Perhaps we were unlucky not to win but it was a good game between two good teams.”

Hodgsons modpart, Harry Redknapp, var ikke mand nok til at indrømme, at Spurs var heldige med point’et efter kampen, og mente, remis’et var fair:

“Gomes did well. Fulham were dangerous when they got it forward to Zamora early and Gomes made a couple of good saves. But so did Schwarzer – Crouch’s shot in the second half was in all the way. I thought it was a fair point.”

Ja, okay Harry Stoneface! Måske nogen skulle vise ham kampens highlights!

Kamp Stats

Fulham Schwarzer, Pantsil, Hughes, Hangeland, Konchesky, Duff, Murphy, Baird, Gera, Dempsey, Zamora.
Bænk: Stockdale, Andrew Johnson, Nevland, Etuhu, Smalling, Greening, Kallio.

Kort: Pantsil (49,f).

Tottenham Gomes, Corluka, Dawson, Bassong (King 90), Assou-Ekotto, Lennon, Jenas, Palacios, Kranjcar (Modric 71),Keane (Defoe 71), Crouch.
Bænk: Alnwick, Bale, Huddlestone, Pavlyuchenko.

Tilskuertal: 25,679

Dommer: Steve Bennett

Kamp Stats Fulham Tottenham
Mål 0 0
Boldbesiddelse 53% 47%
Forsøg 16 10
På mål 6 3
Hjørnespark 4 3
Off-sides 1 1
Redninger 3 6
Frispark 19 13
Gule kort 1 0
Røde kort 0 0
Kilder: Fulhamweb & Soccernet

Fulham – Tottenham: Optakt

Ahhhh, Boxing Day!

Den traditionelle 2. juledag, hvor der er fuld spillerunde i den engelske Premier League, og hvor sofaen er det foretrukne stamsted.

Fulham skal prøve at følge op på succes’en mod Man U med endnu en sejr over et tophold; denne gang Spurs, der tager den korte tur fra det nordlige London.

For Fulham kan Andy Johnson få comeback efter en langvarig lårskade, der har holdt den lille angriber ude siden oktober måned.

AJ skal formodentlig ikke regne med at finde plads i startelleveren, og den tidligere Everton-mand må højst sandsynligt nøjes med en joker-rolle.

Toni Kallio kan være i Fulhams trup, efter Roy Hodgson har kaldt ham hjem fra et lejemål i Sheffield United, der ellers lige havde forlænget opholdet med en måned.

Diomansy Kamara (knæ), Simon Davies (ankel) og Seol Ki-Hyeon (ben) er alle stadig ude for Roy Hodgsons tropper.

Hos udeholdet har Harry Redknapp igen Luka Modric og Ledley King til rådighed efter skader, mens Jonathan Woodgate (lår), Carlo Cudicini (bækkenet og håndled) og Alan Hutton (fod) alle misser turen til Craven Cottage.

Med Cottagers fine form in mente, er en hjemmesejr realistisk, men Fulham har dog tidligere haft store problemer med Spurs, så jeg ville satse mine penge på en uafgjort og en allerhelvedes underholdende kamp!

Fulham:

Schwarzer, Zuberbuhler,

Pantsil, Hangeland, Smalling, Kelly, Hughes, Konchesky,

Baird, Etuhu, Murphy, Dempsey, Gera, Riise, Greening, Duff,

E Johnson, Nevland, Zamora, A Johnson

Tottenham:

Gomes, Alnwick,

Corluka, Naughton, Assou-Ekotto, Bale, King, Dawson, Bassong,

Lennon, Bentley, Kranjcar, Modric, Palacios, Jenas, Huddlestone,

Keane, Defoe, Pavlyuchenko, Crouch, Rose

Et Gensyn Med NoGoals

Efter at have set frem til, at NoGoals tog sit eminente målinstinkt og forlod Fulham til “fordel” for Hull, blev jeg i dag slemt skuffet…

Zamora kunne godt se skriften på væggen (i forhold til en vis Greedy Bullard) og mente ikke, det var fordelagtigt for angriberen at skifte til en mindre klub og potentiel nedrykker.

Desværre gik vi derfor glip af £5 millioner, hvilket selvfølgelig også ville have været landevejsrøveri på åben landevej(!), men ikke desto mindre var det dét beløb, som Phil Brown var villig til at hoste op med!

I mellemtiden har Portsmouth accepteret et Spurs-bud på Peter Crouch, og derfor ser også det ud til at gå i vasken…..

Alt i alt en “glimrende” dag for The Cottagers, og Roy Hodgson må nu finde midler og spillere et andet sted takket være NoGoals, der forhåbentlig er fjerdevalg til angrebet næste sæson!

Tottenham – Fulham: 0-0

Som jeg forudsagde i optakten, kunne man drage mange paralleller mellem kampen i dag og de tidligere kampe mod Liverpool og Villa (Og hvorfor spillede man så ikke på kampen?#@!).

Og igen blev kampen ikke just en festivitas af fremragende fodboldfinesser og prangende angrebsbold, men det overlever jeg nok, da forsvaret fortsætter sin fantastiske form.

Udsigten til endnu et clean sheet var dog en smule uklar, da Chris Baird havde fundet vej til startopstillingen på bekostning af en influenza-ramt Brede Hangeland.

Men nordireren skulle snart gøre den skepsis til skamme med en fremragende indsats i det defensive maskinrum.

Tottenham fik kampens første “chance”, da en ellers anonym David Bentley tog chancen udefra med et forsøg, der ikke voldte australske Mark Schwarzer store problemer.

Spurs havde kampen igennem problemer med at komme tæt på Schwarzers mål, og næste forsøg i kampen var endnu et langskudsforsøg, signeret Jermaine Jenas, men indskifteren overplacerede sin “piledriver”.

En lille dribletur fra Luka Modric voldte Fulham-forsvaret problemer få øjeblikke senere, men afslutningen, som fulgte, gik ved siden af Fulhams mål.

Omkring en halv time inde i kampen strøg Benoit Assou-Ekotto igennem i Spurs’ venstre side, hvorefter han sendte bolden indover til Aaron Lennon, der fik sendt en hård flugter afsted, som Schwarzer dog på fremragende vis fik reddet.

Syv minutter senere måtte Fulham se Jimmy Bullard udgå af kampen med, hvad der lignede en lårskade. Ikke særlig hensigtsmæssigt midt i det travle juleprogram, og jeg krydser fingre (og tæer) for, at det ikke er en længerevarende skade (Selvom det måske kan forhindre Bullard i at forlade os i januar!!).

Fulhams første nævneværdige forsøg opstod lidt senere, da Clint Dempsey med et akrobatisk saksespark hamrede bolden mod Spurs-målmand Gomes, men brasilianeren fik afvist forsøget med en glimrende redning.

Efter pausen løftede spillet sig ikke synderligt, og Spurs havde stadig gevaldige vanskeligheder med at bryde igennem overfor et organiseret Fulham-forsvar.

Halvlegen var generelt præget af en del halvhjertede chancer, og selvom Spurs, med et par offensive indskiftninger, prøvede at ændre kampen til deres fordel, havde Fulham halvlegens bedste chancer.

Halvlegens, og kampens, største chance opstod med fem minutter igen, da Andy Johnson kom fri igennem i en en-mod-en situation mod Gomes, men den lille frontløbers halvsvage skud blev blokeret af den modige brasilianer.

0-0 på White Hart Lane i en kamp, der måske ikke går over i historien, men jeg er trods alt glad for et solidt point mod en svær modstander.

Bortset fra defensivens glimrende præstation er der  også props til Fulham-tilhængerne, som gennem hele kampen overdøvede de frustrerede Spurs-fans.

Tottenham

Gomes 8, Assou-Ekotto 7, Corluka 7, Dawson 8, King 7, Zokora 6, Bentley 5 (58 Campbell 6), Modric 7, Huddlestone UB (20 Jenas 6), Lennon 7, Bent 5 (72 Pavlychenko UB)

Bænk: Cesar, Woodgate, Bale, O’Hara

Fulham

Mark Schwarzer 9 – Sikker i alle sine indgreb krydret med en glimrende redning
John Paintsil 8 – Ikke så markant fremad banen, som han plejer, men en solid kamp bagude, hvor han ikke rigtigt blev udfordret
Paul Konchesky 9 – Helhjertet indsats af Konc, hvor han gang på gang tvang Lennon til at søge ind i banen
Chris Baird 9 – Måske hans bedste indsats for Fulham nogensinde! Kom i vejen for alt og på dagen en fuldgod erstatning for “Mighty Brede”
Aaron Hughes 8 – Ingen problemer med den ineffektive Spurs-offensiv
Simon Davies 6 – Skidt kørende med flere dårlige aktioner midt på banen
Clint Dempsey 6 – Glimrende saksespark i første halvleg, men en meget ringe anden halvleg, hvor han utallige gange var alt for selvisk i kontraerne
Danny Murphy 6 – Lidt for stor fejl-margen, hvor den ellers normalt pasningssikre englænder havde adskillige afleveringer uden adresse
Jimmy Bullard 7 – Desværre skadet i det 37. minut og hans 37 minutter var præget af, at Spurs havde hovedparten af boldbesiddelsen i første halvleg
Bobby Zamora 5 – Lykkedes ikke i sine aktioner og luddoven! Scorer han nogensinde??
Andy Johnson 6 – Fik ikke meget ud af sine anstrengelser og burde have scoret på sin kæmpechance
Dickson Etuhu 7 (Indskiftet 37. minut for Bullard) – Lidt stillestående men bomstærk i mand-til-mand duellerne og mere pasningsstærk end makkeren Murphy
Erik Nevland UB – Kom ind i overtiden for at holde på bolden

Bænk: Zuberbühler, Stoor, Kallio, Gray, Andreasen

Kort: Konchesky

Tilskuertal: 35,866

Dommer: Peter Walton

Statistik Tottenham Fulham
Mål 0 0
Boldbesiddelse 58% 42%
Målforsøg 14 10
På mål
4 4
Hjørne 4 2
Off-sides 4 4
Redninger 4 4
Frispark 8 13
Gule Kort
0 1
Røde Kort
0 0
Kilde: Soccernet og Fulhamweb