Fulham vs. Torino: 2-2

I en kamp, hvor Fulham så ud til at have nogenlunde styr på begivenhederne, gik The Cottagers helt ned i de sidste 10 minutter, og måtte nøjes med uafgjort (Hmm… Lyder det bekendt!)…

Nyindkøbte Andy Johnson blev præsenteret før kampen, men deltog ikke i matchen, hvor Bobby Zamora og Seol Ki-Hyeon udgjorde front-duoen.

Starten af kampen var en meget jævnbyrdig affære, hvor både Jimmy Bullard og Torinos Nicola Amoruso testede skudpræcisionen uden dog at komme på tavlen.

Ellers var det småt med chancer indtil det 20. minut, hvor en hårdtarbejdende Seol brød igennem i højre side og lagde et glimrende indlæg ind i fødderne på Zamora, som med en fin tæmning kunne lægge bolden ind bag den tidligere Ipswich-målmand Matteo Sereni.

Bare få minutter senere skar Torinos højreback, Aimo Diana, gennem Fulhams forsvar, men Mark Schwarzer præsterede en pragtredning med fingerspidserne.

Efter endnu en stor Torino-chance kom Fulham yderligere foran i det 28. minut, da sydkoreanske Seol igen søgte ud på kanten, og lagde den ind i fødderne på Zoltan Gera, der holdt hovedet koldt, og gjorde det til 2-0, som også var pausestillingen.

Anden halvleg startede igen som en åben affære med chancer til begge hold, og Torino kæmpede for at komme tilbage i kampen med chancer til især den farlige Amoruso.

For Fulham var Bullard især farlig med tre forsøg inden for de første ti minutter, hvorefter Zamora havde et godt forsøg 20 meter fra mål, som Sereni dog ikke havde de store problemer med.

Steven Davis og Clint Dempsey afløste derefter henholdsvis Simon Davies og Seol, og ikke lang tid efter havde Steven Davis hele to forsøg, som begge blev reddet inde på Torinos streg.

Bedst som Fulham så ud til yderligere at udbygge føringen, scorede Torinos Elvis Abbruscato i det 80. minut med en fornem finish fra udkanten af feltet.

Fulham så dog stadig ud til at have kontrol over kampen, men Fredrik Stoor og Zamora gik pludseligt forkert af hinanden uden for Fulhams felt, og det udnyttede Angelo Ogbonna til fulde med hans mål til 2-2.

En ærgelig optakt til næste uges Premier League-start, og Roy Hodgson var da også skuffet efter en kamp, hvor Fulham bare skulle have holdt fast i føringen de sidste ti minutter… (Få nu fat i den centrale forsvarsspiller, Roy!)…