Fulham FC – A Proper Football Club

Denne YouTube-video må være den smukkeste dedikation til en fodbold-klub på Internettet – selv som neutral fan, burde den vække en helt speciel følelse i dig.

Tjek den ud:

Reklamer

Cottagers Nostalgi: Roger Brown

Onsdag morgen gik en af startfirsernes Fulham-koryfæer bort i en alder af kun 58 år efter længere tids sygdom.

Roger Brown siger måske ikke den almene fodbold-fan det helt store, men for Fulham-fans er han en del af klubbens historie.

Brown blev født den 12. december, 1952, i Tamworth og startede karrieren ud i 1970 hos sin lokale klub Wallsall, hvor det dog ikke lykkedes at bryde ind på førsteholdet.

Forsvarskæmpen opgav for en kort stund drømmen om en fodboldkarriere og startede i et civilt job som produktionsmanager hos et ingeniør-firma, mens han spillede semi-professionelt hos AP Lemington i sin fritid.

I 1977 blev drømmen dog genoplivet, da Bournemouth rekrutterede Brown i en sen alder af 25 fra anonymiteten i de semi-professionelle rækker.

Herfra skiftede han i 1979 til Norwich for £85,000, men det ophold varede kun i otte måneder, før Fulham fik øjnene op for den kraftfulde spiller.

Den hårdføre forsvarsspiller var en fanfavorit under sit ophold i klubben fra 1980 til 1983, hvor han især vil blive husket for et ekstraordinært hovedstødsmål mod Lincoln City.

Målet sikrede oprykning fra den daværende tredje division (kan ses i nedenstående klip), og det var bare et af hele 12 Brown-mål den sæson; en Fulham-rekord for en forsvarsspiller, som stadig står den dag i dag.

Sæsonen efter fortsatte Brown sit solide spil i bagkæden, da Fulham var tæt på endnu en oprykning til første division, men desværre for forsvarsspilleren og resten af holdkammeraterne lykkedes missionen ikke.

Brown vendte i 1983 tilbage til Bournemouth, men han vil stadig blive husket af mange for sit vitale mål en maj-forårsdag i 1982.

R.I.P. Roger Brown 1952-2011

Nostalgi!

Den absolut ypperligste video fra Fulhams Great Escape Season 2007/2008!

Nuff’ said! Enjoy!

Cottagers Nostalgi: Bobby Robson

1933-2009

Robson 1933-2009

En af Fulhams største spillere gennem tiderne, Sir Bobby Robson, gik her til morgen bort i en alder af hæderlige 76 år efter en lang kamp med lungekræft.

Sir Bobby var i to omgange i Fulhams fold afbrudt af et 6-årig ophold hos WBA, hvilket også udmøntede i tyve landskampe for England.

Hos Fulham startede han ud med at udgøre en dødbringende offensiv med ligeledes afdøde Bedford Jezzard og klublegenden Johnny Haynes.

Den store succes i Fulham fik WBA på barrikaderne, og i 1956 skrev Sir Bobby under med The Baggies for en, på det tidspunkt, klubrekord på £25.000.

Efter 257 kampe og 51 mål samt de førnævnte 20 landskampe, vendte Robson tilbage til Fulham i 1962 efter uenighed omkring lønforholdene i WBA.

Robson blev på det her tidspunkt rykket længere tilbage på banen, og hans anden periode i Fulham bød derfor på et langt mindre antal mål (9) end første værnepligtsperiode på Craven Cottage (68).

Det blev dog til hele 192 kampe, udover de 152 fra den første periode i klubben, og det samlede antal nåede derfor 344 med 77 mål til følge, før han tilbragte sit twilight år hos Vancouver Royals.

Efter sin spillerkarriere kastede Sir Bobby sig over trænergerningen, og startede ud med 10 måneder hos Fulham før han blev headhuntet af Ipswich, som i løbet af Robsons 13 år i klubben kunne hæve både UEFA og FA Cup trofæet.

Det engelske landstrænersæde blev næste punkt på dagsordenen, og i hans otte år på posten lykkedes det ham bl.a. at føre England til en semi-finale under VM i 1990, hvor de (naturligvis) blev slået ud i straffesparkskonkurrence af tyskerne.

En globetrotter tilværelse fulgte i klubberne, PSV Eindhoven, Sporting Lissabon, FC Porto, FC Barcelona og igen PSV før turen gik hjem til England og Newcastle.

Jeg kan tydeligt huske, at vi havde Canal Plus, da Robson var manager i Newcastle, og jeg forelskede mig i Toons romantiserede spillestil, hvilket udmøntede i en umådelig respekt for denne aldrende fodboldmanager på sidelinjen.

Jeg må nok også indrømme, at præferencerne hældte til Toon før mit ophold hos Fulham tilbage i 2004, men Sir Bobby spillede helt sikkert en rolle i det kærlighedsforhold.

Robsons managerperiode i Newcastle endte mærkeligt nok i 2004 under mit ophold, da han efter en svag start på sæsonen, blev afløst af superfiaskoen Graeme Souness på trænerposten.

En kort periode som konsulent for den irske landstræner, Steve Staunton, fulgte i 2006, men Robsons helbred begyndte for alvor at svigte, og den sympatiske brite fik i 2007 konstateret lungekræft for femte gang.

Denne gang blev det dog desværre fatalt, men som Robson selv udtrykte det:

“My condition is described as static and has not altered since my last bout of chemotherapy…I am going to die sooner rather than later. But then everyone has to go sometime and I have enjoyed every minute.”

Bobby Robson, en legende og gentleman indenfor sporten, R.I.P.

Bobby Robson factfile

Fulde navn: Robert William Robson

Født 18. februar, 1933 i Sacriston, County Durham, England

Død 31. juli, 2009 i County Durham, England

Spilleposition: Hængende angriber

Spillerkarriere:

1950-56 Fulham (152 kampe, 68 mål)

1956-62 West Bromwich Albion (239 kampe, 56 mål)

1962-67 Fulham (192 kampe, 9 mål)

1967-68 Vancouver Royals

1957-62 England (20 kampe, 4 mål)

Trænerkarriere:

1968 Fulham

1969-82 Ipswich

1982-90 England

1990-92 PSV Eindhoven

1992-94 Sporting Lissabon

1994-96 FC Porto

1996-97 FC Barcelona

1998-99 PSV Eindhoven

1999-2004 Newcastle United

Cottagers Nostalgi: Eddie Lowe

Eddie Lowe, legend

Eddie Lowe, legend

Dette er den første artikel omhandlende tidligere koryfæer fra Fulham Football Club og selvom det vil være oplagt at portrættere den store Johnny Haynes, går jeg en anden vej og sætter fokus på nyligt afdøde, Eddie Lowe.

Haynes var øremærket til at blive portrætteret først, men med Eddie Lowes bortgang forleden, syntes jeg, den gamle wing half fortjener æren.

Eddie Lowes magiske Fulham-rejse startede i 1950, efter at englænderen havde spillet fire år hos The Villans aka Aston Villa.

Wing back’en ankom til en klub, som oplevede sin blot anden sæson i den daværende 1. division (bedste række på det tidspunkt.red), og sindsstemningen blandt Fulhams fans var derfor forventningsfuld og optimistisk.

Inden perioden som Villa-spiller havde Lowe som amatør repræsenteret Millwall og Finchley samt Walthamstow Avenue under 2. verdenskrig.

Den sympatiske englænder havde opnået tre landskampe for England under sit ophold hos Villa, men med skiftet til Fulham blev det desværre ikke til flere internationale meritter for Lowe.

Dog gav opholdet ikke defensiv-spilleren mindre succes på banen baseret på det faktum, at englænderen gik hen og opnåede over 500 førsteholdskampe for The Cottagers.

Lowe fik sin debut på Old Trafford mod mighty Manchester United, og hverken Lowe eller Fulham-fansene vidste på dette tidspunkt, at englænderen ville gå hen og blive en decideret legende i det sydvestlige London.

Som udpræget back spillede Lowe enten wing back eller decideret back det meste af sin karriere, men i slutningen af Fulham-årene blev englænderen dog rykket ind i det centrale forsvar.

Selvom han var forsvarer, er jeg blevet fortalt, at Lowe aldrig fik en eneste advarsel(!), hvilket i den grad er en bedrift, når man står over for teknisk dygtige wings og hurtige angribere.

Forcerne hos Lowe lå i den kontinuitet, han lagde i sine præstationer som glimrende holdspiller samt et hovedspil på højde med de bedste.

Under sit lange ophold hos The Whites opnåede briten desværre ikke nævneværdige trofæer, men var dog med til at spille Fulham i to semi-finaler i FA Cup’en samt til en 10. plads i 1. division, som indtil sæsonen 2003/04 var Fulhams højeste placering i den bedste række (Fulham blev i 2004 nr. ni under Chris Coleman.red).

Der var dog også nedgangstider for Fulham under opholdet, og den tidligere engelske landsholdsspiller oplevede hurtigt modgang, da Fulham rykkede ned i hans første sæson med klubben.

Efter et par middelmådige sæsoner i 2. division, var Lowe en integral del af en tilbagevenden til 1. division, da de i 1958 igen tog turen op blandt de bedste.

The Great Eddie Lowe forlod Fulham i 1963 for at blive spillende manager for Notts City, men efter et par sæsoner forlod han den sport, som havde fyldt så meget i hans liv og begav sig ud i en civil karriere.

En af heltene fra den tid, VM-vinder George Cohen (459 kampe for Fulham) udtalte forleden følgende om Eddie Lowe:

“Eddie was a very correct man, and always very well turned out. He had a very good wit and I don’t know anyone that had a bad word to say of him.

“He was a terrific footballer, and complemented Johnny Haynes very well indeed. He was a great tackler and he covered ground very well for a tall man. He was rather unfortunate to not get more caps than the three he did.

“Eddie was quite a bit older than me when I came into the team, but he acted as a tutor of sorts, always offering advice to a young player. Being in the team as a 17-year-old, he had plenty to say to me if it needed to be said, and you took that advice because he was a very experienced man.

“He was one of those guys that you could always rely on and one of nature’s gentlemen. Everybody liked Eddie Lowe.”

Lowe begav sig mod de evige fodboldbaner den 9. marts i en alder af hæderlige 83 år, men den godmodige englænder forbliver i Fulhams historiebøger og i fansenes sind som en vaskeægte legende.